Noget om weblogs, musik – og copyright
30. april 2010I Irland har man en organisation tilsvarende den danske KODA. Altså en organisation, der varetager sangskriveres, komponisters og udgiveres rettigheder, når det drejer sig om forbrug af musik, herunder kopiering. Navnet er IMRO.
I den fortsatte bestræbelse på at forsvare copyrighten i den ulovlige fildelings tidsalder har IMRO rettet opmærksomheden mod landets mange musik-weblogs med et krav om, at disse fildelende musikblogs fremover skal betale en årlig afgift på flere hundrede pund for at fortsætte med deres musikformidling. I søgelyset har blandt andet være Nialler9 og Torture Garden, to af de mest læste og højest respekterede blogs i Irland.
Planen er, at IMRO vil stille kravet over for enhver blog i Irland, som gør download og/eller streaming af musik mulig i Irland. De omtalte blogs er typisk amatørblogs, der er drevet af entusiastiske musikelskere. De er non-profit-foretagender, der som hovedregel end ikke får reklameindtægter, fx via Google særlige reklameblogtjeneste. Torture Garden er et godt eksempel. Her finder man seriøs journalistik med interviews af nye navne, originale illustrationer – og altså musik, som besøgende enten kan hente ned eller streame.
Nialler9, der er drevet af journalisten Niall Byrne, har dog nogle reklamer tilknyttet. På sin blog erklærer Byrne, at han ikke principielt har noget imod, at der skal betales royalties til kunstnere for den musik, der forbruges via Nialler9, men der er nogle problemer. Meget af den musik, Nialler9 præsenterer for læserne, har musikere, pladeselskaber og PR-selskaber selv aktivt stillet til rådighed for Byrnes side gratis som promotionfremstød uden at stille krav. Denne praksis er faktisk en af forklaringerne på, at rigtig mange musikblogs er dukket op gennem de seneste år – i Irland og mange andre steder.
Et andet problem er, at IMRO med sin Limited Online Exploitation Licence ikke tager højde for, om bloggen er stor eller lille. Om den har få eller mange læsere. Man sidestiller den lille amatørmusikblogger med mere professionelle i kravet om betaling i størrelsesordenen 130-600 £ pr. år.
Der er flere problemer i IMROs nye initiativ. For det første udstiller det de uenigheder, der er mellem kunstnere og pladeselskaber på den ene side og rettighedsorganisationen på den anden side. Og har kunstnere og pladeselskaber overhovedet ret til at donere smagsprøver på deres egen musik til blogs, myspace, twitter, YouTube osv.?
Noget andet er, at den nye politik uden tvivl vil gøre det meget sværere for musikalske ildsjæle at drive blogs på nettet. Og sværere for unge kunstnere, der netop søger alternative, billige veje til PR for deres musik? Spørgsmålet er, om det vil gavne den ny musik, som ikke har stort PR-budget, men gerne vil ud til de interesserede?
30. april 2010 kl. 20:31
Problemstillingen findes allerede herhjemme. Læs om bloggeren Peter Dreschler Poulsens oplevelser under det såkaldte Blogocide 2010 på Goombay: http://goombay.dk/blog_rocking_peet_blogocide2k10/
30. april 2010 kl. 21:10
@Smukke Charley: Ja, jeg kan godt huske sagen. Det nye er vel, at man denne gang gÃ¥r en anden vej og kræver penge for blogaktiviteten – pÃ¥ et diffust grundlag.
30. april 2010 kl. 22:36
Jeg har ikke noget i klemme, men kan alligevel ikke lade være med at undre mig over, hvordan man skal kunne leve som musiker, komponist og producer i det system, vi har nu. PÃ¥ et eller andet tidspunkt skal der brød pÃ¥ bordet. Jeg er ked af at folk skal lede efter løsningen pÃ¥ dette problem, men det er man nødt til at finde en løsning pÃ¥. MÃ¥ske er løsningen at private sites distribuerer deres kunstneres musik og fÃ¥r betaling opkrævet ved PayPal (som iøvrigt er dyrt) – eller mÃ¥ske er koncerter den eneste indtægtskilde fremover? Ligesom i 1790’erne?
30. april 2010 kl. 23:08
@Donald: For ganske nylig kunne KODA fremvise et enormt flot regnskab (http://2xf5.sl.pt). Så det er jo ikke sådan, at kunstnere og komponister ikke tjener penge i fildelingens tid. De tjener penge på andre aktiviteter end plader og mp3-filer.
Selv om man har forstÃ¥else for copyrightorganisationernes betrængte situation, hvor salget af cd’er falder osv., sÃ¥ er det pÃ¥ den anden side svært at have sympati for den slags aktioner, som den ovenfor beskrevne. Jeg mener, at det er hovedløst at kaste sig over smÃ¥bloggere, der gør en indsats for at promovere ny musik, som ofte bliver negligeret af de store pladeselskaber. SpørgsmÃ¥let er, om ikke en organisation som IMRO skader musiklivet mere end den gavner det i dette tilfælde?
1. maj 2010 kl. 11:15
@CAPAC: Uden at blande mig i diskussionen, så husk igenigen, at der er stor forskel på engelsk og amerikansk copyright og dansk ophavsret. Vi har ingen copyright her til lands. Og amerikansk lov gælder ikke her. Derfor skal begrebet ikke bruges i flæng.
Der er groft sagt tre begreber, nemlig ophavsret, copyright og brugsret.
De sidste to beskriver rammerne for, hvordan du må arbejde med immaterielle ting, du ikke selv har ophavsret til.
Ophavsretten beskriver, hvem der har skabt tingen oprindeligt og den kan ikke overdrages/sælges. Den er noget du per se har, når du har skabt noget kunstnerisk unikt.
Brugsretten beskriver, hvordan du må bruge den ting, andre har skabt, f.eks. videresælge, ændre eller lade indgå i andre sammenhænge
Copyrighten siger noget, om, hvordan materialet må kopieres. Og i amerikansk lovgivning kan man faktisk miste retten til sin copyright.
1. maj 2010 kl. 12:11
@Torben: Du har jo ret, Torben, med hensyn til de legale forskelligheder. Selv om de nationale grænser kan være svære at holde adskilt pÃ¥ nettet – det viser den irske sag jo, nÃ¥r men mener at kunne gribe ind over for enhver blog, der kan læses i Irland. Og mÃ¥ske er det i virkeligheden en af de helt store knaster – de juridiske forskelle – nÃ¥r vi snakker om nettet, der jo pr. definition er overnationalt eller globalt, om man vil.
Jeg er bestemt ikke ekspert på det juridiske områder, og bilder mig også ind, at jeg især beskæftiger mig med tendenser og åbenbare interessekonflikter i tiden.
Det er jo fx en kendt ting, at de pågående ACTA-forhandlinger om beskyttelse af intellektuel ejendom, og hvis indhold stort set er skrevet af amerikanske lobbyister, tilsyneladende og ofte ganske ukritisk og uden åben, offentlig debat overføres til europæiske lande i stort omfang. Sverige, Storbritannien, Frankrig og måske også Danmark (i hvert fald, hvis det står til SF og S).