CAPAC

Pete Seeger – What Did You Learn In School?

Vores såkaldte undervisningsminister Bertel Haader er i følge Berl. Tidende bekymret over udviklingen i læreruddannelse. Efter indførelsen af en ny læreruddannelse i 2007 – en uddannelse, der angiveligt skulle styrke folkeskolelærernes uddannelse og dermed folkeskolens uddannelse af danske børn – er antallet af studerende med naturfag og teknik som linjefag faldet med 70%. Konsekvensen er, at skoleeleverne om få år vil blive undervist af lærere med utilstrækkelige kvalifikationer inden for naturvidenskabelige og tekniske fag. Noget lignende gælder for fag som tysk og billedkunst, der heller ikke er tilløbsstykker blandt de studerende.

For at det ikke skal være løgn, så betyder den svigtende interesse også, at seminarierne sandsynligvis må skille sig af med undervisere inden for de pågældende fagområder for at få økonomien til at hænge sammen. For det er den indirekte, logiske konsekvens af det såkaldte taxametersystem, der ikke muliggør fastholdelse af faglærere inden for områder, hvor der ikke er “kunder” nok. Markedets logik, kan man også kalde det.

Men ansvaret for udviklingen er hverken institutionerne eller de studerendes. Det er alene politikernes. Og det vil især sige undervisningsministerens. Når man dels holder fast i det tåbelige taxametersystem af ideologisk-økonomiske grunde, til trods for, at det ene eksempel efter det andet dokumenterer den destruktive effekt i forhold til uddannelsernes kvalitet, og dels indretter uddannelserne, så de bliver mere og mere specialiserede, så ligger man, som man selv har redt.

Forbedringer af uddannelsessystemet – som regeringen jo har lovet os – får vi ikke, før man holder op med at tænke uddannelse som simple varer på linje med pølser og sodavand og forstår, at uddannelse er en investering – i fremtiden.

Den tidligere “overvismand” Torben M. Andersen afslører i Kristelig Dagblad, at betegnelsen vismand ikke har nogen reel berettigelse og kun er udtryk for samtidens almindelige overvurdering af økonomernes betydning for samfundsudviklingen. Andersen mener, at de politiske tanker om at sætte gang i de offentlige anlægsarbejder for at modgå den økonomiske krise og den stigende ledighed vil være forfejlet. I stedet skal man omskole de mange ledige i byggebranchen til job i social- og sundhedssektoren. Ledige murer, tømrer osv. skal altså efter en kort efteruddannelse smide deres faglighed over bord og udvise omsorg for vores gamle. Jeg skal ikke afvise, at nogle af de pågældende ledige vil være med på tanken og oven i købet have flair for omsorgsarbejde. Men ellers er det udtryk for en økonomisk baseret snæversynet kynisme og en tilsvarende ringeagt over for social- og sundhedssektorens arbejdere. Bag Andersens tankegang ligger en latent forestiling om, at “enhver idiot” kan passe gamle mennesker, og at ethvert arbejde er lige fedt. Det kan da godt være, at byggebranchen lider af elefantiasis, men der er ikke brug for den slags “nemme” løsninger.


Læs også Lottes opfølgning her.

Selvransagelse, -kritik og erkendelse af egne fejltagelser er ikke noget, man er forvænt med i dansk politik. Snarere tværtom. Men i dagens udgave af Politiken kan man læse den tidligere radikale leder Marianne Jelveds selverkendelser vedrørende de fejl som Det Radikale Venstre og den øvrige opposition har begået under Fogh-regeringen. Det er selvfølgelig rosværdigt, at en politiker erkender egne fejl. Men man må også spørge sig selv om baggrunden. Jelved blev vraget som partileder og må derfor betragtes som forhenværende i ledelsessammenhæng. Hun har altså meget lidt at tabe ved at svinge krabasken over Det Radikale Venstre. Til gengæld vil krabasken ramme hårdt på leder Vestager, der i forvejen ligger ned i meningsmålingerne… Det er nærliggende at se et revanchistisk motiv i Jelveds ærlighed lige nu.
Bortset fra det, så er kritikken berettiget. Jelved har ret i, at oppositionen alt for længe har usynliggjort sig selv ved at samarbejde med regeringen. Og Jelveds kritik af terrorlovgivningen er bemærkelsesværdig: “Jeg fatter ikke, hvad der foregik i hovedet på os, da vi for eksempel stemte
for de dele af terrorlovgivningen, der giver PET ret til uden kontrol at
overvåge og aflytte folk. Det samme med loven om administrative udvisninger.
Det er ikke en retsstat værdigt, og jeg fortryder, at vi stemte, som vi
gjorde“. Det er faktisk lidt rystende læsning. For det efterlader billedet af nogle politikere, der helt har glemt deres egen overbevisninger og har ladet sig føre bag lyset af regeringens selvretfærdige retorik og en oppisket stemning efter 9-11.
Forudsigeligt nok har Venstres støjsender, Inger Støjberg, straks måttet gå til angreb på Jelved, der sammen med De Radikale kaldes utilregnelige og uansvarlige (“De stikker halen mellem benene lige så snart, det koster noget”). Støjbjergs skuffelse og vrede er forståelig, for så vidt regeringen og DF har al mulig grund til at ønske en bred tilslutning til den på flere måder dybt problematiske politik på flygtninge- og indvandrerområdet (herunder terror-politiken). Hvis Venstre og Konservative kommer til at stå alene med DF om politiken, så udsætter de sig lettere for kritik og folkelig modstand.
Både Vllly Søvndal og socialdemokraten Henrik Sass Larsen afviser, at oppositionen har være utydelig i forhold til regeringen. Og det er lidt ynkeligt. Det kan godt være, at SF har været det tydeligste oppositionsparti, men den øvrige opposition har virkelig haft svært ved at markere en  troværdig og klar opposition til regeringen, fordi de har været så forhippede på at “få indflydelse”, som det hedder på Christiansborgsk. Magtliderligheden har i lange perioder gjort oppositionspartierne politisk impotente.

I disse år viser regeringen og Dansk Folkeparti deres sande væsen på flygtninge- og udvandrerområdet. På grund af internationale aftaler kan man ikke simpelthen smide indvandrere ud af landet; men det er faktisk det regeringen og DF helst ville, hvis de havde magt til det. Senest er det kommet frem, at regeringen og dens parlamentariske grundlag vil udvise folk, der er kendt skyldig i “simpel vold”. Fx et benspænd, en lussing, et bid… Hvis det bliver gennemført, så er det lykkedes magthaverne at indføre et generelt “tålt ophold” for alle, der ikke i generationer har beboet dette land. Du må være her, så længe du forholder dig helt roligt. Ikke så meget som vrikker med ørerne.

Blogosfæren er en flygtig ting. Man springer let fra den ene stub til den næste. Men und dig selv at se dette interview med Syriens førstedame. Jeg har fundet og set den omme hos Néné, der omhyggeligt følger Gaza-problematikken i sin blog (og tak for det Néné!). Syriens førstedame fortæller afbalanceret om forholdene i Gaza, og det er tankevækkende. Og som hun siger: Det er ikke nok at snakke om fred, man må faktisk gøre noget ved det! Og det er ikke at slå hundredvis af civile palæstinensere ihjel, såre tusindvis og ødelægge de øvriges livsbetingelser. Det kan godt være, at israelernes bombetogter er retfærdiggjort af hamas’ raketter. Men én ting er at have ret, noget andet at gøre brug af den. Stop krigen og få gang i fredsprocessen. Den relle fredsproces.

Da jeg gik i Vestre Skole i Esbjerg i årene 1959-1965 blev hver eneste dag indledt med salmesang og fadervor. Vi blev bedt om at folde hænderne andægtigt og fremsige remsen: Fader Vor, du som er i himlene.. osv. Jeg gjorde, hvad jeg blev bedt om. De andre lige så. For det var før ungdomsoprøret og tressernes frigørelse for alvor var sat ind. I hvert fald på Vestre Skole. Ganske vist nåede jeg at få Beatles-frisure, inden jeg forlod skolen. Men alligevel.
Nu kan jeg forstå, at Bertel “Bims” Haarder vil pålægge folkeskolerne at indføre obligatorisk fadervor. Og jeg kan kun ryste på hovedet. Allerede dengang jeg blev tvunget til det, var det en dårlig idé. Religion er en privatsag (jvf. Luther), og den slags indoktrinering bør høre fortiden til. Den sorte skoles tid. Haarders forslag vidner om, i hvor høj grad Dansk Folkepartis islamofobi har inficeret partiet Venstre – eller måske snarere: Har fremkaldt visse venstrefolks xenofobiske tendenser. Og det vidner også om Haarders evindelige revanchistiske tilbøjeligheder. Alt, hvad der smager af tressere og halvfjerdsere, skal rulles tilbage til de “gode gamle dage”. Men udviklingen er irreversibel. Skal noget ændres til noget bedre, så er der kun en vej: fremad.
Jeg er ret sikker på, at min stærke skepsis over for alt, der har med religion og religiøsitet at gøre, fik kraftig næring af Fadervors-øvelserne i min barndom. Når jeg tænker tilbage, kan jeg stadigvæk mærke det fysiske ubehag ved at skulle folde hænderne og fremmumle nogle ord, der ikke sagde mig noget som helst. Dengang kunne det endnu praktiseres. Men i dagens multietniske og -kulturelle Danmark, hvor autoritetstro og disciplin er anakronistiske begreber, vil indførelse af obligatorisk Fadervor være en umulighed.

Læs også Rasmus’ vrede indlæg

John Lennon – God

Hvis vi skruer tiden lidt tilbage. Sådan cirka et års tid. Så vil man måske kunne huske, at visse “fremtrædende” borgerlige økonomer mente, at det ville “være godt for økonomien”, hvis arbejdsløsheden steg. Det var noget med “overophedning” osv. Nu må de samme økonomer så klappe i deres små hænder. For prognoserne for den kommende tid siger, at ledigheden vil stige til 150000 og måske 200000. Så nu beder de borgerlige økonomer (ikke nødvendigvis de samme…) om “økonomisk stimulans” fra SAMFUNDETs side. Det vil sige: skatteborgernes. Det offentlige forbrug skal øges. Skatterne skal lettes, så vi (skattebetalerne) kan forbruge mere. Bankernes udlån skal “optøs” (med varme skattepenge). Keine Hexerei, nur Politische Ökonomie.

PS. Det er vel nok godt, at de ikke fik reformeret dagpengeområdet…

Som læserne af denne blog vil vide, så har capac et horn i siden på medierne. Især tv-mediet. Et grundsynspunkt for min kritik er, at al tv-produktion er iscenesættelse, fiktion. Sagt på en mere bramfri måde, så er en god del af det, vi sluger med øjnene, forbandet digt og opspind. Noget andet er så, at politikerne i højere og højere grad (mis)bruger tv-nyheds-mediet til manipulation i politisk øjemed. Det var Jean Baudrillard, der med et skarpt blik og en lige så skarp pen, fik os til at se, at Golf-krigen primært foregik i på tv – som simuleret virkelighed. Den fandt i virkeligheden slet ikke sted, som han påstod med vanlig provokatorisk sans.
For øjeblikket bliver vi dagligt genstand for grov manipulation i tv-mediets behandling af konflikten i Gaza. Spørgsmålet er, om vi overhovedet kan tro vores egne øjne længere? Når tv-mediet fx viser os israelsk producerede “dokumentationer” af præcisionsbombninger, så bliver tv-mediet – og tv-seerne – gidsler i et politisk PR-stunt, som vi almindeligvis ikke har en chance for at bedømme troværdigheden af. Men pointen er, at vi sidder tilbage med et diffust indtryk af, at israelerne er dygtige til det, de laver ( i hvert fald til at manipulere med os…). Hos Néné er jeg faldet over en fin artikel fra BBC, hvor der sættes afgørende spørgsmålstegn ved en af disse præcisionsbombningsvideoer, som israelerne har ladet medierne – inklusive YouTube – viderekolportere til verdensoffentligheden. Læs den og tænk over, hvad du hører og ser i aftenens tv-avis.

Partiet Venstres enfant terrible Søren Pind forsvarer Israels igangværende militære operation i Gaza. Israel er i sin gode ret til at gå ind i Gaza, fordi Israel er blevet angrebet med raketter af Hamas (der er en “terrororganisation”, som har opsagt våbenhvilen og er gået til angreb), i følge Pind og Venstre. Men det  er en øje-for-øje-logik. Og så længe den hersker, vil intet forandre sig i forholdet mellem Israel og dets fjender. Derfor er det uheldigt, at danske politikere på den måde tager parti og bekræfter den dræbende logik. Jeg mener, at det er Verdenssamfundes opgave at sætte en stopper for konflikten, en gang for alle og snarest muligt.
Israel blev skabt i tiden efter Anden Verdenskrig, og man kan strides herfra og til tidernes afslutning om, hvorvidt det var en klog beslutning sådan at oprette en stat på den måde eller ej. Men sket er sket. Der sker også fejl i historien. Fejl vi må lære at leve med. Israel er en realitet. Det samme er palæstinensernes ønske om deres egen stat. Det er Verdenssamfundets opgave at få de stridende parter og deres respektive støtter til at sluge kameler og finde en varig løsning. Det sker ved forhandlingsbordet og ikke på slagmarken.

Socialistisk Folkepartis gamle frontfigur Gert Verner Petersen er død. Han blev 81 år. Sammen med den navnkundige Aksel Larsen var han en af dem, der forlod Danmarks Kommunistiske Parti for at skabe et parti, der skulle bygge på tanken om “demokratisk socialisme”. Det skete i november 1958. Han var formand for partiet fra 1974 til 1991 og var uden tvivl med til at grundlægge den succes Socialistisk Folkeparti er blevet siden hen. Med sit alt andet end folketingsuniforme udseende – fipskæg, ternede skjorter og fløjlsbukser – var han for mig en politiker, der ikke faldt sammen med billedet af den desværre alt for almindelige medie-fidele levebrødspolitiker; Gert Petersen forstod at holde ild i sin politiske idealisme uden at være handlingslammet, når det kom til pragmatisk realpolitik. En politikertype, der bliver sjældnere og sjældnere i dagens Danmark. Desværre. Hvil i fred, Gert Petersen.

Næppe er julen overstået, og straks bryder konflikterne ud i  det glade julebudskabs centrale geografiske område: Mellemøsten. Så langt tilbage min personlige hukommelse går, har der været ballade dernede. Og alt for mange menneskeliv er blevet ødelagt og er gået tabt i en tilsyneladende endeløs konflikt. På dette sted skal der ikke diskuteres pro-et-contra. Hvem der har ret, og hvem der ikke har det. Hvem man skal holde med eller ej. Det handler om at føre konflikten over i et civiliseret og konstruktivt regi: I stedet for raketterne og jagerbomberne skal dialogen tale. Verdenssamfundet må tvinge de stridende parter til at finde en forhandlingsløsning. Stop blodsudgydelserne nu. Via La Beet.

Endnu engang skal man læse en borgerlig økonoms forudsigelige løsning på velfærdsproblemet. Cand. oecon fra århus Universtiet og medlem af Arbejdsmarkedskommisionen, Jørgen Søndergaard efterlyser grundlæggende ændringer i såvel efterlønsordningen som dagpengene. Så flere bliver og kommer ind på arbejdsmarkedet, lyder argumentet. Men det er hamrende-jamrende fantasiløst og forudsigeligt. For det første er de to ideer blevet skudt ned, fordi der hverken er opbakning politisk eller folkeligt til forringelser på det område. For det andet er det forstemmende endnu engang at se en fremtrædende økonom, der ikke kan pege på konstruktive alternativer til de to ideer. Jeg mener, at man sagtens kan gøre noget for at holde på ældre medarbejdere uden af fjerne den nuværende efterlønsordning. Det kræver blot (!), at man gør noget radikalt ved arbejdsmarkedets indgroede fordomme over for voksne medarbejdere i form af en klar seniorpolitik. Politikerne kunne jo få de offentlige arbejdsgivere til at gå i forvejen ved næste overenskomst. Og med hensyn til de ledige – så kunne en mere opbyggelig og motiverende arbejdsmarkedpolitik end den af Claus Hjorth Frederiksen bedrevne klapjagt på ledige med garanti få de sidste arbejdsduelige ud i lyset. Og endelig kunne en omfordeling af skattebyrderne i dette land nok også være en del af problemløsningen. Søndergaard taler om, at der skal gøres op med myterne (på de danske arbejdsmarked). Man kunne sige, at der også er skattepolitiske myter at gøre op med. Fx den om at nulskat er til fordel for alle – eller den om, at vi alle betaler for meget i skat. Jeg kender mange, der sagtens kunne betale mere uden at gå væsentligt ned i levefod…

Dagens nyhed fra uddannelsessystemet. Universiteter skærer ned på undervisning og afkorter semestrene. For at få økonomien til at hænge sammen. Med faldende søgning til universiteterne, tvinger taxametersystemet universiteterne til at skære ned. Det er logik for perlehøns. Men åbenbart ikke for de åh-så-liberalistiske politikere, der tror, at alt kan drives som små private virksomheder. Pølsefabrikker. Hvem var det, der lovede os “verdens bedste uddannelsessystem”?

Nu hvor julestemningen omsider skulle begynde at indfinde sig i casa, har et beskedent folketingsflertal – bestående af regeringspartiet og dets nærmeste parlamentariske grundlag – vedtaget den omstridte “tuneserlov” og dermed grundigt forpurret julestemningen i dens opløb. Det ville så være til at leve med. Værre er det, at de ja-stemmende politikere handler i strid med selve demokratiets fundamentale tredeling af magten i en dømmende – , lovgivende – og udøvende del. Denne tredeling er reelt blevet suspenderet af regeringen. Og det er intet mindre end horribelt, at Birthe Rønn Hornbech kan udtale følgende: “Det ligger i sagens natur, at regeringen ikke fremsætter lovforslag, som er grundlovstridige”. Man må sige, at Birthe Rønn Hornbech åbenbart  har betalt for ministerposten med sit gode omdømme og sin sunde, liberale fornuft. Selvfølgelig kan en regering fremsætte grundlovsstridige forslag. Og man behøver ikke at være juridisk ekspert for at se, at tuneserloven karambolerer med den fundamentale, grundlovsikrede tredeling af magten. At Birthe Rønn forsøger at naturalisere regeringens adfærd skriger til himlen og understreger blot den underliggende logik: Intet over og intet under regeringen og dens politik.
Læs og de vilde analytikeres indlæg, som jeg kun kan bifalde.

Tilbagespoling: Tuneserlovens umenneskelighed – Ytringsfrihed og magt