I morgen søndag fylder violinisten Svend Asmussen 100 år. Og alene det faktum berettiger til et par ord. Men i øvrigt er han vel kendt af alle, der er over tyve år!? Mest for sit virke inden for jazzen og underholdningen. Men en enkelt gang var han også med i et rockprojekt, nemlig da han var med på en af Shu-Bi-Duas album (Sønnen Claus spillede jo der…). Wikipedia opsumerer hans liv her.
Med Sonny Møllers nye plade Episode 2 Hvilkeløst Hjerte tilføjes endnu et kapitel til den nordjyske tradition for lokal forankret pop- og rock, som vi kender fra navne som Niels Hausgaard, Allan Olsen, Johnny Madsen m.fl. Ja, det er ikke helt forkert at tale om en særlig nordjysk rock, der med sit lokale tilsnit og sin særlige sprogtone adskiller sig fra det øvrige lands musikalske udgivelser.
Samme med sit band – -Sonny Møllers Orkester – fører Sonny Møller os gennem elleve sange, der både handler om livet på landevejen som farende musiker (“Landevej”) og den altid umulige kærlighed (“Umulige kode”) og livet i almindelighed (fx “Den dag jeg takker af”). Og teksterne, der – desværre, suk – ikke er aftrykt i mit anmeldereksemplar – er ligefremme, mundrette, hverdagsagtige og helt uden litterære ambitioner eller aspirationer. Det er sange, der er – med en journalistisk kliché – i øjenhøjde med sit publikum. Publikum og lyttere skal kunne spejle sig selv i disse sange, der taler direkte og folkeligt til dem derude på de mange små spillesteder og hjemme ved musikafspilleren.
Og musikken leveres mere end kompetent af orkesteret, der består af Jens Varmløse (guitar, orgel, slagtøj og kor), Thomas Vadmann (trommer og slagtøj), Rasmus Boje-NIelsen (bas), Tania Hadinger (sang), Margrete Grarup (kor på Drukket månen fuld) og Sonny selv (guitar og sang). Og der er tale om elementær rock, der bygger på rockens gyldne årtier fra halvtredserne og frem til og med halvfjerdserne. En slags solid husmandsrock, der passer perfekt til Sonny Møllers folkelighed. Det er musik, der først og fremmest vil underholde – i ordets bedste forstand – sit publikum og sine lyttere. Ikke musik, der først og fremmest lægger op til Kloge åge-fordybelse og dybe analyser i musiktidsskifter. Hermed anbefalet.
Sonny Møller. Episode II Hvileløst Hjerte. Produceret af Sonny Møller og Jens Varmløse. Møller Musik. Udkom den 26. Februar
Som trofaste læsere af denne blog vil vide, så har jazzen sneget sig ind her og hisset, selv om fokus har været på pop- og rock. Men som samme læsere også vil vide, så har jeg et blødt punkt, når det kommer til jazz. Ja, jeg kan ikke lytte til jazz uden at blive bevæget og berørt af denne musikalske genre.
Og nu sniger den sig så ind igen. Denne gang i form af sangerinden og sangskriveren Malene Kjærgårds nye plade Here’s to the Ladies. Et album, der – som titlen antyder – handler om kvinder, selv om den – heldigvis for det – henvender sig i lige så høj grad til begge køn.
Albummet består af ialt 12 numre. Heraf er halvdelen coverversioner af standards eller i hvert fald udsøgte numre fra jazzens store bog – lige fra Arlen og Mercer over Stephen Sondheim og til, ja, Lee Hazelwood (Nå ja, de sidste to er ikke decideret jazznumre, men bliver det i Kjærgårds versioneringer…). Og de restende seks sange står Kjærgård selv for. Og bag sig har Kjærgård et solidt, kongenialt band bestående af Kasper Villaume (piano), Mads Kjølby (guitarer), Tobias Dall Mikkelsen (bas), Snorre Kirk (trommer) og Jan Harbeck (tenorsaxofon). Og de fem herrer sørger for ubesværet at få pladens tolv numre til at hænge organisk sammen, så man ikke oplever den store forskel på fortolkninger af andres og egne numre.
Og til forskel fra flere andre plader med jazz, jeg har omtalt og anbefalet, så er denne plade renlivet jazz. Her flirtes ikke med populærmusikken for at tækkes nye publikummer og lyttere. Og det er heller ikke nødvendigt, for med valget af sange er der sørget for, at musikken griber ud over kredsen af jazz-afficionados. Fx den indledende “Come Rain og Come Shine”, som nok vil være velkendt for mange, eller Lee Hazlewoods gamle pophit (med Nancy Sinatra) “These Boots Are Made For Walking”, der i Kjærgårds udgave får en solid indsprøjtning af swingende jazz, der leder tanken hen på fx Ella Fitzgerald. Men også Kjærgårds egne sange besidder melodisk kvalitet nok til, at de burde kunne få selv det mest blaserte popøre til at lytte med.
Og Malene Kjærgård synger ganske enkelt hen-rivende. Hun har en dejlig stemme og hun fraserer og synger så let og ubesværet, at det er den rene fryd.
Here’s to the Ladies er en plade, der både rummer traditionen i sig, bl.a. i kraft af de valgte coverversioner, men også i selve den musikalske approach – og en plade, der er helt moderne i kraft af sit nyfeministiske (!?) tema og et næsten poppet tilsnit i sangene. Hermed anbefalet.
Malene Kjærgård. Here’s to teh Ladies. Produceret af Malene Kjærgård. Gateway. Udkom den 26. Februar.
Der er også nyt fra en anden af vor tids interessante kvindelige kunstnere, nemlig Fiona Apple, der medvirker på et nyt album med kunstneren Andrew Bird. Og jeg synes, at Fiona med sin særprægede, smukke stemme næsten stjæler billedet for Bird. Men vurdér det selv..
Det kan godt være, at tv-serien Vinyl ikke kommer til at leve helt op til mange anmelderes og seeres forventninger, men noget tyder på, at lydsporet risikerer at gå over i musikhistorie som mindeværdig. Forleden kunne vi høre Aimee Manns fine fortolkning af The Carpenters. Og nu dukker en anden af vor tids fine kvindelige fortolkere, Neco Case, så op med en loyal og indtagende udgave af Loggins og Messinas klassiske sange “Danny’s Song”, som også Anne Murray fortolkede dengang tilbage i halvfjerdserne.
Hun brød igennem med en sang om piger, der bare vil have sjov, og kastede sig siden hen med held over bluesmusikken. Og nu griber Cyndi Lauper fat i de amerikanske kerneværdier i form af countrymusikken. Hendes nye kommende skive hedder Detour og er som titlen siger en omvej via countrymusikken. Og i den første smagsprøve tager hun sig kærligt af en gammel Wanda Jackson-sang, “Funnel of love”, der passer som Hans i Grete til Cyndis stemme.
