CAPAC

For et lille årstid siden udsendte duoen Public Service Broadcasting – J. Willgoose , Esq. og Wrigglesworth – albummet Inform – Educate – Entertain, hvor de genbrugte klip (samples) fra angel-saksiske filmdokumentarer til at skabe ny rock og nye lydbilleder. Resultatet blev en fascinerende blanding af bedaget fremskridtsoptimisme, teknologibegejstring og moderne, elektronisk rock.

På duoens nye plade The Race for Space fortsættes i samme spor, men denne gang er den tematiske inspiration indsnævret til – som titlen angiver – perioden omkring amerikanernes og russernes såkaldte rumkapløb.

Numrene gennemløber perioden fra præsident Kennedys inaugurering af rumkapløbet over Apollo 8’s “forsvinden” bag månen og andre mindeværdige øjeblikke i erobringen af det ydre rum. Anvendelsen af de gamle lyd-samples tjener ikke et nostalgisk eller bagstræberisk formål, og musikken får en nærmest kontrapunktisk rolle i samspillet med de små fascinerende klip. Fx bliver numrene “Sputnik” og “Gagarin” til dansende funk, der lyder som Kraftwerk i det muntre dansante hjørne (hvis man kan forestille sig det!).

Public Broadcasting Services recycling af rumkapløbets lydspor er både en hyldest til en tidsalder, hvor den blå planet for alvor blev revet ud af sin næsten narcisstistiske selvcentrering og åbnet mod det store rum, og en hyldest og videreudvikling af den elektroniske rock, electronicaen, der har rødder i de tyske krautrockere – Can, Kraftwerk m.fl. – og i britpoppens electronik-apionerer. Pladen er måske ikke et kæmpeskridt frem i forhold til den fine forgænger, men understreger og bekræfter, at PBS har fundet et holdbart concept, der langtfra er udtømt endnu. Hermed anbefalet.

Public Service Broadcasting. The Race for Space. Test Card Recordings/ Border Music Denmark. Udkom d. 23. februar.

På sit nye og tiende album Ebb & Flow ledsages den walisiske singer-songwriter Judith Owen af The Section, der består af bassisten Leland Sklar, tommeslageren Russ Kunkel og guitaristen Waddy Wachtel. Og hvis man lyttede til halvfjerdsernes række af fine amerikanske singer-songwriters – fra Paul Simon til James Taylor – vil man vide, at denne sektion af musikere udgjorde en meget væsentlig del af den musikalske rygrad og sound i de år.

Derfor er det heller ikke helt overraskende, at Ebb & Flow af udenlandske kritikere netop er blevet opfattet som en genoplivning af ånden fra halvfjerdsertroubadourerne gyldne tidsalder. Hvilket også understreges af, at Owen på pladen fortolker James Taylors “Hey Mister, That’s Me Up On The Jukebox” (fra Taylors tredje album Mud Slide Slim and the Blue Horizon fra 1971) og det gamle Mungo Jerry-hit In the Summertime (Raymon Dorset), der indvarslede de tidlige tresserinfluerede halvfjerdsere. To sange, der begge på deres måde besynger et livsglad livssyn, der prægede tidsånd de år.

Også Judith Owens egne sange, der udgør flertallet af sange på pladen, indfanger fint den omtalte periodes tidsånd med melankolske,  sprøde hjerte-smerte-popsange af en umiskendelig feminin observans. Og Owen synger dem med sin meget smukke stemme, der helt er på niveau med de bedste fra den britiske singer-songwriter-tradition, fx. Mary Black og Linda Thompson. Og The Section skaber – sammen med en række andre fine musikere – den der lette, ubesværede vellyd, der uden grimme kanter sikrer, at turen tilbage til de gyldne halvfjerdsere lykkes til fulde uden at ende i den rene nostalgi.

Judith Owen burde være meget mere kendt i Danmark, end tilfældet er. Og dette fine album burde kunne sikre hende en endnu større fanskare blandt danskerne, end den hun må have i forvejen. Hvis man er til lækker, velproduceret og helt igennem genuin singer-songwriter-kunst med rødder i halvfjerdserne, så er det ikke noget at betænke sig på: Få fat i den plade og nyd den. Hermed varmt anbefalet.

Judith Owen. Ebb & Flow. Produceret af David Z. & Judith Owen. Twanky Records. Udkommer i dag.

Som lovet vender jeg tilbage til Maskinvåds nye album Sos, der udkommer i dag. Et album, der helt og aldeles lever op til de løfter, som singleforløberen “Enden er nær” (skæring 4 på pladen) gav lytterne. Mathias W. Kjeldsen (sang og guitar) og Peter Skibsted (bas, tangenter og sang) har skabt en plade, der på flotteste vis bærer den danske tradition for dansant og syng-med-egnet poprock – TV-2, Kliché, Voxpop, ja, lad os bare indrømme det -  og hele den såkaldte gymnasiepop fra firserne (Tøsedrengene, Dodo and the Dodos m.fl.). Sammen med medspillerne Lars Bech Pilgaard (guitar), Henrik Melbye (saxofon), Jakob Sørensen (trompet), Asker Bjørk (tromer) og Mads Brinch (guitar og tangenter) har duoen Kjeldsen og Skibsted genoplivet den mainstream- og hitlisteorienterede poprock, der – måske med undtagelse af TV-2 – har ligget underdrejet et årti eller to.

Det skal ikke forstås derhen, at Maskinvåds plade er letbenet eller uforpligtende underholdning slet og ret. Oven på de iørefaldende, groovy og forførende melodier danser nogle finurligt fabulerende tekster, der på egen personlig facon viderefører Steffen Brandts samtidsdiagnosticerende og mildt ironiske tekstunivers i en ungdommelig modus. Det er ikke tilfældigt, at hr. Brandt på selvfølgeligste vis medvirker på sangen “Det synger” (skæring fem).

Sos står i dimetral modsætning til de to unge alvorsmænd, der er afbilledet på coveret. Det er munterheden, danseglæde og popsangen, der er i højsædet på denne fine skive. Og den er en værdig konkurrent til TV-2s nys udkomne album Det gode liv. Og det er jo rart at vide, at der er noget, der tager over, hvis Brandt og Co. skulle finde på at gå på pension…  Hermed anbefalet.

Maskinvåd. Sos. Produceret af Mads Brinch. Sos Records. Udkommer som sagt i dag.

For mange år siden kunne jeg endnu – engang imellem – tænke, at jeg skulle lære at beherske et musikinstrument. Og hvis det ikke skulle være elguitaren, så skulle det være saxofonen. King Curtis, Karsten Vogel, Wayne Shorter, Stan Getz og andre jazz-instrumentalister havde forført mine ører med dette instruments rigt facetterede udtryk. Men sådan blev det ikke, fordi mange andre ting – studier og familieliv ikke mindst – tog min tid og førte mig et andet sted hen.

Men er saxofonen ikke et lidt overset instrument i moderne populærmusik? I det mindste hvis man ser bort fra det rolle i baggrunden af et bands eller en solists udfoldelser? Det er i hvert fald ikke hver dag man støder på en plade, hvor saxofonen er i forgrunden, sådan som det er tilfældet på Paul Sawtelle & The Brotherhood of Souls nye plade Virtueal Insanity.

Paul Sawtelle er nok et relativt ubeskrevet blad herhjemme, men han har været aktiv i musikken i over 30 år som arrangør, bigbandleder, sideman, sessionmusiker og altså også som solist. Og virtual Insanity er mig bekendt Sawtelles første plade i eget navn. Dog med den tilføjelse, at pladen selvfølgelig ikke kunne være blevet til noget, hvis ikke Sawtelle havde fået hjælp og støtte fra en lang række mennesker. Ikke mindst det fine band Brotherhood of Soul (Tommy Sandovallegos, slagtøj, Maurice Bailey, trommer, Eugene Bien, tangenter, Gerald Turner, bas og Rikk Beatty, guitar) og musikalske venner (sangerinderne Jessica Lynne, Kitt Bender og Izzy Parker, rapperen Mr. Von, trompetisten Owour Arunga, trombonespileren Greg Karmer, sangskriver og pianist Jeff Lorber og mange flere (ingen nævnt, ingen glemt som man siger). En soloplade, men også et kollektivt projekt.

Og den musik, man oplever gennem pladen rækker ud over samtidens lyd og griber tilbage til dengang, hvor den såkaldte jazzrock fik sit store gennembrud i 1970’erne med navne som Weather Report, Mahavisnu Orchestra, Mezzoforte, Spyro Gyro og mange flere. En tid, hvor elektisk fusionering af rock, pop og ikke mindst jazz var med til at sætte en ny dagsorden i populærmusikken. På godt og ondt. Og der kom mange fine plader og koncerter ud af den stuvning.

Virtual Insanity samler på en måde tråden op fra den tendens, men gør det samtidig på en nutidig facon. Hvor halvfjerdsernes jazzrock godt kunne gå hen og blive lidt langhåret, nørdet og for feinschmeckere, der er Paul Sawtelles og Co’s plade med et klart kommercielt og mainstreamorienteret sigte. De musikalske udfoldelser på de ialt otte numre er underlagt de gode sange, selv om der er rigelig med plads til soloforløb og improvisationer hen ad vejen. Lige fra det indlende nummer (skrevet af Alan Parsons & Eric Wolfson) “I wouldn’t want to be like you”, der fik mine associationer trukket i retning af den gamle jazzrock, over “Why can’t we live together” (af Timmy Thomas), hvor sangerinden Izzy Parker får lov til at folde sig ud på smukkeste vis med en utrolig dejlig stemme, der får modspil af rapperen Mr. Von, der meget befriende får sin rap til at falde helt naturligt ind i den alt andet en simple musik og videre til fx den afsluttende ballade “When I was your man”, hvor Sawtelles saxofon får lov til at runde pladen af med en smuk, melankolsk tone, der helt er i tidsåndens tegn.

Virtual Insanity er ikke virtuel galskab, men en meget varieret plade, der fremstår som en funklende helhed, hvor jazz, rock og pop smelter smukt sammen og hvor instrumenterne få lov til at træde frem med deres respektive kvaliteter. Hvis man er til fusion af jazz, pop og rock, så går man bestemt ikke galt i byen ved at investere i Virtual Insanity. Hermed varmt anbefalet.

Paul Sawtelle & The Brotherhood of Soul – Virtual Insanity – London Tone Music

Lyt til Sawtelle – her.

Caper Clowns er et fem mand stort band fra den fynske hovedstad Odense. Og pladedebuterer de med den charmerende EP Type your text here. Rick Krogh Kingo Hansen (sang, guitar og meget mere),  Christian Højgaard (bas, sang og melodica),  Peter Højgaard (trommer, sang og guitarer),  Sebastian Storm (guirat og sang) spiller charmant indiepoprock, der i bakspejlet øjner britpoppens store navne og bag dem tresserbeatmusikken med flagskibet Beatles som indirekte impuls. Vi har altså at gøre med popindsmigrende, melodiøse sange, der bæres frem af flotte vokalharmonier på en solid bund af indierock kombineret med komplekse lydbilleder, der sat sammen af alskens lyde – lige fra sitaren (Beatles!) over bouzoukien til diverse keyboards.

Traditionsbunden indierock af bedste skuffe med fem varierede sange, der giver løfter om meget mere – og snarest må kunne resultere i et fuldlængdealbum inden for en overskuelig fremtid. Byd velkommen til Caper Clowns, der ikke revolutionerer indierocken, men er et levende bevis på, hvor vital den moderne poprock er – trods alt. Hermed anbefalet. Varmt.

Caper Clowns. Type your text here. Produceret af Mads Tønder & Søren Zahle. Eget pladeforlag. Udkom den 9. februar.

Lyt til Caper Clowns på deres hjemmeside.

Det er ikke hver dag, man bliver præsenteret for en dansk plade, der er produceret i countrymusikkens Mekka, Nashville. Men det er tilfældet for Henrik Banks debut-EP eller -minialbum Need you tonight, der udkommer i dag. Med hjælp fra den kendte guitarist, producer m.m. Larry Beaird, der bl.a. har arbejdet sammen med Dolly Parton, Faith Hill og andere store navne udi countrymusikkens rigt varierede former. Og med hjælp fra et imponerende hold af velanskrevne amerikanske studiomusikere (ingen nævnt ingen glemt…) har Bank og Beaird fået skruet en plade sammen, der ikke alene imponerer ved sin internationale lyd og sit meget høje musikalske niveau, men også føjer et nyt kapitel til fortællingen om de mange danske sangskrivere af format, vi efterhånde har at byde på. Bank springer ud som fuldbåren sangskriver og sanger med denne lille EP. Så er det sagt.

De ialt seks sange handler om livets – og ikke mindst kærlighedslivets – op- og nedture. Og det er helt efter bogen i poppens verden. Og sangene står flotte med nogle særdeles iørefaldende melodier, der smukt fremføres af Banks behagelige, maskuline stemme. Og lyden – lyden – ja, den minder mig mest af alt om plader fra halvfjerdserne med navne som Eagles, Doobie Brothers, Toto m.fl. Country? Ja, i hvert fald hvis vi accepterer den side af countrymusikken, der for længst er blevet opsuget og -slugt af kommercialismens middelstrøm (mainstream). Moderne, velbehagelig, vellydende countryrock uden kanter og knaster.

I den sidste (bonus)sang på pladen “En mening med alting” vover Bank pelsen og synger på dansk. Og da det lykkes mindst lige så godt som i de engelsksprogede sange, så kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv – og ønske – om ikke Bank på sin næste langspiller (for den må jo komme…) vil tone rent flag og synge alle sangene på modersmålet? Det er oplagt.

Det korte af det lange er, at Bank med Need you tonight har fået en debut, der fortjener mange lyttere – og som burde kunne gøre sig både på de danske radiostationer og på det eftertragtede amerikanske marked. Hermed anbefalet.

Der er noget særligt over at lytte til et debutalbum. Forventninger kan man ikke have, men kan talentet, der har ført til en pladeindspilning holde? Holder det vand?

I tilfældet Bells Echo – et femmands indieband fra København – er svaret ganske klart: Ja. Talentet holder – og mere til. Debutpladen I Can See Your Bike From Here gemmer bag sit lysegult-pastelfarvede cover en snes behagelige, inciterende popsange.

Der lægges ud med titelsangen, der er et lille enkelt, sprødt pianostykke, der uden fyld eller tilsætning af andet end pianolyden præsenterer bandets vandmærke: den lidt melankolske og meget melodiøse pop. Intronummeret slår en stemning an, der på de følgende numre breder sig som ringe i vandet og nuanceres skridt for skridt.

Titelsangen følges op af “Buried Alive”, der en vemodig, romantisk tilbagelænet lyrisk sag, hvor Jens Bæk-Jessens diskrete og dog markante trommer støtter op om pianoets omdrejningspunkt sammen med Jens Rose Kongstads følsomme mandevokal og Philip Frederik Frandsens underspillede, pointerende guitarklange.

I samme spor følger den todelte sang “Maze”, der en en mørkt-melankolsk sang om at søge lyset for enden af mørket. Her får guitarerne overtaget sammen med koret (i del II) og musikken henter det lys ind, der nok ikke helt er dækning for i teksten.

Tristessen og vemodet får en tand til i “Oh brother”, der må være pladens reneste klagesang. Samtidig er det en smuk og rørende sang, hvor Kongstads stemme bæres fint frem af akustiske guitartoner og diskrete lag af keyboards, kor m.m. Og undervejs løftes tungheden lidt af en enkel el-guitars solo.

Stemningen letter lidt som disen over det danske landskab i “Couselor”, der måske er pladen bedste bud på en rigtig popsang, der måske ikke ligefrem inviterer til at synge med, men i hvert fald til at nynnemed og vippe med med foden. En sang, der burde kunne aspirere til diverse radioplaylister.

Men ellers maler Bells Echos videre med melankoliens penselstrøg og giver det musikalske udtryk endnu flere nuancer og lag på pladens sidste fire numre. Samlet set kan man sige, at Bells Echos med deres debut overbeviser som et indiepopband, der kan levere bevægende og forførende popsange, samtidig med, at bandet skriver sig ind i tidsåndens hang til melankoli og tristesse. Det er således en både overbevisende og flot debut, der giver løfter for fremtiden. Og man kan kun håbe på, at Bells Echo vil være at finde på de mange kommende festivaler og koncerter i foråret og sommeren.

Bells Echo – Jump Off The Page (official video) from Celebration Records on Vimeo.

Efter en voldsom weekend med skyderier og drab i landets hovedstad, så er det en lise at lande inde i hovedtelefonernes isolation med Marika Hackmans debutalbum We sleep at last.

Den 22-årige Hackmann debuterede i 2012 med singlen “You come down”, der blev fulgt op i januar 2013 af en EP med coverversioner og kort efter af minialbummet “That Iron Taste” med egne sange. Siden er der kommet to EP’er, “Sugar blind” i december 2013  og “Deaf Heat” i april 2014. Man kan lytte til disse plader på hendes hjemmeside.

Debutalbummet, der udkommer i dag, byder på helt nyt materiale, og den er produceret af Charlie Andrew (der har arbejdet med fx Madness, Alt J og mange andre). Og de 12 sange på pladen byder på et meget feminint univers af meget melodiøse sange af en sfærisk, let skønhed. Det er moderne folkrock, hvor rocken er  nedtonet til det rudimentære og fokus er på Marikas spindelvævstynde og skrøbelige pigestemme, der er både introvert og ekspressiv på samme tid. Hun er – måske forventeligt – blevet sammenlignet med både Nico og Joanna Newsom, men disse sammenligninger skyder efter min mening forbi. Marika Hackman er helt sig egen i sin afdæmpede og meget pigede udgave af britisk folk. Hvis man er til luftig, iørefaldende alfe- og feagtig folk, så er der noget at gå efter på Marika Hackmans debutalbum. Hermed anbefalet.

Marika Hackman. We sleep at last. Producer: Charlie Andrew. Dirty Hit. Udkommer i dag.

I dag udsender Maskinvåd single nr. 4 fra deres kommende album SOS, der udkommer i starten af marts – og jeg skal nok vende tilbage til den til den tid.

Den nye single hedder “Enden er nær”. Det er en dansende let popsang om et alvorligt emne. En popsang, der giver stærke associationer i retning af de unge TV-2 og Kliché. En single, der er næsten uforskammet smittende i et popøre og burde finde vej til de nærmeste radioplaylister, hvis eller de unge radioværter har ører i hovedet…

Det København-baserede band Mount Rushmore Safari består af Andreas Sorgenfrei (guitar og sang), Baskerville (bas og sang) og Djarn Kargin (trommer og sang). Bandet har eksisteret siden 2011 og har udsendt pladen Elba (Target/Soulfood), og Songs for ones who break (Trechoma Records) er på trapperne. Jeg håber, jeg kan vende tilbage til den senere.

I mellemtiden kan vi fornøje os med det første singleudspil fra albummet, nemlig singlen “River of Light”, der er en kærlighedshistorie om at forelske sig i en pige med problemer. Samtidig er det en en lille fin og enkel video – og en rocksang, der med flintrende singleguitar sender hilsner tilbage til unge U2, Clash og The Cure. En fængende lille rocksag, der er lige så vild og ustyrlig som videoen er stille og neddæmpet. Et godt miks…

Bag det spøjse projektnavn CSI WAR (der er en forkortelse af: Charlie said I was a romantic) gemmer sig musikeren Tue Damskov. EP’en Love / forever er Damskovs debut i eget regi. Han har fået hjælp af electronicamusikeren Toneklang til at få styr på programmering og beats, men står ellers for det meste på pladens fem numre.

Titlens ord Love, Forever og Romantic afslører allerede lidt om, hvad man kan forvente sig på albummet. Der er tale om romantisk pop, der både læner sig op af den moderne pops anvendelse af electronica, men også – fx i den indledende sang “Sunset at the beach” -sender tankerne hen på halvtredsernes guitarpop og – jazz. Og helt i poppens ånd handler sangene om kærligheden og dens ups and downs. Damskov bekender sig til den romantiske kærlighed i ord og toner. Charlise said i was a romantic.

Sangene er både iørefaldende og popforførende og fungerer godt i en sammenhæng. Så godt, at man kun må se frem til, hvad Tue Damskov vil kunne få ud af et helt album. Love / Forever henvender sig til popelskeren, der har det godt med fængende melodier og eskapistiske tekster. Hermed anbefalet.

CSI WAR Love /Forever. Gateway. Udkommer i dag.

Norsk musik – og ikke mindst rockmusik – fylder desværre ikke ret meget her i bloggen. Men det kan jeg så lige gøre noget ved, når jeg nu omtaler Spidergawds andet album. Spidergawd består af Per Borten, Rolf Martin Snustad, Kenneth Kapstad og Bent Sæther, og bandet fik en flyvende start med det eponyme debutalbum for et år siden. Pladen opnåede at bliver nomineret til den norkske Spellemannspris, der er nordmændenes svar på Grammy og dansk DMA.

Jeg har læst mig til at debutalbummet, der i øvrigt fik en sløj anmeldelse i den norske udgave af Gaffa, ud over at bygge på hård rock også havde elementer af jazz. Dette element er tilsyneladende blevet ofret på den nye plade til fordel for en mere mainstreamorienteret lyd. Men ellers holder bandet fast i deres udgangspunkt i den hårde rock, der trækker veksler på den mere støjende del af tresserpsykedeliaen og den altid støjende bluesrock. Jeg vil overlade til lytteren selv at få associationer til bestemte navne.

Hvis gruppens intentioner er at nå ud til et større publikum med satsningen på fængende, melodiøse sange iklædt knaldhård, støjende rock, så vil det være uretfærdigt, hvis det ikke lykkes med dette fine album, der efter en stille akustisk intro, der minder denne lytter om Hot Tuna, tager et solidt rockgreb om lytterens trommehinder. De fire musikere har et direkte, usminket attack på deres instrumenter, og sangene vælter ud af højtalerne mod lytteren med fængende melodier og volumenknapperne helt i bund. Der er ikke plads til mange nuancer og finesser, men de er der. Typisk i indledningen af sangene, fx sangen “Careuolean Caribou”, der har en let syret, eksperimenterende intro, der afslører af det jazzede alligevel ikke er helt glemt.

Den hårde rock er en svær genre, der står og falder med sangskrivningen. Og jeg synes Spidergawd vinder stort ved nogle overordentlig medrivende og catchy sange. Det er nærliggende at fremhæve fx Get Physical og Our Time (Slight Return), men heller ikke helt retfærdigt over for de andre sange. Faktisk er det en plade, der holder hele vejen igennem. Og Spidergawd viser med denne vellykkede toer, at de er et godt norsk bud på et band, der kan tilføre hard rock-genren den fornødne energi og de krævede melodiøse sange. Hvis man elsker hård rock, så er Spidergawd svære at komme uden om efter denne udgivelse. Hermed anbefalet.

Spidergawd. Spidergawd II. Egen produktion. Target. Udkom den 16. januar

Som tidligere omtalt, så hjemsøges den moderne pop af melankoli og tristesse i en grad, at man til tider kan blive hen bekymret på poppens vegne. Og derfor er det helt velgørende og befriende, når man falder over en plade, der uden at glemme livets alvor lader poppens lethed bruse som kulsyre i champagne eller sodavand. Og sådan en plade er Diagrams Chromatics.

Bag projektet Diagrams står Sam Genders, der er kendt fra tunng og The Accidental. Diagrams har tidligere udsendt Black Light, der dyrkede electronica som udtryk. Men den nye plade har fokus på den meget lette pop. Og selv om teksterne beskæftiger sig med livets svære sider også, så er der en boblende, opløftende optimisme i dem. Som fx i den indledende hitpotentielle sang “Phantom Power”, der lidt firkantet sagt handler om at tage sig selv i nakken, inden man ødelægger det hele for sig selv. Eller “Gentle Morning Song”, der handler om glæden ved at ligge trygt og godt i sin seng og lytte til verdens støj udenfor. Sådan er det med Genders sange. De tager tager hverdagens små ting og vender dem diskret, så der opstår optimisme og håbefuldhed. Og det er jo helt i poppens ånd.

Og musikken bekræfter helt teksternes insisterende lethed. De iørefaldende og fængende sange er bundet op omkring Genders’ ligefremme popstemme. Og arrangementerne er enkle med vægten på akustisk guitar, en let rytmebaggrund og nogle få effektive lydmønstre, der er drysset hen over det hele som sukkerstads på en kage.

Chromatics er en plade, der rammer en som en varmende solstråle på en dag, hvor Danmark (her i det mindste) er klædt i sludsne og gråvejr. En plade, der en godt argument for poppens levedygtighed og nødvendighed. Jeg kan kun anbefale popfans at tage den til sig og varme sig ved den. Hermed anbefalet.

Diagrams. Chromatics. Full Time Hobby. Udkom den 19. januar 2015

 

Den aarhusianske kvintet Keep Camping albumdebuterer i dag med Transport. Men bandet har allerede gjort sig heldigt bemærket ved at vinde Karrierekanonen på DR 3/P6 Beat i efteråret 2014 og ved at vinde Fatter Eskild-prisen i hjembyen. Så talentet er ikke til at tage fejl af. Og det lille album (med otte numre) bekræftet da også lytteren i, at talentet må række videre end til den flygtige opmærksomhed, som diverse priser kan give.

I Mikkel Møl har bandet ikke alene en forsanger med en helt igennem særpræget og udtryksfuld mandstemme, der stikker ud fra mængden af mandestemmer i dansk rock, men også en sangskriver, der er garant for, at det musikalske udtryk får en velgørende homogenitet. De otte sange på pladen rammer ganske godt poptidsånden med en god portion tristesse og melankolske tekster. De otte sange har indiskutabelt popkvaliteter og burde være selvskrevne til mange af tidens radioplaylister. Og mon ikke det vil ske?!

I Keep Campings musik mødes singer-songwriter-akustisk udtryk og folk med en moderne poprockform med samples og synthezisers. Blid- og følsomhed går hånd i hånd med en rå rockpuls og sikrer, at musikken rammer bredt i rockpublikummet. Man kan allerede her på debutpladen fornemme konturerne af en egenartet stil, som Keep Camping sandsynligvis vil udvikle og finpudse i den kommende tid. Så der er god grund til at se frem til kommende plader og koncerter med dette aarhusianske band, der leverer endnu et bevis på, at den jyske hovedstad stadigvæk kan levere varen.

Keep Camping. Transport. Nordic Music Society. Udkommer i dag.

Coveret til og titlen på Hayseed Dixies nye plade Hair down to my grass sender den uforberedte lytter i mange retninger – og nok også lidt på vildspor. Der er både lidt mc-rocker og hippiedrøm over det, men disse associationer rummer kun en splint af sandheden om denne plade og dens musik.

Hayseed Dixie er et eksempel på et band, der har gjort en hel særlig musikhybrid til deres egen stil, som de rendyrker til det næsten perfekte. Her mødes rock’n roll med de countryrødder, der dyrker mandoliner, fiddles, banjoer og andre akustiske strengeinstrumenter. Og resultatet ligger lige midt imellem de to yderpunkter og høster det bedste fra begge poler. Det rocker i kroppen og det swinger som løssluppent hillbillymusik.

På den nye plade har Hayseed Dixie vovet pelsen og givet sig i kast med ti numre, der alle har været store rocksuccesser – fra Survivors hit fra 1982 “Eye of the Tiger” til Pink Floyds “Comfortably Numb”. Stort anlagte rocknumre, der især har gjort sig på de store scener – sportsstadier osv. Men i Hayseed Dixies hænder afklædes sangene deres til tider (lidt for) pompøse arrangementer og forvandles til små energiske hillbillyrockere.

På papiret kunne projektet med coverversioner af stadionklassikere måske se lidt håbløst ud. Men jeg synes faktisk transformationen lykkes overmåde godt. Tag for eksempel Bryan Adams nærmest nedslidte og udbrændte monsterhit “Summer of 69”, der får nyt blod i en letswingende, danseglad udgave, der både redder den gode melodi i land og sender lytteren ud på en nærmest improviserende omgang bluegrass. Eller Gilmours og Waters’ “Comfortably Numb”, der i originalen godt kan forekomme en anelse for alvorstung og langsom, men som i Hayseed Dixies udgave får lige netop den saltvandsindsprøjtning, der skal til for at hive sangen ud af den alt for mørke tristesse – uden at berøve sangen dens alvorsfulde tekst. Og det hele sker med tungen i kinden, for hos Hayseede Dixie skal det ikke bliver for alvorsfuldt. Det skal være sjovt og underholdende.

Jeg synes, at Hayseed Dixie lykkes rigtig godt med deres risikable satsning på store, svulstige rocknumre, og bandet får vist, at deres særstil er langtidsholdbar, og at de behersker den med stor musikalitet, samtidig med at de ikke tager sig selv alt for alvorlig. Det er musik, der mest af alt handler om at have det sjovt, feste igennem og glæde sig over den gode sang. Det kunne være sjovt at se, om Hayseed Dixie også kunne beherske kunsten selv at skrive sange på en kommende plade. Det er vist den opgave eller udfordring, der ligger i kortene for dette livlige band. Vi får se, hvad der sker. Men indtil videre kan man altså fornøje sig med denne løsslupne, glade og lidt gale plade, der ville klæde enhver fest med respekt for sig selv. Hermed anbefalet.

Hayseed Dixie. Hair down to my grass. Universal Polygram. Udkommer i morgen