februar 2019 arkiv

« Nyere februar 2019 indlæg

Napalmpigen får en fredspris

11. februar 2019

Længe inden tillægsordet “ikonisk” blev en kliché, som det er nu, skrev Klaus Rifbjerg om  det moderne fotografis betydning for vores bevidsthed i digtet “Billedet viser”. Og lige så lang tid, er det, siden jeg fik min bevidsthed præget af voldsomme billeder fra vor tid. Fx billedet af en lille, splitternøgen, vietnamesisk pige, der skrigende løber væk fra de amerikanske hærs napalmbombardementer.

Billedet gik verden rundt og var med til at danne og styrke den folkelige opinion, der til sidst fik den amerikanske regering til at trække sig ud af Vietnam. Og dermed sætte en stopper for Vietnamkrigen, som var den krig, der prægede min generation og et par stykker – før og lige efter.

Pigen, Kim Phuc, er i dag 55 år gammel og bor i Canada. Og hun har netop modtaget Dresdens fredspris for sit arbejde for Unesco og for alle de børn, der har lidt overlast i krig. Kim var ni år gammel i 1972, da hun blev fotograferet af den vietnamesiske fotograf Nick Ut. Og i mit hovede står det billede, sammen med en håndfuld andre, som billedet på krigens absolutte meningsløshed og menneskefjendskhed.

Skrevet i Musik | 4 kommentarer »

Capac anbefaler: Sundays – Wiaca

11. februar 2019

Op fra den danske undergrund ( fx SPOT- og Uhørt-festivalerne) bobler Sundays (ikke at forveksle Rough Trade-bandet fra firserne..) med deres første langspiller Wiaca. Og lad mig bare afsløre med det samme, at det er et band og et album, der fortjener stor opmærksomhed og fra første rille på vinylen appellerer til den, der kan lide pop og indierock – med nordisk melankoliske over- og undertoner.

Allerede med den indledende sang “Shade of the Pines” får Marie, Morten, Victor og Magnus slået stemning og tematik fast – og får også slået fast, at Sundays allerede her på debutalbummet har fundet en stil, der både kan vise sig at være slidstærk og nok skal finde en kultpublikum (mindst). Sangen er – som jeg hører den – en bittersød  kærlighedssang, hvor hjerte og smerte smelter sammen som var det naturligste i verden: “And I ache my love/ For a song I can slip throug your drapes/ And you would open and call out my name so high/ I will be swept off the beach in your eys/ And we’ll be back in the shade of the pines/ But the are getting harder and harder to find//Don’t say you’re going to save med/ I know you’re going to save me” Suk, hjerte, brist ikke.

Ja, det er ungdommeligt følsomt. Men det bærer igennem, fordi forsanger Magnus Jacobsens sarte, næsten skrøbelige stemme løfter teksterne, samtidig med at de tilstræbt fine, lette, næsten blide arrangementer understøtter stemningen og teksternes hensigter. Det er indiepoprock, der er forelsket i såvel melodiøs, melankolsk pop som i moderne følsom folktone. Sundays imponerer (denne lytter) med deres stilistiske konsekvens, hvor arrangementer med luftigt-lette syntheziserflader blander sig med diskrete guitarer og korstemmer, der uden vanskeligheder falder ind i det luftige lydbillede. Jo, Sundays overbeviser selv en gammels skeptiker som mig med en stilbevidst samling sange (10 stk. i alt), der alle holder i kraft af et homogent tekstunivers og nogle meget popmelodiske sange. Det er svært ikke at forestille sig, at Sundays nu må boble op på diverse playlister rundt omkring og vil kunne indtage diverse mindre og større scener i de kommende mange festivalmåneder. Hermed varmt anbefalet.

Sundays. Wiaca. Produceret af: Mads Bjørn Nielsen & Sundays. Celebration Records. Udkom i februar 2019.

 

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »

Grammy – 2019

11. februar 2019

Sandelig om ikke Voices of Mississippi vandt en Grammy i kategorien “Best Historical Album”. Helt fortjent og til lykke til dem, der står bag. Men ellers skal jeg lede med lys og lygte for at finde en vinder, jeg kender til eller bare har hørt om. Men de er der da, langt nede på listen. Langt nede finder jeg således under kategorien  Best Contemporary Instrumental Album den legendariske trommeslager Steve Gadds Steve Gadd Band. Hvis man har fulgt med i amerikansk rock siden halvfjerdserne, ved man, hvem Steve Gadd er.

Under kategorien Best Jazz Instrumental Album finder man gode gamle Wayne Shorter (Weater Report m.fl.) og hans Quartet og “Emanon”.

Buddy Guy vandt for sit traditionelle blues album… The Blues is alive and well

Og de nyere navne? Jo, ret skal være ret. For nogle år siden fremhævede jeg Kacey Musgraves som et at de nye kvindelige talenter i countrymusikken derovre, og i år vinder hun med bedste countryplade “Golden Hour”.  Godt så.

Og bedste amerikanske roots-optræden blev vundet af Brandi Carlisle, som jeg endnu ikke har skrevet om (det kommer nok), men kender..

  • men vi skriver jo også 2019 og ikke 1979.

 

 

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Grammy-nominering… krydser fingre

10. februar 2019

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Joni Mitchell – hyldet

10. februar 2019

Fejringen af Joni Mitchells 75 års dag i november sidste år bliver nu genstand for en massiv medieopmærksomhed, idet musikken fra de to dages fejring udsendes både på CD, DVD og streaming. Masser af musikvenner medvirker:

Disc: 1

  1. Dreamland – Performed by Los Lobos
  2. Help Me – Performed by Chaka Khan
  3. Amelia – Performed by Diana Krall
  4. All I Want – Performed by Rufus Wainwright
  5. Coyote – Performed by Glen Hansard
  6. River – Performed by James Taylor
  7. Both Sides Now – Performed by Seal
  8. Our House – Performed by Graham Nash
  9. A Case Of You – Performed by Kris Kristofferson & Brandi Carlile
  10. Down to You – Performed by Brandi Carlile
  11. Blue – Performed by Rufus Wainwright
  12. Court And Spark – Performed by Norah Jones
  13. Nothing Can Be Done – Performed by Los Lobos
  14. The Magdalene Laundries – Performed by Emmylou Harris
  15. Woodstock – Performed by James Taylor
  16. Big Yellow Taxi – Performed by La Marisoul, James Taylor, Chaka Khan, and Brandi Carlile

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

55

10. februar 2019

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

En filmperle: Sophie Scholl – de sidste dage

9. februar 2019

DR K viser for tiden en række film, de rimeligt nok kalder “filmperler”. Film, der fortjener at blive set af mange, der ikke nåede at se dem, da de var i biografen. Nogle af dem nåede vist ikke engang frem til biffen. Og i aften er der endnu en chance for at se den tyske film Sophie Scholl – de sidste dage.

Som titlen siger, så følger filmen de sidste dage i Sophia Magdalena “Sophie” Scholls, hendes broder Hans’ og en nær vens liv, inden de henrettes ved halshugning af de nazistiske myndigheder.

Filmen fortæller lige ud ad landevejen, hvordan Sophie og de andre – der tilsammen udgør modstandsgruppen “den hvide rose” – fabrikerer flyveblade med information om, hvad der sker i Tyskland og ved fronten. Og under et forsøg på at distribuere bladet på de lokale universitet pågribes Sophie og broderen, hvorefter de gennemgår et længere forhørsforløb, inden de dømmes til døden og henrettes samme dag.

Det er ikke en film, der gør meget væsen af sig. Der fortælles enkelt og ligefremt i scener, hvor Sophie og de andre redegør for deres tanker og handlinger. De er kristne og – efter egen mening “upolitiske” – men mener det er deres pligt at informere den tyske befolkning om, hvad der sker, opfordre befolkningen til at gøre oprør mod Hitler og hans tilhængere. Og de gør det – især Sophie – med rank ryg og uden at gå på kompromis med deres overbevisning. Julia Jentz spiller Sophie Scholl, og ikke alene ligner hun den rigtige Scholl rigtig meget, men hun får også fremstillet hende ganske nuanceret og overbevisende.

I en tid, hvor fake news og politiske løgne er hverdagskost, er filmen værd at se, fordi den er et forsvar for den ytringsfrihed, som ethvert demokrati nødvendigvis må bygge på, og fordi den understreger, at netop troen på de demokratiske, fundamentale ideer bliver politisk sprængstof, når omstændighederne gør dem til den.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

R & B er tilbage

9. februar 2019

Skal man tro The Independents Alexandra Pollard, så er hip-hoppens dominans efter årtusindskiftet ved at blive brudt af en R&B-genkomst. Kort fortalt er det Amy Winohouses “døtre” i ånden, der står for nybruddet. Bl.a. Jorja Smith, der direkte henviser til Amy som et forbillede. Britisk R&B er ved at blive mainstream igen. Ikke så ringe endda.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Ron synger Bob Snider

8. februar 2019

Jeg følger, som I ved, Ron Sexsmiths low budget-, no shit-indpilninger fra hans eget hjem. Og ikke alene er det en vandring gennem nogle af poppens bedste sange. Det er også en introduktion til mange  kanadiske sangskrivere. For kanadieren Sexsmith er meget loyal over for sit hjemlands sangskrivere. Både de store, kendte og mindre kendt som fx Bob Snider.der også er Sexsmiths personlige ven.

Snider har aldrig søgt penge eller succes, men har optrådt som busker og på små scener. Som han selv har sagt:

“The devil does not drag you kicking and screaming into hell. The devil makes you a deal. I don’t believe in the devil. I’m just using it as a metaphor, OK? But nobody’s forced. People make deals. They’re talked into it. Everybody around them is nervous and worried about the future and security and all this stuff. So you get sucked into the machine. But I was never tempted. It just revolts me, the whole thing. I guess that’s why I’m a folk singer.”

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Alexis Korner i boksen

8. februar 2019

Uden Alexis Korner – den britiske blues’ “godfather” – var Rolling Stones ikke blevet til noget. I følge Mick Jagger. Og sammen med ham står Brian Jones, Keith Richard, Jack Bruce, Long John Baldry og mange flere i gæld til Alexis, der sammen med John Mayall var omdrejningspunkt for det genenmbrud de britiske R&B-bands leverede i tresserne.

Og helt fortjent, og ikke et øjeblik for tidligt, udsendes nu en antologi over Korners musik. Over tre skiver kan man i 59 sange følge Alexis Korner og hans musikere i årene 1961-1969. Sandt at sige var Korner hverken en stor sanger, sangskriver eller musiker, men han elskede musikken og forstod at samle talentfulde musikere omkring sig. Og de tre plader er et studie i den R&B, der skabte bands som Rolling Stones, Free og Led Zeppelin.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Da punken blev punk

7. februar 2019

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

50: Cream – Goodbye

7. februar 2019

Farvel hed trioen Creams fjerde og sidste studioalbum, der udkom primo februar 1969. Da var bandet allerede en saga blot, idet de tre gutter var gået hver til sit i november 1968. Det var meningen, at pladen skulle have været et dobbeltalbum med en live-side og en studioside, men der var ikke materiale nok, da det kom til stykket. I stedet blev det en enkelt LP med lidt af hvert.

Kritikken var blandet, men pladen solgte godt på begge sider af Atlanten.

https://www.youtube.com/watch?v=gSpW6MePb10

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Minderuner: Kate McGarrigle, Bob Marley

7. februar 2019

Et par mindeværdige navne. Kate McGarrigle, der forlod denne verden for ni år siden (ja, tiden går), og Bob Marley. Begge ville have holdt fødselsdag i går, hvis ellers…

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Og et dødsfald: Izzy Young – promotor m.m. – er død, 90 år

6. februar 2019

 

Jeg har omtalt Izzy Young flere gange her i bloggen, for hans navn klæber uløseligt til hele den folkbølge, der ramte USA i tresserne. Han er blevet kaldt manden, der ‘hjalp Bob Dylan på vej’ og mere af den slags mytogenetiske vendinger. Og der skal ikke herske tvivl om, at han med sit Folklore Center i Greenwich Village havde et centrum for netop folkbølgen, der skyllede hen over USA dengang. Det var her det sneede, så at sige. Forleden døde han 90 år gammel i Stockholm, hvor han levede sine sidste år.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

60: Da musikken døde…

6. februar 2019

Nej, vi skal ikke glemme det. I denne måned – helt præcist den 3. februar – er det tres år siden Buddy Holly forulykkede med et lille fly sammen med kollegerne The Big Bopper og Richie Valens. Med et slag blev ungdommens musik meget fattigere det år. Og man år senere kunne Don Mclean skrive den ultimative minderune over den ‘dag hvor musikken døde’, “American Pie”.

22 år blev Buddy Holly, men han satte sig varige spor med sin meget personlige udgave af rock’n roll og blev inspirationskilde for mange store kunstnere, fx The Beatles.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Ældre februar 2019 indlæg »