50: Paul & Linda McCartney – Ram

16. maj 2021

 

I morgen er det 50 år, siden Paul McCartney udsendte post-beatles-albummet Ram. For længst berømmet, og herhjemme gjort til genstand for Tim Christensens hyldest Pure McCartney. FFor sjov skyld slog jeg op i Rober DImerys 1001 album du skal høre før du dør (dansk udgave, Poltikens Forlag), men den var ikke blandt de plader, Dimery ville lytte til inden sin død. Det må være en fejl…

Ram er en klassisk plade, et af de helt store album fra det højtproduktive 1971, et album, der vokser lidt hver gang, jeg hører den. Og for længst genudgivet i diverse forbedrede udgaver. Og nu er der ekstra god grund til at give den et genlyt.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

4 kommentarer

  1. Frankie kommentarer:

    Som “Billen” skrev, så blev RAM bedømt med mellemregninger og fortolkninger af samtiden:
    Paul McCartney var et bløddyr, som var skyld i at Beatles stoppede, Lennon var den samfundskritiske helt, “the shit” uanset hvad han gjorde og RAM var alt for “let”, Linda McCartney sang ad helvede til……..osv osv.

    John Heaton på Youtube læser i anledning af jubilæet nogle eksempler på anmeldelser af albummet fra samtiden og helt op i 80 erne, som alle er bemærkelsesværdigt negative som om det var en virkelig ringe plade !

    Og som med moden så vender det på et tidspunkt og pludselig mener alle som nu anmelder den, at den er nærmest genial, forud for sin tid og uovertruffen.

    Sandheden for mig ligger helt klart tættere på de seneste, men dog uden at jeg er helt oppe at ringe. Jeg mener dog, at det er beskæmmende med den modtagelse RAM fik af musikbranchen i datiden, og det viser meget godt at musikanmeldelser og holdninger generelt til musik, ikke alene forholder sig til musikken, melodierne, produktionen m.m. men er et sammensurium af ting som sker i samfundet på et givet tidspunkt.

    Harmonierne, sammensætningen af musikstykker til flerfasede numre, produktionen, legesygen og diversiteten af numrene peger direkte videre til det egentlige Wings, selvom nogen med rette peger på at RAM mere eller mindre var Wings, så ikke officielt i hvert fald.

    Med kommende jubilæer for Wings pladerne kan man håbe, at de også får mere anerkendelse fra musikanmeldere, end de fik i samtiden.

    RAM ON

  2. capac kommentarer:

    @frankie: Jeg ved bare, at RAM ramte mig i solar plexus, dengang den udkom. Jeg lyttede slet ikke og læste ikke anmeldelser og kritik dengang, men lyttede bare med ører og hjerte. Og RAM overbeviste mig om, at der var en tid efter The Beatles – også en god tid. Og det har McCartney kun bekræftet siden hen, igen og igen. RAM har en særlig plads hos mig. Ikke dermed sagt, at det er “den bedste” eller sådan. Den slags målestokke kan jeg slet ikke bruge til noget. Men et album, jeg altid og med glæde lytter til og hele tiden opdager små finurligheder på. Og jeg deler heller ikke nedgøringen af Linda. Jeg synes det var modigt at hende og Paul at stå sammen og lave musik sammen – uanset hvad kritikerne og de forlorne Beatles-fans så end måtte mene.

  3. Frankie kommentarer:

    Det er en fabelagtig plade, Punktum ! bedre end stort set alle Beatles plader og bedre end de allerfleste solo plader fra Beatles medlemmerne hver i sær. Jeg holder af samtlige numre og deres, som du kalder det finurligheder, leg med lydelementer, stemmer og produktion. Temposkift, “versatility” med et godt, og muligvis korrekt stavet engelsk ord. Kender alle numrene ud og ind og kan skrige med på Monkberry moon delight The epidemy of Rock n roll som Tracy Bonham udtrykte det ved koncerten i Store Vega da de spillede den i Tim Christensen udgaven.

    Jeg lærte den at kende 7-8 år efter udgivelsen da jeg gik baglæns i Wings kataloget og den holder hele vejen i dag.

  4. capac kommentarer:

    @Frankie: Den får lov til at besætte min afspiller i disse dage.

Skriv en kommentar

46 har læst indlægget
15,045