Det er næsten ikke til at fatte. I hvert fald svært at bære: Kim Larsen er død, som de fleste vel allerede ved. Jeg vil afholde mig fra nekrolog og -gram, men blot lade lasernålen finde rillen på en af hans plader.
Marty Balin, der døde forleden, 76 år gammel, var den mandlige forsanger i Jefferson Airplane. Som sådan stod han, som alle andre mænd i gruppen, i skyggen af den smukke, flamboyante forsangerinde Grace Slick. Det pinte ham vist lidt, men sådan ville det være gået med hvem som helst, der skulle stå ved hendes side. Det ændrer ikke ved, at han satte sit særlige præg på Airplanes og senere Starships musik.
Længe før Rod Stewart kom med i Faces og siden gik solo med stor succes, trådte han sine sangersko i Steampacket. Her ses og høres han sammen med notabiliteter som Eric Burdon, Steve Winwood, Lon John Baldry og Julie Driscoll.
En af gårsdagens nyheder på Beatles-fronten var, at Paul McCartney i et interview afslørede, at John Lennon kun en gang har komplimenteret ham for en sang, nemlig “Here, There and Everywhere”. Hele det tres minutter lange interview kan du se her. Måske handler det mest af alt om, at de to har arbejdet så tæt sammen som få med at skrive sange, og at det med at rose hinanden måske ikke lå lige for!?
Oven på deres vellykkede come back med albummet Good Times forsøger de tilbageblevne medlemmer af tresserbandt The Monkees sig med et julealbum, Christmas Party. Juleplader plejer jo at sælge nogenlunde, så hvorfor kke….
Hyperproduktiv har han aldrig været, og altid tro mod sin særlige drevne udgave af swamp rock – og altid snublende nær det musikalske udspring i the blues. Måske aldrig så nær som på sin nye plade. Lyt til “Bad Mouting”.
You are the sum of your influences when you start a band – you have to start somewhere. So the music you listened to when you started will influence the way you approach making music yourself initially. Inevitably you develop your own voice over time and become more confident in your own ability to create something, and I think that’s all we ever did. From then on, all we’ve ever tried to do is write better songs than the last batch of songs we did. I suppose that’s what most songwriters do? I love David Bowie, and from time to time he’d have a specific theme for his album and hire a whole new set of musicians, which is great. His music was amazing. Whereas we can’t really do that because of the way the band’s set up. In the main there’s been three of us writing the songs. We’ve always shared the writing duties, that’s how our group of people work. Every group has a different dynamic but that works for us and has done over the years.
[Norman Blake/Teenage Fanclub – til Drowned in Sound]
September 1968 var lidt tynd med hensyn til pladeudgivelser. I hvert fald sammenlignet med andre måneder det år. Men, men, lidt har også ret. På denne dag, det år, udkom Picturesque Matchstickable Messages from Status Quo med, ja, Status Quo. Gruuppens debutalbum med signlehittet “Pictures of Matchstick Men”, der nok er et genhør værd, men ikke afslørede noget om gruppens fremtid som boogierockere. Jefferson Airplane udsendte deres fjerde, Crown of Creation. Psykedelisk rock, men ikke den største kommercielle succes for bandet. Bee Gees udsendte australienernes femte album, Idea, med bl.a. hittet “I started a joke”. Og endelig udsendte Procol Harum Shine on brigthly, gruppens svære toer.
Som tidligere fortalt var jeg ikke den store korsanger i skolens sangtimer. Som mange andre drenge foretrak jeg at brumme lidt med. Måske manglede jeg troen på, at jeg kunne være med de søde pigestemmer (men min musiklærer i gymnasiet forsøgte at lokke mig med i skolens kor, fordi han mente at jeg besad en altstemme, der kunne være et godt supplement…),. Men det blev ikke til noget. Til gengæld er min erindring fuld af musik og sange fra dengang. Fx “Oh Susannah”, som James Taylor smukt fortolker her – fra albummet Sweet Baby James fra 1970 (det år jeg fik min realeksamen og kom på gymnasiet).
Danmarks Radio skrotter deres jazz-dab-kanal og svigter dermed jazzen. Men her i bloggen vil jeg ikke svigte jazzen, selv om den har været lidt underrepræsenteret i bloggen. Men det kan vi jo altid lave om på…
Og vi kan passende omtale Mathias Heises nye plade The Beast, som mundharmonikatalentet Heise har lavet med selveste The Danish Radio Big Band, som DR heldigvis ikke har sparet væk – endnu. Og Mathias Heise er en gammel kending her i bloggen, hvor to af hans plader med fusionsorkesteret Quadrillon er blevt udførligt omtalt og anbefalet.
Titlen på den nye plade er en diskret henvisning til big bandet, der for den unge mundharmonikavirtuos kan fremstå som et lidt skræmmende dyr med alle sine instrumenter. Et dyr man dog kan tæmme. Og det må man sige, at den unge Heise får gjort på denne plades syv originale kompositioner. Det er helt klart mundharmonikaen, der tager têten i de musikalske udfoldelser. Og det berømte big band, der senest har arbejdet sammen med fx Charlie Watts fra Rolling Stones, lader sig gerne dirigere uden at det på nogen måde går ud over udfoldelserne. Faktisk har Heise givet bandets mange dygtige solister god plads i arrangementerne. Så der er tale om et virkeligt godt samarbejde mellem unge Heise og det gamle radiobigband.
Musikken på pladen er, hvad man kunne kalde klasssisk jazz-big band-musik. Dog genkender man lidt af den fusionstænkning, man kender fra Heises plader med Quadrillon, og associationen til det store mundharmonikaforbillede Toots Thielemans er heller ikke (og godt for det) helt forsvundet. Men først og fremmest giver Heises kompositioner som sagt godt plads til solisterne og til Heise selv i forgrunden – og der musiceren virkelig igennem med (tror jeg) en del improvisatoriske elementer undervejs. The Beast skuffer ikke, men er endnu et eksempel på, hvor kompetent et band The Danish Radio Big Band er og en understregning af, hvilket lysende talent Mathias Heise er som instrumentalist og jazz-komponist. Så hvis man, som denne skrivekugle, holder af jazz og mundharmonika, så er der ingen grund til ikke at indlemme denne dejlige skive i pladesamlingen. Hermed varmt anbefalet.
Mathias Heise & Danish Radio Big Band. The Beast. Producer: Mathias Heise. Giant Sheep Music. Er lige udkommet.
Virgin Cuts kalder Svin deres nyeste og femte studiealbum. Jomfruelige sår kunne man oversætte det med. Nye smertende, åbne sår. Og på en måde passer titlen ganske godt til musikken. For Svin er ikke ude i et helbredende, helende, “sundt” ærinde. Tværtimod tilhører Svin en subversiv, destruktiiv “tradition” i rocken. En tradition, der ikke har søgt det harmoniske, mainstreampopulære, men derimod det grænsesøgende og -overskridende. Det, der har søgt en grimhedens æstetik, hvor det snarere handler om at opløse, “dekonstruere” de genkendelige, “trygge” rockskabeloner igennem støjen og de beskidte udtryk. Svin står i gæld til den sorte side af punken og postpunken og bærer Velvet Undergrounds “hvide lyd” og Captain Beefhearts anti-æstetik med sig som vandmærker i deres kunst.
Virgin Cuts er efter sigende blevet til som improvisation, og måske derfor kan pladen undertiden lede tankerne hen på de mest eksperimenterende jazzplader. Og som disse opleves Virgin Cuts som en lang organisk proces i nedbrydningens og destruktionens æstetiske udfoldelse.
At lytte til Svin og deres jomfruelige sår er som at få revet plasteret af et ømt, nyt sår. Det er som at blive sænket ned i et musikalsk syrebad, hvor det handler om at få renset de rockæstetiske forudsætninger og fordomme ud af systemet, så man kan lytte til rocken igen som en nyfødt.
Virgin Cuts tilhører den kategori af album, der henter sin energi uden for rockens grænser. Og det er gennem denne anti-æstetik pladen finder sin nødvendighed. Det er sådan en plade, man skal sætte på grammofonen eller CD-afspilleren, når man trænger til at få nulstillet sin musikoplevelse. Hermed varmt anbefalet.
Svin. Virgin Cuts. Mom eat Dad Records. Udkom den 21. september.
Forleden læste jeg, at firmaet Apple havde opkøbt firmaet Shazam. Og Shazam skulle bl.a. have specialiseret sig i at opdage eller opspore musik, sangtekster m.v. på nettet. Og det førte så til, at jeg fandt et alternativ til mobiltelefonstyresystemet Android, som jeg bruger. Nemlig programmet Soundhound, der også kan hjælpe en med at opspore et stykke musik. Det fungerer så enkelt, at hvis der spiller et stykke musik – på tv, i radioen eller et andetsted – så kan programmet opsnappe noget af musikken og identificere det. Ganske vist får man ikke et resultat hver gang, viser det sig, men det er alligevel en stor hjælp for en som mig, der gerne vil aflure diverse tv-programmers lydspor. Som læserne vil vide har jeg et par gange klaget over, at nogle tv-programmer ikke nævner, hvilken musik, der spilles eller – som i tilfældet med Anne og Anders i Brexitland – kun nævner kunstneren.
Nu har Lydhunden så hjulpet mig lidt med fx programmet Bonderøven, der også ekscellerer i god musik (ofte fra halvfjerserne). Og her er et par af resultaterne.
Kort sagt: Et ganske nyttigt lille værktøj for sådan en nørd som mig.
