I det orange mobil overhørte jeg en debat om ligestilling og blev en anelse forstemt. For ligestilling er åbenbart blevet reduceret til et spørgsmål om at “komme til fadet”. At få dyrt betalte, privilegerede bestyrelsesposter i dansk erhvervsliv eller ditto lederstillinger, hvor man så kan arbejde som mændene altid har gjort… The same old shit. Simone Beauvoir sagt: “Gott bewahr!” Sådan ser det i hvert fald ud gennem visse borgerlige kvinders briller.
Og så pludselig dukkede Nina Hagen op i mit indre øre. Nina, der med fest og farver og teatralsk punkrock tog stafetten op fra halvfjerdsernes kvindebevægelsesoprørere og insisterede på at gå sine egne veje – som ubeskrivelig kvinde. Den sang var et stort hit hos pigerne på Skjoldhøj-kollegiet i 1980. Men også hos mig…
Jeg har flere gange omtalt det tyske tv-program Beat-Club, der løb fra 1965 til 1972, og dens betydning for mine musikoplevelser i tresserne. Det var et af de få steder, man som ung hvalp i Esbjerg kunne se levende musik i tv.
Siden skete der jo meget på den front, og i 1977 kom koncertprogrammet Rockpalast til og kørte i første omgang frem til 1986. Ideen var enkel. Man transmitterede en stor udendørskoncert med en række af tidens førende navne til seerne. Og det var fremragende koncerter. Jeg mindes med stor glæde den allerførste, hvor Little Feat delte scenen med Rory Gallagher og Roger Mcguinns Thunderbyrd. Little Feats koncert var formidabel, og man kunne godt ønske, at den kunne udsendes på dvd. For optagelserne findes jo…
Siden fulgte en perlerække af bands. Listen kan man studere på denne uofficielle arkivside. Ikke alt, men dog en del, af koncerterne er faktisk blevet udsendt på dvd.
Det var egentlig Loudon Wainwright-omtalen, der satte gang i dette indlæg. For Loudon optrådte også i Rockpalast – endda to gange, i 1976 og 1988.
Opdatering: Well, well, det viser sig, at omtalte optagelse med Little Feat faktisk allerede er udgivet for længst – og kan fås second hand til pebrede priser….
Til mine “guilty pleasures” hører også The Mills Brothers. Mills brødrene er – sammen med fx Ella Fitzgerald, den senere Louis Armstrong, de amerikanske croonere og et par stykker mere – nogle af dem, der har delt vandene hos jazz-purister. Så snart musikken bevægede sig i retning af mainstream eller – uha – hitlister, så stod puristerne af og vendte tommeltotten nedad.
Men, man må være tonedøv og berøvet enhver rytmesans, hvis man ikke kan høre kvaliteterne i denne sanggruppes udfoldelser. Der går en lige linje fra Mills Brothers til de store soulgrupper fra tresserne og videre. Om stilen så er noget for en, ja, det er jo en anden smagssag…
Den australske gruppe Australian Crawl (“The Crawl”) blev vist aldrig ret store i Europa eller USA dengang i firserne, hvor en større bølge af australsk musik skyllede ind over musikindustrien med navne som AC/DC og Men At Work på bølgens top. Men i hjemlandet blev deres melodiøse, mainstreamrock en stor succes.
Australian Crawl blev dannet i 1978 og tillagde sig et image som en slags firser-Beach-Boys med rødderne – eller måske skulle man sige fødderne – dybt nede i den australske surf-kultur.
Deres debutalbum – “The Boys Light Up” – kom i 1980 og blev en pæn succes, der banede vejen for de næste to storsælgende hitlisteettere – Scirocco (81) og Sons Of Beaches (82). Bandet blev opløst i midten af firserne efter en del intern ballade.
Det var det sidstnævnte album, der gjorde mig opmærksom på bandets eksistens. I en mindre nu hedengangen århusiansk pladebiks (der også solgte modetøj…) i Vestergade faldt jeg over pladen med det meget sol-og-strand-agtige omslag. Et enkelt nummer afspillet i DR-radioen fik mig til at købe pladen.
Musikken er firser-mainstream. Melodiøs pop-rock, der er produceret med en lækker, lydefri, nærmest blank æstetik, som man også kunne finde herhjemme hos fx Rugsted og Kreutzfelt eller i USA hos Toto og en masse andre bands. Pladen fik ikke en fremtrædende plads i min samling men kørte dog på pladespilleren en uges tid…
Selv om Carole Kings mesterlige klassiker Tapestry først udkom i 1971 første gang, så er det meget passende, at den her i fyrreårsjubilæet for “1968” udsendes i en såkaldt legacy edition. For pladen er med sine peace-love-and-understanding-betonede sange som skåret ud af de gode vibrationer fra dengang. Og den slog jo også vældig godt og voldsomt an dengang i starten af halvfjerdserne – og blev et af de mest sælgende albums nogensinde. Den nye udgave er suppleret med koncertudgaver af sangene, som man får i samme rækkefølge som albummets originale.
Netop som udsendelsen af en række opdaterede versioner af The Replacements albums er realiseret, forlyder det nu, at sandsynligheden for en gendannelse af gruppen er – stor. I hvert fald hvis man skal tro , hvad branchebladet Billboard fortæller.
David Byrne – ex-Talking Heads – har afsløret, at han sammen med Brian Eno har lavet et album, der inden længe sendes på gaden. Det er glædeligt nyt, hvis man hører til den skare, der synes, at deres første samarbejde – albummet My Life In The Bush Of Ghosts – var noget helt særligt. Det er efterhånden tre årtier siden pladen udkom, så det må siges at være på tide. De arbejdede også sammen i Talking Heads-dagene.
Mick Jagger blev engang spurgt om, hvilken af de efterhånden mange albums, Rolling Stones har indspillet, han foretrak. Og han valgte den allerførste… Uden at forklejne gruppens mange præstationer efter tresserne, så var der en særlig charme og oprigtighed over de allertidligste indspilninger, som senere er blevet erstattet af voksen professionalisme.
Her spiller de Carol på fransk tv – med en sød fransk tv-speakerinde, der fortæller, at nu har rullestenene overhalet The Beatles indenom hos de unge.
Og fra samme år You Better Move On, som vores egen Peter Belli (sammen med Les Rivals) indspillede nogenlunde samtidig som sin første single. Efterfulgt af en meget velartikuleret, ung engelsk gentleman ved navn Brian Jones…:
Omtalen af Neil Sedaka fik mig til at tænke på en anden ferm popsnedker, Paul Anka. Min mor havde en enkelt singleplade med ham – “From Rocking Horse to Rocking Chair” – som hun igen og igen spillede på min grønne rejsegrammofon. Paul Anka, der stadigvæk er still going strong, havde den samme evne til at skrive meget enkle, iørefaldende popsange, der bundfældede sig i ens hjerne ved første gennemlytning…
Det er svært at forlade en god fest. Sådan har det været i dag, hvor musikervennens lille datter – nu store – blev konfirmeret og fejret med taler, sange, mange hurraråb – og fars musikalske udfoldelser. Levende musik gør festligholdelsen endnu mere festlig. Og undervejs spillede bandet – duoen – en gammel Neil Sedaka-sang, der mindede mig om, hvilken fin popsangssnedker Neil Sedaka var…
I tresserne grundlagdes også traditionen for hård, “heavy” bluesbaseret rock og en af pionergrupperne var Hot Tuna, der var en aflægger af Jefferson Airplane. Først var det vist tænkt som et fritidsorkester, der varmede op for Jefferson Airplane ved koncerterne, men efterhånden blev Jorma Kaukonens og Jack Cassidys band et navn i sig selv, som man tog helt alvorligt. Stilen var blues i akustisk og elektrisk iklædning. Og gerne i tung elektrisk klædedragt.
Betegnende for bandets lidt tilfældige opståen er debutalbummet Hot Tuna, der er en live-optagelse med de to omtalte musikere, suppleret op med harmonikaspilleren Will Scarlett. Bandet var ikke helt formet endnu. Men pladen er fremragende. Som bluesplade og som live-plade.
Herefter blev bandet etableret og sprang ud som primært et gradvist mere og mere “heavy” elektrisk bluesband og udgav op gennem halvfjerdserne en række slidstærke albums, der ud over traditionelle numre rummede en del sange fra Kaukonens hånd. Især på pladerne America’s Choice (1975), Yellow Fever (1975) og Hoppkorv (1976) trådte trioen i karakter som renlivet heavy powerband. Efter dobbeltalbummet Double Dose fra 1978 holdt musikerne en længere pause fra hinanden og er siden blevet gendannet i en mere afdæmpet form.
Den snart 60-årige amerikanske singer-songwriter William Joseph Martin Joel, kaldet Billy Joel, har været så længe på banen, at et af hans karrieres højdepunkter, albummet “The Stranger” (1977) nu udgives i en jubilæumsudgave med alskens tilbehør i form af videooptagelser af koncerter og tv-optrædener og fanden og hans pumpestok. Det oprindelige album indeholdt klassikere som “Just The Way You Are”, “Only The Good Die Young” og “She’s Always A Woman” og blev produceret af den kendte pladeproducer Phil Ramone. Joel havde på det tidspunkt allerede en lille håndfuld fremragende albums bag sig og stod for at lave endnu flere plader som fx “52nd Street”, “Glass Houses”, “An Innocent Man” og det album, der for alvor fik åbnet capacs ører for mandens talenter: The Nylon Curtain (1982).
The Nylon Curtain blev et kæmpehit for Joel, blandt andet i kraft af den mesterlige sang “Allentown” om byen af samme navn, dens brave indbyggere og deres kamp for et anstændigt liv. Andre prægtige sange på pladen er “Goodnight Saigon” om Vietnam-krigen og “Pressure” om hverdagslivets stress…
Albummet, der igen havde Phil Ramone bag knapperne, er et ambitiøst værk, der også afslører Billy Joels forkærlighed for Lennons og Mccartneys sangskrivning.
Well we’re living here in Allentown
And they’re closing all the factories down
Out in Bethlehem they’re killing time
Filling out forms
Standing in line.
Well our fathers fought the Second World War
Spent their weekends on the Jersey Shore
Met our mothers at the USO
Asked them to dance
Danced with them slow
And we’re living here in Allentown.
But the restlessness was handed down
And it’s getting very hard to staaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaay
aaaaaaah aaahhhhh ooooooooh ooooooh ohhhhhhh.
Well we’re waiting here in Allentown
For the Pennsylvania we never found
For the promises our teachers gave
If we worked hard
If we behaved.
So the graduations hang on the wall
But they never really helped us at all
No they never taught us what was real
Iron and coke,
Chromium steel.
And we’re waiting here in Allentown.
But they’ve taken all the coal from the ground
And the union people crawled awaaaaaaaaaaaaaaaaaaay
aaaaaaaaaaaaaaaaaaaah aaaaaaaaaaah aaaaaah.
Every child had a pretty good shot
To get at least as far as their old man got.
Something happened on the way to that place
They threw an American flag in our faaaaaaaace, oh oh oh.
Well I’m living here in Allentown
And it’s hard to keep a good man down.
But I won’t be getting up todaaaaaaaaaaaaaaaaaayyyyyyyy
aaaaaaaaaaah aaaaaaaaaaah aaaaaaaaah.
aaaaaaah aaaaaaah aaaaaaah oh oh oh.
And it’s getting very hard to staaaaaaaaaaaaaay.
And we’re living here in Allentown.
“Oh, Lord, those people in grey,
I gotta get back at those people in grey,
Here come the people in grey,
To take me away.”
(Ray Davies)
Soundvenue vil vide, at nogle af de gråhårede kommer til København. Nemlig Blondie (Greydie?). Det navnkundige new-wave-band af samme navn rammer hovedstaden den 17. april, hvor der er mulighed for at opleve Debbie Harry, inden hun når pensionsalderen.
“Du ved, jeg trasker bare sådan af sted. Jeg går i bad hver dag. Jeg har mine egne tænder, og jeg farver ikke mit hår. Det eneste, jeg gør, er at undgår produkter, der indeholder noget fra dyr, fordi jeg tror, at hvis man slår dyr ihjel, så ender det med, at de tager livet af en. Jeg må da gøre noget rigtigt, for jeg har kun aflyst to shows i løbet af 30 år. Den ene gang var, da min læge fortalte mig, at jeg ville risikere en abort, og den anden, da han fortalte mig, at mine trommehinder ville eksplodere, hvis jeg optrådte” (Chrissy Hynde, 56, til The Guardian)
Jeg lovede vist at vende tilbage til Chrissy Hynde i forbindelse med en omtale af Ray Davies og Simple Minds (hun har jo ægteskabelige relationer til begge navne).
Hynde, der er født i Akron, Ohio – et navn, der klinger af musik – er en af de sangskrivertalenter, der nød godt af punkens opkomst i halvfjerdserne. På det tidspunkt havde hun forladt hjemlandet til fordel for London og faldt lige ned i en by, hvor det sneede, sådan rent musikalsk…
Med pladeselskabsejer Dave Hills – Real Records – mellemkomst fik hun stablet The Pretenders på benene i 1978 og fik indspillet den single, der satte gang i bandets succesfulde historie: Stop your Sobbing (m. B-siden The Wait). Nogenlunde samtidig udkom deres titelløse debutalbum, der blotlagde Hyndes sangskrivertalenter med blandt andet klassikeren “Brass in Pocket”. Og resten er historie, som man siger.
Chrissy Hynde er en bemærkelsesværdig figur i moderne rock, fordi hun ikke blot er en eminent sangskriver, guitarist og sanger, men også har været bandleder gennem The Pretenders’ løbebane. Og dem er der som bekendt ikke mange af.
Jeg er ikke helt sikker på, om gruppen eksisterer mere, holder pause eller hvad. Det vil tiden vise.
Jeg har tidligere omtalt Dionne Warwick og hendes fortrinlige samarbejde med Burt Bacharach. Der har været mange, store stemmer i den sorte musik, men få har haft et så personligt udtryk som netop Dionne Warwick. Jeg faldt over en meget gammel indspilning med hende – fra 1966, hvor hun optræder i det dengang hippe program Hullabaloo. Lyden kunne godt være bedre, men man kan sagtens høre, hvor godt den unge sangerinde kunne synge…
Og fra året før – og i samme udsendelse – fortolker hun Bob Dylan. Tænk, at Dylan kan lyde sådan! Og så får hun oven i købet hjælp af The Animals, der her optræder som sanggruppe.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Alrunen (alias Claus Rasmussen)
righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger
