Indlæg tagget med Nostalgi

1968: Eivets Rednow

3. oktober 2008

1968 var også året, hvor instrumental-albummet Eivets Rednow udkom. Bag det spøjse navn gemte en vis Stevie Wonder sig. Prøv at stave navnet bagfra… Grunden til at Stevie måtte “gemme sig” var, at han dengang var ved at blive et stort solonavn og derfor måttet der ikke komme forstyrrende projekter i vejen. I følge pladeselskabet Motown. Det forhindrede dog ikke, at albummet blev en succes, ikke mindst hos andre musikere. På pladen finder man Wonders fine udgaver af Bacharach-sangene “Alfie” og “A House is not a Home” plus sange af andre sangskrivere.

Stevie Wonder – How Can You Believe

Chuck Berry is on Top – Chess anno 1959

2. oktober 2008

Det var den københavnske digter-alley-cat Dan Turéll, der i en af sine sludrende kulturskrifter lovpriste Chuck Berry til skyerne som en af de musikere, der forstod at skrive og synge om den hverdag, vi alle kun kan elske (fordi vi ikke har andet valg). Sange om kæresteri, skolegang og verdens mod- og medgang. En gang imellem – som nu i dag – trækker jeg Berry frem fra hylden for at blive erindret om, hvor enkelt og medrivende effektivt det kan være. I musikken. Den rene vare finder man på mandens tidlige indspilninger som fx albummet Chuck…Berry is on top. Med det tidstypiske, herlige omslag af en flødeskumsbelagt dessert med masser af bær på toppen. Her kan man høre de oprindelig udgaver af klassikere som Maybellene, Sweet Little Rock & Roller, Johnny B. Good, Little Quenie, Roll over Beethoven og en række mindre kendte, men ikke desto mindre herlige rock’n roll-sange. Sweet Little Rock’ Roller You Never Get Older… På pladen får Berry hjælp af stærke navne som: Willie Dixon, Bo Diddley og vokalgruppen The Moonglows,

Chuck Berry – Johnny B. Goode

’68: Dream a little Dream of me

2. oktober 2008

68 var også året, hvor Cass Elliott – kendt som Mama Cass fra Mamas and Papas – solodebuterede med pladen “Dream a Little Dream”. Vokalkvartetten var opløst og Mama Cass fik et singlehit med sangen Dream A Little Dream of Me, der kom til at navngive albummet. Pladen kom på Dunhill og indeholdt numre af John Hartford, John Simon, Richard Manuel (fra The Band), Leonard Cohen, Graham Nash m.fl. Og en lang række af tiden store navne medvirkede: John Sebastian, Stephen Stills, James Burton, Jim Gordon, Larry Knechtel etc. Frem til sin alt for tidlige død i 1974 indspillede Cass en håndfuld albums, der alle viste hendes store stemme og dens format.

Mama Cass Elliott – Dream A Little Dream Live

Noget om tidens gang og teknologiens udvikling

2. oktober 2008

I går kiggede jeg på billeder fra mine forældres annaler. Og det slog mig, at tiden er gået, siden jeg var dreng. Når jeg ser de sort-hvide fotos, så føles det, som om de var fra forrige århundrede. Hvad de jo også er.
Noget af det, der giver en fornemmelse af, hvor hurtig udviklingen er gået de sidste hundrede år, er den teknologiske udvikling. Har I prøvet at køre bil?, spørger Donald. Og jeg tænker på min morfar, der var grovsmed i Hvilsted syd for århus. Dengang – i starten af 1900-tallet – var han den centrale person i det lille landsbysamfund. Det var ham, der fik den første bil. En HGF. Og det var ham, der fik den første telefon. Den kan jeg huske. Den hang ude i entreen og havde en flot lakeret trækasse. Man skulle dreje rundt på et håndsving, før man fik kontakt med den lokale central i Solbjerg, hvor man så kunne bede om et nummer. Fx 14 eller 23. I øvrigt sad min tante Agathe nede på centralen i mange år. Jeg var med hende et par gange, og hun vidste alt om alle i nabolaget. Og jeg fik lov til at hive de kraftige ledninger ud af hullerne og sætte dem i igen…

Allen Toussaint anno 1971

30. september 2008

Der er plader, man aldrig bliver træt af. En af dem er Allen Toussaints næsten-debutalbum (den første kom tilbage i halvtredserne…) Toussaint fra 1971 (plademærket Scepter). Jeg var heldig at finde et eksemplar af pladen for mange år siden hos Dandelion i Badstuestræde, hvor den – fornuftigt nok – var hængt ud i vinduet som særlig anbefalet køb på tilbud. Den syner ikke af meget. Har blot et foto af hovedpersonen på forsiden og de mest nødvendige oplysninger om medvirkende på bagsiden , plus en kort begejstret omtale af Josua Pridgen. Pladen rummer en bunke af Toussaints allerbedste sange, blandt andet From a Whisper to a Scream og Workin in The Coal Mine. Den halvfjerdsårige Toussaint har skrevet sange til mange kendte kunstnere, fra Rolling Stones over Warren Zevon til Lee Dorsey. Han har været en efterspurgt producer, og arbejde blandt andet sammen med Paul Mccartney og Wings på deres Venus & Mars.
Hvis man er til blød funky, jazzet, soulfuld, swingende, gyngende tidsløs musik, så er Toussaint værd at opsøge. Pladen har længe været uopdrivelig, men blev genudgivet på cd i 2007. Så hvis man er hurtig kan man nå at få fat på den, inden den igen forsvinder fra markedet… Fik jeg sagt det? Den har mine varmeste anbefalinger.

The Undertones – erindret

30. september 2008

Jeg fik møblerne blæst ud af øregangene, dengang en flok drengerøve fra Derry i Nord-Irland under gruppenavnet The Undertones sparkede til musikscenen med deres energiske, dugfriske garagemusik med sange som Teenage Kicks – I wanna hold her wanna hold her tight /Get teenage kicks right through the night – der mindede om, hvad rocken altid har handlet om: livet, herunder driftslivet, og appetitten på det forbaskede liv… De var et bevis på, at rocken ikke var død, selv om den lugtede af daggamle underbukser.
Nu er der kommet en fyldig antologi, der opsamler det meste af bandet fire albums plus det løse. Lige til en plads i samlingen. Sammen med deres radio-optagelser og pladen fra gendannelse, så har man stort set hele deres produktion med denne udgivelse… Og ps.: Jeg har skrevet begejstret om disse drengerøve før, men begejstringen er ikke taget af siden da…

Taj Mahal – musikeren, ikke monumentet…

30. september 2008

Hjernen er en sjov muskel. Hvis man masserer den længe nok, dukker der noget op, man for længst har glemt. For et stykke tid siden skrev jeg i bloggen, at jeg ikke kunne huske, hvilke plader, jeg havde købt i hedengangne Aage Hass’ pladeforretning i Esbjerg. Og i dag hjalp en nyhed mig på vej. Det var nyheden om, at blueslegenden Taj Mahal havde udsendt endnu en plade. I 1976 eller 1977 købte jeg i netop Aage Hass en anden plade af mesteren med titlen Satisfied ‘n tickled too, som blev en af mine yndlingsplader der i midten af halvfjerdserne. En velproduceret, meget tilbagelænet, reggaeinspireret blues-plade, hvor Taj Mahal sammen med East-West Connection Orchestra og pigebackinggruppen Mothers Children spiller en række af sine egne sange, der fremføres med “smokey vocal”, som Mahal rammende betegner sin egen sang. Taj Mahal var world music før begrebet blev opfundet. Og hvis man er til laid back-blues, der passer som Hans i Grete til sådan en lidt grå efterårsdag, hvor man gerne vil mindes sommerens lade, varme dage, så findes der ikke ret meget bedre end Taj Mahal. Det er solskin på dåse. Han har udgivet et hav af plader, så der er nok at gå i gang med…

Taj Mahal – Fishing Blues

’68: The Doughnut in Granny’s Greenhouse

29. september 2008

’68 var også det år, hvor Bonzo Dog Band udsendte deres andet album med den fantastiske titel The Doughnut i Granny’s Greenhouse. Efter sigende er titlen en engelsk eufemisme for et lokum i gården eller baghaven…The Bonzo Dog Doo-Da eller Da-Da Band blev dannet af en flok mere eller mindre studietrætte kunststuderende i tresserne og satsede på at lave spas i en musikalsk ramme betående af rock, avantgarde-jazz, music hall, psychedelia og meget andet godt. Meget sigende for projektet var navnet inspireret af en gammel tegneserie fra tyverne og så dadaismen…
Bandets karriere fik et los bagi, da de fik en pladekontrakt med Parlephone i 1966 og udsendte singlen “My Brother Makes The Noises For The Talkies” (og B-siden indeholdende den lidt vovede: “I’m Going To Bring A Watermelon To My Girl Tonight”). Efter endnu en ret succesfuld single (“Alley Oop”/”Button Up Your Overcoat”) udsendte de deres første album “Gorilla” for pladeselskabet Liberty. Pladen var en lettere parodisk omgang med deres egen fortid som jazz-musikere.
The Beatles var store fans af Bonzo Dog og Paul Mccartney sørgede for at producere singlen I’m The Urban Spaceman for dem. Den blev udgivet under band-pseudonymet “Apollo C. Vermouth”. De fik også lov til at deltage i Beatles’ Magical Mystery Tour, hvor de gav nummeret “Death Cab for Cutie” (der, som bekendt, er blevet navnet på et indie-band…).
Successen blev fulgt op med udgivelsen af The Doughnut, der også indeholdt den Mccartney-producerede single. Pladen var en skør blanding af kærlige drillerier i forhold til den engelske selvforståelse og mere eller mindre gakkede tekster tilsat stor musikalsk opfindsomhed. Pladen er siden udgivet på cd med ekstramateriale, blandt andet en herlig udgave af Blue Suede Shoes…

Mere filmnostalgi: Cosmo Topper

28. september 2008

Selv om der er en risiko for at friste visse bloglæsere over evne, så må jeg lige nævne en anden nostalgisk ting fra barndommens tv-kiggeri – på tysk. Omtalen af Den Tynde Mand og ikke mindst hunden Asta, der – som Firserdigteren rigtignok nævner – var med i flere film. Blandt andet filmene om Topper, Cosmo Topper. Filmene Topper (1937) og Topper Returns (1941) rullede over skærmen nogle gange i min barndom. Og det var morsomt. Historien handler om parret Kerby – spillet af Constance Bennett og Cary Grant – der i kører sig selv ihjel og sendes tilbage til menneskenes verden som spøgelser for at udrette en enkelt god gerning, der kan ekspedere dem videre til himlen: At få den stive bankmand Cosmo Topper til at opføre sig lidt mere livligt. Og så går det ellers derudaf med rappe replikker og lattervækkende scener. Som jeg husker dem var de af den herlige, lette slags med en oplagt Cary Grant i fin modspil med den charmerede Bennett. Og Roland Young som perfekt i rollen som stivstikkeren Cosmo Topper, der får sin sag for.

Topper – 1937 – Cary Grant (Part 3 of 10)

PS. Filmene er ikke med i boksen The Cary Grant Collection…

En Børge Topplade nr. 4

28. september 2008

Rosinen i pølseenden, den tosidede Børge-flexidisk nr. DGR 130, dokumenterer, hvad der sker i “efterårsferiens top-pop-show-turne med ‘Børge-bussen'”. Konferencier er en tydeligt ung Poul Dissing, der viker lidt forlegen. Ja, goddag og velkommen til… Vi lægger ud med og præsenterer The Ebonies fra Jamaica. Jeg husker svagt Ebonies. Ikke nogen imponerende act. Og deres ‘Little Bitty Pretty One’ ændrer ikke ved det billede. Efter en dåseklapbølge præsenteres den “nye gruppe” The Clan med L-O-V-E. De lyder meget unge og var det sikkert også. Spiller pænt. The Clan blev dannet i 1967 (og Børgeoptagelsen er fra samme år) af pladeproduceren Jimmy Campbell. Samme Campbell tog sig af trommerne, medens Per Mollerup håndterede el-bassen, Ole Poulsen el-guitaren, Jens Bjørner orgelet og Vita Jensen sang. Senere fik gruppen en anden og nok mere kendt guitarist med, nemlig Niels Tuxen, der senere brillerede i blandt andet Savage Rose. En dansk side om pigtråd fortæller også, at gruppens live-optrædener var præget af amerikansk soul og r&b, hvorimod deres få pladeoptagelser var pæn pop.
På Børge-pladens anden side giver Wishful Thinking en meget Beach-Boysk “Hang Around Girl”, og det er nemt at forstå, hvorfor de var så populære dengang. De efterfølges af Danmarks bedste psychedelic-gruppe, The Beateaters med en saftig “Down in the Valley”, der er hele pladen værd.
Skulle man have fået lyst til at høre Børge-flexidisc-sangene, så er det faktisk muligt. Det lille nostalgiske pladeforlag Frost Records har udgivet cd’en “En rigtig reklame-Børge“, hvor alle de omtalte numre er med plus introduktionerne – plus meget mere..

Af ovenstående tur-plan kan man fx se, at Børge-Bussen ramte Esbjergs beat-musik-scene “Africano” torsdag den 19. oktober 1967, hvor man underholdt fra kl. 20 til 1. Måske var det den aften, der blev transmitteret noget fra i tv med Palle Holgersen som konferencier? Man kan også se, at bussen besøgte en Karoline Mælkepop og i øvrigt startede turneen på “Teen 67” i Forum i København. Jo, teenagerne var sandelig ved at blive et attraktivt segment…

Tilbagespoling

Led Zeppelin II – riff-albummet…

27. september 2008

Jeg gør Nick Hornbys ord til mine. Led Zeppelins andet album “II” er – “the best Zeppelin album for riffs (Whole Lotta Love, The Lemon Song, etc.)”

Led Zeppelin – Heartbreaker – 5-25-75 – Earls Court – London

’68: The Idle Race – The Birthday Party

27. september 2008

I 1968 udkom også det engelske psykedeliske popband Idle Races første album med titlen The Birthday Party. Pladen var et concept-album og næsten alle sangene var skrevet af en ung mand, der siden skulle blive meget berømt som medlem af Electric Light Orchestra, Travellin Wilburys og som efterspurgt producer: Jeff Lynne. Pladen, der var udstyret med dobbeltcover og smagfuldt layoutet, fik pæne anmeldelser, men solgte ikke ret mange meter. Efter ELOs store succes blev den – som man kunne forvente – genudgivet på plade og cd.

En Børge Topplade nr. 3

27. september 2008

Børge Topplade nr. 3 er lidt af en overraskelse for capacs hukommelse. For hele den første side er helliget et interview med den daværende tronfølger Margrete og hendes kommende ægtemand Henri, bedre kendt som prins Henrik. Meget salvelsesfuldt og hengivent fortæller Niels Bøye om parret og stiller dem nogle høflige spørgsmål, der på ingen måde kan støde nogen. Det er lidt sjovt at høre prins Henri svare på engelsk, nu hvor han jo især er kendt som kongefamiliens tosprogede medlem…
Interviewet siger nok også noget om, hvor (lidt) progressivt Børge var dengang. En slags poppens svar på Billedbladet. Måske siger det også lidt om ungdommens blandede følelse for kongeriget dengang!?
Den anden side er musikalsk set meget mere interessant. Palle Holgersen præsenterer fire “Børge-vindere”. Først falset-popgruppen Red Squares, der fik en Børge som populæreste udenlandske pop-gruppe. De spiller og synger “Evil Spel”, en smuk ballade, smukt sunget med kor og det hele. Børge for “Bedst komponerede danske sang” gik til The Lollipops med deres ballade “I’m so sad.” En fin lille sang, der får Lollipops til at stå i et bedre lys, end jeg husker dem fra dengang, de var tresserne danske svar på et boyband.

En Børge Topplade nr. 2, DGR 127

26. september 2008


Ungdomsbladet Børges anden flexidisc, “Børge Topplade nr. 2” er dobbeltsidet (!) og præsenteres af chefredaktør Erik Haaest selv. Velkommen til Børge-show! Der lægges ud med “Danmarks populæreste popgruppe”, The Defenders, der giver “Treat her right”. Kvaliteten er upåklagelig. Defenders spillede godt. Men de havde jo også Ken Gudman på trommer og Rudolf Hansen på bas. Og så udmærkes nummeret af en vild, vrængende guitar, sikkert trakteret af Peter Jelsbak… Nummeret er i øvrigt genudgivet på cd’en Dansk Pigtråd vol. 1.
Erik Haaest takker behørigt pladeselskaberne Sonet, Metronome og Decca – for tilladelsen til at bringe musikken, og der er da heller ingen tvivl om, at optagelserne ikke er de live-udgaver, som man forsøger at foregøgle lytterne. Der er tale om gode studieoptagelser, der akkompagneres af “dåseklap”, som fades ud og ind… Men den slags iscenesættelser er vi jo vant til i dagens tv…
Defenders følges op – på side 1 – af “Danmarks populæreste folkesanger”, Cæsar, der efter en tur i Esbjerg videregiver “et dyrisk digt”, visen om den liderlige fisker. Her er der rigtignok tale om live-optagelse, hvor publikum griner med på de frivole tvetydigheder. Det var jo en af Cæsars vældig populære “frække viser”. Et fint vidnesbyrd om Cæsars talent som visefortolker og folkelig underholder. I øvrigt siger det vel lidt om tidens frembrusende frisind, at man kunne bringe sådan en vise i et ungdomsblad…
På side to indledes med The Rocking Ghost (There’s A Difference) – “en af de grupper, der næsten altid er at finde på den danske hitliste”. For mig har Rocking Ghost altid været en slags forløbere for dansktoppen. Pæn,velfriseret popmusik uden bid. De når ikke Defenders eller nogle af de andre bands til sokkeholderne. Det understreges af The Baronets, der præsenteres som et af “Danmarks nye talenter”. De spiller “Treat Me Right”. Sejt, gyngende rock.
Som rosinen i hotdog-enden får vi “England topnavn på Danmarks hitliste”, Wishful Thinking, der giver nummeret V.I.P. Et eksempel på den falsetsang, der blev så populær i de år med netop Wishful Thinking og kollegerne i Red Squares. [Fortsættes…]

Lykkeposer – barndomserindring

26. september 2008

Jeg har aldrig været en spillernatur. Udsigten til den store gevinst har altid stået i skyggen af visheden om, at man med største sandsynlighed tabte indsatsen. Derfor har jeg også kun købt et skrabelod i mit liv, og fortrudt købet bagefter.
I min barndom deltog jeg dog i en slags spil. Jeg købte nu og da, når der var penge på lommen, såkaldte “lykkeposer” hos is- og slikudsalget “Isbjørnen” i Frodesgade. Isbjørnen var en rigtig slikbut, hvor man bl.a. kunne købe rigtige isvafler med kugler, lyserødt skum, flødeskum og geléklat på toppen.

Lykkeposerne var relativt store papirposer, hvide med farvetryk og skrift, der sikkert lovede “guld og grønne skove”. Og indeni var et blandet indhold af noget spiseligt – en lille, sej makron var tilbagevendende – og noget billigt legetøj af mærket “Hong Kong”. Som regel var det en lettere skuffende oplevelse, men der var dog et par opmuntringer. Som fx dengang, hvor der var en billig fyldepen. Spraglet og farvestrålende var den. Sikkert for at kompensere for den øvrige kvalitet. Men den virkede. Kunne fyldes med blæk, kunne skrive, klatte og det hele.


Måske grundlagde lykkeposerne mit forhold til spil?! Måske gav de mig også en forståelse af, at lykke ikke er gods eller guld? I hvert fald har jeg ikke opsøgt lykkeposer siden…


Happiness is a warm gun – bang, bang, shoot, shoot…