CAPAC

Det er hvidt herude,
kyndelmisse slår sin knude
overmåde hvas og hård,
hvidt forneden, hvidt foroven,
pudret tykt står træ i skoven
som udi min abildgård.

Det er tyst herude,
kun med sagte pik på rude
melder sig den små musvit.
Der er ingen fugl, der synger,
finken kun på kvisten gynger,
ser sig om og hvipper lidt.

Det er koldt herude,
ravne skrige, ugler tude,
søge føde, søge læ.
Kragen spanker om med skaden
højt på rygningen af laden,
skeler til det tamme kræ.

Hanen sig opsvinger
på en snemand, sine vinger
klaskende han sammenslår.
Krummer halsen stolt og galer -
hvad monstro han vil, den praler?
Hvis endda om tø han spår!

Inderlig jeg længes
efter vår, men vintren strænges,
atter vinden om til nord!
Kom, sydvest, som frosten tvinger,
kom med dine tågevinger,
kom og løs den bundne jord!

St. St. Blichers “Det er hvidt herude” (1838) med Thomas Laubs musik (1914) var også en af de sange, vi ofte havde på tapet i folkeskolen. Tekster blev omhyggeligt forklaret og var med til at udvide ens sproglige horisont og bevidsthed.

I gårsdagens aviser kunne man læse om kopiering af copyright-beskyttede tekster i folkeskolen. Forbruget – eller måske skulle man sige: misbruget – har antaget astronomiske dimensioner. I DR2s ellers seriøse tv-avis Deadlines eftermiddagsudgave var vinklen på lærernes misbrug og skoleledernes mangelfulde tilsyn med samme skolelærere. Men ikke et eneste ord om, hvorfor skolelærerne mon gad at stå i timevis ved en åndsvag kopimaskine! Nemlig det forhold, at skolerne er så økonomisk trængte, at der ikke længere er råd til elementære undervisningsmateriale som fx nye lærebøger. Sidste år fik min datter én ny lærebog, og det var en sensation, der blev talt meget om. Regeringen vil skabe verdens bedste uddannelsessystem. Så nytte det ikke noget, at forarme folkeskolen, gøre lærerne til tyveknægte, der af nød stjæler fra forlag og forfattere, og ellers må klare sig med det tvivlsomme internet… Det bliver mere og mere tydeligt, at regeringen ikke kan (og måske heller ikke vil) satse på det viden(s)samfund, den ellers snakker så meget om ved hver eneste festlig lejlighed.

De sidste måneder har jeg sammen med Frøkenen arbejdet hårdt på at finde et gymnasium i lokalområdet, som kunne imødekomme hendes faglige ønsker. Det har været svært. En meget lidt logisk opbygget studieordning (sikkert lavet af Djøffer i undervisningsministeriet) gør det til lidt af et puslespil at få de ønskede fag. Og ofte afhænger det af, om der bliver oprettet “valgfag”. Indtil videre har det heddet sig, at der skal 10 elever til oprettelse af en “valgfag”, og at det som regel kunne lade sig gøre.
Efter at have besøgt en række gymnasier og snakket med repræsentanter fra dem og diverse uddannelsesvejledere i folkeskolen, så er Frøkenen og jeg nået frem til et par gymnasier, der burde kunne imødekomme hendes ønsker. I store træk.
Men så kom regeringen ind over med sine kreative økonomiske tryllekunster. Citat:

“Det der egentligt sker er, at vi får færre penge til at uddanne den
enkelte elev. For år tilbage var der kun 24 i en klasse. Der står i
gymnasieloven, at der skal være 2.470 timer på de tre år gymnasiet
varer. Så det kan vi ikke ændre ved, vi kan kun øge klassekvotienten og
fjerne nogle valghold ved at sige, at der skal være 30 elever på et
hold, for at det kan blive til noget“

Peter Kuhlman, formand for Gymnasierektorerne. Så står man der med håret i postkassen, når man skal forklare sin datter, at hun – nu hvor ansøgningen er sendt af sted – måske alligevel ikke kan være sikker på at få musik… Jeg ønsker den regering hen hvor peberet gror!
PS. I øvrigt kunne man i sidste uge læse om – veluddannede, økonomisk velstillede – forældre, der forsøger at bestikke rektorer for at få et bestemt gymnasium til deres børn. Jo, den sociale arv arbejder sandelig ufortrødent videre i uddannelsessystemet…

I dette land har vi en statsminister, der engang blev gået som skatteminister på grund af “kreativ bogføring”. Siden har “kreativ bogføring” været værktøj i den førte borgerlige politik. Et godt eksempel er uddannelsespolitikken. Men henvisning til økonomiske eksperters advarsler om økonomisk recession (økonomiske eksperter, som man lytter til, når det ellers lige passer ind i de politiske dagsordner – ellers ikke) har regeringen og dens tro allierede påført de videregående uddannelser en besparelse på hele 6%. Det beskrives som en slags bunden opsparing, idet uddannelserne angiveligt får pengene igen næste år (hvis ellers de politiske og økonomiske omstændigheder tillader det). Men en besparelse er en besparelse. Du kan ikke bruge penge, du ikke har. Og besparelsen vil få konsekvenser for uddannelsernes kvalitet i kraft af forringelser (fyringer, beskæring af undervisningstimer osv.). Dertil kommer, at de nye justeringer af reglerne for supplerende dagpenge vil ramme ikke mindst universiteterne hårdt. De har i årevis lukreret på håbefulde undervisningsassistenter og eksterne lektorer, der har overlevet på supplerende dagpenge. Men nu er det hul delvist lukket.
Seneste kreative tiltag rammer gymnasierne, der i den seneste tid har kæmpet en hård kamp for at få uigennemtænkte studieordninger implementeret. Dernæst fik de en besparelse i nakken 53 millioner. Regeringen opfatter ikke besparelse som en besparelse men som en administrativ omlægning. Hvordan man kan finansiere et fængselsforlig med noget, der kun er en administrativ omlægning, skal man vist være finansminister for at få mening i.
Regeringen har lovet vælgerne, at danskerne skulle have verdens bedste uddannelsessystem. Men virkeligheden er en ganske anden. Enten er regeringen fuld af løgn eller også må den diske op med nogle reformer, der gør denne kritik til skamme.

I mange herrens år har vi i det danske uddannelsessystem haft et udskillelsessystem, der byggede på: karakterer. Adgangen til gymnasieuddannelser og længerevarende uddannelser har været reguleret af karaktergennemsnit. Når man ser bort fra perioder, hvor der har været fri adgang. I dagens avis kan man så læse, at det ikke længere skal være tilstrækkeligt at have gode karakterer for at blive  – for eksempel – lægestuderende. Nu skal der skeles til ansøgerens personlighed, fx dennes evne til “empati” (altså en psykologisk vurdering) eller evne til at træffe beslutninger og lede.
Umiddelbart lyder det jo besnærende. For hvem vil ikke helst have en læge, der kan sætte sig ind i patientens situation? Eller for den sags skyld: En advokat, en dyrlæge eller en jordmoder?
Karaktersystemets fordel er, når vi ser bort fra de ofte påpegede svagheder et sådan system indebærer, at det i en eller anden forstand er en målestok for den enkeltes faglige kvalifikationer. Gennem uddannelsessystemet tilegner den enkelte sig en sum af faglige kvalifikationer, der bliver en nøgle til den videre færd i systemet. Spørgsmålet er, om man ikke  med det nye tiltag underminerer det gamle system ved at indføre et element af vilkårlighed og dermed uretfærdighed? For hvem kan med sikkerhed vurdere om det unge menneske, der sidder over for en med gode karakterer, men måske også med ungdommelig usikkerhed osv., engang vil kunne blive en fremragende læge? Og kan vi udelukke, at tilfældige personlige anti- og sympatier vil kunne komme på spil, når et sådant udvælgelsessystem iværksættes? Man kan frygte, at ideen vil bane vejen for den form for fordomsfuldhed, man også ser i rekrutteringen af arbejdskraft på arbejdsmarkedet. I nyhedsbrevet kan man læse følgende: “Et skævt ansøgningsmønster har fået den veterinære uddannelse til atændre optagelsesproceduren, så det bliver nemmere at vurdere ansøgerne ud fra de unges interesser og arbejdsmarkedets behov.I dag er 90 procent af de studerende kvinder, og samtidig er der mangel på dyrlæger til produktionsdyr og fødevaresikkerhedsområdet.” Vil det være rimeligt at afvise en veluddannet kvinde, blot fordi hun fx vil være dyrlæge på et dyrehospital? 

Lektor Hans Hauge, som tidligere har været diskuteret i denne blog, skriver i dagens Kristelig Dagblad om litteraturens forsvinden på landets universitære danskstudier. I dag vil man ikke beskæftige sig med dansk skønlitteratur og da slet ikke, hvis den er skrevet før 1900. Exit Søren Kierkegaard. Exit Holberg. Exit H.C. Andersen. Exit…
Næ, i dag handler det om kommunikation (for det kan jo bruges til noget ude i det store erhvervsliv), om formidling (for det kan jo…) osv.
På nordiskstudiet i København kan man mønstre to skaldede kurser i nordisk litteratur. To. Og lederen af danskstudiet, Klaus Kjøller (der ikke er litteraturmand, men kommunikator), mener ikke, at det er et problem. Hans Hauge nedsabler Kjøllers holdning med vanlig skarphed. Kjøller er de facto med til at nedlægge litteraturstudiet.
Med hvad skal vi også med det gamle lort? Litteraturen kan vi jo ikke lære noget af, vel? I hvert fald ikke noget, vi kan bruge til noget her og nu (på bundlinjen), vel?
Hans Hauge kalder det en tendens. Og han har ret. Tendensen mod en stadig udvanding af beskæftigelsen med litteratur på landets uddannelser har været tydelig og klar i flere år. Andre “vigtige” fag har skubbet til tendensen: IT, medier, pædagogik osv. Kravet om mere erhvervsretning har banket på igen og igen. Dannelsen og almendannelsen er jo allerede gået down the drain. Æret være litteraturstudiets minde.

Det er mere end 30 år siden, capac påbegyndte en universitetsuddannelse. Og siden dengang har han igen og igen hørt klagesange om de studerendes langsommelighed, deres springen fra studie til studie og irrationelle drop-outs. Dengang kunne man læse i mange år uden de store problemer. Jeg kan huske, at jeg som nystartet læste en oversigt over gennemførselstider på de forskellige studier, og på teologi lå den på 13 år. Altså gennemsnittet…
Siden er studietiderne blevet reduceret, der indført SU-stramninger, stop-prøver og Fanden og hans pumpestok for at holde de unge til ilden. Og alligevel kan man i dagens avis læse, at de unge mennesker fortsat fjumrer rundt og springer fra en ene studietue til den næste efter forgodtbefindende. Og i den nuværende regerings regeringsperiode – fra 2000 til 2005 – er gennemførselstiden blevet forlænget med syv måneder. Gennemsnitligt.
Det har – forventeligt – fået undervisningsminister Bertel Haarder til at skyde skylden på universiteterne. De er ikke gode nok til at overføre merit. Universiteterne udøver “institutionel protektionisme”, fordi de ikke vil anerkende anden uddannelse, end den de selv repræsenterer. Påstår Haarder. Endnu engang er man vidne til, at undervisningsministeren tørrer problemerne af på de institutioner, han burde tjene. Endnu engang hænger han en uddannelsesinstitution ud i medierne, i stedet for at give plads for eftertanke og selvkritik. Selvkritik er åbenlyst ikke en egenskab, den mand besidder.
Så er det jo godt, at ungdommen selv kan fremføre kritikken. Næstformand for DSF, danske studerende fællesråd, Rune Møller Stahl peger på, at den uddannelsespolitiske strategi – der kort fortalt går ud på at piske de unge til at makke ret – ikke virker. Måske man skulle tage denne strategi op til overvejelse i regeringen?! Måske flere ressourcer til universiteterne, bedre studieforhold, bedre vejledning osv. kunne afhjælpe problemet lidt!? Det ville selvfølgelig forudsætte, at undervisningsministeren og hans regering korrigerede sit menneskesyn. Opfattelsen af mennesket som et æsel.

Da capac var en lille purk, der gik i Vestre Skole i Esbjerg, var udenadslære en del af indlæringsmetodikken. Jeg husker især alle de salmevers, vi fra dag til dag skulle repetere som små robotter. Abraham sad i Mamrelund… Og så var der kongerækken og købstæderne på Fyn. I dag kan jeg ikke huske mange af de salmevers, jeg memorerede dengang.
Udenadslære kan være en god ting i visse sammenhænge. Fx kan det være endog særdeles befordrende for sprogindlæring, at man har styr på grammatiske regler, eller matematikindlæring, at man kan huske formler og læresætninger. Men udenadslære for udenadslærens egen skyld er ufrugtbar.
Noget tyder på, at udenadslæren i dens ufrugtbare form er ved at vende tilbage til folkeskolen. Regeringen har indført de såkaldte “nationale tests”, hvis formål er at højne det faglige niveau. Effekten af sådanne obligatoriske tests er åbenlys.

Skolelærerne indretter deres undervisning efter testen. I min datters klasse har det blandt andet medført at anden undervisning – oven i købet obligatorisk sådan – er blevet droppet, fordi der ikke er timer til det hele… Hvad, der derimod ikke er evident, er, om disse test overhovedet virker efter hensigten, dvs. om de overhovedet højner det faglige niveau.
Professor Sven Erik Nordbo, der har været med til at undersøge testen og dens faglige betydning siger til Jyllands-Posten:
“Jeg hører fra mange lærere, at de lægger meget stor vægt på testene, fordi resultaterne bliver sendt videre til skoleledelsen, forældrene og kommunalbestyrelsen. Og vi ved fra udlandet, at sådan et pres ofte får den konsekvens, at lærerne begynder at indrette undervisningen direkte efter testene. Så bliver det klassisk udenadslære, uden at eleverne får den selvstændighed og kreativitet med, som vi ellers er så berømte for. Noget kunne tyde på, at det også er ved at ske i Danmark, og i det mindste burde vi undersøge det“.
Selvfølgelig indretter lærerne sig på kravene. Ellers ville de hurtigt få ørerne i maskinen. Og derfor undervises der med henblik på test. Og hele det pædagogiske arbejde i undervisningen kommer i anden række.
Hvad,  tests kan, er at skabe målbarhed, evidens, transparens og konkurrence. Skolerne kan (skal!) fremlægge deres testresultater på nettet og bryste sig af at have de bedste testresultater. Men det siger ikke noget om, hvad ungerne har lært. Eller om, hvilke færdigheder og kundskaber, du får med sig ud i den såkaldt virkelige verden.
Den nuværende regering – og, ikke at forglemme, den foregående – tror, at test, måling, kontrol, evaluering, rapportering, dokumentation osv. sikrer kvalitet, ja, endda højner kvalitet. Men er der noget, der tyder på det? Er ældreomsorgen blevet bedre, fordi de ansatte bruger tid på at registrere sig selv i hoved og røv? Er jobcentrenes arbejde blevet bedre (kommer der flere i arbejde?), fordi de ansatte bruger 75% af tiden på papirarbejde? Og hvad med socialrådgivernes arbejde? Er kvaliteten vokset, fordi de bruger trefjerdedele af deres arbejdsdag på kontorarbejde? Osv.
Abraham sad i Mamrelund…

Vi har hermed fornøjelsen af at bringe en video med bloggens politiske kæledægge, Johanne Schmidt Nielsen fra Enhedslisten. Hun skal nok blive til noget….

I den forgangne uge har der været opstandelse omkring brugerbetaling på visse videregående uddannelser i dette land. Hvad mon regeringens politik er – som hidden agenda ? Se den små Johanne fange Bertel på det forkerte ben (venstrebenet må det vel være). Her.

Læs også denne artikel om Haarders tvetungede tale…

I går kom det frem, at unge gymnasieelever, der bruger internettet i forbindelse med opgaver, kan komme i tvivl om, hvorvidt holocaust har foregået eller ikke. På internettets informationshav er der nemlig mange sider, der benægter eksistensen af nazisternes udryddelse af jøder, anderledestænkende, homoseksuelle, “ikke-ariske” mennesker m.fl.
På DRs hjemmeside bringes samme nyhed i dag, og af artiklen fremgår det, at nogle gymnasielærere åbenbart har henvendt sig til “Dansk Instut for Internationale Studier”, fordi deres elever således er blevet “snydt” i deres informationssøgning på nettet. En gymnasielærer fra Historielærerforeningen for Gymnasiet og HF, Peder Wiben, fortæller, hvordan nogle grupper af gymnasieelever var blevet forledt til at tro, at bombardementet af Dresden under krigen var det rigtige Holocaust – og ikke det, der foregik i lejrene.
For mig at se peger denne “sag” på nogle gevaldige mangler i undervisningen. Som det fremgår af artiklen er internettet de unges foretrukne informationskilde. Men hvordan står det til med undervisningen i brugen af internettet? Er lærerne godt nok rustet? Hvordan står det til med discipliner som medie- og kildekritik? Lærer de unge at skille skæg fra snot? Lærer de fx at kende forskel på et udgivet historisk værk og så tilfældige hjemmesider på nettet? Bliver de vejledt af en lærer, når de foretager deres søgninger? Osv. De unges vildfarelser på nettet indebærer en kritik af uddannelsessystemet.