“Lonely Avenue” er indspillet af mange kunstnere. Men det var Ray Charles’ udgave fra 1956, der sikrede sangskrivparret Doc Pomus og Mort Shuman deres egentlige gennembrud. Og Charles’ udgave er stadigvæk svær at overgå.
Det var den første plade med Bowie, jeg købte. Og det er stadigvæk den, jeg holder mest af. Måske, fordi den bærer præg af halvfjerdsernes pop- og folklyd. Jeg ved det ikke. Pladen fik blandet modtagelse af pressen og solgte ikke overvældende.
Da pladen fyldte 40 skrev jeg lidt mere udførligt om den. Her.
En af mine yndlingspophits. “I’m into something good”, som Herman’s Hermits gjorde til et stort hit i 1964. Og som i øvrigt var gruppens første hit og gennembrud, skrevet af makkerparret Carole King og Gerry Goffin. Og som siden er blevet kopieret af mange andre kunstnere.
Men originalen var med pigegruppen The Cookies – eller rettere: Earl Jean fra gruppen – kom allerede i 1964 og blev et mindre hit. The Cookies, der blev dannet i 1961, havde pæn succes, bl.a. som backingsanggruppe for tidens store kunstnere, som fx Neil Sedaka (“Breaking up is hard to do”) og Little Eva (“The Loco-motion”). I 1962 hittede de med sangen “Chains”, som The Beatles lavede en coververison af på deres debutalbum Please Please Me.
Coronapandemien byder ikke kun på dårlige nyheder i musiklivet. Blandt de gode er dagens om, at det hæderkronede danske band Ache er gået i øvelseslokalet. I næsten 100% oprindelig form: August Ussing, Finn Olafsson, Peter Mellin, Torsten Olafsson, Jacob Smedegaard.
Ache blev senest gendannet i 2019, men coronapandemien smed lidt grus i maskineriet. Men medlemmerne har holdt fast og sammen og er nu på rette spor. Oven i købet med den oprindelige tangentspiller Peter Mellin, der afløser Per Wium, der også har en fortid i bandet. Sammen med brødrene Olafsson udgør Mellin den gamle kerne i gruppe, som suppleres med Jacob Smedegaard på trommer (søn af den oprindelige trommeslager Gert Smedegaard) og August Ussing, der bidrager med sang, guitar og tangenter. Læs mere her.
Så nu er der bare tilbage at håbe på mange kommende koncerter og måske også noget musik på plade.
Helt tilfældigt læser jeg, at Ebbe Rossander er død. Der er nok mange læsere, der ikke ved, hvem Ebbe Rossander var. Men hvis man har fulgt med i musikken siden tresserne og frem, vil man med stor sandsynlighed have stødt på hans navn – i hans egenskab af anmelder, redaktør, oversætter m.m. Ebbe var – på linje med vennen Torben Bille – en af dem, hvis kærlighed til musikken kom til udtryk gennem det skrevne ord. Ja, det siger sikkert noget om dette engagement, at han blev en slags “ferieafløser” på Torben Billes blog Midt i en beattid. To sjæle en tanke. Og hans skriverier om musik var af den slags – igen som vennen Billes – at de altid gjorde indtryk – også når man ikke var enig med ham. Og sådan skal det jo helst være.
Det var Linda Ronstadt, der fik mine ører op for sangen “Dark End of the Street” (på albummet Heart like a Wheel – se videoen nedenfor. Og jeg vidste dengang ikke, at originalen var med blues- og soulsangeren Clarence George Carter, der fik den ud på single i 1969 på plademærket Atlantic. Forklaringen er nok, at den dengang ikke blev noget hit.
Men originalen er interessant som eksempel på den særlige soulstil, som man dyrkede hos Atlantic, hvor man gerne blandede soulmusikkens religiøse side – the gospel – med den verdslige side. Her handler sangen om kærlighed på bagsædet af en bil – eller rettere: om sex – endda udenomsægteskabelig sex – i biler for enden af vejen, hvor det er mørkt.
Carter bruger det meste af nummeret på at – ja – prædike om den kødelige udenomsægteskabelige kærlighed inden han til allersidst lader prædiken glide over i sang. Den sang, som Ronstadt siden hen rendyrkede uden at forfalde til religiøse falbelader.
Tak til Dave Marsh for at have åbnet mine ører for originalen.
Opdatering, søn. 12/12-21:
Man kan være for hurtig på aftrækkeren. Clarence Carters udgave af sangen er ikke den første. Det er derimod James Carrs fra 1967, som Thorstein Namake gør mig opmærksom på i mail. Og tak for det Thorstein. Og mon ikke det er denne udgave, Ronstadt har ladet sig inspirere af!?
Sangskriver, sanger, musiker Mike Neshmith, der døde d. 10. December, 74 år gammel, var den egentlige sangskriver i den kunstfærdigt konstruerede, men ganske talentfulde, popgruppe The Monkees, som var et amerikansk svar på The Beatles (et af mange…). Og han var også den første, der forlod bandet – for siden at blive genforenet med det.
Efter Monkees havde han en fornem karriere med countryrockensemblet First National Band og som solist.
Han skrev en række sange til The Monkees. Ikke deres største hits, for de var udliciteret til professionelle sangskrivere, men mange perler, som man kan finde på gruppens albums.
Bassisten Robbie Shakespeare døde den 8. december. Dødsårsagen er ikke angivet, men det vides, at han har været indlagt med nyreproblemer.
Sammen med vennen og kollegaen, trommeslageren Sly Dynbar, var Robbie med til at promoverer reggaes, da den for alvor slog internationalt igennem i halvfjerdserne, og også udvikle og forny den i en helt uhørt retning. Noget kendte kunstnere som Bob Dylan, Mick Jagger m.fl. har nydt godt af.
Ville den være gået i dag? Med en go-go-pige, der ‘jagtes’ rundt i lokalet? Måske ikke, men musikken fejler ikke det fjerneste. Stevie Winwoods orgelspil er i en klasse for sig.
Foreløbigt sidste opslag i denne lille serie. Og her gælder det Paul McCartney, der så sent som i 2012 udsendte Kisses on the Bottom med coverversioner af store sange fra den amerikanske sangbog. McCartney havde fået disse sange ind med modermælket – eller rettere: via sin far Jims klaverspil i hjemmet, bl.a. til festlige lejligheder, hvor familien samledes og sang ‘gamle sange’. Og Paul har indrømmet, at musikken fra forældregenerationens tid har spillet en stor rolle for han musikalske udvikling, måske endda større end den rock’n roll, der kom til siden hen.
Beach Boy-Brian Wilson ryster ikke på hænderne, når han skal genbruge – eller rettere: genforestille sig – noget fra den amerikanske sangskat. Næh, han kaster sig selvfølgelig over mesteren over dem alle: George Gerschwin.
I dag er det årsdagen for nedskydningen af John Lennon. Og i går var det årsdagen for udgivelsen af Wings’ første album Wild Life. Pladen var den første, hvor McCartney optrådte i gruppesammenhæng efter opløsningen af The Beatles. Og måske er det noget af forklaringen på, at pladen ikke fik den allerbedste modtagelse blandt kritikerne. Nuvel, på min afspiller er det en af de der plader, der vokser en lille bitte smule, hver gang den afspilles.
