oktober 2018 arkiv

Capac anbefaler: We Are The Way For The Cosmos To Know Itself – Flashbacks EP

24. oktober 2018

Flashbacks kalder trioen We Are The Way For The Cosmos To Know Itself – bestående af Mads Kinnerup Jørgensen, Julie Møller Christiansen og Martin Brunbjerg Rasmussen – deres debut-EP – et filmisk begreb for det forhold, at noget i fortiden vender tilbage til en. En genkaldelse af det, der var engang. Og det er også, hvad EP’ens tekstunivers kredser om, det tilbageskuende og det nostalgiske. Måske tydeligst i titelsangen.

Desværre må jeg afstå fra at citere teksterne, der ikke er aftrykt i coveret eller til at finde ude på det store net. Men skidt nu med det. For musikken på pladen er kun delvist tilbageskuende og nostalgisk. I hvert fald kun i den forstand, at trioens udgave af elektronisk pop – selvfølgelig, fristes jeg til at skrive – står på skuldrende af de store electronicapopbands fra firserne og halvfemserne. Og det er godt, for det garanterer, at der både er noget for dem, der sværger til elektroniske lydflader og dem, der i lige så høj grad sværger til pop, man kan synge med på og ikke mindst danse til. Og de ialt fem numre, EP’en byder på, indfrier dette indskrevne løfte.

Det er fem numre, der arrangementmæssigt ligger meget tæt op af hinanden og dermed giver et billede af gruppens aktuelle stil. Midt i lydbilledet ligger først og fremmest Julies fine, klare vokal. Og lige under ligger en massiv, ja næsten tung, trommelyd, der banker og river i øre og krop. Og disse to modpoler er så vævet ind i en fyldig, ja storartet og -slået flade af elektropop, skat af tangenter, guitarer og andet isenkram. Og der er ingen tvivl om, at trioen kan skabe en poplyd, der må kunne række ud over fanrækkerne – også til et publikum, der ikke normalt er til electropop.

Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke altid er til electropop. De tre dansker her udgør dog en undtagelse. Trioen her har bedrevet en EP, der har været svær at få af grammofonen, siden jeg modtog den blå vinyl for en dag siden. Og bedre argument kan jeg næsten ikke give for at opfordre jer til at lytte med. Hermed varmt anbefalet fra capac.

We Are The Way For The Cosmos To Know Itself – Flashbacks EP. Celebration Records. 19. oktober.

 

Capac anbefaler: Caper Clowns – A salty taste to the lake

23. oktober 2018

Sidst Caper Clowns var forbi bloggen her var det med deres The Buca Bus i 2016. En bus, der sendte denne anbefaler tilbage til Beatles og deres magical-mystery-tour-bus og dermed i en bestemt musikalsk retning. Og Caper Clowns nye album The salty taste to the lake sender mig også – fra de allerførste akustiske guitarakkorder  og vokalernes udfoldelse i sangen “The way I dream” – mig tilibage ad det spor, der går lige tilbage til de fire drenge fra Liverpool, der ændrede populærmusikken for altid for mere end halvtreds år siden. Vil jeg så sige, at Caper Clowns er de nye danske Beatles? Nej, den fælde vil jeg aldrig falde i, for Beatles var og er unikke og der kommer nok ikke nogen som dem nogensinde. Men Caper Clowns er et smukt, overbevisende eksempel på, hvor frugtbart, musikalsk set, det er at lægge sig i slipstrømmen af den musik, som de fire biller skabte for mange år siden.

Caper Clowns løfter på smukkeste vis den traditon, der går fra Fab Four over Badfinger og videre til fx de danske forgængere Nice Little Penguin, med moderne indiepoprock, der får de små hår til at rejse sig på armen og i ørerne med popmelodier, der ikke blot er memorable, men også har den der emotionelt bevægende kvalitet, som kendetegner den bedste del af poppen. Albummet består af elleve sange, der uden undtagelse fortjener at hjemsøge landets radioplaylister, fordi de besidder forførende, iørefaldende, medrivende pop, der kun kan gøre lytteren glad i låget og trække i smilebåndet.

Caper Clowns, der nu er en kvartet, er blevet endnu mere tæt sammenspillet end tidligere. Og ud over tætheden i arrangementerne (der suppleres en håndfuld musikalske venner), så udmærker det musikalske udtryk sig ved lydefri, flerstemmig sang, homogene sange (som de fleste af bandmedlemmerne har haft fingre i) og en indierockfremdrift, der kalder på koncertscener og festivalditto, hvor publikum også kan lufte danseskoene.

Jeg kunne bruge et par A4-sider på at skrive om sangteksterne, men vil overlade den opgave til dig kære læser. Og i stedet vil jeg bare give Caper Clown og deres nye skive de varmeste anbefalinger med på vejen. Den plade fortjener at få rigtig mange lyttere. Så du kan rolig melde dig ind i Caper Clown-fanklubbe (hvor jeg allerede er).

Caper Clowns. A salty taste to the lake. Produceret af: Henrik Krogh. Gateway. Er udkommet.

Capac anbefaler: The Reptones – Human Speed

22. oktober 2018

The Reptones er gamle kendige her i bloggen. I 2014 omtalte jeg bandets andet album. Og med det nye album Human Speed er vi, hvis ellers jeg kan tælle, nået frem til københavnerbandets fjerde album.

Og det er med tilfredshed, at denne lytter kan konstatere, at Reptones holder fast i det oprindelige koncept, hvor sangskrivningen læner sig venligt op ad en især amerikansk rocktradition for storslåede, episke sange i fyldige rockarrangementer. Uden at der er tale om epigoneri, for Reptones har i mellemtiden fundet deres udgave af denne tradítion, deres egen stil så at sige.

Bo Bech (sang og tangenter) står for produktionen og har skrevet alle sangene på pladen (med hjælp fra Kim Heibon, Jakob Lund og Nicholas Ginbey). Og så synger han for. Og denne dominante position forklarer måske, at pladen i høj grad har et sanger-sangskriver-præg over sig. Akkurat som det er almindeligt i meget af den omtalte rocktradition (Springsteen, Petty osv.).

Og det er utvivlsomt også forklaringen på, at sangene – deres forskellighed til trods – minder meget om hinanden i deres opbygning. Kredsende om Bo Bechs gode mandsstemme finder man komplekse arrangementer med god brug af flot korarrangementer og en solid rockbund, hvor der både er tæthed og plads til at de enkelte instrumenter står klart og skinnende i lydbilledet.

Titlen Human Speed henviser til den gamle sandhed, at man ikke skal mere travlt end at man selv – eller sin sjæl – kan følge med. Og den er en hilsen til en afdød kammerat, der måske ikke kunne realisere det. Til gengæld kan man sige, at Reptones – bl.a. i kraft af tekstforfatter Kim Heibons eftertænksomme linjer – forstår at finde en moden balance mellem et flot rockudtryk, der er farvet af mange stilistiske inspirationselementer, og tekster, der lidt mere voksne og velovervejede end man måske er vant til i moderne dansk populærmusik. Et helstøbt adult orientede album er det blevet til. Og den passer fint ind i den tradtion på pladehylden. Hermed varmt anbefalet.

The Reptones. Human Speed. Produktion: Bo Bech. Target Records. Er lige udkommet.

Capac anbefaler: Dan Rose – No time for fear

22. oktober 2018

Folkpunk kalder sanger-sangskriver Dan Rose sit musikalske udtryk. Og det angiver ganske fint, at de ti sange på albummet No time for fear befinder sig i grænselandet mellem en klassisk folkudtryk med centrum omkring et god stemme og en akustisk guitar – og punket rock med kant. Men under alle omstændigheder er albummet her et godt eksempel på den frodige underskov af sanger-sangskrivere, der befolker populærmusikkens landskab i disse år i dette land.

I betragntning af, at albummet er Dan Roses debutalbum, så besidder de ti sange en overbevisende, konsistent kvalitet. Og det skyldesnok i høj grad, at Dan forstår at lave sange, der – selv om temaerne er velkendte – forekommer tekstligt vedkommende og er båret af arrangementer, der er umiddelbart melodiøse uden at ende i regulær popmelodik. Rose ar en markant stemme, der står centralt i lydbilleder. Og han får god hjælp på rocksiden af hhv. Sebastian Strange på banjo og harmonica og Greg Haver på trommer og slagtøj.

Dan Rose har, kan man læse sig til, allerede givet rigtig mange koncerter rundt omkring. Og debutalbummet vil uden tvivl kunne fungere som et godt visitkort, der vil kunne trække endnu flere publikummer af huse og sikre Rose en solid lille fanbase. Hermed anbefalet.

Dan Rose. No time for fear. Lady Lux Records. Egen produktion med hjælp fra Greg Haver. Lady Lux Records. Er lige udkommet.

Videoer og smagsprøver finder du på Dan Roses hjemmeside.

Romanindskrift…

22. oktober 2018

And never end
Go back to start
And never say
When i fall apart

R.EM. møder the Beep

21. oktober 2018

Det kan godt være, at musikstreaming er ved at tage over og få overtaget i musikformidlingen. Men der kommer stadigvæk meget musik på faste medier. Faktisk så meget, at en gammeldags mand som mig med hang til faste medier slet, slet ikke kan følge med. Ikke engang delvist.

Således spærrede jeg øjne og ører op, da jeg så at salige R.E.M. er aktuelle med en stor boks med deres materiale fra optrædener hos britiske BBC. 8 CD’er og 1 DVD er det blevet til. Og så må mundvandet løbe over for en rigtig R.E.M.-fan. Men det er jo snart jul, så måske er der en chance eller noget…

Ja, min generation… så I ved det…

20. oktober 2018

Jeg bekagler… (som At tænke sig ville sige)

20. oktober 2018

Men jeg har en del plader, jeg endnu ikke har fået anbefalet. Men bare rolig – det kommer i løbet af de nærmeste dage. Alt hvad jeg har modtaget bliver anbefalet – og fortjener det. Men, men, livet har slået nogle volter for en gammel mand. Dels er jeg blevet bedstefar for tredje gang. Og det er stort – skal jeg hilse og sige. Og det kræver også ens tilstedeværelse. Og så har der været alt det andet. Ledighed. Snarlig pensionering. Og alt det ved siden af.

Det skal ikke lyde som en dårlig undskyldning, men bare som en venlig reminder om, at bloggen kører som den plejer. Alle jer, der betænker bloggen med musik i fysik format, skal vide, at jeg sætter meget stor pris på det og hjertens gerne vil give mit lille bidrag til, at i får rigtig mange fans og lyttere. Bare at I ved det!

Nå, men lige for tiden er jeg også mest i det nostalgiske hjørne. Det er musikken fra “gamle dage”, der fylder mest i mit hovede. Tegn på, at jeg er gammel?! Måske. Men i hvert fald er det musikken fra 1950-1980, der fylder mest lige nu. Og lige i dette monent er det the Who, der presser sig på. Jeg ved ikke hvorfor, men sådan er det.

Koncert: Genhør og -syn med Young Flowers – Altas, 19. oktober 2018

20. oktober 2018

[Foto fra gårsdagens koncert. Lånt fra Voxhalls hjemmeside. Fotograf: Jason Champney. Flere fotos her.]

Når man søger nostalgien, så skal man være forberedt på lidt af hvert. I går aftes overværede jeg Young Flowers Reunion-koncert nummer to her i Aarhus. Og sammesteds som sidst, spillestedet Atlas i den indre by.

Og der var, da bandet omsider indfandt sig på scenen godt og vel et kvarter over 21, tale om lidt af en deja vu-oplevelse. Lige fra sprechstallmeister/konferencier Peter Ingemanns indledende ord om tiden dengang, der måske/måske ikke var en svunden drøm – til sætlisten, der næsten var identisk med den, der blev brugt sidste gang i 2015. Og det satte mig i gang med spørgsmålet: Holder reunion-ideen ? Eller rettere: Hvor længe?

For gendannelser er jo almindelige her trekvart århundrede efter rockens opkomst i den vestlige verden. Og man kan sige, at der er to slags. Der er den gendannelse, der alene vil dyrke fortiden. Og der er den gendannelse, der vil samle tråden fra fortiden op og videreudvikle projektet.

Young Flowers hører mest til den første kategori. Trioen vil glide tilbage til de skønne år omkring 1970 og vække lyden og stemningen fra dengang til live. Og det er da også det, trioen er allerbedst til. Når det kører bedst for Ingemann (sang og bas), Søren Berlev (trommer) og Peer Frost (guitar), så genfinder de – i hvert fald momentvis – magien fra de unge år. Og det skete denne aften, da de spillede egne, gamle numre, fx klassikere “Oppe i træet” eller den indledende “Drømmesyn”. Og måske allertydeligst, da de fortolkede nogle af forbilledernes numre. Især da de kastede sig over Creams “Sunshine of your love” og et stykker mere, hvor det – for mig i det mindste – blev helt klart at netop Cream var og er forbilledet og målestokken. Selv om Steppenwolf, Jimi Hendrix, Led Zeppelin m.fl. også har farvet lyden.
Jovist, Young Flowers er allerbedst, når de læner sig trygt tilbage mod den inspiration, de først fandt.

Men der var også et par ting, der pegede på, at denne gendannelse måske også kunne pege i retning af en fornyelse.

Dels spillede bandet en nyskrevet nummer om samfundsudviklingen i vores tid (hvis jeg hørte rigtigt hed nummeret noget i retning af “Hej ræk mig lige whiskyen”…). Men desværre var det et ret ordinært rocknummer. OK, men så heller ikke mere.

Dernæst gav Ingemann – under Cream-afdelingen – Søren Berlev mulighed for en (også for) lang trommesolo, der i hvert fald ikke lagde så meget som en centimeter til det, Young Flowers har at byde på. Så sammenlagt peger disse to “nyskabelser” mest af alt på, at Young Flowers skal blive ved deres læst som gendannelsesorkester: At holde sig til fortidens ubestridelige bedrifter som psykedelisk bluesrockorkester.

Ovenstående overvejelser skal ikke forstås negativt, for Young Flowers er et herligt orkester på de beskrevne præmisser. Et orkester, der stadigvæk har meget at byde på – ikke mindst for yngre generationer (denne aften var seniorerne – af hankøn – i klart overtal). Og Young Flowers er et vidnesbyrd om, hvad musikken dengang udrettede.

Aftenens koncert gjorde også en anden ting klart, nemlig at guitaristen Peer Frost spiller en helt central, afgørende og vigtig rolle som den, der med sit forvrængede, ekspressive, udforskende guitarspil er den, der kan garantere, at magien fra gamle dage nu og dag viser sig, medens Ingemann og Berlev lægger den seje, solide, indforståede bund under elguitarens ekskursioner i lyduniverset. Og så er Peter Ingeman en forbavsende god sanger, der virkelig kan trænge igennem lydmuren. Her trykker alderen bestemt ikke.

Siden sidst har Young Flowers udgivet en live-reunion-plade, så man kan høre, hvad de har at byde på, hvis man ikke kan se dem live eller foretrækker at høre dem på vinyl eller cd. Men aftenens koncert understregede også, at Young Flowers bedst indtages på slap line på en koncertscene. Så: Ud af sofaen næste gang de er i nærheden!

 

Medens min guitar stille græder…

19. oktober 2018

 

Vi nærmer os datoen for fejringen af 50-året  for the Beatles’ såkaldte Hvide Album. Og et par smagsprøver på ekstramaterialet er allerede sluppet ud, nemlig disse to demoudgaver af George Harrisons “While my guitar gently weeps”.

Candi Staton på verdenscaféen

19. oktober 2018

I 2009 fik jeg for alvor ørerne op for soulsangerinden Candi Staton, fordi en bladneger havde taget sig sammen, lyttet og skrevet noget, der var været at læse om netop Candi Staton. Her er hun så på World Cafe, og hun er ikke blevet dårligere siden dengang.

Chuck Berry – året efter

18. oktober 2018

Chuck Berry døde sidste år, 90 år gammel. Og alligevel er det uvirkeligt, for han har jo altid været der med sine enkle, arketypiske rock’n roll-sange, der stadigvæk er en inspirationskilde for enhver ung rock’n roller. Berry bedste sange er selve rockens DNA, såvel musikalsk som tekstligt. Hey hey rock’n roll…

Cher – nu og da

18. oktober 2018

Der er sket meget, siden dengang, hvor sangerinde Cher udgjorde halvdelen af hippie-pop-duoen Sonny & Cher. I dag forsøger hun i en alder af 72 år at malke pengekoen med en plade med ABBA-fortolkninger. Men der var engang, hvor hun ikke gik af vejen for at søge alternative og knapt så indbringende veje.
Inspireret af en liste over hendes “bedste sange” i The Guardian kom jeg i tanke om hendes album fra 1969 3614 Jackson Highway, der netop ikke solgte mange hyldemeter, men siden hen er blevet en kritikerdarling. Titlen på albummet henviser til adressen på Muscle Shoals Sound Studios, altså der hvor de berømte Muscle Shoals-studiemusikere havde deres gang og virke. Og det er netop disse musikere Cher har allieret sig med på den plade. Og musikken er derefter… Lyt til sangene her.

Det var meningen, at pladen skulle sætte gang i hendes karriere igen efter en mager periode med Sonny & Cher. Men det var kun kritikken, der ville lytte. Og hørte en modnet Cher fortolke bl.a. Bob Dylan, Steven Stills og Otis Redding. Pladen er blevet genudgivet både på vinyl og CD, men kan være svær at få fat på – især hvis man ikke vil betale mange penge…

 

Dagens melodi – La lega

18. oktober 2018

Denne melodi og teksterstumper røg gennem hovedet på mig her først på dagen. Måske skyldes det afsløringen af finansverdenens massive svindel med udbytteskat i Europa. Måske skyldes det også, at jeg i dag har fået barnebarn nummer 3, en lille pige oven i købet. I begge tilfælde er en socialistisk (op)sang på sin plads. Værsgo til de Røde Bønder.

50: Three Dog Night

17. oktober 2018

Samme dag, som Hendrix’ Electric Ladyland kom på gade, udsendtes også et helt andet album, nemlig debutalbummet fra de måske lidt glemte three Dog Night, der var et poprockband, som specialiserede sig i at fremføre sange, skrevet af eksterne sangskrivere som fx Harry Nilsson, Randy Newman m.fl. Man kan faktisk sige, at bandet var med til at markedsføre disse store sangkrivere. Med vanlig skarphed formulerede kritikeren Robert Christgau dettte forhold sådan:

“On the group’s first album, producer Gabriel Mekler unveiled an unprecedented concept: three excellent rock voices, named only in small print on the label, alternated on material which could be characterized for the most part as unjustly neglected. None of the singers wrote, the supporting musicians were anonymous and, with one exception, production and arrangement ranged from tasteful to superb. Taken all together, it was a brilliant revamping of the produced groups of rock’s early days, applied to serious songs instead of honest schlock.”

Det er mit indtryk, at Three Dog Night er gået lidt i g(l)emmebogen, siden dengang, hvor de hittede med Harry Nilsson-sangen “One“. Og det er synd og skam, for de kunne både synge, spille og altså åbne vores ører for store, lidt oversete sangskrivere.