CAPAC

FNs klimapanel har barslet med en ny stor rapport om klimaet. Og i DR-nyhederne forsøger man at anlægge en positiv vinkel på nyheden. Og man fremhæver, hvad der betegnes som “et par gode nyheder”. For det første, at det stadigvæk er muligt at holde temperaturstigningen på kloden på 1,5 grader i år 2100 og dermed undgå de værste følger af temperaturstigningen. Dernæst at der er råd til at gøre noget ved det. Der er !tilstrækkelig global kapital” til at løse det problem.
Men næppe er de gode nyheder fremhævet før de skydes ned igen. For muligheden realiseres ikke: Vi – menneskene på denne jord – sørger ikke for at holde temperaturen på et tilstrækkeligt lavt niveau. Tværtimod tyder alt på, at det går i den helt gale retning. Vi har på ingen måde stoppet CO2-udledningen og der bruges mere fossilt brændsel end nogensinde før. Og aldrig har der været så meget CO2 og andre drivhusgasser i atmosfæren som nu. De gode nyheder er altså rigtig dårlige nyheder. Og herfra går det kun ned ad bakke.
Og rapporten er ikke hvilken som helst rapport. Den er forfattet af de førende forskere på området og bygger på og sammenfatter de seneste otte års forskning. Og når DRs journalist skriver, at de mange tusind sider skal koges ned til en kort letlæselig tekst, som politikere kan bruge som udgangspunkt for deres politik, kan man ikke undgå at tænke, at de burde tvinges til at læse hele rapporten, så de kan få alle detaljerne med, inden de laver politik.
Horisonten for handling er 2030. Der er altså sølle syv år til at sadle om, nedbringe drivhusgasudledningen radikalt og i det hele taget transformere vort liv i en mere, såkaldt bæredygtig retning. Men baseret på erfaringerne fra de seneste otte år, så ser det jo ganske sort ud.
Vi har allerede fået en forsmag på, hvad der er i vente. Oversvømmelser, brande, tørke, fødevaremangel, voldsommes storme, ændringer af de økologiske kredsløb osv. Og det er endda på en begrænset stigning på 1.1 grader. Hvordan kommer det så ikke til at se ud, når temperaturen gennemsnitligt når op på fx 3 grader, sådan som man forudsiger det vil ske, hvis ikke altså politiken ændrer sig radikalt…? Og en forsker siger meget rammen “Det er langt nemmere at sælge en krig i Ukraine, end at sælge fortællingen om at verden er et dårligere sted om 20 år”. Ja, og den sammenligning er måske i virkeligheden meget mere end en analogi. Måske er det vitterligt sådan vesterlandske politikere bruger konflikten i Ukraine – som det, der skal bortlede vores opmærksomhed fra de virkelige problemer, som politikerne helst ikke vil gøre noget ved, når det kommer til stykket!?

Jeg skal ikke holde mig for god med hensyn til tv-underholdning. Selv om jeg forsøger at begrænse mit tv-forbrug til en enkelt tv-avis og måske en krimi, så sker det da, at jeg sidder i lænestolen og kigger lidt med, når der er andet. Og det sket i går, hvor vi så noget, der hedder Den store juniorbagedyst, hvor nogle store børn fra velsituerede middelklassehjem dyster om at lave de fineste og lækreste kager. En pendant til en voksen udgave, der også kører med jævne mellemrum – og et program, der er populært blandt seerne.

Programtypen er dels, hvad man kalder livsstilprogram – programmer, der handler om danskernes (eller rettere et bestemt udsnit af danskerne, nemlig mellemlagene) boligindretning, mad- og forbrugsvaner, hobbyer osv., og dels underholdning. Men hvad er underholdning? En wiki forklarer det sådan (og understreger at det foregår via et medie, fx tv):

Underholdning er kunsten at holde mennesker beskæftiget på en måde så de har det sjovt eller føler sig åndeligt eller intellektuelt stimuleret.

Men som allerede antydet, så er underholdning mere end det. Lige som man i det gamle Rom mente, at pøblen skulle have Panem et circenses (brød og væddeløb) – for at bortlede pøblens opmærksomhed fra de politiske realiteter, så kan man også hævde, at tv-underholdning i stor udstrækning har en tilsvarende funktion. At den ‘åndelige og intellektuelle stimulans’ i hvert fald ikke drejer sig om at få seerne til at tænke over de politiske realiteter, men måske snarere om at acceptere et bestemt billede af “virkeligheden” – et billede, der er tegnet af benævnte dominerende og såkaldt “kreative” mellemklasses forståelse af verden som et sted med en vis, høj materiel velstand, et ditto forbrug (i hvor mange hjem har børn adgang til det bage- og konditorudstyr, juniorbagerne bruger?!) og et bekræftende forhold til et liv, hvor det handler om konkurrere, blive bedst og “shine” (som det hedder med et af nutidens anglicismer) på andres bekostning? Kort sagt: Underholdning som ideologisk stimulering af ånd og intellekt hos seerne. Underholdningsværdien af livsstilsprogrammer som bagedysten ligger i, at de bekræfter os i, hvordan verden skal se ud, hvordan vi skal leve vort liv som gode indbyrdes konkurrerende forbrugere. Og som Slavoj Zizek er inde på, så er det netop forbundet med nydelse at lade sig underhold og altså ideologisk bekræfte. At bryde ud af dette underholdningsgreb vil være ensbetydende med at påføre sig selv smerte…

1973 er et jubilæumsår for mig. Jeg fylder rundt senere på året. Og så er det det år, hvor jeg blev nysproglig student og forlod fødebyen Esbjerg for at slå mig ned (det anede jeg dog ikke dengang…) i Århus. Og så var det også det år, hvor jeg flyttede ind på det nybyggede Skjoldhøjkollegium i Brabrand.

Og i år fejrer kollegiet sine halvtreds år, kan jeg læse mig til på de såkaldt sociale medier. Og anledningen sendte mig tilbage til de grå betonbygninger, der lå og ligger ude på Spobjergvej ude i Brabrand. Et dejligt møbleret værelse med seng, skrivebord, lænestol og et mindre bord ved siden af, et par lamper og en kort reol, der var skruet ind i betonvæggen og hurtigt blev fyldt op og fik konkurrence af nogle førstegenerations ABC-reoler fra Trævarefabrikkernes udsalg. Og så var der eget bad med toilet og bruser. Til værelset, der lå på første sal i nr. 45, hørte også halvdelen af et køleskab i køkkenet, som beboerne deltes om. Og så var der adgang til fælles vaskerum lige over for hoveddøren.

Og jeg var glad for mit værelse, selv om det lå langt ude og der kun gik bus nogle få gange om dagen, og selv om jeg led frygteligt af hjemve den første lange tid (min mor kunne dog ringe til mig hver dag, da der var en vægtelefon, som man ikke kunne ringe ud fra og kun til).

Det tog mig godt og vel et par år rigtig at falde til i Århus og få fornemmelsen af, at det var her jeg skulle være og ikke hjemme i Esbjerg. Og jeg trivedes egentlig rigtig godt på kollegiet, selv om jeg ikke omgikkes så mange. Jeg foretrak at passe mine studier og min musikinteresse. Men jeg husker dog de fleste af dem, der flyttede ind på samme tid som mig, selv om navnene er gledet bort. Bortset fra Steffen Brandt fra Tv2, der boede lige nedenunder mig og var i gang med orkesteret Taurus, der var forløberen for Tv2.

Og så er det jeg kommer i tanke om en oplevelse, der lejrede sig i min erindring. På et tidspunkt flyttede en ung mand ind på et af værelserne nedenunder. Han gjorde sig fra starten bemærket ved dels at have en indianerfrisure – en Mohawk-hanekam – og kort efter ved at anskaffe sig en lille hundehvalp. Men inden da havde han allerede med sin adfærd gjort opmærksom på, at han havde alvorlige psykiske problemer og nok ikke var egnet til at bo alene ude i byen. En aften, sent, blev jeg kaldt uden for min egen dør af støj nedefra. Dels af en pivende, smågøende hundehvalp og dels af uro fra den pågældende unge mands værelse. Og da jeg kom ned i stueplan, kunne jeg se, at døren stod åben ind til værelset, hvor et vindue ud til græsplænen bagved også stod pivåben. Og der var ikke andre spor af ungersvenden end en kasse guldøl, der stod midt på gulvet i fællesrummet.

Hvad der skete derefter står lidt svagt. Nogen tog sig af hunden, og kort tid efter var også den unge mand væk fra opgangen. Forhåbentlig anbragt et sted, hvor han kunne få den behandling og omsorg, han tydeligvis havde brug for. Men en sikker plads i min erindring fik han med sit vilde blik, sin vilde hanekam og sin lille, søde hundehvalp, som han ikke kunne tages sig af. Tja.

Og så glemmer vi for en stund dagligdagens trakasserier og frustrationer… med lidt god musik.

Capacs uendelige (?) spilleliste

For en ordens skyld tager vi lige dagens dosis brok.

I går meddelte pressen, at Polen var i gang med at sende et antal gamle MIG-29 kampfly til Ukraine. Og i dag kan vi så læse, at et andet østland, nemlig Slovakiet har besluttet at gøre det samme. Imedens krymper den danske forsvarsminister fra Venstre sig og udtaler sig i floromvundne vendinger om, at vi ikke er der endnu, hvor det kan komme på tale at sende danske fly – samtidig med at flere borgerlige forsvarsordførere er ude og mene, at tiden er inde til at sende nogle af vores F-16-jagere til Ukraine.

Er der så tale om en eskalering af krigen? Og hvad vil russerne tænke: At nu er Vesten og USA for alvor gået i krig og… Medens eskaleringen stille og roligt, skridt for skridt, sker, så lader man her i Vesten som om man har definitionsretten og retten til at bestemme, hvornår konflikten er bilateral eller international. Samtidig med, at man forsøger at foregøgle befolkningerne, at det da er russerne, der tager det første skridt i retning af Ragnarok.

Tankegangen bygger på den skrøbelige forudsætning, at en krig kun kan vindes med militære midler. Altså: Desto mere militært isenkram, desto bedre – for krigens afslutning. Men kendsgerningerne viser, at de sidste mange, mange krige alle uden undtagelse har fundet deres afslutning ved forhandlingsbordene. Tjek selv krigene fra 2. Verdenskrig og frem. Men denne kendsgerning vil man helst ikke tematisere i Vesten og man lytter ikke til andre landes – Kinas, Indiens, Tyrkiets osv. – insisteren på, at der skal forhandlinger i gang. Inden helvede bryder løs.

På opfordring fra min flittige kommentator Hugin indfører jeg et nyt indslag med rubrikken “Den daglige dosis”, hvor jeg vil fremføre mine brokkerier over livet i Lidenlund (Danmark), politisk, journalistisk eller på anden måde. Om det bliver hver dag, vil jeg ikke love eller garantere, men tilbagevendende.

Og i dag gælder det gårsdagens Ukraine-fond. På tv tonede statsminister Frederiksen frem og fortalte med vanlig selvsikkerhed, at et stort flertal i folketinget (alle undtaget Enhedslisten og Alternativet) var blevet enige om at oprette en fond på syv milliarder til hjælp i Ukraine. Langt den største del af pengene skal bruges på militært isenkram, en mindre del på humanitær hjælp og den mindste del til de dele af erhvervslivet, der engang vil profitere på at “genopbygge” Ukraine.

Dermed bliver Danmark – bortset fra USA – det vestlige land, der donerer mest pr. indbygger og i forhold til bruttonationalproduktet. Og bliver kun overgået af en håndfuld lande – fx Polen – der ligger tættere på Ukraine.

Gør statsministeren og folketinget regning uden vært, kan man spørge? I Tyskland og USA er støtten til krigen i Ukraine vigende, fordi det nu går op for befolkningerne, at det er dem, der via forringelser i den såkaldte velfærd, kommer til at betale prisen. Og det samme vil man kunne forudse ske i Danmark. I går gjorde udenrigsminister Løkke Rasmussen det klart, at pengene til fonden i år er hentet fra “overskuddet” i de offentlige budgetter, men at der i de kommende år, hvor støtten til Ukraine skal fortsætte, vil blive tale om penge, de skal hentet fra statens budget. Løkke Rasmussen talte om nødvendigheden for “reformer”, og så ved vi jo godt, hvad det drejer sig om. Der skal skæres ned her og der – ældrepleje, sundhedssektor, uddannelsesvæsen osv. – så der kan købes kugler og krudt til de kæmpende i Ukraine. “Velfærden” skal igen stå for skud, og det i en tid, hvor vi dagligt får eksempler på, at velfærden bliver forringet og især kommunerne ikke har penge til hverken det ene eller det andet. Så der er al mulig god grund til at spørge: Hvor længe vil den danske befolkning stå model til denne politik? Hvornår går det op for befolkningen, at der skal fremtvinges fredsforhandlinger mellem parterne, så kamphandlinger kan stilles i bero og en fredelig, politisk løsning findes!? Hvor skulle danskerne være anderledes end utilfredse tyskere og ditto amerikanere?!

Det er lidt sjovt at læse om beat-gruppernes vej til succes. Stones, The Who, Beatles osv. Og The Kinks. For eksempel vidste jeg ikke, at The Kinks – vel at mærke, før Ray Davies og Co. fik det navn og kaldte sig noget med Quartet – var til audition hos selveste The Beatles’ manager Brian Epstein. Det var ikke nogen succes, og Ray dukkede ikke op. Og i øvrigt mente Epstein vist, at det var bedst for Ray Davies at følge solosporet som sangskriver og udøvende kunstner. Og igen får man et billede at de unge år i London, hvor musikmiljøet ikke var større end at alle kom i kontakt med hinanden og alles veje krydsede hinanden. Et frodigt miljø, hvor der var plads til de fleste talenter.

Medens pressen er opslugt af smårokeringer på den politiske arena (småpartiers dødskamp, personers partiskifte og lignende), tilsyneladende evigt interessante Ukraine og forudsigelige trænerfyringer i Superligaen, så kan man længere nede i nyhedsstrømmen læse om amerikanske banker, der kollapser på stribe, medens andre må overvåges af myndighederne, fordi tilliden til disse banker er styrtdykkende. Og de perifere nyheder har sendt små rystelser gennem hele bankverdenen – også herhjemme. Og spørgsmålet er selvfølgelig, om vi nu så småt er på vej ind i kapitalismens nye krise, afløseren af den såkaldte finanskrise i 2007-2008!? Dengang var det også uro på finansmarkedet, der satte krisen i gang, sammen med uro på ejendoms- og byggemarkederne. Og måske kan vi se de seneste måneders rentestigninger og opbremsning af ejendomssalgene som små tegn på, at noget også er på vej der?!

Opdatering onsdag 15/3: Ikke overraskende er dagens nyhed, at den kendte schweiziske storbank Credit Suisse er gået i knæ med et aktiedyk på 22% og bankens långivere vil ikke længere være med.

I følge legenden opstod punken sidst i halvfjerdserne i Storbritannien (med parallelle hændelser i USA). Og det var en relativt kort periode dens opblussen fandt sted. Men, det var en uhomogen bevægelse. Så punken havde indtil flere under-grupperinger. Steet punk opstod som en urban arbejderklasse-punk, der opponerede mod de første punk-bands kunstneriske manerer (underforstået: De svigtede punkens egenart – attituden og den simple gør-del-selv-rock – til fordel for kommerciel og mainstream-affabel musik).

Men gadepunken var en udløber af de første punk-rebeller, nemlig Oi!, der var en skønsom blanding af punks, skinheads og helt utilpassede arbejderklasseunge, der følte af de første punkbands var for meget middelklasse, havde fine musikalske fornemmelser og havde mistet jordforbindelsen til dem, det drejede sig om. Man kan måske formulere det på den måde, at punken allerede fra første færd skrællede af i under-grupperinger, der ikke kunne acceptere kommercialiseringen og mainstream-gørelsen af punken. Noget, der er overgået alle rockens former.

Pionerer inden for Oi! er/var grupperne Sham 69 og Cock Sparrer. Sidstnævnte gruppen forgrundsfigur Stinky Turner navngav sub-genren Oi!, idet han altid indledte gruppens optrædener med hilsnen: Oi!, der er gadesprog for “Hej!” eller “Hej der!”. Andre bands, der tilhører Oi! er: Angelic Upstarts, the 4-Skins, the Business, Anti-Establishment, Blitz, the Blood og Combat 84.

Det interessante ved stree punken og oi! er, at de peger på et meget væsentligt, uomgængeligt og definerende træk ved punken: At punkmusikken er imod det bestående samfund, både dets udformning, dets æstetik, økonomi og hele den kommercielle tendens. Punken er med andre ord det, der til enhver tid unddrager sig  samfundets omklamring og integration. Og hvis det er en rigtig udlægning (!?), så betyder det jo, at vores omtale af punkbands som punk er en omtale af, hvad disse bands måske var engang… The Clash, Sex Pistols, Stranglers – var punk… Well.

Cock Sparrer-liste

Det var vist guitaristen Billy Cross, der i et interview gav udtryk for, at det nærmeste vi kom original dansk rockmusik var – Lars Lilholt. Underforstået: At meget af det andet var anglo-amerikansk rockmusik i dansk aftapning. Og det kan der jo være noget om, for kendetegnende for fødselaren har vel været, at han altid har haft nåsen nede i den danske sangkultur i sin egen sangskrivning og musiceren.

Af en eller anden grund har jeg aldrig ejet en plade med Lilholt, selv om hans musik bestemt er en del af mit personlige lydtapet. Det kan der selvfølgelig gøres noget ved endnu. Vigtigere er det, at han har rigtig mange fans rundt omkring i landet som sætter pris på netop hans vinkel på musikken, der – for Lilholt – er lig med selve livet. Og så vidt jeg har kunnet læse mig frem til har manden ingen som helst planer om at stoppe med hverken livet eller musikken.

Ja, sytten år er gået, siden bloggen med det sammenskruede navn Capac, blev søsat som en såkaldt “smartlog”. Siden blev den mere og mere uafhængig, selvstændig, egensindig og fri af økonomiske interesser. Og her på årsdagen ser de da ud til, at bloggen – for nu at genbruge den maritime metaforik – stadigvæk ligger stille og roligt og gynger på et relativt roligt internethav.

Og det fortsætter nok en stund endnu. For mulighederne her langtfra brugt op, selv om bloggen nu og da falder ned i en bestemt skure, der er præget af tidens tand.

Jeg er forlængst holdt op med at studere trafikken på bloggen. Det er nok at vide, at der er læsere derude i det ganske land, også trofaste læsere, der har holdt ud gennem årene og kigger forbi, når det passer ind i de daglige gøremål. Og sådan skal det helst være.

Jeg vil ikke trutte i trompeten, selv om sytten år da er en post, som jeg ikke havde forestillet mig, da jeg ved en tilfældighed kom i gang med at skrible på nettet. Og der vanker heller ikke kage, for det har jeg pålagt mig selv at holde meget igen med.

Det er, som om han altid har været der. I hvert fald i mit musikunivers. Han kom ind i det i slutningen af tresserne med sit eponyme debutalbum fra 1968, og har været der lige siden. Og en nærliggende forklaringer, som også er brugt af kritikerne mod ham, er, at han har haft sin egen stil fra første færd og har holdt fast i den. Og med stor succes. Han er således en af de meget få kunstnere, der har præsteret at have et top-10-album i hvert af de seneste seks årtier. Senest med American Standard (2020). Og han er stadigvæk i fuld gang med turneer o. a.

Apropos gårsdagens brokkeri, så opfangede jeg et fragment af en sang, jeg kendte, men ikke lige kunne identificere. Heldigvis var jeg hurtigt nok til at trykke på appen “Soundhound” på mobiltelefonen og vupti va jeg tilbage dengang, hvor jeg brugte mine lørdag eftermiddage på at se tyske Beat-Club. Og blandt de sange, der blev diverteret med dengang var Julie Driscoll, Brian Auger and the Trinity og deres “Why (am I treated so bad)” fra 1969. Julie Driscoll er i øvrigt stadigvæk aktiv, selv om man ikke hører så meget til hende mere.

I går så jeg herrelandsholdet i håndbold spille mod det tyske. En god, underholdende håndboldkamp. Men der er noget andet, jeg vil brokke mig over. En ting er den udbredte brug af klappeinstrumenter, som publikum bruger i stedet for at klappe i hænderne. Jeg synes, det er irriterende med denne mekaniske klappen. Og mit humør blev ikke bedre af TV 2s reklameblokke for især biler og spil og meget andet. Og en ting er, at man som seer bliver hjernevasket med de samme reklamer aftenene igennem. Noget andet er den udbredet (mis)brug af gode gamle pop- og rocksange. En byggemarkedkæde (gæt selv hvilken…) driver rovdrift på Madness’ gode, gamle hit “Our house“. Et rejsebureau gør det samme med The Monkees’ “I’m a believer”. Og så videre. Som oftest er sangene uden nogen form for relation til reklamen – bortset fra den oplagte, at genkendelse knytter sympati til reklamen.

Og misbruget af god, gammel musik fortsættter under håndboldkampen, hvor stadionspeakeren tæppebombarderer publikum og spillere med løsrevne fragmenter af kendte hits. Ofte de samme igen og igen. Queen og deres “We are the Champions” skamrides. Og sådan er det med en række pop- og rocknumre. Og overlæderet i mine sko var i fare for at revne, da den uovertrufne intro til The Doors’ “Roadhouse blues” blev revet løs af sin sammenhæng og sendt bragende ud over stadion flere gange. Og man tænker: Kunne de i det mindste – hvis de absolut skal misbruge musikken på den måde – ikke variere udvalget fra gang til gang!? Men nej, vi får samme kværnende repetition som altid. Suk.

The Flamingos blev dannet tilbage i 1953 – mit fødeår – og regnes blandt doo-wop-entusiaster for det ypperste blandt doo-wop-grupper. Og så vidt vides er medlemmer af Flamingos stadigvæk aktive.

Gruppen er bedst kendt for deres version af den romantiske sang “I only have eyes for you”, der blev deres største hit i 1959 og senere indspillet af Art Garfunkel (1975). Men det var en anden sang – “Golden Teardrops” (Johnny Carter) fra 1953 som gav The Flamingos deres særlige status som doo-wop-favoritter. I øvrigt slet ikke var en rigtig doo-wop-sang men en sang med komplekse vokalharmonier og falset. Og singlen er samlerobjekt, der går for skyhøje beløb.