april 2018 arkiv

Genhør med: Crash Test Dummies

4. april 2018

Once there was this kid who
Got into an accident and couldn’t come to school
But when he finally came back
His hair had turned from black into bright white
He said that it was from when
The cars had smashed him so hard
Mmm Mmm Mmm Mmm
Once there was this girl who
Wouldn’t go and change with the girls in the change room
But when they finally made her
They saw birthmarks all over her body
She couldn’t quite explain it
They’d always just been there
Mmm Mmm Mmm Mmm
Mmm Mmm Mmm Mmm
But both the girl and boy were glad
‘Cause one kid had it worse than that
‘Cause then there was this boy whose
Parents made him come directly home right after school
And when they went to their church
They shook and lurched all over the church floor
He couldn’t quite explain it
They’d always just gone there
Mmm Mmm Mmm Mmm
Mmm Mmm Mmm Mmm
Oh oh
Oh oh

For snart mange år siden, var der en, der overbeviste mig om, at canadiske Crash Test Dummies var værd at lytte til. Bl.a. på grund af de spøjse, men ved nærmere lytning ganske fornuftige, tekster.

Bandet, der blev dannet i 1988, havde sin mest succesfulde periode i årene 1991-1999, hvor de havde fat i mainstreamsegmentet. Siden forsvandt de lidt ud af radarens perspektiv, men efter en pause vendte de tilbage i 2015. Vi skal dog helt tilbage til 2010 for at finde deres seneste album Ooooh La La.

Dødsfald: Lill-Babs – 80 år

4. april 2018

Lill-Babs – borgerligt navn: Barbro Svensson – er død 80 år gammel. Hun var en del af min tidlige musikalske dannelse, fra dengang, hvor dampradioen med Giro 413 og tilsvarende programmer sørgede for at væve et bagtæppe af pop og senere rock. Hun brød igennem, da jeg var kommet i børnehaven, med ovenstående sang, der også blev et hit for vores egen Grete Sønck. Sangen om Klaus Jørgen. En anden sang, Lill-Babs gjorde sig med i Danmark, var “Leva Livet”. Og det gjorde hun så, indtil i går, med Melodi Grand Prix og stor hjemlig succes. Og altså succes i Danmark og lidt syd for grænsen.

https://www.youtube.com/watch?v=sN3fGG27qi8

Capac anbefaler: Lunau & Sund – Landet brænder

3. april 2018

Parret Trine Lunaus & Peters Sunds femte albumudgivelse Landet brænder adskiller sig fra de foregående fire – så vidt jeg har kunnet researche mig frem til – ved denne gang at involvere et band af musikere. Ud over Lunau (sang og harmonika) og Lund (sang, guitar og mandolin) udgøres bandet af Palle Hjorth (tangenter, harmonika og klokkespil), Bo Gryholdt (bas), Jesper Elnegaard (trommer), Peter Dombernowsky (trommer, slagtøj) og Marcelo Woloski (slagtøj). Og selv om kollektivet måske ikke er en permanent og varig konstellation (det må tiden vise…), så har resultaterne af indspilningssessionerne præg af tæt og lydhørt sammenspil, sådan som man forventer af en sammentømret band.

Og kollektivet danner en fin ramme og klangbund for Lunaus & Sunds sange, der bevæger sig inden for en klar dansk vise- og folktradition, selv om også Lunau og Sund, som så mange andre danske kunstnere i disse år, er næret af det rodnet af folkelige amerikanske stilarter, man kalder americana. Men ikke  mere end at den danske tone har et klart overtag i udtrykket. Og det kan vi takke dels de dansksprogede tekster, der for størstedelens vedkommende udspringer af parret Lunaus og Sunds personlige oplevelser og tanker, selv om der har sneget sig et par tekster af Halfdan Rasmussen og Yeats (i oversættelse) ind. Og dels skyldes det danske parrets samarbejde i den vokale forgrund, hvor Trine Lunaus klare, smukke kvindevokal finder et naturligt modspil i Peter Sunds mørke mandsstemme. Og duoen er stadigvæk – trods det fine bandsammenspil – det naturlige centrum på pladen.

Landet brænder falder med sine personlige tekster fint ind i række af danske folke-vise-album, der siden tresserne har gjort krav på deres plads i lytternes hoveder og hjerter. Og heldigvis for det. Nye lyttere kan passende begynde her. Hermed anbefalet.

Errata: Duoen har gjort mig og andre opmærksom på, at de selv har skrevet alle tekster – altså ingen oversættelser. Jeg beklager fejlen.

Lunau & Sund. Landet brænder. Gateway. Udkom d. 23. marts 2018

 

Capac anbefaler: Hudson Taylor – Feel it again

3. april 2018

Coverfotoet på Hudson Taylors EP Feel it again minder om noget, man kunne se tilbage omkring 1970. To unge mænd – brødrene Harry og Alfie – med guitar og hun foran et træhus af en eller andet slags. Sådan lidt hen ad Crosby, Stills, Nash og deres debutalbum anno 1969. Folkrock…

Men indtrykket snyder lidt. De to irer, der gemmer sig bag Hudson Taylor bevæger sig ganske vist i en blød folk-rock-stil, der er klart inspireret af amerikansk folk, rock og pop med rødder netop i det, der foregik dengang. Det er akustisk, der er flerstemmig sang, der er rigtig gode melodier og arrangementer der vedstår arv og gæld til folkrockens forgængere i Amerika. Men samtidig er der også noget meget moderne over de to herrers lyd. Sangskrivningen bærer præg af at være blevet til i en anden tid, hvor gamle dyder inden for popsangskrivning (fx klare B-stykker/omkvad) ikke helt spiller samme rolle i det melodiske.

Men Hudson Taylor indskriver sig som en moderne, poporienteret duo i folkrocktraditionen og skal nok få flere tilhængere blandt såvel gamle som nye folkrocktilhængere, når de kommer ud i sommerlandet og præsentere de fem sange fra den nye plade. Hermed anbefalet.

Hudson Taylor. Feel it again. Producer: Ryan Hadlock. Rubyworks. Udkom 23. marts.

Marts 1968: Lady Madonna

2. april 2018

Og vi skal da ikke glemme, at The Beatles stod for en af de helt store hitsingler i 1968 med “Lady Madonna”/”Inner Light”.  Udsendt den 15. marts og ind på den britiske hitlistes (og andre landes) top derefter. En sang, der var bluesinspireret og markerede et skridt tilbage efter den psykedeliske periode i Beatlestiden, og indspillet lige før de drog til Indien. Jeg har altid synes, at sangen hører til noget af det bedste rock, Beatles har leveret.

Lady Madonna skulle i følge Paul McCartney være inspireret af dette nummer, som George Martin producerede tilbage i 1950:

https://www.youtube.com/watch?v=G5odaPQ0eVo

Mærkedage: Jimmy Cliff med flere

2. april 2018

https://www.youtube.com/watch?v=SF3IktTk_pQ

Reggae- og skakunstneren Jimmy Cliff bliver 70 i dag. Og Serge Gainsbourg ville være blevet 80, hvis han havde valgt en anden og mere livsforlængende livsstil.

Endelig ville også Ronnie “Plonk” Lane – (Small) Faces – være fyldt år (72), men det gjorde multipel sclerose ikke muligt. Til gengæld spiller deres musik stadigvæk.

Troels Kløvedal – 75 år

2. april 2018

Ude på Djursland et sted udlever Troels Kløvedal sine sidste morgener på jorden, syg og dødsmærket. Men også – som man kan læse af de seneste interviews med ham i aviserne – fuld af livsappetit og -glæde. Og ikke mindst: taknemmelighed over det liv, han har haft frem til i dag, hvor han fylder 75 år.

Jeg er i fuld gang med at læse hans erindringsbog Alle mine morgener på jorden. Mit autodidakte liv, der tegner til at blive en sællert. Og den er bestemt også værd at læse. Jeg har aldrig fulgt så meget med i Kløvedals berømmelse som verdensomsejler i båden Nordkaperen. Men Troels Kløvedal er også repræsentant for den udskældte 68-generation og trækker med sit liv tråde gennem fx kollektivbevægelsen og helt til Aarhus og nærmeste omegn. Og det var det perspektiv, der fik mig til at investere i bogen ved dens udgivelse sidste vinter.

Og bogen giver da også et fint billede af en ung “oprører”, der med konjunkturernes gunst får mulighed for at leve det liv, han har lyst til. Sejle, skrive bøger og meget mere. Og gøre det på sin egen autodidakte vis. For det var det, der udmærkede  tresserne: Der var frit valg på alle hylder for ungdommen. Der var arbejde nok og penge behøvede ikke at være det store problem. Og konjunkturerne var en vigtig forklaring på ungdommens trang til at gøre op med forældregenerationen og det eksisterende samfund. Og Troels var en del af det – uden at falde helt sammen med en bestemt kulturel eller politisk retning i sit oprør og opgør med samtiden. Han var som mange dengang først og fremmest en fri fugl, der fløj derhen, hvor han havde lyst. Og lystens princip var måske i virkeligheden den dybeste drivkraft for ham og dem.

Bogen er værd at læse, fordi den giver et vigtig korrektiv til vor tids politisk korrekte opgør med “68” og halvfjerdsernes antiautoritære og samfundskritiske ungdom. Et fint billede af en svunden tid, der var unik og som præger os dybt den dag i dag – og som desværre aldrig kommer igen.

Musikken spiller en perifer rolle i bogen, men er dog til stede hist og pist.

Den våde marts

1. april 2018

A stick, a stone
It’s the end of the road
It’s the rest of a stump
It’s a little alone

It’s a sliver of glass
It is life, it’s the sun
It is night, it is death
It’s a trap, it’s a gun

The oak when it blooms
A fox in the brush
The knot in the wood
The song of a thrush

The wood of the wind
A cliff, a fall
A scratch, a lump
It is nothing at all

It’s the wind blowing free
It’s the end of the slope
It’s a beam, it’s a void
It’s a hunch, it’s a hope

And the river bank talks
Of the waters of March
It’s the end of the strain
The joy in your heart

The foot, the ground
The flesh and the bone
The beat of the road
A slingshot’s stone

A fish, a flash
A silvery glow
A fight, a bet
The range of a bow

The bed of the well
The end of the line
The dismay in the face
It’s a loss, it’s a find

A spear, a spike
A point, a nail
A drip, a drop
The end of the tale

A truckload of bricks
In the soft morning light
The sound of a shot
In the dead of the night

A mile, a must
A thrust, a bump
It’s a girl, it’s a rhyme
It’s a cold, it’s the mumps

The plan of the house
The body in bed
And the car that got stuck
It’s the mud, it’s the mud

Afloat, adrift
A flight, a wing
A hawk, a quail
The promise of spring

And the riverbank talks
Of the waters of March
It’s the promise of life
It’s the joy in your heart

(musical Interlude)

A snake, a stick
It is John, it is Joe
It’s a thorn in your hand
And a cut in your toe

A point, a grain
A bee, a bite
A blink, a buzzard
A sudden stroke of night

A pass in the mountains
A horse and a mule
In the distance the shelves
Rode three shadows of blue

And the riverbank talks
Of the waters of March
It’s the promise of life
In your heart, in your heart

A stick, a stone
The end of the road
The edge of a log
A lonesome road

A sliver of glass
A life, the sun
A knife, a death
The end of the run

And the riverbank talks
Of the waters of March
It’s the end of all strain
It’s the joy in your heart

 

B-siden: Girl

1. april 2018

Det er efterhånden længe siden, jeg har dykket ned i singlernes B-sider. Men i dag kom jeg til at snuse lidt rundt i mine gamle singleplademapper, den med lutter Beatles- og Elvis-singler og -EP’er. Og så faldt mit blik på Beatles-singlen “Michelle/Girl” fra 1966 (Odeon SD5987) og jeg synes, det var rigtig længe siden, jeg havde lyttet til netop B-siden.

En af John Lennons sange. Til albummet Rubber Soul. En melankolsk sang om drømmepigen, som aldrig eller sjældent bliver til virkelighed (selv om Lennon mente, at Yoko Ono var den pige, der dukkede op mange år senere).

For at understrege det drømmerisk-intime i sangen, fik Lennon  teknikerne til at optage hans stemme så man kan høre ham trække vejret – med en fin effekt.

Is there anybody going to listen to my story
All about the girl who came to stay?
She’s the kind of girl
You want so much, it makes you sorry
Still you don’t regret a single day
Ah, girl, girl
When I think of all the times
I tried so hard to leave her
She will turn to me and start to cry
And she promises the earth to me
And I believe her
After all this time I don’t know why
Ah, girl, girl
She’s the kind of girl who puts you down
When friends are there
You feel a fool
When you say she’s looking good
She acts as if it’s understood
She’s cool, ooh, ooh, ooh
Girl, girl,…
Was she told when she was young
That pain would lead to pleasure?
Did she understand it when they said
That a man must break his back
To earn his day of leisure?
Will she still believe it when he’s dead?
Ah, girl, girl, girl
Ah, girl, girl

https://www.youtube.com/watch?v=MAPREIC3OKg

Kom og vær min aprilsnar

1. april 2018

Come be my April Fool
Come you’re the only one
Come on your rusted bike
Come we’ll break all the rules
We’ll ride like writers ride
Neither rich nor broke
We’ll race through alleyways
In our tattered cloaks so
Come be my April Fool
Come we’ll break all the rules
We’ll burn all of our poems
Add to God’s debris
We’ll pray to all of our saints
Icons of mystery
We’ll tramp through the mire
When our souls feel dead
With laughter we’ll inspire
Then back to life again
Come you’re the only one
Come be my April Fool
Come come
Be my April Fool
We’ll break all the rules