Capac anbefaler: Søren Lampe – The Lamp is low

Author:

Søren Lampes nye album bærer en titel, der med tungen i kinden spiller på kunstneres efternavn; men der er nu ikke tale om nogen form for diminusering af kunstneren, for de er faktisk tale om titlen på en gammel kendt standard fra 1930’erne af Peter DeRose og Bert Shefter, Men tilfældigheden understreger nok, at Søren Lampe altid har et glimt i øjet og en ikke alt for alvorstung tilgang til livet og musikken. I hvert fald forekommer det mig, at det nye album kommer sin lytter i møde med afslappet og løssluppen spilleglæde.

Som på albummet Slow and Sentimental (2016) består den nye plade af en god blanding af slidstærke sange fra den store amerikanske sangskat (f. eks. Legrand/Bergman og Rodgers /Hammerstein) og sange, som Lampe har lavet alene eller med hjælp fra andre. Og så er det en udpræget jazz-plade, hvor der er stort fokus på jazzens velkendte egenskaber i form af rigeligt med improvisatoriske indslag og lystig musiceren. Så Søren Møller (piano), Morten Lund (trommer og slagtøj), Kaspar Vadsholt (bas)m, Per gade (guitar), Peter Fuglsang(klarinet) og Mathias Heise (kromatisk mundharpe) får rig mulighed for at vise, hvad de kan få ud af den gode sange. Det var vist Charlie Parker, der engang sagde, at jazzen altid begynder med en melodi, og det bliver i allerhøjeste grad bekræftet af The Lamp is low, hvor de gode iørefaldende sange – f. eks. klassikeren “My favorite things” og “All that jazz” – lader holdet udfolde sig optimalt. Og til dette billede hører, at Søren Lampe synger for med en overbevisende vokal, der både udstråler stor indlevelsesevne og lyst til at frasere og give teksterne deres eget liv.

Det er en flot plade, som Søren Lampe og hans gode musikalske legekammerater har fået lavet. Den lever helt op til de foregående og kan kun tilfredsstille dem, der havde og har glæde af dem. Og nye lyttere, der har fået smag for jazz, kan roligt begynde her. Det er et overbevisende stærkt album med glimt i øjet og tungen i kinden. Hermed glad anbefalet.

Søren Lampe. The Lamp is Low. Produktion: Søren Mølelr. Gateway Music. Er udkommet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *