CAPAC

Dansk Folkepartis unge håb, Morten Messerschmidt, blev EU-parlamentsvalgets topscorer med 267.037 stemmer (ud af 4.019.812 stemmeberettigede). Hvis jeg var politiker i de andre partier – ikke mindst Socialdemokratiet og SF, ville jeg sætte mig ned og analysere Messerschmidts kampagne op til valget. For mig at se, kan der ikke være tvivl om, at det ikke alene er den markante EU-skepsis, manden står for, men også dens emotionelle udtryk, som bl.a. viser sig på de noksom omtalte plakater. Og så er jeg også ret sikker på, at de hærværksmænd og -kvinder, der har overmalet omtalte plakater, har givet ham en hjælpende hånd…

Opdatering: nu er det: 284.258 stemmer…

I denne blog har jeg flere gange undret mig over det paradoks, at regeringspartierne på den ene side nidkært vogter deres såkaldte “nulskatte-politik” og kalder ethver diskussion om skattestigninger for “uansvarlig”, medens man på den anden side bruger millioner af kroner på uproduktiv og ineffektiv bureaukrati, ideologiske bestemt privatisering osv. Udliciteringen af vejledningen af ledige er en særlig tårn i øjet, fordi det er dokumenteret, at mange af de private konsulentfirmaer er fagligt dårligere klædt på til opgaven, end de offentlige institutioner, de har afløst. Dertil kommer, at det koster skatteyderne dyrt. Ugebrevet A4 har krævet aktindsigt og har fået dokumentation for, at der i 2008 er brugt – hold nu fast! – 3,7 milliarder kroner på private konsulenter. Med udsigten til voksende ledighedskøer vil dette beløb kun vokse, med mindre man gør noget drastisk ved det. De ideologiske påstande omkring privatisering har altid været, at de private som følge af den “sunde” konkurrence (de hellige markedskræfter) vil kunne levere et bedre og billigere resultat. Men alt peger – i dette tilfælde på – at regeringen pøser milliarder skattekroner ud, som kunne være brugt bedre. Fx til efteruddannelse og omskoling af ledige.

Når man sådan triller gennem byen en regnfugtig nat med halvtomme gader, så har man tid til at studere de efterhånden mange valgplakater og gøre sig sine tanker. Venstres spidskandidat Jens “Missil” Rohde gør sig bemærket med en ekstrastor plakat, hvor han står ulasteligt klædt og smiler professionelt som en tandpastareklame til trafikanterne. Men hvad med budskabet? “Jens Rohde – fordi Danmark skal høres i Europa”! Er det ikke helt skudt ved siden af? Jeg mener, Rohde var manden, der havde mere end svært ved at få danske til at lytte til TV2 Radio, der gik nedenom og hjem og var medvirkende årsag til koncernens økonomiske rod.
Og så er der den socialdemokratiske pendant med Dan Jørgensen. Bag hovedpersonen (?) tårner forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen sig patriarkalsk op og fortæller os, at vi bør gøre som ham og stemme på Dan. Vil du stemme på en mand, der behøver sin “fars” anbefaling?
Vurderet ud fra valgplakaternes kommunikationsstrategier kan jeg godt forstå, at det går sløjt med at motivere danskerne til at gå til stemmeurnerne.

Inden for den seneste uges tid eller lidt mere, er de lokale telefonpæle og elmaster blevet “pyntet” med kontrafejer af mere eller mindre kendte politikere, der aspirerer til rollen om EU-parlamentarikere. De kendte hænger højest eller har de største plakater, hvilket blot afslører det hierarki, gammelpartierne arbejder med. Og nedenunder hænger så den håbefulde, ukendte ansigter. Ikke en eneste tryksag har jeg modtaget om det kommende valg og den politiske virkelighed, som EU-parlamentet er. Og man må spørge sig selv, om dette pauvre billede ikke meget fint illustrerer danskernes generelle forhold til EU. EU er en virkelighed – som en sten i skoen. Den generer jævnligt, men ellers kerer vi os ikke en tøddel om den. Vi koncenterer os om den nationale politiske soap-opera med bilagsskandaler, golfture, dansende ministerfruer osv. i noget, der ligner en national-narcissistisk selvoptagethed, medens vores levevilkår bestemmes i Bruxelles…Måske ville det være på sin plads med en smældende lussing til den politiske offentlighed i form af lav deltagelse og manglende opbakning til den nye tronfølgelov?

En af regeringspartiet Venstres ideologiske mærkesager har fra starten været privatisering. Argumentationen har lydt, at private kunne klare ærterne billigere og bedre end det offentlige, fordi den hellige konkurrence (markedet) ville sørge for, at man fik noget for pengene. Men, at det langt fra altid forholder sig således, er der mange eksempler på. Senest er det kommet frem, at de private jobkonsulenter, der skal afholde samtaler med de ledige etc., siden 2001 har kostet skatteyderne en milliard kroner mere, end det ville have kostet, hvis de offentlige jobcentre tog sig af arbejdet. Kendsgerningen fremlægges af Det Nationale Forskningsventer for Velfærd (SFI). Hvis de private jobcentre så var bedre, kunne man måske forsvare, at der blev brugt flere penge, Men det er ikke tilfældet. De private jobkonsulenter er på ingen måde beviseligt bedre. Det er så tydeligt, at selv beskæftigelsesminister Inger Støjberg, der ellers er kendt for at forsvare regeringens politik uanset hvad, indrømmer, at resultaterne har været for dårlige. Med til billedet af en forfejlet strategi hører også, at de private jobkonsulenter langtfra har den faglige ballast, som de offentlige har. Dagbladet Information har dokumenteret, at 20% af de private jobkonsulenter ikke har en faglig profil, der kvalificerer dem til jobbet.
I lyset af den fremkomne kritik kræver regeringens støtteparti Dansk Folkeparti nu, at de private aktører “skal gås efter i sømmene og kontrollen øges”, som det hedder i Berlingske Tidende. DF vil indføre en slags certificering, og gøre betalingen mere afhængig af resultaterne. Altså såkaldt resultatløn. Og de “lykkeriddere”, der har spundet guld på den førte arbejdmarkedspolitik skal sorteres fra.
Man kan selvfølgelig godt forstå, at Dansk Folkeparti, der i et og alt har stået bag regeringens arbejdsmarkedspolitik – i praksis i det mindste – får kolde fødder, når et så markant ressourcespild kommer for en dag. Man må virkelig undre sig over, at Venstre og regeringen ideologisk kan forsvare en sådan letsindig omgang med skattekronerne, når det burde være tydeligt for enhver, at regeringen har mere end svært ved at finansiere den skrantende “velfærdsstat”. Måske det var på tide, at regeringen tog sine ideologiske briller af og forholdt sig til realiteterne, fx ved at lade de kompetente offentlige institutioner – jobcentre og a-kasserne – tage sig af vejledningen af de ledige…

Den polskfødte, jødiske, socialistiske filosof Rosa Luxemburg grundlagde i 1914 det revolutionære Spartakusbund, der siden – i 1919 – blev til Kommunistpartiet i Tyskland. I forbindelse med Spartakisk-opstanden i 1919 – en bevæbnet generalstrejke, som Luxemburg i øvrigt mente var en fejlagtig handling – blev hun og Karl Liebknecht fanget, mishandlet og dræbt. Man ved, at Rosa blev brutalt slået ned og derefter skudt gennem hovedet.

Så meget til forhistorien. Men hvad skete der derefter? Officielt blev hun obduceret og begravet. Men det passer bare ikke. På Berlins retsmedicinske institut ligger et gammelt lig uden hoved, fødder og hænder. Og lederen af instituttet, patologen Michael Tskokos, mener, at liget, der har ligget på instituttet i henved 90 år, meget vel kan være den rigtige Luxemburg. I hvert fald har patologens forskning udelukket, at den, der blev begravet som Rosa, faktisk var Rosa. Vedkommende anonyme person blev ikke genkendt ved ligsynet dengang – og der var heller ikke spor af skudsår i hovedet. Et andet interessant forhold er, at det gamle, mumificerede lig har haft ben af forskellig længde. Det passer sammen med den kendsgerning, at Rosa Luxemburg havde en medfødt hofteskævhed, der gjorde det ene ben længere end det andet. I øvrigt stod der heller ikke noget i obduktionsrapporten om dette forhold. Isotop-undersøgelser af det gamle lig viser også, at det stammer fra Rosa Luxemburgs tid.

Imidlertid vil patologen ikke drage den konklusion, at der vitterligt er tale om Rosa Luxemburgs lig. Der mangler en brik. En DNA-test. Og den er svær at gennemføre, fordi der ikke findes DNA-prøver, som kan sammenlignes med ligets. Noget andet er, at der blev smidt mange kvindelig i vandet dengang i årene omkring 1919. Til spørgsmålet om, hvorfor man begravede en anden som Luxemburg, svarer Tskokos, at det daværende militærregime formodentlig var interesseret i at skaffe hende af vejen hurtigst muligt. Og da det rigtige lig siden dukkede op af vandet, har man så bare henlagt det på det patologiske institut uden obduktion.

Det er også en kendt sag, at Rosa Luxemburgs døde krop blev viklet ind i ståltråd – om hoved, hænder og fødder – inden den blev smidt i vandet. Og det kan forklare, at legemsdelene mangler på det gamle lig. (Oplysningerne stammer fra die Zeit – og foto fra flickr)

I dag har jeg modtaget to kort, der giver adgang til stemmelokalerne den 7. juni. Et til EU-parlamentsvalget og så et til folkeafstemningen om den nye tronfølgerlov. Ang. sidstnævnte så har det slået mig, at der har været megen diskussion om rimeligheden af en ligestilling mellem kønnene. Men der er noget andet, der bekymrer mig mere. Uanset, hvad jeg kunne finde på at stemme, vil det så ikke være en bekræftelse af monarkiets fortsatte eksistens? Hvis jeg stemmer nej bekræfter jeg den gamle lov, hvis jeg stemmer ja, bekræfter jeg den nye, ikke? Og som republikaner kan jeg da ikke bekræfte monarkiet…

På vej mod arbejde så jeg, at der med et vrimlede med el-maste-plakater af håbefulde EU-parlamentarikere-in-spe. Mange af dem har jeg hverken hørt om eller til. Alligevel har jeg – som jeg plejer – tænkt mig at sætte mit kryds. Og inden da vil jeg gerne vide, hvad kandidaten tænker om HADOPI og borgerrettigheder på internettet. Den problemstilling hører man nemlig ikke meget til i dansk politik. Men det er vigtigt med hensyn til det slunkne demokrati. Hvad tænker din kandidat om rettigheder på nettet?

I radioavisen hørte jeg en behagelig mandestemme fortælle mig, at Lars Løkke Rasmussen nu var en mere populær statsministerkandidat end Helle Thorning fra Socialdemokratiet. Samtidig er der ikke noget, der tyder på, at regeringen er ved at miste sit flertal, hvis man ser bort fra de tilbagevendende skvulp i meningsmålingerne. Og det på trods af, at det på mange politiske fronter ikke går særlig godt for regeringen. Flytninge-/indvandrer-spørgsmålet, EU, “velfærdssamfundet”, arbejdsmarkedspolitiken osv.

Hvordan kan det nu være, at Lars Uløkke stadigvæk sidder i sadlen, selv om den ene dårlige historie efter den anden tikker ind fra nyhedsbureauerne? Har regeringen monstro ret i, at pressens negative vægtning af nyheder, er en del af forklaringen – og at danskerne dybest set er godt tilfreds med status qvo? Hvorfor dog bekymre sig om taberne, når man selv sidder på flæsket?

Det er efterhånden længe siden, jeg sidst kommenterede emnet ledighed og aktivering. Men det er ikke glemt. Og nu er der al mulig grund til at vende tilbage. Ledigheden stiger. Der er omkring 75.000-80.000 heltidsledige lige nu, og prognoserne siger, at ledigheden vil fordobles, måske endda tredobles, inden udgangen af 2010.

Samtidig har regeringen uforfærdet sat en såkaldt reform af arbejdsløshedssystemet i gang. En reform, der er udtænkt og møntet på en periode med lav eller faldende ledighed. Endvidere lægges ansvaret for området fra Staten over på kommunerne.

I går kunne man i DR2s transmission fra folketinget høre en behjertet socialdemokrat forsøge at få en arbejdsmarkedsordfører fra det store regeringsparti Venstre til at sige noget om, hvordan regeringen havde tænkt sig at finansiere arbejdsmarkedspolitikken i kommunerne, når nu ledigheden steg voldsomt. Skulle kommunerne hente pengene i børneinstitutionerne, ældreplejen, på anlægsområdet eller? I stedet for et konkret svar (noget, der er en sjældenhed i politik nu om stunder) fik socialdemokraten en dagdrøm, hvor Venstre-manden lod fantasien arbejde på grundlag af nogle få spæde tegn i økonomien på, at krisen måske, måske ikke, var ved at vende… Det var som at se Kejserens Nye Klæder blive opført på tv-skærmen.

Fornemmelsen af, at regeringen ikke har nogen arbejdsmarkedspolitik for krisen, blev bestyrket. Og imedens går mange bygningsarbejdere rundt og venter på at komme ud i perspektivløs, discount-aktivering (kurser i at skrive ansøgninger på pc og deslige), medens køen uden for kursuslokalet vokser og vokser…

Men danskerne er jo glade for den regering, og så længe man ikke selv er ledig, så er der jo ingen grund til at ændre noget…

På min vej til arbejde kører jeg gennem et skarpt venstresving. Og lige før jeg vrider rattet mod venstre, kan jeg se Dansk Folkepartis unge løve, Morten Messerschmidt let smilende,henslængt og afslappet sende mig og andre budskabet: Gi’ os Danmark tilbage! Plakaterne har allerede givet anledning til ret så voldsomme reaktioner, som man fx kan se på den billedkavalkade, som Uriasposten viser. Og i dagens aviser kan man læse om en Venstre-kandidat, der har fået kvalme over Messerschmidts kampagne. Reaktionerne er for mig at se et tegn på, at kampagnen – set fra Dansk Folkepartis synspunkt – er særdeles vellykket. Med sloganet “Gi’ os Danmark tilbage!” har folkepartiet og deres PR-medarbejdere opsummeret den lille frygt, som er mange danskeres emotionelle motivation for at give deres stemme til Kjærsgaard, Messerschmidt og kompani. Nogen har taget Danmark – EU, de fremmede.. Og det lille ord “tilbage” associerer hele den halvt-romantiserede, bagstræberiske længsel, der er en vital drivkraft hos det store folkeparti. Kampagnen er en professionelt iscenesat forsøg på at manipulere med vælgernes følelsesliv. Deres mere eller mindre latente ængstelse over for indvandringen og den overstatslige forandring af hverdagslivet. Og jeg tror – desværre – at den virker efter hensigten. Bare ikke her…

PS. Da jeg kørte forbi her til aften, havde nogen tilføjet med store sorte bogstaver: Natasjas. Gi’ os Natasjas Danmark tilbage…

Det er mere end fyrre år siden, den unge, tyske student Benno Ohnesorg blev skudt ned i forbindelse med en demonstration i Berlin mod Shahen. Ohnesorg blev skudt i baghovedet på klos hold.

Politimanden, der skød, blev frikendt i to omgange. Omstændighederne omkring nedskydningen af den unge mand og myndighedernes behandling af sagen har siden været genstand for megen kritik og debat, men Ohnesorgs død blev en vigtig symbolsk hændelse, der var med til at legitimere studenterbevægelsens politiske arbejde og venstrefløjens kritik af det bestående. Pressefotoet af den døende Ohnesorg blev et mytologisk billede på linje med billeder af de nedskudte studenter i Ohio.

I dagens aviser kan man i dag læse, at den politimand, der skød Ohnesorg, var spion for DDRs forhadte Stasi. Der er ikke noget, der tyder på, at han skød Ohnesorg i sin egenskab af spion, men derimod i sin egenskab af vesttysk politimand. Imidlertid fortæller den historisk afsløring, der kommer efter frigivelse af papirer fra Stasi-arkivet, noget om, hvor kompliceret den politiske virkelighed var i Forbundsrepublikken efter nazitiden. Ikke alene lå den umiddelbare fortid, nazitiden, som en langt hen ubearbejdet, tungtvejende byrde på det unge, borgerlige demokrati, men samtidig skulle man håndtere og leve med en højspændt efterretningsrelation til DDR, hvor hundredvis af spioner havde deres virke i Forbundsrepublikken. Hvor meget myndighederne (og den vesttyske efterretningstjeneste) kendte til politimanden Kurras rolle som spion vides ikke, og måske får vi det aldrig at vide. Men frifindelsen af ham kunne måske tyde på, at myndigheder vidste mere, end der kom frem dengang…

Nyheden er et godt eksempel på, hvor vigtig en bestemt humanistisk faggruppes -  historikernes – arbejde er for vores forståelse af verdens gang – og dermed for vores forståelse af den tid, vi lever i. Når det store flertal af danske folketingspolitikere – i følge dagbladets Informations undersøgelse – ikke mener, at humanistisk forskning er noget at samle på (hvilket bl.a. ses på antallet af humanistiske forskningsstipendier etc.), så glemmer (fortrænger, fornægter…) de helt, at det, de humanistiske fag beskæftiger sig med, er selve det humane. Forståelse af det humane i alle dets aspekter: hvad det menneskelige er, menneskets bevæggrunde, historiens betydning som del af naturhistorien osv. Sætter vi en parantes om det humane i forskningens verden, afskærer vi os fra muligheden af at ændre verdens gang…
ps. illustrationen herover er hentet fra Flickr.

I England er det politiske system kastet ud i en mindre krise, der handler om det åbenbart evigt tilbagevendende problem: grådige politikere, der misbruger offentlige midler til egen vinding. Herhjemme har vi også haft en række sager, senest Bendt Bendtsens jagt-, golf- og køreture med jagtgevær, hvor politikere har haft et meget afslappet forhold til anvendelsen af skatteborgernes penge. Statsminister Lars Løkke Rasmussen, der selv har været genstand for kritik i forbindelse med “bilagsrod” i sin tid som amtspolitiker, har i forlængelse heraf fremsat et lovforslag, der indebærer en de facto begrænsning af befolkningens adgang til indsigt i den offentlige forvaltning. Lovforslaget går ud på, at samtlige ministres kalendere skal undtages kravet om aktindsigt. For at lægge et røgslør over denne forringelse af den demokratisk kontrol med den offentlige forvaltning har statsministeren så åbnet mulighed for, at samtlige kalendere skal lægges ud på internettet – i redigeret form… Den enkelte minister og dennes embedsmænd vil fremover – billedligt talt – kunne udstrege oplysninger om betalte jagtture, dyre restaurationsbesøg, gaver osv. efter behag. Hvis loven vedtages – hvilket er meget sandsynligt med det nuværende regeringsflertal, så bliver det en demonstration af, hvor udemokratisk den nuværende regering er. Lige som det er et radikalt brud med såvel dansk forvaltningstradition som Offentlighedslovens intentioner. Det er skræmmende…

Hvorfor ikke starte dagen med noget at tænke over? Jeg faldt på Twitter over et link til Annie Leonards “The Story of Stuff“, en lille meget pædagogisk animationsfilm, der fortæller noget om, hvordan vi producerer de ting, vi konsumerer i vores verden. Den tyve minutter lange film er sponseret af Tiden Foundation & Funders Workgroup for Sustainable Production and Consumption. Se den, inden du går ud og køber ind…

Man må lade folkene bag den såkaldte “tænketank” Cepos, at de forstår at møve sig frem i medierne med deres forudsigelige forsvar for fri liberalisme. Jeg lytter ofte til DRs P1 Debat, når jeg kører bil. Og Ceposserne er ofte med. Det samme gælder i DRs journalistiske programmer. De skal selvfølgelig ikke klandres, at de er vakse ved havelågen. Derimod kan man godt undre sig meget over journalisternes valg af “eksperter”. Er der tale om magelighed, dovenskab dumhed eller manglende kendskab til, hvilke “eksperter”, der faktisk findes i dette land inden for økonomi, politik osv.? Eller mener journalisterne virkelig, at Cepos eller 180% grader er centrale figurer i den poliske debat? Jeg tvivler på, at Cepos og 180% grader tilsammen nogensinde vil kunne samle stemmer nok til at komme over spærregrænsen. Hvis de ellers ønskede det. Hvorfor så denne overrepræsentation i medierne? Man kunne med lige så stor ret indkalde talsmænd fra Kommunistisk Parti. Medierne har et problem med rekrutteringen af eksperter og politiske meningsdannere til debatprogrammer. Der er for megen Tordenskjolds Soldater-logik over det. Og Cepos er sådan set bare et eksempel. Hvis journalisterne vil højne kvaliteten, hvilket der er al mulig grund til i disse krisetider, hvor aviser dør som fluer på væggen, så må man også sætte ind på dette område. Ryste posen bedre, så seerne og læserne får en mere nuanceret debat af tidens store problemer…

PS. Denne undren skal selvfølgelig ikke forstås som et ønske om, at Cepos skal holdes væk fra medierne. Men som undren over mediernes prioriteringer…