august 2019 arkiv

Niels Hausgaard – 75

31. august 2019

I dag fylder NIels Hausgaard 75. Sanger, musiker, sangskriver og humorist. Måske ikke mindst det sidste. For siden starten tilbage i halvfjerdserne har den underdrejede, men altid skarpe satiriske sans spillet en fremtrædende rolle. I en sådan grad, at man fristes til at kalde ham en forløber for vor tids såkaldte stand-up-artister. Hausgaard selv vil nok betakke sig for at blive slået i hartkorn med disse nymodens op-stående humorister, men noget er der nu om det.

Og så er Hausgaard også noget så sjældent som en venstreorienteret kunstner. En slags forsinket repræsentant for halvfjerdsernes venstreorienterede samfundskritik. Man har aldrig været i tvivl om, hvor Niels Hausgaard har stået politisk set, at hjertet sad og bankede i venstre side – uden at det skal forstås i nogen dogmatisk forstand.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Cirkus Venstre

31. august 2019

Netop nu fortæller nyhedsstrømmen, at Lars Løkke Rasmussen har forladt partiet Venstres hovedbestyrelsesmøde i Brejning ved Vejle. Før tid, vel at mærke.

Som jeg skrev for et par uger siden, så har Venstre ligget i en voldsom intern magtkamp, siden partiet vandt folketingsvalget og formanden Lars Løkke Rasmussen – i et kejtet forsøg på at holde fast ved magten – lagde op til et regeringssamarbejde mellem Venstre og Socialdemokratiet. Og siden har den indre magtkamp ikke stilnet af. Tværtimod har den bredt sig dybt ind i det, de politiske journalister kalder “baglandet”, dvs. til alle de meninge medlemmer af partiet, der udgør partiets egentlige rygrad.

Det eneste, der endnu har forhindret Lars Løkke Rasmussens fald fra magtens top, er, at der ikke har været nogle oplagte kandidater til at følge ham. For hvem kan – hånden på hjertet – forestille sig partiet Venstre med en Kristian Jensen i spidsen? En Claus Hjorth-Frederiksen? En Elleman-Jensen? Godt nok er der tale om solide partisoldater, men de mangler nogle af de personlige egenskaber, der trods alt gjorde Lars Løkke Rasmussen spiselig for flertallet af Venstrevælgere og – ja –  andre vælgere. Trods sager om dårlig forvaltning af partipenge, tøjoverforbrug og fadøl, så besad Lars Løkke Rasmussen , da han havde mest vind i ryggen, et gran af jovial folkelighed, der forsvandt som fadølsskum fra overlæben, da han trådte i karakter som magtmenneske i valgkampen. Åbningen mod Mette Frederiksens Socialdemokrati gjorde ham uspiselig for mange venstrevælgere – og det er nok i sidste instans det, der bliver hans politiske fallit.

Opdatering: Og netop som jeg havde offentliggjort ovenstående indlæg, kommer meldingen om, at Lars Løkke Rasmussen nu har trukket sig som Venstres formand, og at næstformanden Kristian Jensen også går som sådan.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

50: Jack Bruce – Songs for a Taylor

31. august 2019

Jack Bruce blev verdensberømt med trioen Cream. Og året efter trioens opløsning (november 1968) udkom Bruces første soloalbum Songs for a Taylor, der viste, at han havde en meget større musikalsk spændvidde end i Cream.

Pladen solgte ikke så godt som Creams plader, og kritikerne havde det generelt lidt svært med musikken, men med tiden har pladen vundet stor anerkendelse.

Skrevet i Musik | 2 kommentarer »

50: Isle of Wight

31. august 2019

Og det er halvtreds år siden, Isle of Wights 1969-udgave blev afviklet i Wooton Bridge med følgende kunstnere på scenen: The Band, Blodwyn Pig, Edgar Broughton Band, Joe Cocker, Bonzo Dog Doo Dah Band, Bob Dylan, Family, The Who, Free, Mighty Baby, The Moody Blues, The Nice, The Pretty Things og Third Ear Band. Ikke mindst Bob Dylans optræden blev legendarisk. Dels, fordi den markerede hans fravær ved Woodstock Festivalen, og dels – selvfølgelig – på grund af musikken.

Isle of Wight startede i 1968 som en modkulturel festival, og i 1970 samlede den så mange mennesker, at de britiske parlamentarikere følte sig nødsaget til at lave en særlig lov, der forbød forsamlinger større end 5000 personer på øen – med mindre man havde søgt særlig tilladelse til det.

Isle of Wight genopstod i 2002 og har eksisteret lige siden.

https://www.youtube.com/watch?v=KCa93Cdkjok

https://www.youtube.com/watch?v=eV20cSK7ecw

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Torben Bille – 70

31. august 2019

Det skulle ikke være sådan. Torben Bille – her i Peder Bundgaards kongeniale streg –  skulle ikke opleve at blive 70 år. Hjertet sagde stop d. 12. april 2013. Men så må vi andre jo løfte kasketten og sende Torben og alle hans musikskriverier en venlig, taknemmelig tanke. Torbens blog eksisterer endnu, og har masser af relevant stof for de musikinteresserede. Det samme gør hans bøger, i hvert fald antikvarisk. Og vi lever stadigvæk Midt i en beattid, som en af Torbens bøger er betitlet, så der er al mulig grund til at dykke ned i Torben personlige musikoplevelser.

 

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Capac anbefaler: Nordbrandt & Nussbaum – Hjemløshed

30. august 2019

Poesien og musikken henviser til hinanden som redningsbåden henviser til moderskibet. Poesien har sin egen indbyggede musik. Den kaldes metrik. Og musikken har altid omfavnet og omgærdet sproget og det poetiske. Og de to tiltrækkes af hinanden som hinandens modsætninger. Nogle gange går det godt, andre gange går det slet ikke.

Mødet lykkes i særdeles udpræget grad på albummet Hjemløshed, hvor digteren Henrik Nordbrandt og sangerinden og sangmageren Channe Nussbaum (kendt fra bl.a. Klezmofobia og sit samarbejde med Laura Illeborg) mødes omkring en række af Nordbrandts digte. På papiret et lidt umuligt projekt, fordi Henrik Nordbrandt ikke hidtil har forestillet sig, at hans digte skulle itonesættes. Men Channe Nussbaum har budt Nordbrandt op til kunstnerisk dans – og hvem siger nej til en dejlig dame og kunstner som Channe Nussbaum. Ikke jeg og ikke Nordbrandt.

Og mødet og foreningen af musik og poesi lykkes, fordi parret netop ikke fremtvinger en sammensmeltning af poesi og musik, men lader de to kunstarter spille op mod hinanden som modsætninger. Helt konkret afspejles dette ved, at Nordbrandt læser en håndfuld digte op, ledsaget af smukke toner fra orkesteret*), toner, hvis skønhed nærmest modsiger Nordbrandts notoriske alvor og særlige nihilisme. Fx i digtet “Inshallah”, hvor Nordbrandts tekst nærmest er frappant anti-religiøs i sin insisteren på al tings forgængelig, samtidig med at den citerer det religiøse “inshallah”/ om gud vil. Og Channe Nussbaums udgave af samme tekst lader ikke alene skønsangen og den mellemøstligt farvede musiks skønhed, men også Nordbrandts stemme (som et særligt instrument) løfte teksten og lette på alvoren.

Og sådan er det på denne dejlige plade. Musikken og sangen på den ene side og den talte poesi på den anden byder hinanden op til kærlig dans og anbefaler hinanden over for lytteren. Læs poesi, siger de. Hør musik og sang, siger de. Modsætninger mødes og en ny form for musik opstår i hjertet, for nu at parafrasere Jens August Schade. Hjemløshed er et særdeles vellykket møde mellem poesi og musik, der kun kan inspirere til mere af samme slags. Hermed varmt anbefalet.

———-

‘)Bjarke Kolerus (klarinetter), Henrik Goldschmidt (duduk og shofar), Elisabeth Dickmann (violin), Fuat Talay (saz), Johan Ohlsson (harmonika og klaver), Hans find Møller (kontrabas), Andreas Ugorskij (guitar), Jonatan Nussbaum Aisen (slagtøj), Jonas Nakel (tangenter og pedaler), Sophus August Tuxen (electronica og kor), Laura Illeborg, Philip Nussbaum Varlev, Barbara Nussbaum Varlev (kor)

 

Nordbrandt & Nussbaum. Hjemløshed. Exlibris. Er lige udkommet.

Skrevet i Musik Tagged | En kommentar »

Erindringsglimt: Da jeg lærte ikke at ryge

30. august 2019

Som alle unge (?) skulle jeg også smage på de voksnes glæder, alkohol og tobak. Jeg var vel en 13 år, og det var omkring 1963-65. Alkoholen var i form af en håndfuld elefantøl til en nytårsfrokost, og resultatet var den første brandert og en længere periode af afholdenhed og mådehold.

Tobakken nydelse forsøgte jeg mig med i form af fire-fem stykker Cecil cigaretter. De var uden filter og meget stærke. Mine forældre var ikke hjemme og jeg kunne snildt låne cigaretterne, som jeg så røg på mit værelse med vinduet pivåbent. Det eneste jeg fik ud af forsøget var en voldsom, ubehagelig hoste og en vished om, at rygning nok ikke var noget for mig. Og det har holdt siden, selv i de mange ungdomsår, hvor det blev moderne at ryge “sjov tobak” (hash og marihuanna). Og dagen efter fandt min mor skodderne uden for mit værelsesvindue. Men hun gjorde ikke nogen sag ud af det.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Dagens gode råd: Fuck off!

30. august 2019

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Punkrødder: The Kinks og MC5

29. august 2019

I den af Iggy Pop producerede serie om Punkens historie (omtalt i går) fremhæver Iggy fx The Kinks og deres “You really got me” som en tidlig inspiration. Den lille Iggy sidder ved radioen og lytter til top 40 og skal igennem 39 “kedelige” numre før Kinks brager igennem.

En anden stor inspiration er MC5 og deres “Kick out the jams”, der bliver en slags tændsats for mange af den punkbands, der dukker op i kølvandet på the Stooges. MC5 har al den vildskab og energi, der slipper løs i det, der kommer til at hedde punk.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Trisha Yearwood og andre skyldige glæder – genhørt

28. august 2019

I dag har jeg søsat et stort projekt her i nærområdet. Og Mick Jagger er – sammen med Don Henley – skyld i at jeg faldt ned i gryden med countrymusik. Og her er Trisha Yearwood, som jeg har forsømt alt for længe. Hun er en af de mange, fine countrydamer, der både er frygtelig mainstream, forbandet kommercielle, meget amerikanske på den der overfladiske jeg-skal-se-godt-ud-og-sælge-varen-måde og meget mere. Men de bedste af dem har et eller andet,  der afvæbner mine kritiske parader. De synger fantastisk, de kan stilen til finderspidserne, omgærder sig med de bedste musikere, der kan opdrives og – ja – sælger varen.

Her er en af samme kaliber, Tift Merritt, i en fin optagelse, hvor hun dog ikke helt holder sig på countrysporet, men skidt med det.

Og mere af samme skuffe, Miranda Lambert…

– og Michelle Branch

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Mick Jagger goes country

28. august 2019

Da Mick Jagger var helt ung, var han til skifflemusik. Det var inden han kastede sig over bluesmusikken og mødte Keith Richard osv. Og at Jagger er meget andet end rock and roll illustreres smukt af dette nummer med Eagles-Don Henley, hvor Mick Jagger ikke alene synger for sammen med Don Henley og Miranda Lambert, men også spiller den smukkeste countrymundharmonika. Selv om det kan være svært at forestille sig Jagger med cowboyhat og sporer på støvlerne, så er det sådan det er….

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Apropos Iggy Pop: Punkens historie i fire afsnit på DR2

27. august 2019

Medens vi er ved Iggy Pop, så er det værd at gøre opmærksom på udsendelsesrækken Punkens historie I-IV, der vises på DR2. Det første afsnit blev vist d. 20/8, men kan stadigvæk ses, hvis man har adgang til arkivet. Udsendelsen er interessant ved at være produceret af Iggy Pop, der også optræder som en slags historiefortæller, og med indslag af en lang række af punkens hovedpersoner. Afsnit 2 kan ses direkte kl. 23 i aften på DR2.

https://youtu.be/zOCVQ_mSWno

 

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Før Jim Osterberg blev til Iggy Pop: Prime Movers Blues Band

27. august 2019

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Elvis Costello – 65

26. august 2019

I halvfjerdserne var han en rebelsk ung fyr, der lænede sig op ad punken og snerrede ad alle journalister, der ville udfritte ham om noget som helst. Nu er Elvis Costello blevet en venlig ældre herre på 65 år. Og sådan går det jo for mange af os.

https://www.youtube.com/watch?v=HcGutMM2sDE

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Reklame: Musikfilm i Århus

26. august 2019

Selv om bloggen her er non-kommerciel, så vil jeg godt reklamere lidt alligevel. For det er da en mindre begivenhed, at biografen Øst for Paradis sammen med Voxhall/Atlas præsenterer hele syv kvalitetsmusikfilm. Så hvis man er til musikfilm også, så er det bare med at komme ud af starthullerne nu…

I slutningen af september står den på Musikfilm Festival i Øst For Paradis. Syv film udgør festivalens program, der tager sig således ud:

22/09: Woodstock!
23/09: Marianne & Leonard: Words of Love (billedet)
24/09: Miles Davis: Birth of the Cool
25/09: Suede: The Insatiable Ones
26/09: Matangi/Maya/M.I.A.
27/09: Grace Jones: Bloodlight and Bami
28/09: PJ Harvey: A Dog Called Money

Woodstock
Woodstock 50 år! Michael Wadleighs Oscar-belønnede maratonportræt af Woodstock-festivalen betragtes af mange som festivalfilmen over alle festivalfilm. Gennem tre mytiske dage i august 1969 stillede instruktøren og hans crew (der bl.a. talte en ung Martin Scorsese) skarpt på alle tiders største og mest overrumplende event med kærlighed, fred, musik og mere end 400.000 ekstatiske mennesker som kalejdoskopisk omdrejningspunkt. Læs mere om filmen hér.

Marianne & Leonard: Words of Love
Den canadiske sangskriver Leonard Cohen mødte sin muse, norske Marianne Ihlen, på den græske klippeø Hydra i midten af 1960’erne. Leonard var da en ung aspirerende forfatter, og Marianne havde søgt tilflugt på øen med sin lille søn efter et kuldsejlet ægteskab. Mødet kastede stof af sig til ikke bare en berømt hymne (’So Long, Marianne’) men resulterede i et glødende og kaotisk forhold, der skulle vare hele livet – også når de to ikke var sammen. Læs mere om filmen hér.

Miles Davis: Birth of the Cool
Trompetisten og bandlederen Miles Davis er en af den moderne jazz’ ubestridte innovatorer og ledestjerner. En intellektuel og kontroversiel musiker, hvis henholdte, elegante stil skiftede udtryk mange gange gennem karrieren, men som hele vejen var selve legemliggørelsen af begrebet ’cool’. Centralt i Davis’ liv var en nærende rastløshed og et konstant ønske om at bryde grænser – musikalsk som privat. Det gjorde ham til en stjerne og inspirerende samarbejdspartner, men også utrolig vanskelig at have med at gøre for de mennesker, der elskede ham mest. Læs mere om filmen hér.

Suede: The Insatiable Ones
Med sin androgyne fremtoning, eminente popsensibilitet og pikante new glam-attitude var Suede den første og en af de allerstørste eksponenter for den bølge af britisk musik, som i 1990’erne gik sin sejrgang over hele planeten under banneret britpop. Ja, gruppen var alle engelske popmagasiners darling allerede før den overhovedet havde udgivet sin første single! I dokumentaren “The Insatiable Ones” får du hele historien om det talentfulde fir- (senere fem-)kløvers opkomst, fald og genrejsning. Læs mere om filmen hér.

Matangi/Maya/M.I.A.
Den Sundance-vindende dokumentar om popfænomenet M.I.A. fortæller ikke bare om tilblivelsen af den feterede stjernes appellerende mix af grime, dancehall og old school rap, men opruller hele hendes nære historie som flygtning i et ikke altid åbent Vesten, så både fødder, hjerte og tårekanaler banker i dobbelt tempo. Som datter af en tamilsk oprørsleder i det borgerkrigsramte Sri Lanka, og med en opvækst som immigrant i stiff upper lip-England, har M.I.A. livet igennem kæmpet fra hus til hus for at finde fodfæste i verden. Læs mere om filmen hér.

Grace Jones: Bloodlight and Bami
Titlen på Sophie Fiennes’ intime film om natklubdivaen, modellen og sangeren Grace Jones hentyder til den røde lampe, der tændes, når man er på i studiet samt noget så beskedent som jamaicansk fladbrød. Og udspændtheden mellem de to poler er præcis filmens motor. Vi følger superikonet til chikke, lækkert fotograferede shows, under glamourøse tv-optrædener, på champagneboblende hotelværelser – og så helt nede på jorden, ude på landet, nede af støvede jamaicanske landeveje, hos familien, langt væk fra celebrity-maskinens overhalingsspor. Læs mere om filmen hér.

PJ Harvey: A Dog Called Money
“A Dog Called Money” er alt andet end en traditionel rockdokumentar – om en kunstner, der er alt andet end en traditionel rockmusiker. Følg i hælene på PJ Harvey og hendes væbner, krigsfotograf og dokumentarist Seamus Murphy, på en øjenåbnende inspirationsrejse til brændpunkterne Afghanistan, Kosovo og Washington DC, hvor Harvey samler ord og ideer til sit seneste album “The Hope Six Demolition Project”. Og se hvordan albummet tager form i fuld offentlighed bag en glasvæg i kunstgalleriet Somerset House i hjertet af London. Læs mere om filmen hér.

Musikfilm Festivalen er arrangeret i et samarbejde mellem Atlas & VoxHall, Cinemateket og Øst For Paradis.

Dato: 22.-28. september 2019
Pris: 85-100,-
Sted: Øst For Paradis
Billetsalg: Fondenvoxhall.dk

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Ældre august 2019 indlæg »