CAPAC

Det er efterhånden længe siden, jeg sidst kommenterede emnet ledighed og aktivering. Men det er ikke glemt. Og nu er der al mulig grund til at vende tilbage. Ledigheden stiger. Der er omkring 75.000-80.000 heltidsledige lige nu, og prognoserne siger, at ledigheden vil fordobles, måske endda tredobles, inden udgangen af 2010.

Samtidig har regeringen uforfærdet sat en såkaldt reform af arbejdsløshedssystemet i gang. En reform, der er udtænkt og møntet på en periode med lav eller faldende ledighed. Endvidere lægges ansvaret for området fra Staten over på kommunerne.

I går kunne man i DR2s transmission fra folketinget høre en behjertet socialdemokrat forsøge at få en arbejdsmarkedsordfører fra det store regeringsparti Venstre til at sige noget om, hvordan regeringen havde tænkt sig at finansiere arbejdsmarkedspolitikken i kommunerne, når nu ledigheden steg voldsomt. Skulle kommunerne hente pengene i børneinstitutionerne, ældreplejen, på anlægsområdet eller? I stedet for et konkret svar (noget, der er en sjældenhed i politik nu om stunder) fik socialdemokraten en dagdrøm, hvor Venstre-manden lod fantasien arbejde på grundlag af nogle få spæde tegn i økonomien på, at krisen måske, måske ikke, var ved at vende… Det var som at se Kejserens Nye Klæder blive opført på tv-skærmen.

Fornemmelsen af, at regeringen ikke har nogen arbejdsmarkedspolitik for krisen, blev bestyrket. Og imedens går mange bygningsarbejdere rundt og venter på at komme ud i perspektivløs, discount-aktivering (kurser i at skrive ansøgninger på pc og deslige), medens køen uden for kursuslokalet vokser og vokser…

Men danskerne er jo glade for den regering, og så længe man ikke selv er ledig, så er der jo ingen grund til at ændre noget…

I går aftes tonede fru beskæftigelsesminister Støiberg frem på skærmen iført pelskrave og skulle udtale sig om den voldsomt stigende arbejdsløshed – pt. omkring 80.000 heltidsledige. En arbejdsmarkedforsker fra Ålborg konstaterede tørt, at “systemet” ikke var indrettet på at efteruddanne de mange, der sandsynligvis aldrig ville kunne vende tilbage til den brance, de kom fra. Og Inger kørte i rundkreds, medens hun repeterede, at regeringens sandelig havde gjort noget for at de ledige kunne opkvalificeres (fx at arbejdsgivere kunne få tilskud – hvilket jo nok skal hjælpe de fyrede… eller forlængelse af voksenlærlingeordningen) og var klar til at “justere på skruerne”, hvis det skulle være nødvendigt. Og så indføjede hun reflektorisk, at der sandelig stadigvæk var brug for social- og sundhedshjælpere, og der var plads på uddannelserne.

Men sagen er, at det nok ikke er tilstrækkeligt at stramme en skrue her eller der, når hele systemet stort set er indrettet på meningsløs aktivering i form at jobskrivningsøvelser… Der skal kroner på bordet. Systemet skal reformeres, og det kan ikke gå hurtigt nok, hvis ellers prognoserne for ledigheden holder. Det skal blive “spændende” at se, hvordan jorden begynder at brænde under fruens fødder, efterhånden som arbejdsløshedsspiralen drejer. Allerede nu ser det ud, som om fru Støiberg ikke rigtig ved, hvilket ben hun skal stå på.

“Heldigvis” kom finanskrisen den borgelige regerings arbejdsmarkedspolitiske indsats i forkøbet. De nåede ikke at reducere ledighedsperioden til to år. Til gengæld har de indrettet systemet på en måde, der slet ikke tager hånd om den aktuelle ledigheds problem. Masse vis af ufaglærte og folk fra byggefagene ryger ud i ledighed nu – med ringe udsigt til at kunne vende tilbage til lignende jobs. Derfor er der kun et svar: efteruddannelse. Når “vi” kan polere bankerne med guldstøv, kan vi så sandelig også sørge for, at de ledige bliver uddannet til andre jobs (så de kan komme til at betale den skat, der bl.a. skal finansiere bankpakkerne…). Hænderne op af lommen, Inger Støiberg!

Næppe har man i sit stille sind glædet sig over, at 4-ansøgninger-om-ugen-kravet er blevet droppet, før man læser, at de ledige sandelig skal skrive den samme mængde ansøgninger som før. Hvilket måske betyder, at man i nogle uger skal skrive x-antal…

Vanviddet fortsætter. Og man gruer for, hvad det vil gøre ved aktiveringssystemet, når ledigheden kommer op på det dobbelte, tredobbelte, firdobbelte…

Og dernæst har jeg snakket med en nabo, der har været igennem en alvorlig kræftsygdom og – efter en alt for kort rekreationsperiode på nogle få uger – begyndt på et deltidsjob. Hun jages rundt i manegen af jobcenteret, der hele tiden skal sikre sig, at hun ikke danderer rundt og nasser på os andre hårdt belastede arbejdsomme skatteborgere! Hun kunne også fortælle om en bekendt, der på grund af alvorlig sygdom  er blevet 100% uarbejdsdygtig. Alligevel er Claus Hjort Frederiksens små hjælpere i hælene på hende. For der kunne jo være tale om pjæk eller arbejdsvægring, så længe vedkommende ikke har fået tildelt førtidspension. I øvrigt har ingen hjulpet hende i gang med den proces…

Jeg har givet udtryk for det før: Social- og velfærdspolitik er blevet til uanstændig, uværdig arbejdsmarkedpolitik under regeringen Fogh-Kjærsgaard. Den enkelte vejes i forhold til hvor mange procent arbejde, der er tilbage i kroppen, og alle andre hensyn bliver sat i parentes.

Læs også her – her og her.

Dagens nyhed for de ledige er, at beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksen omsider har droppet kravet om, at ledige skal skrive fire ansøgninger om ugen. Massiv kritik fra a-kasser og arbejdsgivere – og en stigende arbejdsløshed – har fået ministeren til at resignere. I stedet skal a-kasserne hjælpe de ledige med at søge jobs – sådan som de også tidligere har gjort. Man kan ikke ligefrem kalde det et fremskridt, men der er en absurditet mindre i det Frederiksenske aktiveringscirkus…

I dagens aviser kan man læse, at 115.000 danskere har valgt at droppe a-kassen. De har angiveligt troet på regeringens prædiken om den “historisk lave arbejdsløshed” og tyrkertroen på, at det ikke kunne gå den anden vej. Det gør det altså nu. Og en række danskere må se i øjnene, at de ender på socialhjælp, når de får fyresedlen. Skal staten også gå ind og redde dem, lige som man reddede bankspekulanterne og alle dem med dristige lån i huset? Måske burde man i stedet overveje, at gøre det lovpligtigt som arbejdstager at være med i en offentlig a-kasse. Det ville være i god overensstemmelse med realiteterne i vores kapitalistiske økonomi.

I den borgerlige avis Weekendavisen har der de forløbne uger været en del indlæg om den aktuelle arbejdsmarkedspolitik på ledighedsområdet. Under overskriften “Arbejdsmoralisme” angriber cand. mag Mark Thornberg regeringens arbejdsmarkedspolitik, fordi den ikke vil differentiere i forhold til de lediges kvalifikationer. Thornberg har tidligere fremført argumenterne for en sådan differentiering (se indlægget her). Der er da også noget dybt absurd ved regeringens politik over for de ledige. Enhver der har søgt job ved, at man på arbejdsmarkedet skelner, differentierer mellem de arbejdssøgende. Man forskelsbehandler, med andre ord. Man bliver vejet på grundlag af sin uddannelse, sine erfaringer, sit cv og så videre. På godt og ondt. Fx kan man ofte opleve, at man får et afslag, fordi man er “overkvalificeret”. Det står måske ikke i selve afslaget, men en efterfølgende uforpligtende telefonsamtale kan sætte ord på problemet…
Netop fordi arbejdsmarkedet – arbejdsgiverne – differentierer, når de ansætter folk, så burde man vel kunne forvente, at ledighedssystemet gjorde det samme?! Men, nej. For beskæftigelsesministeren og hans regering er alt arbejde ét fedt. Ingen kan gøre krav på eller have forventning om, at der tages særlige hensyn til den faglige baggage eller erfaringsopsamling, han eller hun måtte have med. Der er dog et problem ved denne forsimplede anskuelse. De ledige er ikke ét fedt. Den person, der hele sit liv har været ufaglært, vil ikke – med mindre vedkommende bliver efteruddannet – kunne søge jobs, der kræver uddannelse og specifike kompetencer. Og det gælder i en vis forstand også den anden vej. Har du brugt de meste af dit liv som gymnasielærer, så er du ikke selvskrevet til et lagerjob, fordi andre har erfaring og kompetencer på det område.
Det danske arbejdsmarkedssystem er ofte blevet rost for sin fleksibilitet. Dagpengesystemet har været en god forudsætning for, at arbejdsgivere hurtigt kunne komme af med overflødig arbejdskraft – og få fat i ny, når det var nødvendigt.
Med regeringens firkantede, forældede, moralske arbejdsbegreb, der er et levn fra industrisamfundets tidligste dage, er man med til at gøre det danske arbejdsmarked mindre fleksibelt. Det er på tide, at venstrefløjen gør op med denne anakronisme. Og nej, det handler ikke om, at nogle er bedre end andre – eller at noget arbejde er finere end andet. Det handler om, at vores kvalifikationsstruktur – som samfundet har postet ressourcer i – er forskellig, og vi bør sørge for at bruge denne struktur optimalt til den enkeltes og samfundets bedste.

Som andetsteds understreget har capac ikke tænkt sig at holde sig tilbage med sin splittende kritik af den siddende beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksen. Og også i dag leverer han stof til kritik. Jeg har tidligere været efter Frederiksens maniske aktiveringspolitik over for de ledige. Blandt andet det absurde krav om, at der skal søges fire stillinger om ugen.
Kravet viser sig nu – som forventeligt – at være en boomerang, der rammer ministeren – eller i hvert fald hans ministerium – lige i nakken. På DR-nyhederne kan man læse, at Beskæftigelsesministeriet de seneste seks måneder har modtaget hele 220 uopfordrede ansøgninger fra ledige. Noget lignende gør sig gældende for Arbejdsdirektoratet. Og begge steder gennemgår man seriøst de fremsendte ansøgninger og bruger meget tid og mange ressourcer på det. Måske man skulle overveje at sende nogle ansøgninger direkte til ministeren? Han må jo have brug for en spindoktor?!

Selv om capac for tiden arbejder mere end 45 timer om ugen, så er arbejdsløshedens spøgelse ikke forsvundet fra min horisont. I går snakkede jeg med en god nabo, der er kommet i vridemaskinen. Selv om hun er veluddannet akademiker er hun endt nederst i systempyramiden som socialklient. Og man har “tilbudt” hende en ulønnet, femmåneders erhvervspraktik som kassedame – uden løfte om ansættelse bagefter. Hvordan var det nu, det var: Der er masser af jobs derude! Ikke? Men man har ikke tillid til, at en akademiker kan klare mosten som kassedame!?
Og så hørte jeg en socialdemokrat i radioen. Han kunne ikke afvise, at det gamle lønmodtagerparti igen vil være med til at forringe de lediges situation. Hvis bare det gav mere arbejdskraft. Hvis interesser er det nu lige Socialdemokraterne tjener? Jeg spørger bare.
Og endelig kunne man i det seneste nummer af Magisterbladet læse en absurd københavernerhistorie om individuel jobvejledning, der blev forvandlet til masseinformationsmøde og vilkårlig nedladende behandling af de fremmødte.
Så længe politikerne mener, at det er i orden at behandle mennesker på den måde, man behandler ledige på, så bliver verden sandsynligvis ikke et bedre sted at være i…

Vi har haft en kortvarig periode med såkaldt ‘historisk lav arbejdsløshed’ (vi tillader os lige at se bort fra bagateller som, hvordan arbejdsløshed defineres, og hvordan ledighedsprocenten udregnes…). Og hvis man var godtroende nok, så kunne man forledes til at tro, at beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksen var ved helt at afskaffe arbejdsløheden – for godt. Men så kommer Nationalbankdirektør Nils Bernstein og river os ud af vores dagdrøm. Han ønsker, at ledigheden skal stige! Af hensyn til ‘balancen i økonomien’. Og det er meget upassende i en tid, hvor regeringen har reduceret store dele af socialpolitiken til arbejdsmarkedspolitik ud fra devisen, at arbejde er godt for snart sagt alt. Bernsteins utidige kommentar er et vidnesbyrd om, at ledighed primært er en økonomisk kategori, et økonomisk værktøj, i den kapitalistiske markedsøkonomi. Og ikke først og fremmest et social og kulturelt problem.
Man kan selvfølgelig godt forstå, at Claus Hjorth Frederiksen afviser Nationalbankdirektørens ønske, for hvis man således vil acceptere arbejdsløsheden som en nødvendig del af samfundsøkonomien, så nytter det vel ikke at blive ved med at forringe de lediges situation ud fra en illusion om, at ledigheden blot er et forbigående fænomen? Det ville jo være uanstændigt, ikke?! Og det er netop, hvad Frederiksen siger. Det er ‘dybt uanstændigt’ at ønske mere arbejdsløshed. Spørgsmålet er blot, om Frederiksens idealisme på dette område ikke kommer til kort over for de økonomiske realiteter – og at konsekvenserne kommer til at regne ned over dem, der uheldigvis er ledige, når krisen sætter ind?