CAPAC

Søren Lampe er en gammel kending af bloggen her. I 2013 anbefalede jeg hans album Jazz på danska. Og nu er han tilbage her i bloggen med albummet med den sigende titel Slow & Sentimental. Sigende, fordi den sender vore associationer i retning af en easy listening-crooner-jazz, hvor man netop dyrker det fordybende tilbagelænede og tekstligt og musikalsk sentimentale – i ordets egentlige betydning: følelsesmæssig. Og hvor man har en forkærlighed for at få croonerfraserede, seriøse tekster til at falde i et med det musikalske grundlag.

Og sådan er det på denne plade. Søren Lampe har delt sangene på pladen mellem en håndfuld standardnumre (af kapaciteter som Hammerstein/Kern, Evans/Mann/Kent og Bergman/Legrand) og numre, hvor han selv har mere end en finger med i spillet. Og i hænderne på Lampe selv og hans hold af særdeles kompetente musikere – Søren Møller (piano), Morten Lund (trommer og slagtøj), Thomas Ovesen (bas), Per Gade (guitar), Peter Fuglsang (saksofon og klarinet) og Mathiaas Heide (kromatisk mundharpe) – falder standernumrene og de selvgjorte sange sammen i en stor behagelig helhed.

Pladen skriver sig smukt ind i en meget lang tradition af tilbagelænet easy-listening jazz og burde i kraft sit engagement og sin kærlighed til genren, sin håndværksmæssige høje standard og sin umiddelbare appel kunne nå ud over den sikre kreds af easy-listening-feinschmeckere og få fat i et nyt og bredere publikum. Hvis bare de store radiokanaleer vil spille pladen, skal det nok lykkes. Hermed anbefalet.

Søren Lampe. Slow & Sentimental. Produceret af: Søren Møller. Gateway. Er udkommet.

 

Det fortæller måske ikke så lidt om vilkårene for pladeproduktion i dette land, at der skulle gå henved tyve år, før den kanadiske sangerinde og sangskriver Dana LaCroix fik sit første album ud i Danmark. For Dana er ikke et ukendt navn i dansk sammenhæng. Gennem to årtier har hun været at finde på danske scener og har – har jeg kunnet læse mig til – skabt sig et trofast publikum blandt danske musiklyttere. Og det forstår man godt, når man lytter til The Great Divide, som den nye plade hedder.

LaCroixs aktiv er hendes fine, modne, feminine stemme og et uomtvisteligt talent for at skrive sange, der ubesværet skriver sig ind i en sangskrivertradition, der går tilbage til – mindst – den unge Carole King. Og som flere af sine kvindelige forgængere udi denne genre, der er overvejende akustisk   og dyrker det melodiøse, beskriver LaCroix i sine tekster et genkendeligt voksent kvindelivsunivers. Og selv om Dana LaCroix er helt sin egen i sin følsomme og tilbagelændede stil, så minder hun alligevel om mange af de gamle, ikke kun Carole King, men fx også en Bonnie Raitt (i det stille hjørne). Men først og fremmest i kraft af den musikalske holdning, der i allerhøjest grad peger tilbage i tiden til de gyldne tressere og halvfjerdsere – og af samme grund skiller sig lidt ud i vor tids lydlandskab og kan forekomme en anelse bedaget, uden at det skal forstå i nogen negativ forstand. LaCroix er blot en af mange fine traditionalister, der findes rundt omkring inden for singer-songswriter-kunsten.

Hvis man er til akustisk funderet singer-songwriter-musik, der er centreret om en stemme og en akustisk guitart, så går man ikke galt i byen ved at indlemme Dana LaCroix i sit lyttepensum. Hermed anbefalet.

Dana LaCroix. The Great Divide. Produceret af: jakob Rostbøll. Eget forlag. Er lige udkommet.

Stuck inside of Mobile with the Memphis blues again lød det i mit indre, da jeg lagde øre til Langsyns nye album Hvilke chancer. For inspirationen fra den vrangvillige Nobelpristager Bob Dylan er slet ikke til at tage fejl af, når Langsyn folder sig ud. Ja, den indledende sang “For altid” lyder faktisk, som om der var tale om en fordanskning af en af Dylans outtakes fra tresserne – perioden omkring Blonde on Blonde (sådan cirka). Peter Butzback Larsen står for sangene og synger for så det giver kraftige associationer i retning af Nobel-Bob, men også i retning af Niels Skousen, Eik Skaløe, Hans Vinding og Hyldemor.

Jovist, Langsyn træder ind på ig i det lange spor af Dylan-inspirerede, dansksprogede singer-songwriters, der siden de sene tressere har beriget det danske sprog og den danske beatmusik med sange, der på dylansk vis kærligt og undertiden poetisk vrider vort modersmål lidt i beskrivelsen af den virkelighed, vi – på godt og ondt – lever i.

Det dylanske spor viser sig også i Peter Butzbacks Larsens fraseringer (den drævende, tilbagelænede, fortællende fremførelse af teksterne), i den markante brug af mundharmonikaen og den enkle, low budget, no bull shit produktion af den relativt korte plade (ca. 30 minutter).

Men, de foregående betragtninger skal ikke forstås sådan, at Langsyn og Peter Butzback Larsen blot er endny et eksempel på epigoneri i forhold til mesteren selv. Langsyn og Larsen er mere en slags moderne hippier, der har taget Dylan til sig og synger sange om tvivl og håb. Som det hedder i den indledende sang: “Jeg vrøvler en fuldemandssang/ Jeg rimer på alt hva der ligner”. Og ja, Butzback Larsen er nok, når alt skal gøres op, mere en sangskriver i Skaløe-traditionen end en efterkommer efter poeten Bob Dylan. Og det er godt og dejligt, for vi har brug for singer-songwriters, der på vort modersmål kan synge berusede sange, der rimer på alt, hvad der træder frem i vores fælles virkelighed.

C. V. Jørgensen er gået i frivilligt eksil og pladsen, han har efterladt, giver plads til mange andre talenter, bl.a. Langsyn, der med deres album finder tilbage til en autentisk enkelhed og musikalsk nøgenhed, der var politisk korrekt i tresserne og halvfjerdserne og har fået et opkog de seneste par årtier – og har det med at holde i mange år. Jeg er ret vild med Langsyns nye plade. Hermed anbefalet.

Langsyn. Hvilke chancer. Produceret af Langsyn og Boi Holm. LangsynBeat. Udkom d. 1. oktober

Københavnerbandet Svin (Lars Bech Pilgaard: Guitar, Henrik Pultz Melbye: Tenorsax, karinet, Thomas Eiler: trommer og Adi Zukanovic: tangenter) har været en tur på Island, hvor de i det kendte Sundlaugin studio (Sigur Rós) har indspillet deres nye album Missionær. Og turen til det kolde nord sætter sit præg på pladen. Helt ud i coveret, der viser grå-blå indtryk fra havet og himlen, der omfatter øriget mod nord, mærker man den indflydelse det afsides pladestudie har haft.

Og indflydelsen stopper ikke ved det ydre. Også pladens indhold, musikken, bærer et kraftigt indtryk af den geografiske lokation. Men også af den lyd, som Sundlaugin har skabt for en lang række – fortrinsvis islandske – kunstnere med post-rockerne Sigur Rós i spidsen. Det er ikke tilfældigt at studiets lydtekniker Birgir Jón “Biggi” Birgisson står for lydsiden på Missionær.

Hvorfor pladen kaldes Missionær skal jeg lade være usagt. Men man kunne tænke sig, at det er for at sætte ord på en musikalsk mission, som Svin er ude på. At Svin måske med den nye plade, der adskiller sig fra deres tre foregående, ønsker at slå et slag for en musik, der ikke vil behage lytterne med genkendelig pop eller ditto rock, men med forkærlighed kaster sig over støjrockens rigt facetterede landskab og specielt den afkrog af noise-rocken, som søger at skabe rum for store følelser og stemninger. En slags moderne støjende mood-music.

I hvert fald er det det Svin gør på pladen. Med forkærlighed for repetitive og til det monotone grænsende langt trukne, svævende og cirkulerende lyde fra diverse tangentinstrumenter, der afløses, suppleres af små intense stykker af næsten velgørende og iørefaldende postrock med huggende guitarer og saksofon lader Svin de i alt seks numre danne en konceptuel enhed af en egen betagende og også lidt skræmmende skønhed.

Med Missionær har Svin (be)vist, at der også er god plads til forførende noise-post-rock i Danmark, og at islændingene ikke er alene om at skabe den stilart. Hermed anbefalet.

Svin. Missionær. Produktion: Svin og Anders Bach. Pony Records. Udkom d. 21. oktober

Trioen She’s a Sailor består af Jesper Vindberg (sang og guitar), Thomas Albrechtsen (sang og tangenter) og Jesper Svane (trommer). De har rødder i København og Aarhus og står som kollektiv for musik og tekster på den nye EP, de har sendt på gaden. Og det er sikkert det kollektivistiske præg, der forklarer, hvorfor den lille plade virker så homogent vellykket.

Pladen består kun af fire numre, men bandet formår alligevel at give et indtryk af, at det allerede har fundet et stilistisk leje, hvorfra det kan udvikle sig videre. Og det er et leje, der så at sige ligger dybt i den klassiske poprocktradition, der fører fra tresserne og frem til i dag. Uden på nogen måde at ligne de store forbilleder blandt vokalgrupperne fra tresserne, så er der ingen tvivl om, at det er der inspirationen er at finde. For det musikvante øre er der mindelser om både Beach Boys, The Kinks og mange senere bløde rockere, når man lytter til de fire sange. Styrken på EP’en  er nogle endog meget iørefaldende melodier, nogle vokalarrangementer, der passer som Hans i Grete til melodierne og musikalske arrangementer, der skylder tresserne såkaldt symfoniske rock meget med hensyn til brug af strygere, piano osv.

Sangen “Beautiful”, der afrunder CD’er, skulle efter sigende allerede have gjort et stort indtryk på DRs P4. Og der er god grund til at tro, at de tre andre sange vil kunne følge trop og blive hits på samme kanal og tilsvarende radiokanaler rundt omkring. Er du til god, klassisk poprock, så giv She’s a Sailor en chance på din afspiller.

She’s a Sailor. Back from the Sky. Produceret af bandet selv. Iceberg Records. Udkom d. 14. oktober

Det er cirka to år siden, jeg havde fornøjelsen af at omtale Select Captains debutalbum The Feathes and the Lights. Og siden har jeg omtalt EP’en Pure Neon. Jeg hæftede mig dengang ved Select Captains – dvs. Kristian Gaarskjærs – forkærlighed for melankolske sange og et musikalsk udtryk, der dyrkede americanaen og flyttede sig i retning af et enklere, akustisk udtryk med inspiration i folk og country.

På sit nye album Strings & Feathers tager Select Captain endnu et skridt fremad. De eftertænksomme og let melankolske tekster om et modsætningsfuldt liv er der stadigvæk og det er jo, som jeg ofte par pointeret, i pagt med noget i tidsånden. Til gengæld flyttes det musikalske udtryk i retning af noget større, selv om det stadigvæk er med rod i det amerikanske. Og en del af forklaringen er, at Select Captain på denne pladen nærmest er blevet et band. I hvert fald har hovedpersonen trukket medlemmer af sit liveband med ind – ikke alene i studiet med i den kreative proces. Og det mærker man med det samme, og løfter den før så enkle roots- og americanatone op til noget, der vel kan beskrives som en slags sammesat indierock.

Ellers indfrier albummet de forventninger, de to foregående plader har efterladt i retning af nogle – ti i alt – iørefaldende og bevægende sange, hvor musikkens lethed udgør en modvægt til teksternes alvorlighed. Og med sit udvidede musikalske lydbillede burde den nye plade kunne udvide Select Captains publikum. Hermed anbefalet.

Select Captain. Strings & Feathers. MMR. Udkom den 14. oktober.

Måske er det lige det, vi har brug for her på en råkold og lidt våd, dansk efterårsdag?! En dansk plade, hvor varme latinamerikanske toner – samba, bossa nova o. lignende – får lov til at varme vores kolde hjerter og fødder! Og i så fald er det lige det sangerinden Misen Groth og musiker Thor Backhausen giver os med deres helt nye album, der blot bærer duoens efternavne  på et superenkelt cover, der ikke afslører noget som helst om de varmende toner, der gemmer sig i lydsporet…

Selv om det latinamerikanske er slående på pladen og så at sige sætter stemningen på den, så er den langt mere varieret end det. Ud over de skæringer, hvor især Backhausens accordeon sender tankerne til de store accordeonister i Sydamerika, er der bløde ballader (fx “Stained glass window”), hvor referencerammen især er den moderne, voksne pop, som vi kender den fra den vestlige verden fra sidste halvdel af forrige århundrede. Men der er også passager på pladen, hvor en blå og bluset stemning får lov til at tager over – uden at tage overhånd.

Sammen med et hold musikere – hvoraf mange er gammelkendte navne -der spiller med den autoritet og inderlighed, som deres mange års erfaring giver dem – Michael Friis (bas), Klaus Menzer (trommer), Henrik Salinas (guitar), Jacob Andersen (slagtøj), Paul Banks (guitar), Kristian Jørgensen (violin), Niels Vangkilde (guitar) og en håndfuld backingsangere – har Backhausen og Misen fået skruet et album sammen, der byder på voksen pop af den slags, der viderefører og opgraderer den musikform, som Stan Getz, Antonio Carlos Jobim, Astrud Gilberto m.fl. gav en renæssance i tresserne og som siden har haft sin egen niche inden for de såkaldte easy listening. Misen synger bedårende og ikke så lidt forførende, som denne stilart nærmest foreskriver. Så hvis du er til moderne voksen easy listening af høj kvalitet, så er der ikke noget at betænke sig over, hvis du støder på pladen. Hermed anbefalet.

Misen & Backhausen. ST. Produceret af: Michael Friis. Eget forlag. Udkommer i morgen.

Byliv kalder sangerinden Karen Marie Bille sin nye EP. Og byen, der er tale om, er hjemstavnen København. Og de fem sange på pladen handler – ikke så meget om København – som det liv, der leves i byen. Den første sang “Københavns havn” er således en hyldest til  hovedstadens havn som porten til den store verden udenfor – men også som et billede på et liv, der netop åbner sig mod det ydre:

“Det er min havn – det er din havn – den ta’r verden i sin favn/ Købehavns havn – Købehavns havn/ Det’ en smuk havn – med et smukt navn – vækker kærlighed og savn/ Københavns havn – Københavns havn – Københavns havn”.

At der er andet på spil end en simpel kærlighedserklæring til storbyen og dens liv afsløres i de to næste sange, der er banale (forstået i ordets egentlige betydning) kærlighedssange, hvor forelskelsens og kærlighedens særlige forstyrrende rastløshed og opdrift beskrives i et direkte og genkendeligt sprog, sådan som den gode pop foretrækker det:

“Du har sat dig fast i min mave – bobler af lyst og fryd/ Jeg lever for kærtegn og tosomhed – synger for dig med liv og lyd/ Jeg vil give dig hele mit indre – dele min poesi/Høre dig tale om alle ting – vise dig alt det, du kan li'” (“Rod i det hele”).

Og:

“Med en sommerfugl i maven og krokus gemt i haven/ Danser jeg gennem vinden med dig/ Jeg kan høre fuglestemmerne dagen lang – en kærlig sang – til dig/ Et flyvende forår – en helt vidunderlig vår/ Med dig…” (“Med dig”).

Men det ville blive banalt i den pejorative betydning, hvis det blev hængende i de elementære lovesongs. Og det gør Karen Marie Bille da heller ikke. I de to sidste sange sniger slangens sig ind i paradis. “Kan vi sætte verden lidt i stå” er en klassisk sang om oplevelsen af livet, og måske ikke mindst bylivet, har sin pris og sine omkostninger: “Jeg prøver at gå baglæns og få andre med/ Men alle rykker fremad – de bliver bare ved/ Fuglene de flyver stadig samme vej/ Og mine tanker flyver flygtigt rund med mig/ Min krop er helt den samme – hjertet slår endnu/ Men inde i mig er noget gået itu./ Kan vi sætte verden lidt i står/ Lukke ned og lægge låget på/ Slukke solen, stoppe regnen blot et øjeblik/ Kan vi sætte verden lidt i stå”. Ja, stop verden, jeg vil af. Den tanke er lige så gammel som den moderne popmusik. Og måske er det det nulpunkt, vi skal nå for at komme videre? I hvert fald slutter Karen Marie Billes plade af med en opfordring til at slippe livet fri. Slippe kontrollen og befri sig fra det hidtil levede liv:

“Jeg slipper kontrollen – træder ud af rollen – løber væk fra folden og er fri/ dropper facaden – bryder barrikaden – lægger paraden indeni”.

På de fem sange formår sangerinden at tegne en følelsesmæssig rundtur, der passer godt til poppens erfaringsunivers. Og pop er det, Karen Marie Bille byder på. Moderne, voksen pop. Hun synger med sin gode, let pigede stemme og gelejdes smukt af  en lille håndfuld yders kompetente musikere – Troels Skovgaard (guitarer og sang), Jon Bruland (bas og tangenter), Rune Harder Olesen (slagtøj m.m.) og Mikala Bosett (kor) – igennem de svingende og iørefaldende sange, der undertiden leder associationerne hen i retning af noget sydamerikansk, men også noget centraleuropæisk voksenpop fra tresserne og frem. Alt i alt et fint minialbum, der fortjener at bliver spillet på radiokanalerne som modvægt til vor tids ungdommelige pop. Hermed anbefalet.

Karen Marie. Byliv. Produceret af Louise Nipper. Eget forlag. Er udkommet.

 

Ingen smagsprøver at byde på – endnu…

I 1971 sang John Mogensen om Dybbøl Mølle, der malede helt ad helvede til, i en sang, der på dansktopmanér satte ord på de svundne tresseres og gryende halvfjerdseres samfundskritik, med hip til de velbjergede, til den smuldrende demokratiske debat og med kritiske kommentarer til miljøforurening og løssluppen urbanisering med spekulationsbyggeri og smulmende trafikale problemer. Og næppe havde Mogensen sunget sine linjer, før den frafaldne socialdemokrat og kommende centrum-demokrat Erhard Jacobsen leverede et umusikalsk modsvar med “Dybbøl Mølle maler stadig”. En sang, der – set i bakspejlet – indvarslede vor tids gejle nationalisme og den generelle højrepopulistiske drejning.

Og nu i 2016 vender sanger og sangskriver Juncker tilbage til “Dybbøl Mølle” på sin nye plade Bivirkninger og tager – uden direkte henvisning eller bare allusion til forgængerne – den politiske sangskrivning op igen. Men ikke på en propagandistisk eller sloganstøttet vis. Derimod – og dermed helt i pagt med en tendens i tidsånden – som en underdrevet, latent samfundskritik, der står at læse mellem linjerne, mere end som flammeskrift og slagord:

De sir alt er tilladt og du kan sige hvad du vil/ men siger du det du mener så pak dt godt ind i vat/ Din spændetrøje er for stram/ din livrem er sat på skrå/ Det er vist på tide du tager dit gode tøj på/ Du begynder at gå/ Først er du alene så bliver i flere/ Se mor se hvor vi marcherer, fra Dybbøl Mølle til Nørrebro station/ Jesus jeg giver op/ Gud jeg melder pas/ Jeg har tape for munden og mine minder har de brændt…

Juncker beskriver her dobbeltbundet, hvordan det politiske medløberi sættes i scene, Sangens hovedperson er tydeligvis frustreret og nedslået over tingenes tilstand og den snigende konformisme og lader sig rive med at stemningen og bliver en del af et marcherende fælleskab. Sangen illustrerer et bestemt træk ved Junckers sange: Det er med udgangspunkt i det singulært og subjektivt oplevede, der artikuleres en slags almen virkelighedskritik. En kritik, der ofte – som i ovenstående sang – er som et tveægget sværd, der både er vendt mod omstændighederne i virkeligheden og indad mod individet.

Dette signalement passer også til den retrospektive og lidt nostalgiske sang “Der var engang”, hvor en ungdommelig fortid bliver afsæt for beskrivelsen af en aktuel udelukkethed og fremmedhed:

Fyrre år og ikke særlig fed/ For døv og blind til at følge med/ En lille smule fremmed for robotters ånd/ men tro mod kassettebånd/ imens jeg stille nynner Alphaville forever young/ Der var engang engang/ vi var cool/ før det hvide i mine øjne det blev gult/ Sæt dig ind i det nyeste lort/ ny lort…

Junckers samfunds- og virkelighedskritik er implicit og kræver, at lytteren gør sig den ulejlighed at lytte opmærksomt og/eller læse de i CD’en optrykte tekster. Men så åbner de sig også i al deres flertydighed og afslører en fundamental stemning af fremmedgjorthed og utilpassethed, som mange vil kunne relatere sig til.

Juncker synger sine sange ligefremt og med fokus på artikulationen af teksterne, der fremstår eksemplarisk tydelige i Junckers mund. Og sangene bæres frem af melodier, der nok er melodiske, men ligger langt fra poppens alfarvej. Musikken er en blanding af klassisk singer-songwriter-musik med stemme og guitar i centrum og en god portion, elementær, moderne rock, der ikke er overhældt med elektroniske effekter og digitale lydmalerier.

Med sit nye album skriver Juncker sig ind i en fornem og lidt eksklusiv strømning i tidens musik, hvor beskrivelser af dybt personlige oplevelser, erfaringer og iagttagelser afsætter en særlig almen tidsspecifik samfundskritik. Og det er måske netop derfor pladen hedder Bivirkninger.

Hermed anbefalet.

Juncker. Bivirkninger. Produceret af: Henrik Balling. Target. Er udkommet.

Janus bechmann, der bl.a. har arbejdet sammen med Ester Brohus og Søren Krogh, er ude med soloalbummet Table Sketches. Og titlens sketches – skitser – kunne fortolkes derhen, at der var tale om nogle ufærdige sange. Men det vil være en fejllæsning. For sangene virker bestemt ikke ufærdige eller halvgjorte. Derimod kan der være noget skitseagtigt over dem i betydningen: noget basalt og enkelt.

For Janus Bechmann har været på en længere tur tilbage til sine musikalske, amerikanske rødder. Det vil sige en smeltedigel, vi her i bloggen gerne omtaler som americana og roots. Og mødet med rødderne i New Hampshire og Vermont har – måske ikke overraskende og forventeligt – medført en slags besindelse på netop disse rødders forkærlighed for det jordnære, enkle og upyntede udtryk. Down to basics, som man jo siger i det anglo-amerikanske sprogområde.

Og det er netop, hvad Janus gør på denne plade. Skærer ned til benet i det musikalske udtryk. skræller alle unødvendige lag af og lader sangene stå ret nøgne og rå. Så de kun fremtræder gennem Janus’ gode stemme og arrangementer, der er skrabede – og kun – nu og da – lader en slideguitar lægge et lille ekstra lag på. Og på tekstsiden modsvares enkelheden af sange om kærligheden og hverdagens problemer. Og det er helt efter bogen, kan man sige.

Table Sketches er en af den slags plader, der har potentiale til at blive en af mine kultplader. Altså en af dem, der ved gentagne genhør tiraner sig en plads på den hylde, hvor de minimalistiske singer-songwriter-plader står og ikke får lov til at støve til. Og måske kunne den også gå hen og blive en af dine særlige plader -giv den en chance. Hermed anbefalet.

Janus Bechmann. Table Sketches. Produceret af Janus Bechmann og Jeremiah Bindrum. Target. Er udkommet.

 

Jeg kom til at tænke på Johnny Cashs american recordings, på Bruce Springsteens Nebraska og Ulf Lundells ti sange fra et hotelværelse, da jeg lagde Martin Bloms Sange fra ødekirken i CD-afspilleren. Og det er ikke tilfældigt. For lige som de nævnte kunstnere har Blom på sin ny plade valgt et særligt refugium for sin nye plade. Som titlen antyder, så er pladen indspillet i en øde kirke, nærmere bestemt den nedlagte Buderup Ødekirke i Rebild. En kirke, der ikke længere tjener sit oprindelige formål, men nu står i kulturens tjeneste.

Og den nøgne kirkebygning med sin særlige akustik og dens rå, og sikkert inspirerende, tomme skal fik lov til at danne ramme om Martin Bloms samling af danske sange. Og – næppe helt tilfældigt – så spejler eller snarere korresponderer sangene med deres konkrete sanselighed og enkelhed den skrabede, rå ramme udgør.

Bortset fra lidt backingvokal (af Bjørn ‘Bønne’ Petersen og Henrik Hansen), så står Martin Blom for det hele. Og det vil sige: sang og diverse guitarer. Og som det antyder, så skærer Martin Blom ind til benet. Tekstligt og musikalsk udviser sangene en elementær nøgenhed og ‘ærlighed’, som nærmest er blevet en kendetegn for den slags refugieindspilninger. Det er som om den udvendige askese fremmer en kunstnerisk frugtbarhed.

Et par eksempler. I sangen “Hver morgen er en kirke” skæres der næsten ind til en absolut nulpunkt. Livet i form af den daglige morgen anskues som en ny begyndelse og en ny mulighed:

Hver morgen er en kirke

Jeg går derind

med åbent sind

Hver morgen er et landskab

Jeg går derud

Giver mit bud

Hver morgen er en mulighed

En skæbne der venter mig i døren

Og igen andre kan i mit sted

Gå ud og ta’ min tørn

….

Hver morgen er et blankt papir

Der vil ha’ ord

Jeg ved jeg tror

Et ark med alt og intet

Der kræver mig og mit kontrafej

Hver morgen er et checkpoint

Jeg lægger pas og dagsprogram på bordet

Alt hvad der er mig

Mit brugernavn og adgangsordet.

Selv om nogle teologer sikkert kunne tage teksten her til indtægt for den kristne tro, så læser jeg den mest som en slags eksistentiel nøgternhed, hvor det handler om at sætte ord på det mirakel, hver morgen vitterlig er som både afslutning og begyndelse på noget nyt, som forfatteren bemærker i det hæfte, der følger med pladen. Det er som om ødekirken med al dens symbolik modsvares af en bestræbelse på at skrælle alle udvendige lag af og nå ind til en særlig umiddelbarhed og noget væsentligt. Det kan man også læse ind i en af de mere personligt historiske sange på pladen, nemlig “Drømmer 71”. Her fortæller Blom om sin egen generation, der i fodsporene på de såkaldte 68’ere – til lyden af Burning Red Ivanhoe og Alrune Rod – nærede drømme om en anden og bedre verden:

Der var en dejlig udsigt derfra hvor vi stod

Og da vi sad på gulvet og hørte Burnin’ og Alrune Rod

Verden den var vores den gamle sang på sidste verd

Der var god plads til en drømmer dengang i 71

Underforstået: drømmene blev ikke indfriet, men drømmelandet eksisterer endnu et sted inde i den voksnes bevidsthed.

Også på den musikalske side dominerer enkelhed og rodfastheden. Martin Blom har rødder  i, ja, rootsmusikken. Den musik, der ynder at gribe ned til de musikalske rødder og tilbage til en vis oprindelses enkelhed. Og på pladen her barberes musikken virkelig helt ned til en nærmest spartansk nyenkelhed, der både ekkoer af nøgen salmesang og den hudløse nærhed, som de indledningsvist omtalte kunstnere også fandt ind til på deres plader.

Og dermed skriver Martin Bloms plade sig naturligt ind i rækken af plader, der har deres udspring i et eller andet frivilligt refugium og itone- og ordsætter en særlig kunstnerisk ‘ærlighed’ og nøgenhed, der leverer et passende modspil til tidsåndens udvendighed og unødvendige fylde. Hermed anbefalet.

Martin Blom. Sange fra ødekirken. Eget forlag. Er udkommet.

Cover-The-Buca-Bus-659×659.jpg

Her i bloggen har jeg fulgt det gode odenseanske band Caper Clowns siden 2015, hvor jeg gav EP’en Type your text here nogle venlige ord med på vejen. Og nu er bandet så ude med en langspiller med titlen The Buca Bus, der indfrier de forventninger, jeg havde til Caper Clowns dengang. Forventninger om, at de ville fortsætte udviklingen af deres specifikke udgave af den såkaldte indierock, der samler trådede op fra især den melodiøse britiske udgave af indien og har tydelige tråde helt tilbage til indierockens forfædre i tresserne med Beatles som omdrejningspunkt.

Jeg er ikke helt sikker på, at jeg ved, hvad en Buca Bus er for en bus, men musikken og coveret på pladen fik mig til at tænke på den bus, Beatles bruger i filmen Magical Mystery Tour. Og i det mindste passer denne association på den måde, at også The Buca Bus sender os på en magisk og mystisk tur med tolv sange, der kredser om temaer som romantik og singulære, eksistentielle oplevelser. Og de fine tekster er heldigvis trykt i coveret, så man kan fordybe sig i dem, hvis man har tid og lyst.

Men man kan også nøjes med at lytte til musikken, der i højeste grad taler for sig selv. Som de bedste udenlandske indiebands har Caper Clowns formået at skrue en plade sammen, der både hænger godt sammen indholdsmæssigt og byder på stor variation og opfindsomhed inden for det brede spektrum, som indierocken arbejder inden for. Lige fra den indledende, næsten klassiske popsang “Pockets”, der er medrivende og stærkt melodisk i en grad, der burde gøre den til et hit i radioerne (hvis der var nogen retfærdighed til, hvilket der jo desværre ikke altid er…), over mere indadvendte ballader til regulært pompøse indienumre, hvor bandet gerne vil demonstrere, hvad de formår instrumentalt og i et studie. Heldigvis holder de fast i deres melodisk-poppede udgangspunkt, så studiet fristelser ikke tager overhånd i form af tomgang og udvendighed. Også på den led minder Caper Clowns mig om mine gamle idoler fra Liverpool.

Det er naturligt, at et band vil bruge de muligheder, der er i et moderne studie, for at vise hele udtrækket og alle de kunster, de kan. Men jeg synes Caper Clowns formår at holde sig på beatmusikkens middelvej af melodiøsitet og popcharme. Selv hvor de folder deres instrumentale virkemidler mest ud, kan man godt høre den elementære enkelhed og nerve, der Caper Clowns fineste vare- og vandmærke.

The Buca Bus er en vellykket, alsidig indiepoprockplade, der vidner om, at genren (hvis man da kan kalde indien det!?) lever i bedste velgående – og i Caper Clowns har et hold loyale og passionerede repræsentanter, der ubesværet tager kampen op med de bedste udenlandske repræsentanter. Ja, The Buca Bus aspirerer til en plads på min personlige favoritårsliste, når den snart skal skrives. Hermed varmt anbefalet.

Caper Clowns. The Buca Bus. Gateway. Er udkommet.

Wein, Weib und Gesang og øl, f…. og hornmusik. Vi kender disse vendinger, der forbinder musikken med forholdet til det andet køn og, ja, de alkoholiske drikke. Og der er da også en forbindelse, måske den dionysiske, som Thorkil Bjørnvig engang skrev om.

Jeg kom til at tænke på disse ‘sandheder’, da jeg læste Jens Rømers bog Mit liv med vin og musik, der er en  erindringsbog, hvor Rømer fortæller om sine to store lidenskaber i livet: vin og musik. Lidenskaber, der grundlægges tidligt i Rømers liv.

The Beatles (for)førte Jens ind i musikkens verden. Og via dem gelejdes han ad snirklede stier ind i folkemusikken, ikke mindst den fra Bretagne, via inspirationskilden og samarbejdspartnere Dan Ar Bra. Parallelt med denne udvikling føres Jens ind i vinens verden. Først via Frankrigsrejser med familien og siden af egen drift. En drift, der siden får Jens Rømer til at at hive teltpælene op i Danmark og flytte sin familie til Frankrig for at dyrke sine passioner, ikke mindst den vinøse.

Jens Rømer er ikke en erfaren forfatter. Det mærker man hurtigt, men han fortæller ligefremt og drevent – og ganske medrivende – om sine veje ind i musikkens og vinens universer. Musikkens fylder måske – i bogen – mindst, vurderet på antal ord, men det ‘kompenseres’ der på en måde på, idet Rømer har bedt nogle af sine venner komponere og indspille musik til vin. På to medfølgende CD’er kan man lytte til det resultat, der er kommet ud af mødet med et par flasker god vin. Og at dømme på musikken, så må vinen både have smagt godt og have haft en opløftende effekt på inspirationen.

Jeg skal ikke gøre mig klog på vindyrkning og vinkundskab. Dertil er mit kendskab som almindelig konsument for beskedent. Men Rømer fortæller grundigt om de vine, der blev givet til musikerne og om økologisk, biodynamisk og konventionel vindyrkning. Det eneste, der mangler, er, at der fulgte et par flasker vin med udgivelsen. Men – det kan man jo selv råde bod på, fx ved at købe er par af de flasker, Rømer har anbefalet på sin egen weblog.

Bogen er relativt hurtigt læst og fanger læseren i kraft af fortællerens dybe lidenskab for de to universer. Så, hvis man er til god musik og god vin, så er der også god grund til at læse Jens Rømers sympatiske fortælling om sit liv.

Jens Rømer. Mit liv med vin og musik. Forlaget Olafssongs. Er udkommet.

Det kan godt være, at C. V. Jørgensen tager sig nogle gevaldige pauser (hvis han da ikke helt har forladt musikken…), men han har sat et tydeligt vandmærke i den dansksprogede rock. ånden fra hans plader svæver over mange af de dansksprogede rockbands. Således også for pladedebutanterne i Sorte Fugle – Dennis Bengtson og Flemming Walther.

Fra første skæring på pladen springer associationen til C V Jørgensen ubesværet ind i hjernen på en. Ikke så meget i kraft af teksterne og musikken, men snarere igennem en genkaldelighed i vokalerne. Sorte Fugle lyder som en nutidig udgave af Jørgensens lille band. Stemmernes klang og den dvælende og forståelsesklare frasering knytter et tæt bånd tilbage til det ganske lille band.

Men heldigvis adskiller Sorte Fugle sig også fra forbilledet. Sorte Fugles tekster besidder ikke Jørgensens særlige, personlige samfundskritiske dimension og hans specielle måde at vride det danske sprog. Sorte Fugle træder andre stier, hvor en mundret realisme besynger erfaringerne fra hjemstavnen Falster og de refleksioner et udlandseksil har sat i gang. Desværre er teksterne IKKE aftrykt i mit anmeldereksemplar, og det er en skam, selv om teksterne er lette at opfatte, for Bengtson og Walther har noget på hjerte i deres rapportering fra livet i det man undertiden kalder “Udkantsdanmark”.

Musikken står heller ikke i gæld til forbilledet, men er befinder sig et særligt sted mellem folkrock og singer-songwriter-poprock som den, man lavede på den amerikanske vestkyst for 40 år siden. Jeg fik associationer i retning af såvel Bifrost, Rugsted & Kreutzfelt og Spids Nøgenhat. Og selv om Sorte Fugle godt kan rocke igennem – som fx i sangene “Alting er” og “Kontrol” – så er deres styrke nok i den ende af rockspektret, hvor poppen er inde for rækkevidde.

Sorte Fugle er et velkomment nyt kapitel i den ufærdige bog om den dansksprogede rock. Sammen med andre dansksprogede rockere (hvoraf jeg har omtalt en del) udviser Sorte Fugle en mærkbar traditionsbevidsthed, samtidig med at de er ganske nutidige i deres personlige besyngelse af deres hjørne af den danske virkelighed. Hvis du er til blød folkrock med hjerte og danske tekster, der både har noget at fortælle og taler et ligefremt, forståeligt dansk, så betænk dig ikke, men lyt til Sorte Fugles debutplade. Det lønner sig.

Sorte Fugle. ST. Produceret af Rune Réne Hansen. Nyt Liv Records. Er udkommet i denne måned.

Engang kaldte de sig Rangleklods og fik succes med albummet Straightjacket. . Men nu kalder Esben Nørskov Andersen og Pernille Smith-Sivertsen sig Blondage. For at understrege, at der nu – for alvor – er tale om en duo og ikke “blot” et projekt. Og den nye identitet er resulteret i den eponyme EP, der netop har set dagens lys.

I min omtale af Straightjacket kredsede jeg om duoens balancegang mellem elektronisk eksperiment og elektronisk pop. Og den nye EP tyder på, at popsiden har fået overtaget. Blondage vil forføre lytterne med sensuelle og dansante sange, der både appellerer til kroppen (kom ud på dansegulvet!) og til popsansen inde i hjernen. Og det lykkes forbavsende godt. Både når tempoet er sat lidt ned som i den indledende “Lucky Black Shirt”, hvor Esben synger for, men hvor også Pernille blander sig og væver sin stemme ind i det vuggende og æggende elektronicalydtæppe. I det hele taget er EP’en  en plade, hvor de analoge stemmer hele tiden leverer et nødvendigt og befriende modspil til den tendentielt dominerende elektroniske lydlandskaber, der ligger som et massivt tæppe under numrene.

Med den nye EP har Blondage taget et tydeligt skridt i retning af mainstream i kraft af en håndfuld forførende popsange, og det forlyder også, at de allerede har fået godt greb i vor tids radio- og streaminglyttere.

Blondage. Blondage. Tambourhinoceros. Er lige udkommet.