Dødsfald: Mihail Larsen – 75

31. oktober 2022

Endnu et af stundenteroprørets fremmeste koryfæer er gået bort. Det drejer sig om Mihail Larsen, der døde den 13. oktober. Når jeg først omtaler dødsfaldet i dag, skyldes det simpelthen, at pressen har været larmende tavs omkring denne hændelse. Og det siger måske i virkeligheden noget om, hvor vi befinder os i dag – kulturelt set.

For Mihail Larsen var ikke en hr. hvem-som-helst, men derimod en særdeles indflydelsesrig figur i studenteroprørets storhedstid. Han var en af de stærkeste fortalere for, at læsning af Karl Marx’ skrifter blev nærmest obligatorisk læsning i de humanistiske fag. Det var ham, der fik Johannes Sløk til at forføje sig over på Teologi igen fra Idéhistorie. Og det var Mihail der insisterede på, at de studerende fik halvdelen af pladserne i universiteternes konsistorium (universitetets øverste besluttende organ). Og han var forfatter til bogen Kritik af den kulturradikale pædagogik (Modtryk, Aarhus 1974.), der dengang havde effekt på den pædagogiske debat.

Siden blev Mihail professor i sit eget fag idehistorie, blandt andet ved universitetet i Firenze. Og selv om han ikke fortsatte med at være længst fremme på barrikaderne, så forblev hans kritiske tankegang intakt, hvilket man kan læse ud af et interview, han gav til Kristeligt Dagblad i 2018, hvor han samlede op på erfaringerne fra opgøret på universitet med disse ord:

”Vi ville gøre op med professorvældet og det hierarkiske system, der dengang var på universiteterne. Vi ville have mere demokratisk styring og studenterindflydelse – ja, vi ville på et tidspunkt endog have det teknisk-videnskabelige personale, TAP’erne, med i universitetets ledelse. Det var der brug for i en tid, hvor ’forskningen ikke kun skulle være for profitten, men for folket’. Men vi var politisk naive, fordi vi troede, at det var politikerne, der skulle sikre os ændringerne. Med slagord som ’Al magt til Folketinget!’. For ved at gå den vej var vi desværre indirekte med til at lade politikerne nedbryde universiteternes autonomi, og vi blev på den måde til nyttige idioter for de politikere, der siden har arbejdet på at gøre universiteterne til institutioner, der kan underlægges og strømlines efter samfundsøkonomiske strategiplaner. Det var en fejl. I stedet for ’forskning for folket’, som vi efterlyste, fik vi groft sagt ’forskning for erhvervslivet’.”

2 kommentarer

  1. Donald kommentarer:

    Jeg har ikke før hørt om Mihail Larsen. Er det mon en russisk-orienteret forælder, som har kaldt ham Mihail (Mikael)?
    Det citat, du giver, gør ondt i hovedet. At universiteterne er styret på en uheldig måde i dag er jeg enig i, men jeg har ikke set sammenhængen så klart — måske fordi jeg heller ikke kendte baggrunden og historien for de studier, jeg påbegyndte, og dengang var så heldig at nogle gamle principper tillod mig at læse det meste på egen hånd.

    Men citatet lægger viden til de ting, jeg har erkendt om baggrunden for hændelser i min studietid. Tak for indlægget.

  2. capac kommentarer:

    @Donald: Jeg ved faktisk ikke, om der er russiske aner i Mihail Larsens familie, og research på nettet giver ikke nogen forklaring. Men jeg husker bare, at han – da jeg startede min studietid ved Århus Universitet – var en af de toneangivende idéhistorikere (sammen med Hans-Jørgen Schanz, Jørgen Carlsen og den lidt yngre Lars-Henrik Schmidt, som også slog tonen an i de år- og bortset fra Carlsen alle er gået bort og nekrograferet i min blog). Intellektuelle helte i mine formative år og siden hen. Belæste, kritisk skarpe og med et ærligt ønske om at ændre verden i en bedre mere demokratisk og retfærdig retning.
    Og rigtig nok rammer han hovedet på sømmet med sin udtalelse om universitetet, som dengang netop blev transformeret i en mere demokratisk retning til tjeneste for folket. Heldigvis fik jeg min tid på det universitet, hvor studenter og TAP’er sad i de styrende råd og hvor frihedsgraden var markant større end i dag, hvor universitet – takket være liberalisterne i Venstre (med Helge Sander i spidsen) – er forvandlet til en institution, der drives som en privat virksomhed og hvor de smukke universitetsidealer fra Humbolt og frem er gået fløjten.
    Mihail spillede også en stor rolle i og omkring Roskilde Universitetscenters tidlige historie som lektor og institutbestyrer.
    Jeg synes også, at det skal nævnes, at Mihail havde en afgørende rolle at spille dengang studenteraktivisten Rudi Dutschke fik lov til at bo og leve i Danmark.
    Du kan læse hele interviewet fra 2018 her: https://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sjael/studenteroproeret-var-noedvendigt-men-fik-ogsaa-uheldige-konsekvenser.

    Se også et fint interview med Mihail om “RUC og forskningspolitik”: https://youtu.be/HcJx_9SHOk8

Skriv en kommentar

12 har læst indlægget