Indlæg tagget med uddannelse

Flere besparelser – flere protester – gymnasierne

1. oktober 2007

Det må vel snart stå klart for enhver, at regeringens satsning på uddannelsesområdet er forblevet ved tomme ord og nedskæringer. I dag går gymnasieelever fra 13 gymnasier på gaden – godt bakket op af deres lærere – i protest mod millionnedskæringer (90 millioner). Undervisningsministeren snakker udenom og dækker sig ind med, at der har været et folketingsflertal bag sparekniven, hvilket jo mere har karakter af en bortforklaring. Nedskæringer kan antage mange former. Blandt andet kan man læse følgende: “Og endelig skal et beløb på 20 mio. kr. til at tage flere unge ind på pædagogikum findes af gymnasierne selv fra den lønbesparelse, der er ved at erstatte ældre lærere med yngre”. Hvordan var det nu med regeringens seniorpolitik? Man skulle sørge for, at de ældre medarbejdere blev på arbejdsmarkedet i længere tid? Etc. Hvordan mon det vil gå de “ældre lærere”, der efter den nye gymnasiereform er så uheldige at sidde med en fagkombination, der ikke tiltrækker de unge? Og så lader regeringen oven i købet gymnasieledelserne om at føre kniven. Hm.

Flere børn i klasserne?

28. september 2007

Flere forskere i pædagogik mener. Og så må det jo være sandt, ikke? Det er Jyllands-Posten, der refererer en artikel fra Kristelig Dagblad, hvor blandt andre professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Niels Egelund, angriber folkeskolelæreres, forældres og politikeres modstand mod øgning af klassekvotienterne. Det er en myte, mener professoren, med henvisning til en OECD-rapport, der påviser, at det danske folkeskolesystem er blandt verdens dyreste, og at forklaringen blandt andet er de små klassestørrelser.
Det man med rette må stille spørgsmålstegn ved over for Kloge åger som Niels Egelund er, om rapporter fra OECD eller PISA-undersøgelser blot kan overføres til danske forhold. Er en folkeskole i det autoritære, indlæringsdominerede Frankrig sammenlignelig med den danske folkeskole, hvor børnene behandles som vores ligemænd – og opfører sig derefter? For eksempel. Vi kan ikke enøjet se bort fra, at der er store historiske og kulturelle forskelle på de forskellige skolesystemer i Europa, og at disse forskelle må tages i betragtning, når vi sammenligner. Og det er et stort problem, at det ikke sker.

Læreruddannelsen på røven

12. september 2007

I denne blog har vi holdt øje med diskussionen om folkeskolen og folkeskolelærerne, der af den siddende undervisningsminister og regeringen nærmest er blevet gjort til ondets rødder, når diskussionen faldt på folkeskolen og den uddannelse, børnene får.

Den massive, dårlige omtale af folkeskolen og dens lærere har blandt andet haft den effekt at søgningen til lærerseminarierne er faldet dramatisk. For at ændre på dette forhold – og dermed på længere sigt ændre på folkeskolens status – har regeringen indført en ny bekendtgørelse for læreruddannelsen.

Meningerne om den nye uddannelse er delte, men det er da prisværdigt, at man vil højne uddannelsens indholdsmæssige kvalitet.

Problemet er blot, at ingenting vil ændre sig til det bedre, hvis man ikke sørger for, at de nødvendige ressourcer er tilstede. I dagens aviser kan man således læse, at 11 ud af landets ialt 19 lærerseminarier skranter på grund af dårlig økonomi. årsagen er, at man finansierer seminarierne (som en række andre uddannelser) gennem det såkaldte taxametersystem, der betyder, at uddannelsesinstitutionen bliver betalt pr. gennemført studium. Indtægtsgrundlaget svinger altså med antallet af studerende. Falder antallet og er der mange, der springer fra undervejs, så forringes økonomien, og uddannelsesinstitutionen må spare, hvilket som oftest betyder: fyre undervisere.

Det betyder igen en forringelse af uddannelsen, hvilket så medfører, at søgningen til uddannelsen påvirkes negativt. Hertil skal lægges, at de overenskomstsmæssige lønstigninger, som lærerne får, ikke kompenseres ved ekstra bevillinger fra staten.

Man behøver ikke at have studeret økonomi ved en højere læreanstalt for at forstå at disse vilkår indebærer en forringelse af uddannelsen – og at nok så mange gode hensigter og nye uddannelsesbekendtgørelser ikke vil kunne ændre på dette forhold.

Tilbagespoling: 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, med flere…

Folkeskolelærerne – igen

18. august 2007

Lærerseminarierne lider under, at de unge i stigende grad har fravalgt læreruddannelsen, når de skulle søge en levevej. Samtidig springer en tredjedel fra inden de er færdige. Enten for at læse på Danmarks Pædagogiske Universitet eller for at lave noget helt andet. Nu vil undervisningsminister Bertel Haarder gøre det endnu lettere for lærerstuderende at læse videre på universitetet. Og det skal gøres lettere for universitetsstuderende at læse til lærer. Forslaget lyder jo vældig smart. Det smager af synergi-effekt af samarbejdet mellem universiteter og de såkaldte professionshøjskoler. Men, spørgsmålet er, om ikke undervisningsministeren blot forstærker den negative udvikling, der har vist sig de seneste år inden for læreruddannelsen. Så længe seminarieuddannelserne udsættes for økonomisk udpining er der ikke grund til at tro, at unge vil opfatte den som særlig attraktiv – eller at universitetsuddannede skulle få lyst til at søge den vej…

Seminarielærere

12. august 2007

I efteråret afsatte Folketinget 35 millioner kroner, så underviserne på landets lærer- og pædagogseminarier kunne blive efteruddannet. Efteruddannelsen skulle gavne de betrængte uddannelser af lærere og pædagoger. Men – pengene ligger stadigvæk hos Bertel Haarder, selv om seminarierne har rykket flere gange. Igen må man spørger: Hvor meget ligger disse uddannelser egentlig undervisningsministeren på sinde?

Den feminine folkeskole

7. august 2007

Der er åbenbart ingen ende på problemerne i folkeskolen. I hvert fald, hvis man skal dømme ud fra mediernes omtale. Ikke blot falder antallet af ansøgere til læreruddannelsen, mange springer fra samme uddannelse, inden de er færdige, vi står over for en stor afgang af ældre lærere osv. Og så videre. Og i dagens avis kan man så læse, at den feminisering af den offentlige sektor, som antropologen Anne Knudsen for år tilbage fremhævede som et problem, også har sat sig igennem i folkeskolen. Hver anden folkeskolelærer er en kvinde, og specielt yngre mænd – dem under 30 – er underrepræsenteret.
På hvilken måde er den kvindelige dominans et problem? Fagligt? Nej. Men måske socialt og psykologisk. I hvert fald er det jo en kendsgerning, at folkeskolen ikke kun satser på faglighed (jf. den løbende diskussion), men også på, hvad man kunne kalde “menneskelig udvikling”. Folkeskolen fortsætter med andre ord den værdimæssige feminisering, som de pædagogiske institutioner for længst har erkendt som værende et problem. Ikke mindst for drengene.
De løsninger der peges på – fra bl.a. DPU – er, at folkeskolelærernes karrieremuligheder skal forbedres, deres status skal højnes, og så skal der en bedre løn til. Men kan udviklingen vendes? Er der ikke en selvforstærkende effekt i det forhold, at pigerne dominerer på de gymnasiale uddannelser, de mellemlange og videregående uddannelser?

 

Læreruddannelsen som springbræt

4. august 2007

I den fortsatte strøm af informationer om læreruddannelsen og problemet med at rekruttere nok lærere til den betrængte folkeskole, kommer det nu frem, at mange lærerstuderende – mere end 30% – bruger uddannelsen som springbræt til noget andet, fx en universitetsuddannelse. Hvad enten de færdiggør uddannelsen eller dropper den i utide, så ender de i hvert fald ikke bag katederet i folkeskolen. Tallene kommer fra Danmarks Pædagogiske Universitet, der optager mange af de tidligere lærerstuderende.
Problemet er, mener Martin Bayer, at frafaldet skyldes indførelsen af de såkaldte professionsbachelor-uddannelser på de mellemlange videregående uddannelser (lærer-, pædagoguddannelse m.v.), der giver de unge direkte adgang til universiteterne. Med Beyers formulering “uddanner de sig ud af faget lige med det samme”. De bruger altså læreruddannelsen som en genvej i et uddannelsessystem, der sorterer fra på grund af karakterer. Men det afspejler også et andet forhold, som Jens Rasmussen fra DPU berører i en kommentar, nemlig at læreruddannelsen ikke er attraktiv nok, ikke er god nok.

“Studenterkvalitet”

2. august 2007

I dagens avis kan man læse en opfølgning på de seneste ugers skriverier angående manglen på folkeskolelærere (faldende optag på seminarier, afgang af ældre skolelærere osv. osv.). I dag drejer det sig om, hvad man – med et norsk begreb – kalder “studenterkvalitet”. Det viser sig, at karaktergennemsnittet for dem, der trods alt søger ind på lærerseminarierne ligger på et lille 8-tal på den gamle trettenskala (og mellem 5.7 og 4.7 på den nye 7-trinsskala). Betyder det så, at vi får dårlige folkeskolelærere ud i den anden ende? Det synes blandt andet professor Jens Rasmussen fra Danmarks Pædagogiske Universitet at mene. Jeg er ikke så sikker. Min erfaring er, at karaktergennemsnittet på studentereksamensbeviset afspejler meget andet end faglige kvalifikationer. Fx umodenhed i de brydsomme år. Da jeg – i de adgangsfrie år i halvfjerdserne – læste på universitetet havde jeg flere kammerater med studentereksaminer, der ikke ville give dem adgang i dag, men som blev gode, velfunderede akademikere.
Termen “studenterkvalitet” afspejler i hvor høj grad uddannelsessystemet er at sammenligne med en pølsefabrik. Studenter er en slags hakkekød, der skal putte i maskinen for at komme ud i den anden ende som produkter. Og her er karakteren at ligne med hakkekødets varedeklaration. Hvor meget fedt er der i? Osv. Men studenter er mennesker, drenge og piger af kød og blod, med forskellige historier og forskellige talenter. Måske skulle man holde fast i det. Du får ikke en god læge ud af et menneske, fordi vedkommende har 13 i snit. Der kræves mere end faglig kundskab. Det samme gælder for folkeskolelærere osv. Men det kan være svært at holde fast i, når man tænker uddannelsessystemet som en privat virksomhed.

Læs også, hvad Ildkatten /Esther skriver om dette emne.

Statens Filmcentral – en minderune

31. juli 2007

I Weekendavisen bruger de agurketiden til at dyrke det nostalgiske. Bo Green Jensen og Réné Gummer skriver om uforglemmelige sange som fx Eagles’ “Hotel California”, der udsættes for Green Jensens kærlige og dybsindige analyse. Samtidig er der taget hul på en serie om barndommens skole. Pernille Steensgaard fortæller om sine halvfjerdserår i den velbjergede Ruderdal-folkeskole Vangeboskolen. Og selv om der er mange år mellem hendes skolegang og så min, så er der alligevel sammenfald. Hendes beskrivelse vækker minder, som når hun fx skriver: “Dér er nedgangen til kælderen, hvor vi sad på smalle gymnastikbænke uden ryglæn og så mærkelige smalfilm fra Statens Filmcentral om grinende grønlandske kvinder, der tyggede sælkødet for deres småbørn og førte det fra deres egen mund direkte over i børnenes, medens vi hvinede af væmmelse. Underholdningsværdien var lig nul, men vi elskede det”. Efter den sidste, selvmodsigende sætning kommer så historien om en skræmmende oplysningsfilm om kræft.
Jo, jeg husker det så nøje. Filmene fra Statens Filmcentral, der ved få lejligheder blev forevist for os elever på Sædding Skole i et materialerum. Her sad vi så blandt nye bøger, tavlekridt, pegepinde og andre skolematerialer og bivånede historiske optrin eller oplysende film om geografiske eller samfundsmæssige emner. Kræftoplysningsfilmene gik vi heldigvis glip af, selv om vandrehistorierne løb rundt blandt os i de ældste klasser. Der var en hel speciel stemning om disse forevisninger, og jeg er ret sikker på, at mine cineastiske lyster til 8- og 16-millimeterfilm blev grundlagt dér. Jeg var næsten henrevet, når lærerne omhyggeligt satte de små filmruller på det lille, gråmalede fremvisningsapparat og satte det i gang. Lyset kastedes op på lærredet, og en snurrende lyd fyldte det ellers andægtigt stille rum. Formastede en af eleverne sig til at være “urolig”, så var det uden for døren. Siden dengang har Statens Filmcentral stået for mig for alt, hvad jeg forbinder med sober folkeoplysning, en fornem medieinstitution, der måske har været lidt konservativ, men ikke desto mindre har været en væsentlig instans i opbygningen af min almendannelse. Især dengang, men også senere.

Mangel på skolelærere

30. juli 2007

Forleden langede jeg ud efter undervisningsminister Bertel Haarder, fordi han ikke bidrog til at forbedre folkeskolelærernes image – og dermed bidrog til at gøre jobbet som folkeskolelærer mere attraktivt for uddannelsessøgende unge. Knap var indlægget skrevet, før man kunne se samme Haarder “tørre” problemet med faldende ansøgerantal til lærerseminarierne af på Danmarks Lærerforening, som han gav skylden for det miserable billede af folkeskolen.
Nu kan man så læse i avisen (Kristelig Dagblad), at ikke blot er ansøgerantallet til uddannelsen det laveste i flere år, men der er også et stort frafald blandt dem, der faktisk kommer i gang. Mere en 33% springer fra, inden de kommer i mål. Og problemet med frafald har været voksende siden 1990. Hertil kommer, at omkring 40& af de aktive folkeskolelærere vil gå på pension inden for de næste ti år.
Det eneste, den siddende regering har kunnet bidrage med, er en nødtørftig reform af uddannelsen, der er blevet stærkt kritiseret og sammenlignet med fupmodernisering af et bilvrag. Hensigten med den nye læreruddannelse er blandt andet at højne fagligheden og kvaliteten af folkeskolelærerne. Om den vil kunne det, vil kun tiden vise. Men hensigten ødelægges sandsynligvis af, at lærerseminarier er presset økonomisk så hårdt i bund på grund af regeringens uddannelsespolitik, at det vil blive svært at omsætte reformens ideer til virkelighed. Og med en undervisningsminister, der tydeligvis ikke brænder for folkeskolen, ser det endnu sortere ud for fremtiden.

Folkeskolen på spanden

17. juli 2007

At uddanne børn og unge er en investering i fremtiden. Det koster penge, mange penge, at holde et uddannelsessystem i gang.

Med en kombination af besparelser, absurde administrationskrav og uigennemtænkt og usammenhængende skolepolitik har den siddende regering bragt folkeskolerne i en situation, hvor de er tvunget til at forringe undervisningen yderligere. Der skal spares yderligere, og da der i forvejen er skåret ind til benet, og man ikke kan fodre lærerne med mursten, må man skære ned på timetallet. Ned under den grænse, som undervisningsministeriet har sat som minimum for god undervisning. Eleverne får færre timer, end politikerne har lovet dem.

Som sædvanligt udøver undervisningsminister Bertel Haarder ansvarsforflygtigelse, idet han “tørrer” ansvaret af på henholdsvis kommunerne (“de har fået pengene”, “de prioriterer forkert” osv.) og lærer ( “de overdriver” – og så glemmer vi lige Bertels løfter om ikke at hakke på folkeskolelærerne på grund af deres ramponerede image!).

Den offentlige kage er ikke stor nok, og når politikerne – fx Haarder – stiller nye krav til den “service”, det offentlige skal give, så må det offentlige – ikke mindst kommunerne – skære ned andre steder. Den borgerlige tanke om, at vi “kan får mere for de samme penge” har for længst vist sig at være ideologisk bragesnak.
Problemet er også, at folkeskolens ringe vilkår vil få skolelærere til at forlade skolen og søge andre græsgange. Hvis man ikke fagligt og pædagogisk kan komme til at gøre en forskel, mister man motivationen. Og det på et tidspunkt, hvor undervisningsministeren vil gøre det mere attraktivt at blive skolelærer, og hvor ansøgningstallet til lærerseminarierne er faldet drastisk m.m. Her er det ikke nok med en ny læreruddannelse og en slant penge til kommunerne.
Bertel Haarders arrogante vasken-hænder afslører regeringens sande sindelag, når det kommer til diskussionen om “velfærdet”. Som Helle Thornings Schmidt udtrykte det, så har de ikke hjertet med. Nu er det op til oppositionen med Socialdemokratiet i spidsen at formulere en reform for skoleområdet, der kan rette op på den synkende skude. Nu.

Folkeskolelærernes image

25. juni 2007

Forleden mødte jeg en god bekendt, der er folkeskolelærer. Vedkommende fortalte mig, at hun nu havde sagt sit job op. Hun havde sagt sin fast stilling med pension op til fordel for et mere usikkert liv som vikar, suppleret med andre småjobs. årsag: Hun gad ikke længere bruge al sin tid på dokumentation, evaluering, rapportering, elevplaner og så videre. Livet er for kort til den slags bureaukratisk galskab.
Jeg kom til at tænke på hende, nu hvor folkeskolelærernes image er på avisernes forsider. En aktuel undersøgelse mener at vise, at der er ringe tillid til den danske folkeskolelærer. Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, har hurtigt været ude og kaste skylden på den siddende regering. Han siger: “Når lærere generelt har et dårligt ry, skyldes det, at regeringspartierne gennem flere år systematisk har arbejdet på at nedbryde lærernes autoritet og anseelse for at mindske deres indflydelse”. Og der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at undervisningsminister Bertel Haarder og regeringen har ramponeret folkeskolelærernes image gevaldigt ved at gøre lærerne til syndebukke for en forfejlet skolepolitik.
Anders Bondo modsiges af en såkaldt konsulent, Carsten Mai, der har været spindoktor for indenrigsminister Thor Pedersen og Københavns tidligere overborgmester Kramer Mikkelsen. Konsulenten siger: “Lærerne har proletariseret sig selv. De er altid gået efter at få fritid og ferier i stedet for løn. Og det har nu givet deres profession lavstatus som Danmarks bedst betalte bijob”. Og det er da også en del af problematikken. Folkeskolelærerne er historisk set gået fra at være kaldspersoner (på linje med præsterne) med indbygget prestige til at være almindelige lønmodtagere. Dermed mistede lærerrollen sin aura. Men ansvaret for denne udvikling er jo ikke folkeskolelærernes alene. Mai fortsætter med at gøre skolelærerne til syndebukke for skolepolitikken. At skolelærerne har handlet som lønmodtagere og forhandlet sig frem til visse arbejds- og lønvilkår (som arbejdsgiverne – nota bene! – har accepteret! ) forklarer jo ikke de årelange nedskæringer på området eller den hoved- og haleløse uddannelsespolitik. Det største ansvar for lærernes aktuelle lavstatus må ligge hos politikerne i folketinget, der gennem en årrække har mishandlet skoleområdet.

Sexappeal og faglighed

22. maj 2007

I et af de forsvundne indlæg skrev jeg om universitetslektor Klaus Kjøller, der er lektor på Københavns Universitet og beskæftiger sig med kommunikation. Kjøller havde pådraget sig studenternes vrede ved at hævde, at “en god røv” var mindst lige så vigtig – ja, faktisk vigtigere – for eksaminandens præstation ved det grønne bord som fagligheden. Nu har universitet slået fast, at Kjøller, som capac skrev, er ude i et useriøst ærinde, der undergraver den akademiske professionalisme. På universitetet er det fagligheden – og kun den – det drejer sig om. Alt andet er udtryk for manglende professionalisme.
Opdatering: Klaus Kjøller erkender sin brøler og siger: “- Jeg er fuldstændig enig i, at det ikke er så godt at bruge billeder, der kan opfattes seksuelt. Jeg begik en fejl ved at undervurdere den provokation, der lå i at bruge de billeder. Det underminerer jo autoriteten ved at gå til eksamen og også min autoritet”. Det var vist det, vi sagde…

Mistilliden i det danske uddannelsessystem

5. april 2007


Hvis man ikke har andet at lave i de stille påskedage før indkøbslørdagen, så vil blogbestyreren gerne anbefale, at man læser Weekendavisens interview med professor Jørn Lund. Jørn Lund, der er sprogmenneske (og i parentes bemærket var censor på capacs konferensspeciale…), udsender efter Påske en bog om det danske uddannelsessystems elendighed. Af interviewet fremgår det, at det netop er kontrollen og mistilliden, der er problemet. Lund er ikke en hr. Hvemsomhelst. Han sidder i bestyrelsen for Københavns Universitet og kender uddannelsessystemet indefra. Dertil kommer, at han er et diplomatisk menneske. Netop derfor er han værd at lægge øre til…

Er folkeskolen god nok?

25. marts 2007

Frøknen har tysk for til næste uge. Hun har fået til opgave at skrive sætninger med forholdsordsled. Og får at vide, at hun skal “analysere” sætningerne (“sætte kryds og bolle”). Tysklæreren forudsætter, at hun har lært det i dansk; men det har hun ikke – . Jeg spørger hende, om hun har lært noget om de forskellige forholdsord, og hvad de styrer? Det har hun heller ikke. Hm.
Tilføjelse: Efter manys replikker får jeg brug at tilføje, at mit ærinde ikke er at kritisere folkeskolelærerne i almindelighed. De har ikke de bedste arbejdsvilkår. Tænk blot på diskussionen om elevplanerne.