Jeg nåede lige at få købt lidt ind og hilse på en nabo, der brokkede sig over, at det danske forår viste sig fra sin lidt blæsende og kølige side, og så landede jeg ved skrivebordet med et stort krus kaffe dampende ved min ene side og hunden i min seng ved den anden – og så så jeg i sprækken mellem rullegardinet og vindueskarmen at regnen pludselig faldt tungt ned i lige stråler. Og så tænkte jeg, at jeg altid har holdt af regn og ikke som de mennesker, Betles synger om i deres sang: If the rain comes/ They run and hide their heads/ They might as well be dead/ If the rain comes/ If the rain comes. Og så tænkte jeg, at jeg måtte forfatte et lille indlæg om mange af de sange, digte og litterære tekster, der sætter ord på det særlige vejrfænomen, regn er. Men det må nok vente til en anden gang, for nu holdt regnen pludselig op igen, fuglene pipper og solen har vist fået overtaget igen: Can you hear me?/ That when it rains and shines/ (When it rains and shines)/ It’s just a state of mind/ (When it rains and shines)/ Can you hear me?/ Can you hear me?