3. april 2018 arkiv

Capac anbefaler: Lunau & Sund – Landet brænder

3. april 2018

Parret Trine Lunaus & Peters Sunds femte albumudgivelse Landet brænder adskiller sig fra de foregående fire – så vidt jeg har kunnet researche mig frem til – ved denne gang at involvere et band af musikere. Ud over Lunau (sang og harmonika) og Lund (sang, guitar og mandolin) udgøres bandet af Palle Hjorth (tangenter, harmonika og klokkespil), Bo Gryholdt (bas), Jesper Elnegaard (trommer), Peter Dombernowsky (trommer, slagtøj) og Marcelo Woloski (slagtøj). Og selv om kollektivet måske ikke er en permanent og varig konstellation (det må tiden vise…), så har resultaterne af indspilningssessionerne præg af tæt og lydhørt sammenspil, sådan som man forventer af en sammentømret band.

Og kollektivet danner en fin ramme og klangbund for Lunaus & Sunds sange, der bevæger sig inden for en klar dansk vise- og folktradition, selv om også Lunau og Sund, som så mange andre danske kunstnere i disse år, er næret af det rodnet af folkelige amerikanske stilarter, man kalder americana. Men ikke  mere end at den danske tone har et klart overtag i udtrykket. Og det kan vi takke dels de dansksprogede tekster, der for størstedelens vedkommende udspringer af parret Lunaus og Sunds personlige oplevelser og tanker, selv om der har sneget sig et par tekster af Halfdan Rasmussen og Yeats (i oversættelse) ind. Og dels skyldes det danske parrets samarbejde i den vokale forgrund, hvor Trine Lunaus klare, smukke kvindevokal finder et naturligt modspil i Peter Sunds mørke mandsstemme. Og duoen er stadigvæk – trods det fine bandsammenspil – det naturlige centrum på pladen.

Landet brænder falder med sine personlige tekster fint ind i række af danske folke-vise-album, der siden tresserne har gjort krav på deres plads i lytternes hoveder og hjerter. Og heldigvis for det. Nye lyttere kan passende begynde her. Hermed anbefalet.

Errata: Duoen har gjort mig og andre opmærksom på, at de selv har skrevet alle tekster – altså ingen oversættelser. Jeg beklager fejlen.

Lunau & Sund. Landet brænder. Gateway. Udkom d. 23. marts 2018

 

Capac anbefaler: Hudson Taylor – Feel it again

3. april 2018

Coverfotoet på Hudson Taylors EP Feel it again minder om noget, man kunne se tilbage omkring 1970. To unge mænd – brødrene Harry og Alfie – med guitar og hun foran et træhus af en eller andet slags. Sådan lidt hen ad Crosby, Stills, Nash og deres debutalbum anno 1969. Folkrock…

Men indtrykket snyder lidt. De to irer, der gemmer sig bag Hudson Taylor bevæger sig ganske vist i en blød folk-rock-stil, der er klart inspireret af amerikansk folk, rock og pop med rødder netop i det, der foregik dengang. Det er akustisk, der er flerstemmig sang, der er rigtig gode melodier og arrangementer der vedstår arv og gæld til folkrockens forgængere i Amerika. Men samtidig er der også noget meget moderne over de to herrers lyd. Sangskrivningen bærer præg af at være blevet til i en anden tid, hvor gamle dyder inden for popsangskrivning (fx klare B-stykker/omkvad) ikke helt spiller samme rolle i det melodiske.

Men Hudson Taylor indskriver sig som en moderne, poporienteret duo i folkrocktraditionen og skal nok få flere tilhængere blandt såvel gamle som nye folkrocktilhængere, når de kommer ud i sommerlandet og præsentere de fem sange fra den nye plade. Hermed anbefalet.

Hudson Taylor. Feel it again. Producer: Ryan Hadlock. Rubyworks. Udkom 23. marts.