CAPAC

Her er Curtis sammen med The Kingpins i en – forrygende – udgave af “Memphis Soul Stew”. Billedkvaliteten er ikke den bedste, men kors i hytten hvor det swinger…

Bag udgivelsen “The Secret Tapes” med Beefeaters gemmer sig nogle private båndoptagelser, som gruppens trommeslager Max Nutzhorn har lavet i året 1968. På det tidspunkt var bandet på turné med den kendte engelske musiker Alexis Corner. Det førte dem rundt i Skandinavien, hvor de optrådte på jazz-klubber og andre steder. Lyden kan godt minde en og de gode gamle båndoptagerdage med det karakteristiske svage sus. Men det er ligemeget, for optagelser viser Beefeaters på deres højdepunkt, hvor spiller og improvisere, så det er en lyst. Som på Troels Vanvittige Parkering er det Beefeaters med Peter Thorup i den vokale forgrund og uden Søren Seirup. Til gengæld medvirker Alexis Corner på et nummer. En fin og nødvendig udgivelse.

Som Young Flowers var The Beefeaters et band, der ikke først og fremmest sigtede på hitlisterne med gik sine egne veje. Begge bands fandt inspirationen i blues og R&B, og begge bands lod sig også påvirke af især de engelske bands håndtering af arven fra Amerika. Beefeaters to officielle albums er allerede klassikere. Og det samme bør de senere udgivelser af deres live-optagelser fra DR blive. Tømrer-Claus har sammen med DR og tidligere medlemmer af bandet udsendt cd’en Troels Vanvittige Parkering med optagelser fra 1967 og 1968, det år, hvor Beefeaters nåede deres optimale musikalske udtryk. Igen er det Erik Moseholm, der har stået for DRs produktion. Og man må være ham taknemmelig, for det er fine blues-rock-optagelser, selv om der ikke er tale om moderne studieoptagelser.
DR Live Sessions 1967 & 1968 -Troels Vanvittige Parkering
1 Crossroads (R.Johnson)
2 No Title (Thorup/Nutzhorn/Volkersen/Kjerumgaard)
3 Night Train (Forrest/Washington/Simkins)
4 Parchman Farm (Mose Allison)
5 Now I Know (Thorup/Nutzhorn/Volkersen/Kjerumgaard)
6 Ain’t Got Love To Give Thorup/Nutzhorn/Volkersen/Kjerumgaard)
7 Serenade To A Cucko (Roland Kirk)
8 Troels Vanvittige Parkering (Thorup/Madsen/Volkersen/Kjerumgaard)
9 Summer Scene (Thorup/Madsen/Volkersen/Kjerumgaard/Jimmy Cambell)
10 Let Me Down Easy (Wrecia Holloway/James McDougal)

Som tidligere omtalt nåede den lille energiske trio Young Flowers – Peter Ingeman, Ken Gudman og Per Frost – kun at indspille to ordinære albums i løbet af de tre år, bandet eksisterede. Men heldigvis var der folk ved Danmark Dampradio, der interesserede sig for den nye musik i tresserne. Og Young Flowers var, forståeligt nok, et af de bands, der blev inviteret i studiet for at spille live for publikum. Sammen med radiomanden Erik Kramshøj har Tømrerclaus fra Karma Music gravet en god håndfuld optagelser – monooptagelser! – frem fra radioarkiverne og udgivet dem under den uprætentiøse titel Young Flowers DR Sessions. Titlen skal man ikke lade sig narre af, for det det årgangsrock, der gemmer sig i lasersporene.
Young Flowers var tydeligvis inspireret af en af datidens store engelske trioer, Cream, hvis tunge lyd, de lagde sig efter uden på nogen måde at ende i det rene epigoneri. Pladen lægger ud med en forrygende udgave af Hoyt Axtons “The Pusher”, som også Steppenwolf lavede en mesterlig udgave. Young Flowers udgave er bestemt ikke ringere end Steppenwolfs. De tre danskere lader nummeret strække sig over næsten fjorten minutter, så de enkelte instrumentalister får tid og mulighed for at udfolde sig. Ellers består optagelserne af egenkompositioner og numre, der er skrevet af bluesmanden Peter Thorup og tidl. Baronets-medlem m.m. Ole Fick. På et par af numrene spiller Peter Thorup og Bent Hesselman også med.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad Young Flowers kunne være blevet til, hvis de var dukket op i England eller USA og ikke i lille Danmark. Potentialet til noget stort var der i hvert fald. Hvis man er til blues-rock, som det lød i gamle dage, så er denne skive værd at opspore (fx hos Tømrerclaus).

Quiet days in Clichy

På biblioteket lå også en dobbeltcd fra Frost Records og ventede på at blive afhentet: Jacks Beat Records Anthology 4. Jeg har omtalt andre af Jacks Beat Records i bloggen. Denne samling er fra fra tiden omkring 1968 og indeholder musik med en lang række af datidens store lokale navne.

Poisons fra Holstebro ( som talte en vis Henning Stærk Jacobsen og senere en vis Hans Erik Lerchenfelt). Som de fleste af de repræsenterede navne spiller Poisons kopimusik. Poisons hentede inspiration i den rå R&B-beat og soulmusikken. 

Ashtrays fra Humlebæk spillede en let psykelisk inspireret popmusik og var så heldige at få lov til at indspillet et helt album, der er blevet genudgivet hos Frost.

Andre navne på pladerne er Burtons (Odense), Jesters (Grenå) og Bornholms lokale Beatles, The Vanguards. Også et svensk band har sneget sig over Øresund til Jacks Beat Records, Members Blues Band.

I følge noterne blev dette bands single – speciel den syrede B-side – et kultfænomen i Sverige. En psykedelisk klassiker. På et sjovt foto ser man medlemmerne sammen med to hulde svenske striptease-danserinder – i ført stripper”uniform” – Gunilla og Ingrid, som Members Blues Band var backingband for. Det har nok været interessant…

Crowd – der også var fra Bornholm og havde Vangards-medlemmer med – var dannet på en inspiration fra tidens store guitaridol, Jimi Hendrix. Lykken var at have en wah-wah-pedal…

En af de mest interessante indslag på samlingen er den tidligere omtalte The Lonely One (aka Erik Møller Hansen fra Galten), der fik afløb for sine kompositoriske tilbøjeligheder i dette projekt. The Lonely One er bestemt et af de mere “professionelle” indslag i tidens musik. Og Lonely One fortjener sin egen plade, hvor al materialet kan blive samlet.

I den forbindelse vil jeg godt komme med en kritisk bemærkning til udgivelsen. Man kan godt spore en vis misfornøjelse over Danmarks Radios manglende interesse for udgivelserne fra Jack Beat Records. Og det er vel forståeligt, når man nu er entusiast og synes, man laver gode plader. Men når når Thomas Gjurup let ironisk kommenterer et foto med Jack sammen med Jørgen Mylius med en bemærkning om, at Mylius var en “radiodiscjockey der opnåede sporadisk popularitet i tresserne og brillerede i faktisk overhovedet ikke at spille plader fra Jacks Beat Records”, så er den sidste påstand ikke helt korrekt. I hvert fald var det hos Mylle, jeg hørte The Lonely One i flere omgange. Man kan også gøre skarn uret…

Der er mange flere lokale navne på de to plader, og det er sjovt at høre, hvordan tidens internationale toner afspejlede sig i den lokale danske beat. Her er alt fra pop, psykedelisk musik, Bob Dylan-covere, soul osv. Jo, der var sandelig grøde i dansk beat dengang. Selv Gnags (Skjern) er repræsenteret med deres tidligste forsøg. Desværre har Peter A. G. Nielsen ikke ønsket, at vi skulle høre, hvordan det lød dengang. Lidt vel småligt, synes jeg nok. Men alt i alt er det en fin udgivelse, der fortjener mange lyttere. Jeg kunne dog godt tænke mig, at billedmaterialet havde været bedre. Små gnidrede billeder er det mange gange. Men det er nok et spørgsmål om penge…

Fotomodellen Twiggy (Lesley Hornby) behøver næppe nogen introduktion for dem, der kan huske tilbage til tresserne eller blot har styr på kulturhistorien i den forløbne periode. Hun var et modeikon med sine store dådyrøjne og meget tynde krop (der i dag nok ville komme under mistanke for anoreksi…). Twiggy viste godt, at modelkarrieren ikke ville blive ved og satsede derfor på andre kunstneriske udfoldelsesområder. Teater, film og – sang. Det første regulære album i eget navn kom i 1976 med “Twiggy”, der klarede sig pænt på den engelske hitliste. Den blev fulgt op året efter af det i Holland producerede “Please get my name right”.
Twiggy har ikke nogen stor stemme. På den anden side kan den sagtens matche gennemsnittet af popsangerinder dengang og nu. Og hun synger med uforfærdet, smittende energi. Og så har hun fået produceret sin plade godt. Stilen er uforfalsket pop med klare inspirationer fra især country og folk. Siden har Twiggy især kunnet høres i forbindelse med sit teater- og filmarbejde. I 1978 udsendtes en slags compilation med sange fra de to første album, og i 1998 kom The Best of Twiggy, der giver en rigtig god introduktion til sangerinden Twiggy (den rummer hele det første album og en god portion af den anden…). Udførlig oversigt over Twiggys musikalske produkter finder man på hendes hjemmeside.

Twiggy synger Beatles i Muppet Show (1977):

Pladen hang i Dandelions vindue og tiltrak sig min opmærksomhed. Ikke på grund af coveret, der er et no-bullshit-, low-budget-cover. Men på grund af den mutte herre i forgrunden med kasserollefrisuren. Wilko Johnson er navnet. Engelsk guitarist og sangskriver, der især er kendt for sit virke i pub-rockerne Dr. Feelgood. Johnson er også kendt for sin særegne måde at spille guitar på. En rytmisk, perkussiv spillestil, der blev et varemærke for Feelgood. Wilko forklarer sin stil her.
Wilko forlod Dr. Feelgood i 1977 på grund af “musikalske uoverensstemmelser”, som det hedder, når musikerne ryger i totterne på hinanden. Og samme år dannede han sammen med tangentspilleren John Potter, basisten Steve Lewins og trommeslageren Alan Platt The Solid Senders, der straks skrev kontrakt med Virgin Records og udsendte debutalbummet året efter. Bortset fra et par live-numre på Hope & Anchor Front Row Festival-compilationalbummet (hvor også Stranglers, XTC, X-Ray Spex m.fl. af tidens navne optræder), så blev det ikke til mere for dette fine pub-rock-band. Wilko skulle videre til Ian Durys band og lidt senere sit eget Wilko Johnson Band.
Solid Sender-albummet er en lille perle fra pub-rock-bevægelsen i de sene halvfjerdsere, hvor en række musikere i London-området (især) havde fået nok af “progressiv rock” som Yes, Genesis m. fl. Man søgte tilbage til de musikalske rødder med enkel R&B-inspireret rock, som kunne spilles på den lokale pub og lokke hanner og hunner ud på dansegulvet til en lille svingom. Det var også pub-rocken, der leverede energi til den punk-musik, der kort tid efter brød ud på musikscenen, idet flere garvede pub-rockere indgik i de førende punkband.

The Bee Gees hovedværk – deres svar på Beatles’ Sgt. Pepper – Odessa fra 1969 udgives nu i en deluxe-tre-cd-udgave. Pladen har et stykke tid været lidt svær at få fat i for almindelige menneskepenge, men nu er det altså muligt at få den igen. Oven i købet med en masse ekstramateriale. Odessa var Bee Gees’ sjette album og deres første dobbeltalbum. Et ambitiøst projekt helt ud i coveret, der bestod af en fint rødt stof med guldbogstaver. Et concept-album, sådan som man gjorde dengang.
Den nye udgivelse, som Rhino-filologerne står for, indeholder de remasterede stereo- og mono-versioner plus diverse demos, outtakes osv. Plus tre helt nye ikke tidligere udgivne numre. Et must for rigtige Bee Gees fans.


Odessa – City on the Black Sea

Omtalen af “Peanut Butter Conspiracy” fik mig til at tænke på The Beau Brummels. Beau Brummels var et pop-rock-orkester i den mere mainstreamorienterede ende af skalaen.
Bandet blev dannet tidligt i tresserne under stærk indflydelse fra The British Invasion – og ikke mindst The Beatles’ succes. Navnet stammer fra en engelsk “dandy”, der levede i det nittende århundrede.
Gruppen lagde sig med hensyn til sound og påklædning efter de populære engelske bands, men efterhånden udviklede musikken sig i en mere amerikansk retning med indflydelse fra folk og country.
Beau Brummels blev dannet af sangskriveren Ron Elliott, der stod for det meste af gruppens iørefaldende materiale, og den fine sanger Sal Valentino. Gruppen er ofte blevet sammenlignet med The Byrds på grund af de ringende guitarer og de iørefaldende harmonier. Og Beau Brummels må også medregnes blandt forløberne for den såkaldte country-rock, lige som de også havde elementer af psykedelisk musik i deres sound. Efter en del udskiftninger og gendannelser ophørte bandet reelt med at eksistere i midten af halvfjerdserne.
Beau Brummels nåede at indspille seks studioalbums og  havde tre singlehits med “Laugh, Laugh”, “Just A Little” og “You Tell Me Why”.

Som et vidnesbyrd om gruppens musikalske formåen, er der udgivet mange compilations med gruppen. Blandt andet fire-disc-udgaven “Magic Hollow” fra Rhino Records. Og det er forståeligt nok. Det er meget iørefaldende pop i den bedre ende.

Til sommer er det fyrre år siden The Maxwells udgav deres første og eneste album “Maxwell Street”. Som jeg husker det vakte pladen stor opmærksomhed blandt dem, der lyttede til progressiv beatmusik. Og i Danmarks Radio blev den ofte spillet i den programmer, der beskæftigede sig med den slags. Der var ingen tvivl om, at bandet var et af de fremmeste blandt danske progressive grupper.

Dette indtryk bekræfte, når man læser vore blog-kommentator Bent Hesselmanns udførlige noter til den genudgivelse, som pladeselskabet Longhair står for. Her får vi et billede af et lovende band med stort potentiale, som desværre ikke helt blev indfriet. Men et flot album plus det løse blev det dog til.

Hesselmann fortæller historien om en flok kammerater – Lasse Lunderskov (g.), Jørgen Werner (el-bas), Børge Mortensen (trommer), Even Mørk Pedersen (rytmeg.) og Lars Bisgaard (sang) – der danner gruppen The Dragons i 1963. Fælles for medlemmerne er, at de alle (bortset fra Even) har dyrket korsang i forskellige kirkelig sammenhænge. En fælles erfaring, der skulle blive gavnlig for The Maxwells…

The Dragons spillede cover-numre, sådan som det var helt almindeligt dengang. Men i 1965 sker der noget. Samtidig med at bandet udvides med en blæsergruppe bestående af Torben Enghoff (tenorsax og fløjte), Kjeld Ipsen (trombone) og Bent Hesselmann (på altsax og fløjte) bevæger musikken sig i retning af amerikansk soul à a la Motown – og medlemmerne begynder så småt selv at skrive musik.

Bent Hesselmann fortæller en række bemærkelsesværdige anekdoter om bandet. Anekdoter, der siger noget om gruppens kreativitet og gennemslagskraft.

Det er således The Maxwells, der laver det første psykedeliske show på dansk jord. Titlen er “WE” og showet består af en slags teaterkoncert med hjemmelavet, psykedelisk lysshow. Nogenlunde samtidig får komponisten Per Nørgaard ørerne op for Maxwells og inviteerer dem med i sin opera “Labyrinten”. Han skriver også en sang til dem: “ABCDarian”.

Opmærksomheden omkring bandet får en ekstra saltvandsindsprøjtning, da de medvirker på tv i et program om moderne kunst på Louisiana. Og i 1967 får de mulighed for at lave deres første pladeindspilning, singlen “Flower Powder”/”What did she do?”. Senere samme år optræder de som support for selveste Frank Zappa og Mothers of Invention, da de besøger København. Og Maxwells stjæler nærmest billedet fra amerikanerne, da de leverer en fyrre minutter lang musikalsk collage med indslag af dadaistisk lyrik, a capella-sang, psykedelisk musik og lys. Zappa og mødrene må oven i købet låne grej af Maxwells, fordi deres eget var endt i Lapland…

Man kan læse flere spændende detaljer i Hesselsmanns noter. Men lad os springe frem til 1969, hvor Maxwells får mulighed for at indspille deres album. Det skyldes en tysk musikkritiker, Joachim Behrendt, der har oplevet dem og er blevet så begejstret, at han får dem til Tyskland for at indspille musik. Det sker fire dage i juni 1969.

Når jeg i dag lytter til pladen, så har jeg svært ved at forestille mig, at den slags musik kunne blive indspillet i dagens Danmark. Og det er positivt ment. Pladen lyser af frodig musikalsk eksperimenteren og (som jeg hører det) improvisation. Resultatet er blevet en meget afvekslende plade, der på eklektisk vis citerer fra mange genrer, rock, jazz, indisk musik, moderne klassisk musik osv. Musikken får lov til at udvikle sig, og der er god tid. Et par af numrene er over ti minutter lange. Ud over den oprindelige plades numre har genudgivelse medtaget bandets single og et par numre, som den danske komponist Niels Viggo Bentzon har skrevet: Memoires of Lorca og Biafra.

Man kan godt beklage, at Maxwells ikke fik indspillet mere dengang. Men sådan skulle det ikke være. Og heldigvis har vi da “Maxwell Street”, der må være et af dansk progressiv, psykedelisk beatmusiks ubestridte højdepunkter. Godt, at Longhair har fået genudgivet den plade. Anbefales – varmt.

Det engelske popband med det håbløse, men alligvel markante, navn Dave Dee, Dozy, Beaky, Mick and Tich (bandmedlemmernes øgenavne) var, som jeg husker det, nærmest husorkester i min tidlige ungdoms tyske Beat-Club-programmer. I hvert faldt optrådte de der ofte, dvs. hver gang, det var lykkes dem at lave endnu et hit. Og dem var der mange af. I omegnen af femten stykker. Stort set alle sangene var skrevet af sangskriverparret Howard & Blakey. I årene 1965-69 hærgede de de engelske (og andre) hitlister i et omfang, som få andre navne kunne matche. Inklusive Beatles og Stones.
Forsanger i bandet var den tidligere strømer Dave “Dee” Harman. I nekrologerne over ham kan man læse, at han som ung politimand blev kaldt ud til den trafikulykke, der kostede rockeren Eddie Cochran livet og sårede Gene Vincent. Dee sørgede for at rede Cochrans guitar, så den kunne returneres til familien…
I 1969 forfulgte han sin drøm om at blive solokunstner og forlod bandet, der fortsatte en tid endnu og gik i opløsning i 1972. Bandet – uden Dee – blev gendannet i firserne. Endnu en gendannelse kom i stand i halvfemserne, hvor retro-tresser-bølgen for alvor kom igang, og denne gang var Dee med igen.
Ud over at spille lidt med de gamle drenge var Dave Dee forretningsmand og radiovært for BBC Radio 2 i sine sidste leveår. Han døde som følge af prostata-cancer og blev 65 år. Hvil i fred.

Medens vi er ved den kuldslåede, metropolrock, så kommer vi ikke rigtig uden om Talking Heads og Psycho Killer. Her i en saftig, swingende, svedig version…

Psycho Killer
Qu’est-ce que c’est?
fa fa fa fa fa fa fa fa fa fa better
Run run run run run run run away
OH OH OH

Fra John Cale til Lou Reed er der jo ikke så langt. Her giver Lou sin uopslidelige Rock and Roll fra den udmærkede dvd-udgivelse “A Night with Lou Reed”, som kun kan anbefales Reedianere….