Den seneste tid er en tanke begyndt at fylde mere i mit hoved. Nemlig tanken om IKKE at stemme ved det kommende kommunalvalg til efteråret. Og det er ikke hvilken som helst tanke eller tvivl. Siden jeg fik stemmeret for mere end 50 år siden har jeg troligt stemt ved alle europæiske, nationale og lokale valg. Selv om jeg ofte har været i tvivl og ofte ærgret mig over, hvad min stemme er blevet brugt til. Men sådan er spillereglerne. Jeg har dog aldrig for alvor overvejet at lade være med at stemme. Før nu altså.

Årsagen er eksklusionssagerne i Enhedslisten. Først var det medlemmer af Rødt Venstre, der blev ekskluderet, fordi de havde sympatiseret med yderligtgående palæstinensere i forbindelse med det famøse angreb på civile israelere i oktober 2023. Dernæst ramte eksklusionsmuligheden den århusianske byrådpolitiker Viggo Jonasen, der blev beskyldt for at have udøvet sexchikane mod et yngre, kvindeligt medlem af partiet. Og endelig blev et enhedslistemedlem i Norddjurs kommune, Ulf Harbo, ekskluderet, fordi han forfægtede det synspunkt, at man skulle være 25 år, før man kunne vælge at skifte køn ad medicinsk vej.

Mest grotesk er eksklusionen af Viggo Jonasen. Som tidligere beskrevet reagerede Jonasen ved at anlægge sag mod partiet; en sag, han vandt klart og fik partiet idømt en bødestraf. Han blev pure frikendt for partiets anklage og partiet kunne ikke anke sagen. Men selv om sagen således er juridisk indiskutabel, så har Jonasen ikke fået ophævet sin eksklusion. Og for at understrege, hvor absurd Jonasens situation er, så har han været indkaldt som partiets suppleant i byrådet, når det siddende medlem har haft forfald. Altså har partiet ladet sig repræsentere af en person, som de ikke accepterer som rigtigt Enhedslistemedlem. Senest er det sket i forbindelse med, at byrådsmedlem Katrine Vinther NIelsen, som skiftede fra Enhedslisten til Socialistisk Folkeparti i maj 2023, har valgt helt at stoppe i politik for at hellige sig en arbejde som efterskolelærer. “Kugleskørt” kalder den lokale avis det…

Endnu mere absurd bliver Jonasens sag af, at Enhedslistens folketingsmedlem Peder Hvelplund har argumenteret for fastholdelsen af eksklusionen med den begrundelse, at Jonasens adfærd ikke harmonerer med partiets erklærede politik inden for det kønspolitiske. Altså: partiet har altid ret – også når vi har rettens ord for, at det ikke har det. Det lyder – i mine ører – som noget, man kunne høre i det hedengangne DKP (Danmarks kommunistiske parti) og diverse borgerlige partier.

Hvor demokratisk er det lige, at Enhedslisten – hvis historie i allerhøjeste grad har været historien om et parti, der skulle have ‘højt til loftet’, når det galdt uenigheder i enkelstpørgsmål, og skulle samle en række partier og grupperinger på venstrefløjen, som tidligere ikke kunne være i stue sammen – klamrer sig til en traditionel (borgerlig) partidisciplin og bøjer af for tilfældige woke-stemninger? Og hvad kan det næste skridt blive i borgerliggørelsen af partiet? – Jeg grubler videre: Skal/Skal ikke stemme til kommunalvalget!?