En af den nye, unge kunstnere af hunkøn, som for alvor er tråt i karakter i år, er den norske rock-jente Ida Maria (Børli Sivertsen), hvis energiske debutalbum Fortress Round My Heart regnes for at være en af den bedste indie-udgivelser i 2009. Nu har Ida Marie så overtalt en af rockens bedstefædre, selveste Iggy Pop, til at indspille en single i fællig. Og den kan man høre her. Og den rykker og river i kødet….Oh, my God!
Den forløbende uge har stået i arbejdets tegn, og det har været lidt småt med musiklytningen. Men her til formiddag, hvor familien er draget ud på historisk udflugt, har jeg fundet en elsket gammel sag frem fra grammofonpladehylden. Rick Dankos soloplade fra 1977.
Danko havde en fortid som markant guitarist og sanger i The Band, og da dette fortræffelige band satte punktum for karrieren med den vellykkede koncert “Last Walz” i 1976, fik han kontrakt med Clive Davies’ toneangivende pladeselskab Arista Records og indspillede som den første af Band-medlemmer et soloalbum. Med sig havde han notabiliteter som Eric Clapton, Ron Wood, Doug Sahm, Garry Beckley (America), broderen Terry og så de gamle venner fra The Band.
Pladen ligger ikke langt fra de gamle Band-plader. Lyden er tæt som på disse, og fremførelsen minder umiskendeligt om The Band. Jeg tror ikke Danko havde nogen intention om at lægge afstand til sin musikalske fortid, og det kan man godt forstå. Resultatet er blevet et meget fint album, der i mit univers hører sammen med Band-pladerne.
Desværre solgte pladen ikke en meter. Arista Records forstod ikke at markedsføre skiven og droppede kort tid efter Danko. Ganske vist er pladen kommet på cd på små pladeselskaber (Edsel i 1991, One Way 1997 og Demon Records og Disky i 2002) i små oplag, der hurtigt blev udsolgt og efterspurgt. Arista har også luftet planer om en remastered udgave, men indtil videre er der desværre ikke sket noget. Der er nok ikke forretning nok i projektet.. Ufortjent.
Jeg behøver vel ikke at fortælle, at Beat-Club var et særdeles populært program hos de tyske unge. Derfor er det vel heller ikke underligt, at alle udsendelserne er blevet udsendt på dvd. Tre bokse er der udkommet med hver otte dvd’er under titlen The Story of Beat-Club, delt op i perioderne 1965-68, 1968-70 og 1970-72. Per styk koster de ca. 55 EURO. Og indholdet er imponerende (se indholdsbeskrivelse fra første boks forneden på dette indlæg).
I 2007 kom der også en bog af Torsten Schmidt med detaljerede oplysninger om alle udsendelser, stjerne og sangene. Oven i købet en indbundet bog på 111 sider. Nævnes skal også, at der er kommet en dobbeltcd i forbindelse med 40-års-jubilæet for showet.
Jeg har utallige gange omtalt den tyske tv-musik-serie Beat-Club, der spillede en uvurdelig rolle for den unge capacs rock-dannelse. Og for et par dage siden fandt jeg ud af, at der er lavet en særlig hjemmeside for netop denne programserie. Der er ikke så forfærdelig mange oplysninger om sitet og dets baggrund. Til gengæld er der en hel del fine videooptagelser fra det herlige program fra dengang. Her Canned Heat, Let’s Work Together…
Lige nu kan man købe Warren Zevons klassiker Exitable Boy på www.amazon.com for den nette pris af $ 2.99 (ca. 16 kr.). Det vil sige: Hvis man bor i USA. Ellers ikke. I øvrigt er Zevons plade langt fra den eneste, der kan købes for en slik. Af denne kendsgerning kan man vel udlede to ting. 1. At internethandlen langt fra er blevet så international, som mange påstår. 2. Priserne på mp3-musik falder, hvilket er en logisk konsekvens af, at market udvider sig med internettet.
På coveret til det originale soundtrack til filmen Woodstock ser man et ungt par omfavne hinanden under et vattæppe. Billedet er blevet synonymt med festivalen for fred, kærlighed og gensidig forståelse. Men hvad skete der siden med kæresteparret? De blev jo en del af den generation, der gjorde skilsmisser til reglen i parforhold. Men de to er stadigvæk sammen 40 år efter. We’ve been truly blessed… Se Guardians lille interview med parret.
Hør og se Michael Langs oplevelse af Woodstock ’69. Lang var en af organisatorerne dengang og fortæller om festivalen som et fænomen, der ikke kan sammenlignes med noget andet. Et fænomen, der ændrede de deltagendes liv. Og hør ham fortælle om de historiske forudsætninger for festivalens ånd – og parallellen til den historiske situation nu i USA i post-Bush-æraen.
I 1975 udsendte den engelske folk-rock-gruppe Steeleye Span deres elektrificerede og elektificerende udgave af den traditionelle sang All Around My Hat. Det gik forståeligt nok lige i folk med sit ligefremme rockende arrangement og Maddy Priors klare, smukke røst. Og var en demonstration af at folk-rocken var en af tidens mest populære genrer. I dag kom jeg pludselig i tanke om den sang, da jeg sad i bilen og hørte justitsministerens selvretfærdigende retfærdiggørelse af nattens politiaktion mod nogle iraktiske flygtninge. Måske var det hjernens forsøg på at finde en positiv modvægt til den dags politiske elendighed i lille Danmark. For så vidt lykkedes det – lidt. Jeg synes stadigvæk, at Steeleye Span slap rigtig godt fra det nummer.
Jeg var engang sammen med en mand, der gjorde meget ud at af fortælle om dengang, Elvis Presley var i fjernsynet sammen med Frank Sinatra. Pointen var, at Frankie Boy var Elvis overlegen med hensyn til frasering i sangen. Jeg har set det pågældende programindslag, hvor Elvis var tydeligt ærbødig over for sin ældre kollega. Og måske havde manden ret i det med fraseringen. Måske.
For kan man med rimelighed sammenligne de to sangeres fraseringskunst? Ser man ikke bort fra deres forskellige udgangspunkt. Elvis har rødder i rock’n roll og det der førte frem til denne musikform. Sinatra i jazz og crooner-tradition. Personligt tror jeg, at Sinatra ville falde igennem, hvis han forsøgte sig med sangene fra Elvis’ halvtredserne-Sun-indspilninger. Til gengæld står Elvis svagt, når han kaster sig ud i “My Way”. Synes jeg.
Elvis har altid delt vandene. Mange kan ikke forlige sig med hans frikadellede periode med rinstensbroderede sparkedragter og andet stafage. Og jeg foretrækker bestemt også Elvis i halvtredserne og tresserne – de tidlige. Før der gik film m.m. i det. Og han kunne godt, når han tog sig sammen. Jeg har tidligere omtalt hans come-back på tv i 1968. året efter gjorde han kunststykket efter, da han tog til Memphis og indspillede albummet In Memphis. For Elvis var det på en måde en tilbagevenden til udgangspunktet. Han vendte tilbage til Memphis, som han forlod efter Sun-perioden.
Sammen med en række håndplukkede, garvede sessionmusikere og -sangere indspillede han så sit 34. album, der ikke var rock’n roll, men moderne country, soul og singersongwriterkunst. To håndfulde sange skrevet af nogle af Amerikas bedste sangskrivere i nyere tid: Hank Snow, Burt Bacharach, Butler, Gamble & Hoff, John Hartford m.fl. Og Elvis viste endnu engang, at han endnu ikke var færdig. Han kunne både synge og frasere. PS. Pladen er fornylig blevet udgivet i en dobbelt Legacy-edition.
Jeg har ikke kunnet finde et passende videoklip til Memphis-pladen, så I må “nøjes” med det her…
Hvad lavede jeg mon den 1. november 1963? Jeg var 9 år gammel. Der var lidt over en måned til min fødselsdag og godt og vel to måneder til jul. Jo, jeg var bestemt i skole den dag. Og måske lyttede jeg til en Beatles-single, da jeg kom hjem. Jeg havde jo min grønne rejsegrammofon, som jeg fik året før. “She loves you, yeah-yeah-yeah”. I hvert fald spillede de fire åbenbart i Cheltenham den aften. Og aftenen før blev de interviewet i italiensk tv. Billeder fortæller.
Der er nogle genudgivelser, jeg glæder mig mere til end andre. En af dem er genudgivelsen af The Feelies’ første albums. De skulle efter forlydender at dømme udkomme inden længe (september) på Bar/None Records.
The Feelies havde en glorværdig karriere årene 1976-1992, hvor de fik lavet fire gode album, en enkelt EP og nogle singler. De er gendannet i 2008, og det er nok forklaringen på, at der er kommet gang i genudgivelserne igen. I mange år har det nemligt været nærmest umuligt at komme i nærheden af cd-udgaver af pladerne. Og de to første er vist aldrig udgivet på cd. Feelies blev aldrig nogen kommerciel succes. Faktisk forblev de kronisk undergrund. De gik deres egne veje, undgik helst de officielle pladeproduktionsomstændigheder (herunder producere) og agerede i det hele taget ikke særlig kommercielt orienteret.
Men med deres debutalbum, Crazy Rhythms, fra 1980 skabte de deres egen særlige guitarlagdelte lydunivers, som blev inspiration for mange af de senere såkaldte indie-bands. Når man lytter til deres musik, i dette tilfælde deres foreløbigt sidste album “Time for a Wittness fra 1991, så er det tydeligt, at de står på deres egne ben mit i det musikalske blomsterbed, hvor også bands som Velvet Underground, Talking Heads og Television voksede.
Forleden omtalte jeg den unge danske musiker Sebastian Lind og kom i tanke om duoen (m.m.) Lamb. For kombinationen af electronica og singersongwriter-sange er bestemt ikke at nyere dato. Manchester-baserede Lamb – produceren Andy Barlow, den fascinerende sangerinde Lou Rhodes og deres hjælpere (bl.a. den danske trommeslager Nikolaj Bjerre – havde deres gyldne år fra 1996 til 2004, hvor de fik lavet fire album og en lang række singleudspil, der siden blev indlemmet på Best Kept Secrets, en slags Best-of-plade i 2004.
Det er egentlig pudsigt, at gruppen i så høj grad var en single-gruppe, for deres musik egner sig gevaldig godt til det store albumformat. Man har kaldt deres musik trip hop og drum and bass, men selv om det ikke er helt forkert, så er det heller ikke helt dækkende for den komplekse, mangefacetterede musikalske inspiration, der gør sig gældende. Her er elementer af rock, pop, jazz, akustiske genrer og mere. Og det hele er blandet med en forkærlighed for det melodiske og stemningsfulde.
Pladen Between Darkness and Wonder (en flot, næsten poetisk titel, synes jeg…), er Lambs sidste studioplade og er med sin store musikalske spændvidde, der gør det nærmest umuligt at genrerubricere den, et godt bud på et hovedværk for gruppen.
Intet er så skidt, at det ikke også er godt for noget, siger et gammelt ordsprog. Og hvis der kom noget godt ud af Vietnam-krigen, så var det blandt andet, at den for alvor satte gang i sangskriveren Jesse Winchesters sangskriveri.
Jesse Winchester – egl. James Ridout Winchester – blev født i Mississippi, Tennessee i 1944, og i 1966 blev han indkaldt til militærtjenesten med udsigt til Vietnam. Det fik den unge mand til at flytte til Canada, som mange andre, der ikke ville ofre deres unge liv for en meningsløs sag. Og her i Canada gik der for alvor hul på bylden, sangskriverbylden.
Inden han kom så langt, havde han lært sig at spille guitar, medens han gik i skole. I Canada blev han medlem af bandet The Astronauts, og han begyndte så småt at spille sine nyskrevne sange solo rundt omkring på de lokale kaffebarer. Og en af dem, der slog ørerne ud, var en vis hr. Robbie Robertson, der siden blev kendt som en af americanaens grand old men i The Band. Robertson tog Winchester under sine vinger og gjorde, hvad han kunne for at sætte gang i karrieren.
I 1977 vendte Winchester tilbage til USA, efter at præsident Carter havde givet amnesti til alle Vietnam-militærnægterne, og han bor nu i Virginia, hvor han fortsat skriver sine fine sange.
Jesse Winchester er en af den slags kunstnere, der især har gjort sig gældende som sangskriver for andre. Med en lang række sang – fx Yankee Lady, The Brand New Tennessee Waltz, Mississippi, You’re on My Mind og Biloxi – har han forsynet andre kunstneres repertoire med kvalitetssange. Blandt andre Elvis Costello, Crystal Gayle og Jimmy Buffett. Men ved siden af har han siden 1970 udsendt mere end et dusin fine album med sangskrivning af højeste kvalitet. Senest – i år – er kommet Love Filling Station. Jesse Winchesters musik er indbegrebet af, hvad man i dag kalder americana. Altså musik med dybe, dybe rødder i de amerikanske musiktraditioner. Sådan er det også med det nye album, hvor han dyrker 50’ernes musik.
Min sorte Raleigh Turist de Luxe kom ind i mit liv i 1980. Jeg var flyttet til Riiskov for en kort bemærkning og havde behov for en rigtig god cykel, så jeg kunne køre ind til byen langs vandet. En dejlig lige vej uden bakker. Racercykler og deslige var ikke lige noget for mig. Den skulle være solid, og man skulle kunne sidde nogenlunde komfortabelt lodret. Og min gamle discountcykel skulle helst gå i glemmebogen (hvad den også gjorde, for jeg husker intet om, hvor den blev af…).
Lige siden har den sorte englænder været min trofaste følgesvend. Faktisk helt frem til 2005, hvor det orange automobil kom ind i mit liv ved dødens mellemkomst. Og selv efter er den blevet brugt i ny og næ.
Den var oprindeligt udstyret med Sturmey Archer-gear (3), håndbremse (en) og sort bagagebærer. Siden blev den brede, sorte standardsaddel skiftet ud med en Brooks lædersaddel (der findes ikke noget bedre, hvis du spørger mig og min bagdel), en Bulldog barnestol og – da det omsider blev muligt – to dæk med kevlar (men da havde jeg lært at lappe, selv i sne- og regnvejr…). Efter et uheld, hvor jeg blev påkørt af en bil på en cykelsti (!), skiftede jeg baghjulet ud med et gearløst hjul.
Jeg tror ikke, der er den bydel i århus, hvor jeg ikke har færdes på min sorte ven. Begge mine børn har slidt på Bulldog-sadlen, så malingen er gået af i kanterne. Og jeg mindes med udelt glæde alle de ture, hvor ungerne og jeg har cyklet og snakket om alt mellem himmel og jord. For det var netop fordelen ved en Bulldog-sadel på rammen.
Men nu er jeg kommet i den situation, hvor jeg for alvor har skullet overveje, om min gamle ven skulle stedes til hvile på den lokale genbrugsstation. For en letsindig cykeltur med en flaske rødvin i indkøbsnettet betød at forgaflen blev bøjet. Og en ny koster ca. 900 kr. Ganske vist har jeg en anden cykel. En udmærket Kildemoes, som jeg overtog efter en mand, der flyttede fra den. Men det er ikke helt det samme. Jeg sidder bedre på den gamle. Og den er bedre, når man skal ud at handle.
Foreløbig er mine overvejelser endt med et kompromis: Måske jeg kan finde en anden brugt turistmodel – på politiauktionen eller andetsteds – og så tage forgaflen derfra? Jeg prøver…
Endnu en fin optagelse fra hedenold. Denne gang med The Pretty Things, der optrådte i capacs favorit-nostalgi-beat-musik-udsendelse Beat-Club den 9. maj 1970 med nummeret “Cries from the Midnight Circus”. Den udsendelse har jeg set derhjemme i forældrenes stue på det gamle sort-hvide tv. I samme udsendelse kunne man i øvrigt opleve Hard Meat (The Ballad Of Marmalade Emma & Teddy Grimes), Free (Fire and Water, All right now), Cat Stevens (Lady d’Abanville, Hard Headed Woman) og Humble Pie (For Your Love). Ialt en time i selskab med nogle af tidens bedste kunstnere. Jovist.
