Ved meddelelsen om, at Lis Sørensen i dag runder de 70 år, så dukker billeder op af hende sammen med Strube Band i Botanisk Have, hvor hun kastede sig uforfærdet ud i en guitarsolo, og billeder af hende og resten af Shit og Chanel (senere: Shit og Chalou) i Stakladen og i Tangkrogen. For Lis Sørensen og de andre kvinder i Shit og Chanel var en rigtig del af mine første år i Århus. Jeg kom til byen i 1973, samme år som gruppen blev dannet af Anne Linnett, Sørensen, Astrid Elbek og Ulla Tvede Eriksen. Og jeg fulgte dem trofast frem til opløsningen efter det påtvungne navneskifte i 1981 og købte alle deres fire albums. Herefter gik Lis Sørensen solo og supplerede karrieren med et sidejob hos Sebastian som blot øgede hendes popularitet som en af landets bedste kvindelige vokalister. Jeg har ikke fulgt Lis slavisk siden dagene med Shit og Chanel, men hun har altid stået for mig som en af de stemmer, der var noget særligt i dansk pop og rock. Og sådan er det sådan set stadigvæk. I dag fylder hun så halvfjerds og er – så vidt jeg ved – stadigvæk aktiv inden for musikken.