14. september 2022 arkiv

Filmoplevelse: Bamse

14. september 2022

Når man har boet i Århus (som jeg fortsat foretrækker at stave med bolle-å) i en årrække, og når man holder af pop og rock, så er det svært at komme uden om filmen Bamse om byen store idol, Flemming Jørgensen kaldet Bamse – og hans venner. Og derfor brød jeg i går, sammen med fruen, en al for lang biografafholdenhed og så filmen i Øst for Paradis.

Og selv om jeg havde lidt bange anelser, fordi der er tale om en biografisk film, så blev disse anelser gjort til skamme. For Bamse er en god film. En meget sympatisk fortælling om mennesket Flemming Jørgensen, der lever et slags dobbelliv – som den udadvendte musikalske gøgler med kunstnernavnet Bamse og den private Flemming, der lever et almindeligt familieliv med konen Käte og deres fælles datter.

Skriptforfatter Bo Hr. Hansen og instruktør Henrik Ruben Genz holder sig langt hen til biografiens fundamentale dogmatik, dvs. beskriver Bamses liv fra de tidligste år i en fattig baggård i Randers med en prostitueret mor og elleve andre søskende, det efterfølgende liv på et børnehjem, livet med de velhavende adoptivforældre i Århus og livet som voksen med egen familie. Der fortælles ikke slavisk kronologisk, men der holdes fast i dogmatikken.

Og så vægter fremstilling Flemming Jørgensens splittelse mellem Flemming og Bamse, hans stadige uvished om, hvad han kom af og hans årelange konflikt med adoptivfaderen, der fra første færd har ønsket at Flemming skulle træde i hans fodspor og blive en ny direktør for gummifabrikken. Og dette konfliktstof bærer filmens dramatik fra start til slut.

Når filmen ikke alene lykkes, men vel-lykkes, skyldes det i allerhøjeste grad, at skuespilleren Anders W. Betthelsen formår at gestalte personen og figuren Flemming/Bamse, så Bamse fremstår troværdigt og ikke falder i den nærliggende grube: karikaturen. Berthelsen lyder og ser ud som den Bamse, os der er gamle nok kan huske fra scenen og tv. Og så hjælper det godt til, at der også leveres flot i de andre roller. Johanne Luise Schmidt som Bamses “ryg” og kone Käte, der er en nødvendig og uomgængelig sparringspartner for hovedpersonen, Lars Ranthe, der spiller Bamses og vennernes manager, så man både genkender managerens som type (altid på jagt efter succes, penge og “guld”) og mennesket bag (storrygeren, der hele tiden er ‘holdt op med at ryge’ og hele tiden falder i igen), Brian Lykke som vennen og skolelæreren, der ikke kan give slip på sit gamle liv, da successen for alvor rammer Bamses Venner og så videre.

Det lykkes også for filmskaberne at få sagt noget om musikken, om såvel den dansktop-aspirerende poprock, der gør Bamses Venner populære på scenerne og på plade og Bamses følsomme, alvorlige side, der viser sig i hyldestsangen til konen Käte, “Altid tænker på dig”, og de sange, han får realiseret på sin soloplade sidst i livet. Filmen undgår ikke helt det sentimentale i sit fokus på den følsomme Flemming, men jeg er tilbøjelig til at tro, at den virkelige Flemming “Bamse” Jørgensen heller ikke kunne sige sig fri af det.

Der er meget lidt, jeg kan brokke mig over i denne film, så det vil jeg ikke gøre. Derimod vil jeg opfordre alle med samme tilbøjeligheder som mig (Århus, pop og rock) til at se den film. Man er godt underholdt, mindst.

 

Dødsfald: Filmskaberen Jean-Luc Godard – 91

14. september 2022

Han var en af koryfæerne i halvtredsernes og tressernes, franske nye bølge af film. Og den mest radikale og kompromisløse. Med sine tidlige film gjorde han op med alt – filmsproget ikke mindst. Han var radikal og hans film blev stadigt mere politiske – til mange borgerlige kritikeres store fortrydelse. Men Godard var ligeglad og fortsatte med at skabe film, der altid skabte debat. Helt frem til sine allersidste film Film socialsme (2010), Adieu au langage (2014) og Le Livre d’Image (2018).

Som kollegerne Truffaut, Chabrol og Rivette gjorde han meget ud af at skrive om film i sin unge år. Det var en slags studie i filmens æstetik, der siden hen gav ham og de andre værktøjer til at gentænke og forny filmens sprog. Og som Truffaut var Godard en stor ynder af de klassiske amerikanske Hollywood-film – især Howard Hawks og Otto Preminger – på bekostning af nyere film. Og så øvede han sig ved at lave en række kortfilm, der gav forsmag på hans løse, nærmest skødesløse stil. Og godt hjulpet på vej af vennen Francois Truffaut, der var brudt igennem, fik Godard sit gennembrud – og Cannes-filmfestivalens førstepris – med filmen Åndeløs(1960) med Jean Paul Belmondo i den mandlige hovedrolle og Jean Seeberg i den kvindelige.

I nekrologerne over Godard gøres der meget ud af, at han fik hjælp til at dø, fordi han var meget syg af adskillige lidelser (og boede i Schweiz, hvor dødshjælp er tilladt…). Og det fortolkes som udtryk for mandens kunstsyn. Den galej hopper jeg ikke på. Kunsten er sin egen virkelighed.