27. september 2022 arkiv

Filmoplevelse: Dean Martin – King of Cool

27. september 2022

Med det nye medieforlig omkring Danmarks Radio er et af intentionerne, at DR skal blive bedre til at dele film og serier via deres hjemmeside – i den ulige kamp mod streamingtjenesterne og i et forsat forsøg på at digitalisere den gamle institution. Og det har da visse umiddelbare fordele for en gammel flow-tv-entusiast som undertegnede – nemlig den, at mere af det, DR faktisk viser. så angiveligt vil blive tilgængeligt på deres internetside. Men vi får se…

I hvert fald har jeg set en film, der kan findes på DRs side DRTV, nemlig den amerikanske dokumentar fra 2021 Dean Martin – King of Cool. Ganske vist havde jeg for nogen tid siden optaget den på min tv-boks men den ligger stadigvæk på DRTV. Og den er ganske underholdende og informativ, hvis man ellers er til Dean Martin (der stadigvæk er min favorit blandt den generations amerikanske croonere – selv om jeg åbner mig mere og mere for ham der Frank Sinatra…) og hvis man ellers kan goutere amerikanernes særlige hang til persondyrkende, glorificerende, ja mytologiserende biografiske dokumentarer. Men kan man abstrahere lidt fra denne tilbøjelighed, så er der faktisk en historie om en mand af italiensk afstamning som aldrig helt viste sit sande jeg og som havde et særligt talent for at fængsle publikum – fra scenen, på film, på plader og på tv. En italiensk dreng, der til sin død, elskede sin mors mad, var et rigtigt familiemenneske, der aldrig lod karrieren spænde ben for familielivet og besad et særligt talent for at synge og underholde det store publikum.

Goodnight Sweetheart