Markedet er gud. Er man i tvivl, kan man blot konsultere den dominerende ideologiske strømning i det danske samfund: den borgerligt-neo-liberalistiske tankegang. Alverdens problemer løses ved at slippe markedskræfterne fri. Tror man. Lad blot markedet regulere job- og boligefterspørgslen og andet – og vores trængsler vil snart være omme. Amen.
På markedet er vi alle lige, men nogle er mere lige end andre, nemlig dem, der har penge til at handle på markedet. De andre kan fanden tage. Et illustrativt eksempel. I Frankrig har man fundet en løsning på, hvordan de penge- og boligløse – med andre ord: de hjemløse – kan fordrives fra markedets hellige haller, indkøbscentrene. Med ildelugtende spray. Borgmesteren i den parisiske forstand Argenteuil, Georges Mothron fra regeringspartiet UMP, har indkøbt store doser af midlet med det helt Graham Greenske navn Malodor (Mal-odor, got that?!), som skal sprøjtes på udvalgte steder, hvor de i forvejen ildelugtende hjemløse formodes at finde ly og varme. Handlingen har selvfølgelig skabt voldsom debat i det franske samfund.
Men, jeg tror ikke, at det er tilfældigt, at “udrensningen” netop finder sted i de store indkøbscentre og ikke fx under broer, på jernbaneanlæg osv. Storcentrene er vores nye kirker, lokale manifestationer af det globale marked. Det er her markedet dyrkes i det daglige af alle os forbrugere. Her mødes vi alle som globale forbrugere, der konsumerer det samme, hvad enten vi befinder os i århus, Berlin eller Hong Kong. Det er her illusionen om os som lige forbrugere og kunder forsøges opretholdt i et scenarie af lys, muzak, tilbud, parfume- og smagsprøver. Her er ikke plads til utilpassede unge, tiggere, sprittere eller hjemløse.
De hjemløses stank minder os om, at vi selv er en lugtende krop, at vi er forgængelige – kort sagt om vores menneskelighed og forgængelighed. Hinsides markedet. Og det er der ikke brug for i markedets perfumerede drømmeunivers, hvor det er den evige ungdom ( = den evige forbruger ), der dyrkes og plejes. Og hvor kroppens forgængelighed og døden fortrænges.
“På denne planet er vi alle sammen afhængige af hinanden, og intet af det, vi gør eller afstår fra at gøre, er uden betydning for alle andre menneskers skæbne. Fra et etisk synspunkt gør dette forhold os alle ansvarlige for hinanden. […] Det er sandsynligvis ikke længere muligt at trænge globaliseringen af menneskelig afhængighed, menneskeskabt teknologi og økonomiske aktiviteter tilbage. Reaktioner som “lad os danne vognborg mod angriberne” eller “tilbage til stammens (nationens, lokalsamfundets) telte” duer ikke. Spørgsmålet er ikke, hvordan vi dæmmer op for historiens flod, men hvordan vi forhindrer dens vand i at blive forurenet af menneskelig nød, og hvordan vi kanaliserer dens løb i retning af en mere ligelig fordeling af de goder, den bringer med sig”
(Zygmunt Bauman, Det belejrede samfund)
