Når tre af ens yndlings-singer-songwriters på spindesiden går samme i et projekt, så kan man kun have store forventninger. Og sådan er det med konstellationene Neko Case, k d lang og Laura Veirs. Den trio havde jeg ikke lige set komme, men så meget desto mere velkommen skal den være… Og det albumforeløbende nummer “Atomic Number” er da lovende..
The Mummies kom fra San Mateo i Californien. Blev dannet i 1988 og har været aktive siden – on and off. Ellers er de kendt for at holde sig væk fra alskens sociale medier osv., selv om de vist har en obskur hjemmeside. Så derfor er det lidt et scoop, at nedenstående optagelse fra amerikansk kabeltv er sendt i cirkulation – på sociale medier. Bemærk det tresseragtige mumieoutfit. Rock on punks!
stammer fra en sang af Mississippi John Hurt. Det blev jeg opmærksom på for ikke så længe siden. Og det er jo en både sjov og et eller andet sted forståelig forklaring, idet the blues jo et eller andet sted også er forudsætning for John B. Sebastians og de andre Lovin Spoonful-musikeres virke.
This is the ‘Coffee Blues’, I likes a certain brand
Maxwell’s House, it’s good till the last drop
Just like it says on the can, I used to have a girl
Cookin’ a good Maxwell House, she moved away
Some said to Memphis and some said to LelandBut I found her, I wanted her to cook me
Some good Maxwell’s House, you understand?
If I can get me just a spoonful of Maxwell’s House
Do me much good as two or three cups this other coffeeI’ve got to go to Memphis, bring her back to Leland
I wanna see my baby ’bout a lovin’ spoonful, my lovin’ spoonful
Well, I’m just got to have my lovin’, I found herGood mornin’, baby, how you do this mornin’?
Well, please, ma’am, just a lovin’ spoon, just a lovin’ spoonful
I declare, I got to have my lovin’ spoonful
My baby packed her suitcase and she went away
I couldn’t let her stay for my lovin’, my lovin’ spoonful
Well, I’m just got to have my lovin’Good mornin’, baby, how you do this mornin’?
Well, please, ma’am, just a lovin’ spoon, just a lovin’ spoonful, porter is wonderful
I declare, I got to have my lovin’ spoonfulWell, the preacher in the pulpit, jumpin’ up and down
He laid his Bible down for his lovin’
Ain’t Maxwell House all right?
Well, I’m just got to have my lovin’
Ja, i dag er det 30 år siden den svenske statsminister Olof Palme blev skudt ned i Stockholm. Et af de politiske drab, der siden har været omgærdet af mystik og stadigvæk ikke er fuldstændig opklaret, for nu at udtrykke det lidt diplomatisk. For nogle år siden havde jeg fornøjelsen af at stå lige der, hvor Palme faldt. Det var en underlig oplevelse, for stedet var den dag meget fredfyldt og svært at sætte i forbindelse med sådan en forbrydelse.
Nogenlunde på samme tid lyttede vi bl.a. til John Lennon og hans koncert i New York Citry (Live in New York City) og derfor er det helt oplagt at høre ham synge “Imagine”..
I morgen søndag fylder violinisten Svend Asmussen 100 år. Og alene det faktum berettiger til et par ord. Men i øvrigt er han vel kendt af alle, der er over tyve år!? Mest for sit virke inden for jazzen og underholdningen. Men en enkelt gang var han også med i et rockprojekt, nemlig da han var med på en af Shu-Bi-Duas album (Sønnen Claus spillede jo der…). Wikipedia opsumerer hans liv her.
Med Sonny Møllers nye plade Episode 2 Hvilkeløst Hjerte tilføjes endnu et kapitel til den nordjyske tradition for lokal forankret pop- og rock, som vi kender fra navne som Niels Hausgaard, Allan Olsen, Johnny Madsen m.fl. Ja, det er ikke helt forkert at tale om en særlig nordjysk rock, der med sit lokale tilsnit og sin særlige sprogtone adskiller sig fra det øvrige lands musikalske udgivelser.
Samme med sit band – -Sonny Møllers Orkester – fører Sonny Møller os gennem elleve sange, der både handler om livet på landevejen som farende musiker (“Landevej”) og den altid umulige kærlighed (“Umulige kode”) og livet i almindelighed (fx “Den dag jeg takker af”). Og teksterne, der – desværre, suk – ikke er aftrykt i mit anmeldereksemplar – er ligefremme, mundrette, hverdagsagtige og helt uden litterære ambitioner eller aspirationer. Det er sange, der er – med en journalistisk kliché – i øjenhøjde med sit publikum. Publikum og lyttere skal kunne spejle sig selv i disse sange, der taler direkte og folkeligt til dem derude på de mange små spillesteder og hjemme ved musikafspilleren.
Og musikken leveres mere end kompetent af orkesteret, der består af Jens Varmløse (guitar, orgel, slagtøj og kor), Thomas Vadmann (trommer og slagtøj), Rasmus Boje-NIelsen (bas), Tania Hadinger (sang), Margrete Grarup (kor på Drukket månen fuld) og Sonny selv (guitar og sang). Og der er tale om elementær rock, der bygger på rockens gyldne årtier fra halvtredserne og frem til og med halvfjerdserne. En slags solid husmandsrock, der passer perfekt til Sonny Møllers folkelighed. Det er musik, der først og fremmest vil underholde – i ordets bedste forstand – sit publikum og sine lyttere. Ikke musik, der først og fremmest lægger op til Kloge åge-fordybelse og dybe analyser i musiktidsskifter. Hermed anbefalet.
Sonny Møller. Episode II Hvileløst Hjerte. Produceret af Sonny Møller og Jens Varmløse. Møller Musik. Udkom den 26. Februar
Som trofaste læsere af denne blog vil vide, så har jazzen sneget sig ind her og hisset, selv om fokus har været på pop- og rock. Men som samme læsere også vil vide, så har jeg et blødt punkt, når det kommer til jazz. Ja, jeg kan ikke lytte til jazz uden at blive bevæget og berørt af denne musikalske genre.
Og nu sniger den sig så ind igen. Denne gang i form af sangerinden og sangskriveren Malene Kjærgårds nye plade Here’s to the Ladies. Et album, der – som titlen antyder – handler om kvinder, selv om den – heldigvis for det – henvender sig i lige så høj grad til begge køn.
Albummet består af ialt 12 numre. Heraf er halvdelen coverversioner af standards eller i hvert fald udsøgte numre fra jazzens store bog – lige fra Arlen og Mercer over Stephen Sondheim og til, ja, Lee Hazelwood (Nå ja, de sidste to er ikke decideret jazznumre, men bliver det i Kjærgårds versioneringer…). Og de restende seks sange står Kjærgård selv for. Og bag sig har Kjærgård et solidt, kongenialt band bestående af Kasper Villaume (piano), Mads Kjølby (guitarer), Tobias Dall Mikkelsen (bas), Snorre Kirk (trommer) og Jan Harbeck (tenorsaxofon). Og de fem herrer sørger for ubesværet at få pladens tolv numre til at hænge organisk sammen, så man ikke oplever den store forskel på fortolkninger af andres og egne numre.
Og til forskel fra flere andre plader med jazz, jeg har omtalt og anbefalet, så er denne plade renlivet jazz. Her flirtes ikke med populærmusikken for at tækkes nye publikummer og lyttere. Og det er heller ikke nødvendigt, for med valget af sange er der sørget for, at musikken griber ud over kredsen af jazz-afficionados. Fx den indledende “Come Rain og Come Shine”, som nok vil være velkendt for mange, eller Lee Hazlewoods gamle pophit (med Nancy Sinatra) “These Boots Are Made For Walking”, der i Kjærgårds udgave får en solid indsprøjtning af swingende jazz, der leder tanken hen på fx Ella Fitzgerald. Men også Kjærgårds egne sange besidder melodisk kvalitet nok til, at de burde kunne få selv det mest blaserte popøre til at lytte med.
Og Malene Kjærgård synger ganske enkelt hen-rivende. Hun har en dejlig stemme og hun fraserer og synger så let og ubesværet, at det er den rene fryd.
Here’s to the Ladies er en plade, der både rummer traditionen i sig, bl.a. i kraft af de valgte coverversioner, men også i selve den musikalske approach – og en plade, der er helt moderne i kraft af sit nyfeministiske (!?) tema og et næsten poppet tilsnit i sangene. Hermed anbefalet.
Malene Kjærgård. Here’s to teh Ladies. Produceret af Malene Kjærgård. Gateway. Udkom den 26. Februar.
Der er også nyt fra en anden af vor tids interessante kvindelige kunstnere, nemlig Fiona Apple, der medvirker på et nyt album med kunstneren Andrew Bird. Og jeg synes, at Fiona med sin særprægede, smukke stemme næsten stjæler billedet for Bird. Men vurdér det selv..
Det kan godt være, at tv-serien Vinyl ikke kommer til at leve helt op til mange anmelderes og seeres forventninger, men noget tyder på, at lydsporet risikerer at gå over i musikhistorie som mindeværdig. Forleden kunne vi høre Aimee Manns fine fortolkning af The Carpenters. Og nu dukker en anden af vor tids fine kvindelige fortolkere, Neco Case, så op med en loyal og indtagende udgave af Loggins og Messinas klassiske sange “Danny’s Song”, som også Anne Murray fortolkede dengang tilbage i halvfjerdserne.
Hun brød igennem med en sang om piger, der bare vil have sjov, og kastede sig siden hen med held over bluesmusikken. Og nu griber Cyndi Lauper fat i de amerikanske kerneværdier i form af countrymusikken. Hendes nye kommende skive hedder Detour og er som titlen siger en omvej via countrymusikken. Og i den første smagsprøve tager hun sig kærligt af en gammel Wanda Jackson-sang, “Funnel of love”, der passer som Hans i Grete til Cyndis stemme.
Meget passende markeres George Harrisons fødselsdag med udgivelsen af optagelser fra en hyldestkoncert, som Harrisons søn Dhani iværksatte for at hylde faderens musik. Over tre cd’er kan man opleve Beach Boys Brian Wilson og Al Jardine, Norah Jones, Heart’s Ann Wilson, the Flaming Lips’ Wayne Coyne, Perry Farrell, Brandon Flowers of the Killers, “Weird Al” Yankovic og andre (ialt 20 stk.) fortolke Harrisons musik. Nok noget for enhver Beatlemaniker.
Nogle år efter, at dette foto blev taget, voksede knægtens hår ud over ørerne og han blev medlem af en senere meget berømt beatgruppe ved navn The Beatles. George Harrison er barnets navn, og i dag ville han have holdt fødselsdag, hvis ikke en hjernesvulst havde kortet hans liv af allerede i november 2001. Født den 25. februar 1943, ville han være blevet 73 år. Vi markerer dagen med et genhør med Harrisons første officielle sangskriverbidrag til Fab Four, “Don’t bother me”, der var med på bandets andet album With the Beatles.
Det er efterhånden længe siden, jeg har ytret mig om politiske emner. Men i går var der noget, der fik mig til at gøre nedenstående overvejelser. Bemærk venligst, at jeg ikke bruger ordet klovn i den gængse, overførte, nedladende betydning, men i en mere original betydning. Det er vigtigt for at forstå min pointe…:
Jeg læser i den Store Danske, at en klovn er en person, der kan forene det tragiske med det komiske. Så i mine øjne spillede de konservatives Søren Pape klovnens rolle i går. Det var både tragisk og komisk at være vidne til hans forsøg på sno sig ud af det dilemma, han var endt i ved dels at erklære de konservatives mistillid til Eva Kjer Hansen som minister og dels ved at lade sig besnære af statsminister Lars Løkke Rasmussens tilbud om en tillægspakke med indbyggede forhandlinger (m. en desavoueret Kjer Hansen må man formode…). Pape mente, at han både kunne erklære Lars Løkke Rasmussen sin fulde tillid og erklære sin mistillid til Kjer Hansen.
Når man ikke forstår, at en minister repræsenterer regeringens politik, og at mistilliden til en minister derfor gælder regeringens – og dermed statsministerens – politik, så skal man have sine politiske skolepenge tilbage. Ellers ender man som klovn i cirkus dansk politik. Og det var, hvad der skete for Pape i går… Græd klovn, græd. Eller grin.
PS. Lars Løkke Rasmussens kommentarer ved det efterfølgende pressemøde i går viste, at han godt ved, hvordan tingene hænger sammen. Han ved godt, at regeringen står og falder med mistilliden til Eva Kjer Hansen – men han kan redde regeringens skind ved at tage Pape ved næsen og forføre ham med et tilbud om en kompenserende landbrugspakke. Den ‘lille svindler’ er en klog taktiker. Og desværre er der noget, der tyder på, at hans taktik måske lykkes….
Når man står op for en vis herre får sko på, så har man en chance for at opleve morgenens gennembrud fra natten. Så derfor er det også helt naturligt, at Cat Stevens har været i mit hovede de sidste par dage, hvor jeg netop har været tidligt på fære…
Â
Â
Morning has broken like the first morning
Blackbird has spoken like the first bird
Praise for the singing, praise for the morning
Praise for them springing fresh from the world
Sweet the rains new fall, sunlit from Heaven
Like the first dewfall on the first grass
Praise for the sweetness of the wet garden
Sprung in completeness where His feet pass
Mine is the sunlight, mine is the morning
Born of the one light, Eden saw play
Praise with elation, praise every morning
God’s recreation of the new day
Morning has broken like the first morning
Blackbird has spoken like the first bird
Praise for the singing, praise for the morning
Praise for them springing fresh from the world
Montreal-bandet Stars, som er en af mine personlige favoritbands fra Canada, har fortolket en anden favorit, nemlig selveste Bob Dylan. It’s ain’t me babe…
