Årslister, hitlister o.a.
22. december 2022Julen er nær. Og så er der jo heller ikke længe til nytårsaften. Og det viser sig jo også som de årligt tilbagevendende hit- og årslister over musik, der angiveligt skulle være det bedste, der kom ud af året. Jeg kigger rundt og konstaterer, at rigtig meget af det musik, der fremhæves, har jeg aldrig hørt og i nogle tilfælde heller ikke hørt om. Ikke, fordi jeg ikke vil, men primært fordi musikformidlingen nu om stunder slet ikke har et niveau, der gør musikken den tjeneste, den burde have. Dengang, hvor nye grammofonplader blev præsenteret i public-service-radioen er længst forbi. Og hvis de endelig dukker op, så er der bestemt ikke tale om kvalificeret, lyttende prænsentation, men om snakkehoveder, der helst lytter til deres eget mundtøj.
Og så må jeg også indrømme, at jeg de seneste par måneder især har været optaget af musikken fra før i tiden. Til dels inspireret af Bob Dylan, men også andre – fx journalisten Dave Marsh – der har øre for den musik, der har været truet af at gå i glemmebogen. For sandheden er at fortiden gemmer på så mange musikalske juveler, at man kan blive helt overvældet.
Samme retrograde inspiration fik mig til at hjemtage – fra biblioteket – bokssætet American Epic. Et 5-CD-sæt med 100 numre. Og et lydspor til en tv-dokumentar-serie, der dokumenterer amerikansk roots-musik fra 1920’erne og 1930’erne i hele dens brede og mangfoldighed. 100 forskellige kunstnere. Nogle få er kendte, men langt de fleste er ikke store navne. Bokssættet fik angiveligt (jeg har læst mig til det) store, flotte ord med på vejen, og det er forståeligt. For de fem plader giver en en fin fornemmelse af det musikalske landskab, der udgør substratet for vor tids populærmusik. Hvis man interesserer sig for den slags – rødderne i rock og pop – så er denne lille boks absolut anbefalelsesværdig – og kan som nævnt lånes på biblioteket. Og man kan være heldig at finde dokumentaren på tuben…
Clarence Ashley – Coo Coo Bird
