Jeg har reklameret for denne plade før, og gør det gerne igen. For bluesen – i dette tilfælde i Blind Willie Johnsons udgave – går aldrig af mode. God Don’t Never Change: The Songs Of Blind Willie Johnson
byder på moderne fortolkninger af Willies sange. Her er Tom Waits og hans udgave af The Soul of a Man
Jeg faldt over nedenstående fine tv-optagelse fra Danmarks Radio med Iron Butterfly. Bandet blev nærmest verdenberømte for deres lange “In a gadda da vida”, da den udkom i 1968 og blev en milepæl i den psykedeliske og hårde rocks historie. Bandet er stadigvæk værd at lytte til.
Â
Som andre danske provinsbyer er Aarhus ramt af byggeritis. Gamle bygninger rives ned til fordel for byggeri, der især tjener erhvervslivet (på enhver måde), og som helst skal rage op over alle de gamle bygninger. Endnu er Domkirken det højeste punkt i byen, men den får skarp konkurrence af noget, der kaldes La Tour Tower (for man kan heller ikke tale dansk længere i den jyske hovedstad), et 95 meter højt hus, der om et par år skal knejse ved siden af det lille, gamle vandtårn (Water Tower?!) på Randersvej. Byggeri har altid været indikator på kapitalismens problemer, og er det fortsat. Mange tror, det aktuelle byggeri er udtryk for at væksten endelig er vendt tilbage. Vi får se. Der er andre tegn, der modsiger denne tese.
MGP – det vi i gamle dage kaldte Melodi Grand Prix – løb over skærmen forleden. Jeg så det ikke. Forskræp og lignende fik mig til at vige uden om. Og sandt at sige har jeg helt og aldeles tabt interessen de senere år – dvs. siden dengang, hvor Melodi Grand Prix var et mindre, centraleuropæisk fænomen. Jeg synes udviklingen har flyttet fokus mere på selve den visuelle performans og væk fra det musikalske. Det er længe siden, der har været en mindeværdig popmelodi. Den sidste, jeg kan huske, var Brødrene Olsens vindermelodi.
Men begivenheden og lidt støtte fra en facebookgruppe fik mig til at huske på Annette Blegvad, der engang – før 1977 – huserede som pigtråds- og Melodi Grand Prix-sangerinde. Se det var en anden tid… www.dk-rock.dk har en fin lille artikel om Anette.
DAVID CROSBY, singer-songwriter-guitarist, the Byrds; Crosby, Stills & Nash; CSNY: After I got tossed out of the Byrds [in 1967], I went to Florida. I’m very romantically inclined and I’d always wanted to get a sailboat and just sail away. I went into a coffeehouse in Coconut Grove, and Joni was singing “Michael from Mountains†or “Both Sides, Now,†and I was just gobsmacked. It just pushed me up against the back wall. Even at the beginning she was very independent and already writing better than almost anybody. I brought her back to California and produced her first album [Song to a Seagull].
Nej, jeg er slet ikke færdig med 2015 i musikalsk henseende. Og længe, ja, alt for længe, har Silje Holtan ligget på mit skrivebord og kigget spørgende på mig, medens jeg fortabte mig i andre lytte- og skriverier. Men nu er tiden inde til at give Silje nogle anbefalende ord med på vejen. Og sandt at sige, så er Siljes plade sådan en, der tåler at ligge lidt og lade nyhedssstømmen storme hen over sig.
Picture Me hedder Silje Holtans plade, og der er tale om en meget moderne popalbum, der må have appel til et poppublikum, som har lagt teenageårene bag sig og ikke længere stiller sig tilfreds med letfordøjelige popsange. For godt nok er Holtans sange poppede i den forstandt, at der både er iørefaldende melodier og fængende rytmer, men der er på ingen måde tale om døgnfluepop. Det er pop, der kræver noget af sin lytter. Sammen med sine samarbejdspartnere har Holtan skabt et lydunivers, der både bruger traditionelle instrumenter og den moderne digitael programmerings mange muligheder. Dermed er der skabt et lydbillede, der både peger retrograd tilbage på de forrige årtiers – ikke mindst de synthglade firsere – lyd og progressivt frem mod nye endnu ikke trådte musikalske stier. Lyden er på samme tid umiddelbart tilgængelig og storslået og imposant.
Og i sit tekstunivers appellerer Silje Holtan både til lytterens visuelle forestillingsevne og tankefulde intellekt. Som fx i titelsangen “Picture Me”:
Picture me
A fortune tellers wife
Picture me
Running for my life
I wanna be a four-wheel drive
I wana catch myself a fast ride
And if a cold rain should fall
I wanna be a six o’clock train and I’m running
I’m running….
Det handler mere om at male billeder i hovedet på lytteren og afsætte stemninger og spørgsmålstegn sammesteds end at træde de velkendte popsangsstier. På den måde skiller Silje Holtan sig ud fra mainstream ved at sætte forventningerne til lytteren lidt højere end det oftest sker.
Og Silje Holtan har en dejlig popstemme, der er både klar, naturlig og sensuelt feminin. Og den lokker lytteren ind i et feminint univers, det nok er værd at besøge. Også selv om man tilhører det andet køn. Picture Me er en plade, der skriver sig flot og naturligt ind i række af overbevisende popplader, som er kommet gennem de seneste år her i landet. Tag vel imod Siljes nye plade. Hermed anbefalet.
Silje Holtan. Picture Me. L V Records. Er udkommet.
Under det underlige navn Ukendt under andet navn gemmer sig Henrik Olesen, der bl.a. er kendt fra sit samarbejde med broder Peter Olesen i duoen Olesen & Olesen. I 2014 udsendte Ukendt under andet navn det første album Dage i St. Vemod, og nu er album nummer to på vej med den måske sigende titlel Ingen hunde hyler her. Hvorfor hundenen tier må fanden vide, men der er kommet en forsmag på pladen, “Sukker efter regn”. Den ny plade, der kommer til marts, kan bestilles via kunstnerens Facebookside.
Han er blevet udnævnt til at være verdens bedste (rock)sanger her i bloggen. Men, men, ikke alt, hvad Rod Stewart har lavet har været på niveau med mandens talent og evner som sanger. Jeg stod i hvert fald af, da han i 1978 for alvor kastede sit talent i grams for kommercialismen med albummet Blondes have more fun. Det var svært at se forbindelsen mellem Faces-Rod og den tidlige Rod og så den lapsede forfører på blondinepladen. Til mandens forsvar kan man måske sige, at vi alle har brug for penge nu og da – og han har også siden hen vist, at han formår at synge en vis legemsdel ud af bukserne på de fleste mandlige rocksangere.
På denne tid af året i 1979 indtog Rod de amerikanske singlelisters top med “Da ya think I’m sexy” fra omtalte album. Og den sang kommer ikke med på min øde ø.
Den finurlige internetside Open Culture bringer under overskriften The Punkest of Punk Concerts en rigtig fin optagelse med The Cramps, der giver koncert på et sindsygehospital i Napa, Californien. Det helt rigtige sted at afholde en punkkoncert, tror jeg…
Billedet ovenfor viser coveret på en piratplade med koncertoptagelser med Talking Heads fra 1979. En dobbelt-vinyl. Men nu udkommer musikken så på en ordinær CD, sikkert fordi pladeselskaberne har svært ved at tjene penge på CD’er og derfor går langt i deres opfindsomhed, når det gælder nyudgivelser. Man kan også finde andre af den slags udgivelser, hvor gamle koncerter finder vej til CD’ens plastik. Fx plader med Steely Dan (Doing it i Califonia) eller Pattie Smith (Bicentennary Blues). Og – ser vi et øjeblik bort fra det med branchens økonomisk grådighed – så kan vi små fans jo glæde os over, at udviklingen sådan spiller os noget i hænde, vi ellers kun kunne få fat i på illegal vis.
Mange af rockens koryfæer nærmer sig støvets år og derfor begynder erindringerne at komme i en lind strøm fra forlagene. Og nu melder også den relativt unge Bruce Springsteen sig med sine memoirer, der får den oplagte titel Born to run. Til september kommer bogen, der allerede nu kan forudbestilles. Diverser forskræp handler mest om, hvor megen ussel mammon Springsteen får for sin bog. Jeg er mere spændt på at læse, hvad han har at fortælle om sin musik og om det samfund, han har løbet rundt i.
Som forventet/frygtet udsender de resterende monkeer en plade i år. Good times! er den æggende titel, og den skulle i følge rygterne bestå af sange, der er skrevet af kendte, nutidige sangskrivere – og indeholde en enkelt sang med afdøde Davy Jones. Well, well, well…
So let’s say when your 14-year-old son is your age now, what do you think the role of music will be?
From the history of humankind, as music makers, we have found instruments from 80,000 BC. A little flute made out of pigeon bones. I mean, music has been with us from the beginning of our becoming civilized. Human beings with brains that could think and could judge and could manage and could imagine. So I don’t know what its role will be, but I’m certain it’ll be here.Philip Glass i et interview med Noisey
