september 2022 arkiv

« Nyere september 2022 indlæg

Mere filmoplevelse: Den blomstertid nu kommer (The Unthinkable), 2018

5. september 2022

DR tog sig lidt sammen i fredags og sendte den svenske film Den blomstertid nu kommer fra 2018. Den har fået den engelske titel The Unthinkable.

Det er en mærkelig film. En blanding af romantik og fremtidsfilm (science fiction, om man vil). En ung mand vokser op i et hjem, hvor faderen lider af konspiratoriske tanker og er aggressiv og voldelig. Og det ender med, at konen og sønnen forlader ham. Den unge mand når inden da at få et potentielt kæresteforhold til en ung pige, som han deler musikinteresse med.

Da den unge mand kommer til byen sker der ting og sager. Terroraktioner, vist nok med IS som afsender, og uidentificerede angreb. Noget kommer udefra og truer livet i det svenske. Regnen er kontamineret med noget, der får folk til at miste hukommelsen og blive bindegale.

Plottet er lige så diffust og uklart, som ovenforstående korte beskrivelse antyder. Og helt i tråd med denne uklarhed er slutningen også.

I sine bedste passager kan filmen minde lidt om Lars von Trier, når han er i sit mest syrede og fabulerende hjørne. Og man kan ikke fratage filmen en særegen stemningsfuldhed i de dystre scener, hvor hovedpersonen flygter fra angriberne og forsøger at redde sin forsvundne kæreste.

Men selv om man skal have en stor forståelse for det uforståelige, når man ser science fiction, så synes jeg, at denne svenske film er lidt langt ude. Og det hjælper ikke på sagen at give den den engelske titel, det utænkelige.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Aftenens filmoplevelse: Memory (2022)

5. september 2022

Udsigten til et timelangt indslag med tre såkaldte statsministerkandidater i åben duel, fik mig hen til dvd-afspilleren. Fruen havde været forbi den lokale dvd-pusher og havde købt Martin Campbells film Memory med Liam Neeson i hovedrollen.

Hvis man kender blot lidt til Liam Neesons præstationer på det hvide lærred de seneste par årtier, så vil man vide, at han er gået i fodsporet på række af amerikanske skuespillere, som har fremstillet moderne udgaver af den gamle ensomme hævner i cowboyfilmene. Og det er lidt den samme model, Neeson modellerer på i Memory.  Der er dog et lille nyt krydderi på plottet. Denne gang er han en erfaren, effektiv lejemorder, Alex Lewis, med både samvittighed og en snigende Alzheimer.

Lewis har fået til opgave at slå to mennesker ihjel, en mand og en mindreårig pige. Manden afliver han med vanligt effektivitet og præcision. Men pigen vil han ikke aflive. Man slår ikke børn ihjel er Lewis’ dogme. Og det gør ham selv til genstand for forbrydernes interesse. Bortset fra det med Alzheimer-sygdommen så er filmen på ingen måde nytænkende eller specielt interessant, men nærmest en gennemsnitlig udgave af den slags action-film. Både forudsigelig og lidet original i plot og realisering. Seværdig som gennemsnitlig underholdning og alt andet lige mere interessant til triumviratet Frederiksen, Pape og Ellemann.

 

 

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Gensyn og -hør med Reality Bites

4. september 2022

Reality Bites (1994) er sådan en klassisk amerikans komedie om nogle unge mennesker på kanten til voksenalderen. Instrueret af Ben Stiller og med en sprød, ung Winona Ryder i en lysende hovedrolle, der bliver assisteret af blandt andre Ethan Hawke, Janeane Garofalo og Steve Zahn. Og det er en film, der tydeligvis skulle promovere en håndfuld, talentfulde unge skuespillere. Denne gang fra den såkaldte generation X.
Filmen har oven i købet et meta-plot, idet Ryder spiller en ung Leaina, der gerne vil være dokumentarist og derfor arbejder på en film med titlen ‘Reality Bites’, hvor hun forsøger at dokumentere sine venners og værelseskammeraters liv.
Filmen, der kan ses som en efterfølger til fx Barry Levinsons Diner (1982) og John Hughges’ The Breakfast Club (1985) blev ikke nogen stor succes, da den kom frem. Men har siden fået kultstatus som en film, der tager den såkaldte Grunge-generation på kornet.
Og så udmærker filmen sig med et lydspor, der dækker en række af den tids mere lytteværdige kunstnere. Og alene det forhold, at The Knack får lov til at indlede det hele med deres uforlignelige powerpopnummer “My Sharona” er det hele værd:

The Knack (3)– My Sharona
The Juliana Hatfield – Spin The Bottle
The Indians– Bed Of Roses
World Party– When You Come Back To Me
The Posies– Going, Going, Gone
Lisa Loeb & Nine Stories– Stay
U2– All I Want Is You
Crowded House– Locked Out
Lenny Kravitz– Spinning Around Over You
Ethan Hawke– I’m Nuthin’
Dinosaur Jr.– Turnip Farm
Me Phi Me– Revival!
Squeeze – Tempted (94)
Big Mountain– Baby, I Love Your Way

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Capac anbefaler: Karen Troldborg – 72 (et projekt)

3. september 2022

I september 2017 anbefalede jeg Karen Troldborgs ambitiøse album Over revet langt ude, der er et stykke (med et psykoanalytisk begreb) sorgarbejde. Karen havde mistet sin mor til kræften og reagerede på tabet og sorgen med at forfølge moderens virke som skribent og digter og bearbejde sin sorg på den måde.

Og med sit nye projekt 72 sætter Karen om muligt sit ambitionsniveau lige så højt eller i hvert fald meget højt. Projektet omfatter både en digtsamling og et musikalbum. Og det gennemløbende tema er Karens drømme. Som mange andre har Karen altid drømt meget og været opdaget af det drømmeriske i kunsten.

Titlen 72 er også hentet fra en drøm og er blevet ophævet af kunstneren til en slags æstetisk dogme. Digtene kondenseret i små, haiku-agtige digte på kun 72 anslag. Digte, der – for nu at alludere til psykoanalysen igen – fortætter særlige momenter fra Troldborgs drømme. Man kan vel sige, at kunstneren ikke kaster sig ud i den obligatoriske drømmetydning, men snarere bruger sine drømmes billedverden og emotionelle energi til at skabe nye fortættede billeder. I en vis forstand fortsætte det drømmearbejde, der skabte de første drømme og som i følge Sigmund Freud – psykoanalysens skaber –  selv udgør drømmenes særlige kvalitet. .

Og de i alt ti sange, der udgør projektets musikalske del, er også, med kunstnerens egne ord, “videredigtning” af drømme. Altså yderligere drømmearbejde. Sange, der veksler mellem det hjemlige og genkendelige og til drømmenes “uforståelige” billedsprog. I nogle sange, der også veksler mellem det pop-enkle og melodiøse og det mere avantgardistisk-eksperimenterende. Og Troldborg synger sine tekster med sin gode, lidenskabelige stemme, der hele tiden bestræber sig på at yde teksternes kompleksitet den højeste retfærdighed.

Jeg afholder mig helt fra at fortolke drømmematerialet eller tilskrive det en særlig betydning. For det er op til den enkelte modtager af projektet at skabe sin egen mening med det ambitiøse drømmebearbejdningsprojekt. Og det er som sådan – som et ambitiøst projekt, der udgør et stykke eksperimenterende avantgardekunst, at det skal modtages af læseren og lytteren. Og det er op til den enkelte lytter/læser at få mening ud af rejsen gennem drømmebillederne. Det er så at sige den opgave, Karen Trolborg stiller sit publikum med sit projekt 72.

Og det er også som sådan projektet skal have min anbefaling med på vejen. Det er et projekt, der skiller sig ud i mængden af udgivelser, ved sin insisteren på sin ambitiøse tematik og sin kunstneriske bearbejdning af den. Og hvis man giver det en chance og giver sig hen til Troldborgs drømmearbejde, så er der et udbytte at hente. Hermed anbefalet.

Karen Troldborg. 72. Meritus. Bogen er udkommet og musikken er under udgivelse.

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »

Glemt firserdisco: Eighties Ladies

2. september 2022

Discomusikken gik et langt stykke hen ad vejen hen over mit hovede. Både da den for alvor kom frem i halvfjerdserne og i de efterfølgende årtier. Jeg har aldrig været en af dem, der gik på diskotek. Og derfor gik jeg selvfølgelig også glip af en del god musik. For eksempel mindes ikke dette nummer med Eighties Ladies. Jeg kan læse mig frem til, at gruppen kun fik udsendt et album og en lille håndfuld singler, blandt hvilke man finder “Turned on to you”, der er funky, heftigt og velspillet.

 

 

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

50: Loudon Wainwright III

1. september 2022

Den blev vist udsendt i juni 1972 og ramte nok Danmark noget senere. Men i hvert fald blev pladen, der var Loudon Wainwrights tredje langspiller, hans internationale gennembrud og den plade, der gjorde mig til en varig lytter til mandens muntre sange. Og det var i kraft af hans vist nok eneste hit, sangen om det døde stinkdyr, der ligger midt på vejen og stinker ad h….. til. “Dead Skunk” blev spillet rigtig meget på de rock-toneangivende programmer på Danmarks Radios program 3. Og sangen er ikke alene sjov, men også en fin introduktion til Wainwrights ofte lidt skæve og altid humoristiske syn på verden. Siden har han udsendt en stribe fine albums, der har haft samme høje kvalitet.

 

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »