Capac – fylder 17 år

13. marts 2023

Ja, sytten år er gået, siden bloggen med det sammenskruede navn Capac, blev søsat som en såkaldt “smartlog”. Siden blev den mere og mere uafhængig, selvstændig, egensindig og fri af økonomiske interesser. Og her på årsdagen ser de da ud til, at bloggen – for nu at genbruge den maritime metaforik – stadigvæk ligger stille og roligt og gynger på et relativt roligt internethav.

Og det fortsætter nok en stund endnu. For mulighederne her langtfra brugt op, selv om bloggen nu og da falder ned i en bestemt skure, der er præget af tidens tand.

Jeg er forlængst holdt op med at studere trafikken på bloggen. Det er nok at vide, at der er læsere derude i det ganske land, også trofaste læsere, der har holdt ud gennem årene og kigger forbi, når det passer ind i de daglige gøremål. Og sådan skal det helst være.

Jeg vil ikke trutte i trompeten, selv om sytten år da er en post, som jeg ikke havde forestillet mig, da jeg ved en tilfældighed kom i gang med at skrible på nettet. Og der vanker heller ikke kage, for det har jeg pålagt mig selv at holde meget igen med.

19 har læst indlægget

James Taylor – 75 år

12. marts 2023

Det er, som om han altid har været der. I hvert fald i mit musikunivers. Han kom ind i det i slutningen af tresserne med sit eponyme debutalbum fra 1968, og har været der lige siden. Og en nærliggende forklaringer, som også er brugt af kritikerne mod ham, er, at han har haft sin egen stil fra første færd og har holdt fast i den. Og med stor succes. Han er således en af de meget få kunstnere, der har præsteret at have et top-10-album i hvert af de seneste seks årtier. Senest med American Standard (2020). Og han er stadigvæk i fuld gang med turneer o. a.

6 har læst indlægget

Musikalske fragmenter – et apropos

11. marts 2023

Apropos gårsdagens brokkeri, så opfangede jeg et fragment af en sang, jeg kendte, men ikke lige kunne identificere. Heldigvis var jeg hurtigt nok til at trykke på appen “Soundhound” på mobiltelefonen og vupti va jeg tilbage dengang, hvor jeg brugte mine lørdag eftermiddage på at se tyske Beat-Club. Og blandt de sange, der blev diverteret med dengang var Julie Driscoll, Brian Auger and the Trinity og deres “Why (am I treated so bad)” fra 1969. Julie Driscoll er i øvrigt stadigvæk aktiv, selv om man ikke hører så meget til hende mere.

19 har læst indlægget

Reklamer, sport og musikkens evindelige gen(mis)brug

10. marts 2023

I går så jeg herrelandsholdet i håndbold spille mod det tyske. En god, underholdende håndboldkamp. Men der er noget andet, jeg vil brokke mig over. En ting er den udbredte brug af klappeinstrumenter, som publikum bruger i stedet for at klappe i hænderne. Jeg synes, det er irriterende med denne mekaniske klappen. Og mit humør blev ikke bedre af TV 2s reklameblokke for især biler og spil og meget andet. Og en ting er, at man som seer bliver hjernevasket med de samme reklamer aftenene igennem. Noget andet er den udbredet (mis)brug af gode gamle pop- og rocksange. En byggemarkedkæde (gæt selv hvilken…) driver rovdrift på Madness’ gode, gamle hit “Our house“. Et rejsebureau gør det samme med The Monkees’ “I’m a believer”. Og så videre. Som oftest er sangene uden nogen form for relation til reklamen – bortset fra den oplagte, at genkendelse knytter sympati til reklamen.

Og misbruget af god, gammel musik fortsættter under håndboldkampen, hvor stadionspeakeren tæppebombarderer publikum og spillere med løsrevne fragmenter af kendte hits. Ofte de samme igen og igen. Queen og deres “We are the Champions” skamrides. Og sådan er det med en række pop- og rocknumre. Og overlæderet i mine sko var i fare for at revne, da den uovertrufne intro til The Doors’ “Roadhouse blues” blev revet løs af sin sammenhæng og sendt bragende ud over stadion flere gange. Og man tænker: Kunne de i det mindste – hvis de absolut skal misbruge musikken på den måde – ikke variere udvalget fra gang til gang!? Men nej, vi får samme kværnende repetition som altid. Suk.

4 har læst indlægget

The Flamingos

9. marts 2023

The Flamingos blev dannet tilbage i 1953 – mit fødeår – og regnes blandt doo-wop-entusiaster for det ypperste blandt doo-wop-grupper. Og så vidt vides er medlemmer af Flamingos stadigvæk aktive.

Gruppen er bedst kendt for deres version af den romantiske sang “I only have eyes for you”, der blev deres største hit i 1959 og senere indspillet af Art Garfunkel (1975). Men det var en anden sang – “Golden Teardrops” (Johnny Carter) fra 1953 som gav The Flamingos deres særlige status som doo-wop-favoritter. I øvrigt slet ikke var en rigtig doo-wop-sang men en sang med komplekse vokalharmonier og falset. Og singlen er samlerobjekt, der går for skyhøje beløb.

15 har læst indlægget

Da Tina Turner var Little Ann…

8. marts 2023

https://youtu.be/nqqd9k-UfcA

Tina  Turner er i dag 83 år og lever sit otium i Sydfrankrig og Schweiz (hun blev schweizisk statsborger i 2013). Men  engang kaldte hun sig Annie Mae Bullock og før det Little Ann. Og “Boxtop” er Tina Turners pladedebut fra 1958 med calypsolyd à la dengang.
Det var under læsningen af Dave Marsh & James Bernards tykke bog (ca. 600 sider) The New Book of Rock Lists (revideret udgave fra 1994), jeg blev opmærksom på denne lille sag. Benævnte bog, der oprindeligt var en biblioteksbog – Cedar Mill Community Library – er en guldgrube af mere eller mindre opfindsomme og skøre lister, der også er fulde af nyttige og interessante informationer, som for eksempel denne. Fra en liste med titlen “Steve Propes Selects Fool’s Gold. 10 Worhtless Expensive Records (In order of Worthlessness)” (Propes var radio- og tv-mand, forfatter m.m. og stor fan af doo wop-genren). Altså singleplader, der ikke er genbrugsprisen – i dette tilfælde 150$ – værd. Men det kan bestemt diskuteres..

 

 

 

8 har læst indlægget

Kvindernes internationale kampdag

8. marts 2023

Det er over hundrede år siden, Clara Zetkin barslede med ideen om en international kampdag. Og der er stadigvæk meget at slås for og om. Og at huske på, at ligestilling først bliver reel, når den gælder alle. At kvindekamp er klassekamp og vice versa. Til lykke til det andet køn med dagen – og på med boksehandskerne. Og så en lille sang eller to….

15 har læst indlægget

Og mere død: Michael Rhodes – bassist – 69 år

7. marts 2023

Også sessionmusikeren, sidemanden og meget mere Michael Rhodes er død, kun 69 år gammel. Hans karriere tog for alvor fart, da han i 1977 kom til Nashville, hvor han kom med i bandet The Nerve. Og her i countrymusikkens hovedstad mødte han flere af de navne, han kom til at arbejde sammen med og for. Blandt andre Vince Gill og Rodney Crowell. Og derfra gik det videre til et hav af navne – lige fra Steve Winwood over Rosanne Cash til Joe Bonamassa, Rhodes var et velanskrevet navn i musikbranchen og blev introduceret til Musicians Hall of Fame og Museum i 2019. Han døde af kræft.

37 har læst indlægget

Endnu et dødsfald: Gary Rossington – Lynyrd Skynyrd – 71 år

7. marts 2023

Manden med leen har travlt i dette forår. Nogenlunde samtidig med Gnags-guitaristens død, meddeltes det, at en af medstifterne til sydstatsrockbandet Lynyrd Skynyrd, Gary Rossington, også er død. Bandet gik formelt i opløsning, da flere af medlemmerne omkom i et flystyrt i 1977, men Gary overlevede og var med til at danne en ny udgave af bandet i 1987. Dødsårsgen er ikke oplyst, men det vides, at Rossington led af hjerteproblemer sine sidste år.

5 har læst indlægget

Dødsfald: Per Christian Frost – Gnags – 68 år

6. marts 2023

Guitaristen i det legendariske danske band Gnags, Per Christian Frost, er død kun 68 år gammel. Dødsårsagen er ikke oplyst. Bortset fra en lille pause i starten af vort årtusinde var Frost med i Gnags hele vejen, siden dannelsen tilbage i 1966 og var med til at præge bandets lyd og stilskifte undervejs. Han arbejdede også sammen med andre navne fra dansk pop og rock, for eksempel Lis Sørensen og Poul Krebs.

8 har læst indlægget

Weekend-musik: John Peel-session med The Faces, 1971

5. marts 2023

15 har læst indlægget

Dødsfald: David Lindley – 78 år

4. marts 2023

Det er de særeste ting, man kan huske fra forne tider. Således læste jeg engang for mange år siden – om guitaristen og musikere David Lindley – at han boede et isoleret sted i et amerikansk sumpområde, hvor han i sit træhus spillede roots-reggae meget højt fra store højtalere. Jeg kom straks til at huske på anekdoten (aner ikke om den har hold på sig…), da den triste meddelelse om Lindleys død tikkede ind for kort tid siden.

Lindley blev kendt for et større publikum, da han i de tidlige halvfjerdsere blev en af de toneangivende medspillere i miljøet omkring Linda Ronstadt og (ikke mindst) Jackson Browne. Laurel Canyon-netværket med andre ord.

Han havde da allerede gjort sig bemærket som grundlægger af de amerikanske psykedelisk orienterede band Kaleidoscope (ikke at forveksle med det nogenlunde samtidige britiske band af samme navn), men det var som del af Jackson Brownes slæng, han for alvor slog igennem. Ikke mindst da han satte sit kraftige aftryk på Brownes 1977-megasællert Running on Empty, hvor han med sin sang og spil på lap steel guitar gjorde noget særligt for lyden på pladen, der blev en af periodens helt store kunstneriske bedrifter. Og fra Browne gik det så videre til samarbejde med Linda Ronstadt ( fx på Heart like a wheel) og Warren Zevon (fx dennes eponyme album fra 1976), Crosby & Nash, Rod Stewart og Ry Cooder. Og dertil skal lægges nogle meget fine soloalbums fra samme periode.

Fra tiden med Kaleidoscope fastholdt han sin interesse for den skæve musik og den verdensmusikorienterede, som han dyrkede med sit band El Rayo-X, og sin interesse for alskens strengeinstrumenter, som han trakterede med største selvfølgelighed.

Fra midten af 1980’erne mistede Lindley interessen for mainstream-rock – sammen med sin pladekontrakt. Og befandt sig herefter i udkanten af mainstream, hvor han sammen med mindre kendte partnere dyrkede esoteriske musikalske interesser (fx musik fra Madagascar og jordansk oud).

Dødsårsagen er ikke kendt, men det vides, at Lindley til sidst var genstand for crowfunding, der skulle finansiere behandling af sygdom.

Mix

19 har læst indlægget

Dødsfald: Wayne Shorter – 89 år

3. marts 2023

Maynard Furguson, “hard bop” med The Jazz Messengers og Art Blakey, Miles Davies’ Quintet i dens anden udgave i tresserne og selvfølgelig Weather Report. Jovist, milepælene i saxofonisten og mere mere Wayne Shorters karriere er imponerende. Og dertil skal føjes alt det andet, han lavede. For eksempel sit genreoverskridende samarbejde med mangen en rockmusiker, blandt hvem en Joni Mitchell udmærker sig, og så selvfølgelig hans soloarbejde.

Nu er Shorter død i en fremskeden alder af 89 år og vil blive husket for – blandt meget andet – at være en af bannerførerne og eksponenterne – sammen med fx Herbie Hancock – for elektrificeringen af jazzen (startende hos Miles Davis) og den særlige fusion af elektrisk jazz og rock, som bragede igennem i de tidlige halvfjerdsere og som stadigvæk har en særlig tiltrækningskraft på alle yndere af god jazz og rock.

Shorter kommer ind ca. 3.05… Lidt, men godt.

 

21 har læst indlægget

50: Pink Floyd / Dark Side of the Moon – John Cale / Paris 1919

2. marts 2023

To meget forskellige albums udkom samtidig for halvtreds år siden. Pink Floyds megasælgende – både målt i penge og hitlistetid – ottende album Dark Side of the Moon. Pladen, der gjorde sine skabere til velhavende medlemmer af rockklanen, er et af to Pink Floyd-album, jeg har på min reol (det andet er The Wall), blev også modtaget af kritikken som banebrydende og stilskabende og fik derfor straks status af en klassiker. Jeg har aldrig været decideret fan af gruppen og derfor fylder de ikke mere på min reol. Hvorfor, vil nogen måske spørge!? Det er bare ikke rigtig faldet i min smag, selv om jeg godt kan lide netop de to album.,

Helt anderledes stiller det sig med ex-Velvet Underground-artisten John Cale, som altid har udgjort en prøvelse for min musiksmag. Og det gælder bestemt for albummet Paris 1919, hvor han overraskede ved at forlade sit eksplicit eksperimenterende spor og viste sig som en stor popsnedker med en samling sange, der var arrangeret med symfonisk backing, inspireret af store navne som Brian Wilson og Procol Harum. Et af Cales mest tilgængelige album, der stadigvæk har en fremtrædende plads på min evige afspilningsliste.

12 har læst indlægget

Landsbyhospitalet – igen-igen-igen

2. marts 2023

Den her i bloggen meget omtalte britiske tv-serie The Royal – på dansk: Landsbyhospitalet – genudsendes igen (igen…) på DR1 om eftermiddagen, kan jeg se. Hvilken gang det er, husker jeg ikke, men den har rullet adskillige gange over skærmen. Serien. der brat fik en ende, da produktionsselskabet ITV ikke længere mente, der var penge til at fortsætte, er solid underholdning, hvis man ikke har set den tidligere. Men der er også grænser for, hvor mange gange, man kan se den i rap. Til gengæld er lydsporet en fornøjelse, hvis man ellers er til tresserpop og -beat. Så derfor benytter jeg lejligheden til at henvise til min egen Youtube-spilleliste til din adspredelse.

48 har læst indlægget
48 har læst indlægget