Indlæg tagget med Nostalgi

Mere George Harrison – Somewhere in England (1981)

21. november 2008

Som omtalt i går, så blev George Harrisons album Somewhere in England hans hidtil mindste succes (for at kalde det en fiasko vil nok være en overdrivelse…). Harrison var, som nævnt, godt gammeldags træt af musikindustrien, og oven i det hele kom så meddelelsen om, at den gamle ven fra Beatles-dagene, John Winston Lennon, i en alder af kun 40 år var blevet skudt ned af en galning, Mark David Chapman, i New York.
Pladen mødte modstand i pladeselskabet, der både blandede sig i coverets udformning og i valge af sange. Men Harrison insisterede på at lave sin tilbagelænede, langsomme musik uden hensynstagen til at tidens toneklang krævede, at man var mere fremme på beatet for at “være noget ved musikken”. Og efter pladens udsendelse ønskede Harrison ikke at forny kontraktet med Warner Brothers…
Når pladen ikke helt floppede, hang det sammen med, at sangen vedr. vennen John Lennons død – All Those Years Ago – blev udsendt som singleplade. Og det trak albumet med sig, så det trods alt viste sig på både den amerikanske og engelske hitliste.
Pladen er bestemt bedre end sit ry. Lyttet på afstand er det endnu en plade, der demonstrer Harrisons særlige lyriske stil. Lennon og Mccartney har kunnet skændes om, hvem af dem, der var rockeren i Beatles, men Harrison har stort set altid været ham, der skrev mere lyrisk, tilbagelænet musik. Som på Gone Troppo er han omgærdet af klassemusikere – som Tom Scott, Jim Keltner, Willie Weeks, Dave Mattacks osv. – der sørger for at udførelsen er mere end i orden. Dertil kommer en lille håndfuld gamle venner (Ringo Starr, Paul & Linda Mccartney og Denny Laine, det gamle Wingsmedlem).

Det har ikke været muligt at finde en video fra pladen, men her er George med en af de gode gamle…

GEORGE HARRISON – RockiKon.com

George Harrison – Gone Troppo

20. november 2008

Som lovet vil jeg tage George Harrisons soloplader op i bloggen.
Gone Troppo er en af Harrisons sene værker. Fra 1982. Og måske er det det album, der fik mindst succes af alle hans plader. I USA nåede den således kun op på en 108. plads. Og sammen med Somewhere in England (1982) fik den hverken sølv-, guld- eller platinplader. – Men det er bestemt ikke nogen dårlig plade. Faktisk vil jeg mene, at det er en overset lille perle, hvis manglende succes må handle om andet end musikken. Det var en kendt sag, at Harrison såvel i Beatles-perioden og sidenhen havde det handicap, at han ikke brød sig meget om publicity og den slags. Og enhver ved, at markedsføring i sig selv kan kaste salgstal af sig… Og faktum er, at Gone Troppo er den sidste plade, Harrison lavede inden for den kontrakt, han havde på det tidspunkt. Han var træt af musikindustrien og løftede ikke en finger for at promovere pladen… Og så går det jo, som det går.
På Gone Troppo – der i øvrigt har et festligt, corny, farvestrålende cover af det gamle Bonzo Dog Do Dah-bandmedlem, Larry “Legs” Smith – viser Harrisons styrke som sangskriver af lyriske, melodiøse rockballader. En meget varieret plade med både et instrumentalnummer (Greece), et herligt Doo-wop-inspireret nummer (I really love you), et filmnummer med klart hitpotentiale (Dream Away – fra Time Bandits).
Harrison har samlet en række fornemme musikere omkring sig. Henry Spinetti på trommer, Ray Cooper på slagtøj, Herbie Flowers bas, Mike Moran keyboards, Billy Preston keyboards og flere i samme vægtklasse. Og oven på det hele ligger George Harrisons melankolske stemme og hans uforlignelige “grædende” guitarlyd. Det kan godt være, at Eric Clapton er eller var “gud” blandt guitaristerne i den generation, men der er ingen, der har Harrisons unikke lyd…


George Harrison – Mystical One (Demo Version)

Agneta Fältskog – før hun blev A i ABBA

19. november 2008

Længe før nogen overhovedet  havde sagt eller tænkt ABBA, debuterede en ung blond svensk pige ved navn Agneta Fältskog på grammofonplade. I 1968 for at være mere præcis. Faktisk var det lidt af en tilfældighed, at solopladen udkom. Agneta var dengang sangerinde i et af de mange svenske danseorkestre, der hærger folkeparkerne og enkeballerne; og orkestret havde indsendt en demooptagelse til det lille pladeselskab Cupol, hvor en vis Little Gerhard – kendt svensk rock’n-roller – huserede. På demobåndet var der tilfældigvis nogle optagelser med Agneta; og disse sange gik rent ind hos Gerhard, der straks fik fat i pigebarnet og fik lavet en kontrakt med hende. Først udsendtes singlen Jag var så kär /Följ Med Mig, der røg lige ind på Svensktoppen, Sveriges svar på Dansktoppen (eller rettere: omvendt). Siden fulgte en single mere og så albummet.  Det er svensk balladepop i renkultur; men stemmen, der satte sit markante præg på ABBA, er ikke til at tage fejl af. Den har klasse.

Agneta i en langt senere udgave, der viser, at hun stadigvæk kan synge. Jackie DeShannons klassiker: When you walk in the Room…

Johnny Cash i fængslet

19. november 2008

Min vej ind i Johnny Cash’s univers førte gennem fængslerne. Johnny Cash at San Quentin blev et stort hit – også i Danmark – og det var dér, jeg for alvor opdagede the Man in black. Mere af samme slags fik man med Cash At Folsom Prison, der netop er kommet i en Legacy Edition – uden de famøse beep-lyde som erstatning for Cash’s bandeord og grimme gloser. Knap så megen international opmærksomhed fik Cash’s optræden i fængslet i Österåker små 30 kilometer nord for Stockholm. Det er nærliggende at tænke, at amerikanerne ville kløjs i titlen (skal du søge efter den på amazon og andre steder, så søg på: Pa Osteraker – æ,ø,ö og å kan de ikke klare derovre). Til forskel fra de to andre plader var den svenske koncert ikke nogen decideret Cash-hits-collection, men indeholder fx stærke versioner af vennen Kris Kristoffersons sange Help me make it through the Night og Me and Bobby McGee. Grammofonpladen udkom i 1973, og sidste år blev den så udsendt på cd i en revideret udgave med flere numre (blandt andet Shel Silversteins A Boy Named Sue) og alternative udgaver. For Cash-tilhængere er den et must.

Smagsprøve her.

Johnny Cash the final Folsom Prison Blues (6/21/2003)

1968: Scott 2 – Scott Walker

18. november 2008


The Walker Brothers var uomtvisteligt en af de største vokalduoer i tresserne. Med en unik, til det pompøse grænsende Phil Spector-inspireret, lyd hittede de i USA, Storbritannien og andre steder med deres smægtende ballader – Make it easy on yourself, The Sun ain’t gonna shine anymore m.fl. – og fik en stor tilhængerskare. Og der er heller ikke megen tvivl om, at Scott Walkers fyldige bariton var en væsentlig forklaring på gruppens gennemslagskraft. Derfor var det helelr ikke så mærkeligt, at successen fulgte ham på de første tre soloplader. I 1968 kom Scott 2, der blev den største af dem alle, målt med hitlistealen. Den nåede førstepladsen. Pladen rummer en række sange af store sangskrivere som Mort Shuman, Jacques Brel, Tim Hardin m.fl.

Jackie – Scott Walker

Og solen brød frem…

18. november 2008

Gravhunden har nægtet at gå den sædvanlige morgentur. Han kropssprog var ikke til at tage fejl af. Han vendte hovedet den anden vej, da jeg vinkede med selen. Og det har da også været koldt, småregnende og lige til en dag i nærheden af radiatoren. Men så pludselig brød solen varmende igennem skylaget. Og der er ikke ret meget bedre, end når solens lys og varme som en kniv skærer gennem alt det grå deroppe. Og så var det, Mary Hopkin brød igennem oppe i den grå masse. Mary – hun er musikalsk solskin med sin smukke ungpigestemme.

Carnival of Light – Beatles anno 1967

17. november 2008

Som bekendt kastede The Beatles sig over de musikalske eksperimenter i årene 1967-68. Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band ville aldrig have været det samme, hvis ikke de fire gutter havde leget med de muligheder for lydeksperimenter, som de dengang avancerede teknologi åbnede op for. En særlig mytologisk status har den cirka 15 minutter lange og aldrig udgivne nummer “Carnival of Light” fået. Beatles indspillede det en januardag i 1967 i forlængelse af Penny Lane-optagelserne. Nummeret var Beatles’ bidrag til The Million Volt Light and Sound Rave, der blev afviklet på Roundhouse Theatre i slutningen af januar og begyndelsen af februar samme år. Forvrænget guitar, orgellyde, skrig og løsrevne ord og sætninger skulle være nogle af kendetegnene ved dette stykke, som kun få siden har fået lov at lægge ører til. Fra Revolution nr. 9 på det Hvide Album ved vi, at Beatles kunne være ret syrede, når det tog dem. Nu forlyder det, at Macca vil udsende den gamle sag på plade. Tiden er inde til det nu. Måske McCartney er blevet inspireret af sit eget nye projekt inden for eksperimenter.

Med Stones i parken…

17. november 2008

Did you hear about the midnight rambler
Everybody got to go
Did you hear about the midnight rambler
The one that shut the kitchen door
He dont give a hoot of warning
Wrapped up in a black cat cloak
He dont go in the light of the morning
He split the time the cockrel crows…


For et stykke tid siden købte jeg dvd’en The Rolling Stones in the Park 1969. Den berømte koncert i Hyde Park, der blev afholdt et par dage efter Brian Jones’ alt for tidlige dødsfald. Så vidt jeg ved er koncerten aldrig blevet udsendt som (officiel) live-plade. Og det er lidt en skam. For optagelserne her viser lidt om, hvorfor Rullestenene har kunnet holde sig på banen – musikalsk set – i så mange år. Hvorfor de stadigvæk har noget at byde på. Som en fan skriver et sted, så besidder disse optagelser en særlig rå energi, der senere blev poleret op (uden at forsvinde). Bandet lægger ud med en sej, blueset udgave af Midnight Rambler, og man hører Mick Jagger – inden han begynder at synge – sige “yes, very good”; og det er hvad det er. Very good. Det er rå R&B, som den man finder rundt omkring i Stones værk, og som de altid har formået at finde tilbage til, når inspirationen har svigtet eller andre problemer har presset sig på. Så har de altid kunnet gå ind i en eller anden lille klub og vende tilbage til de rødder, der altid har holdt dem fast i musikken. Trods alle millionerne, jetset-livet, stofferne osv.

Stones Country Honk (Hyde Park 1969)

1968: The Cream – Wheels of Fire

16. november 2008

Forleden omtaltes bloggen en af de store trioer i 1968, The Jimi Hendrix Experience, i anledning af trommeslagerens død. En anden stor trio, Cream, udsendte samme år et dobbelt-studio og livealbum, Wheels of Fire. Pladen udkom i flere versioner – både som dobbelt og opdelt udgivelse – med forskellige udgaver af Martin Sharps coverdesign. Udgivelsen blev en stor succes for bandet. Forståeligt nok. For den indeholder nogel af Creams bedste sange, Toad, Crossroads (Robert Johnson-fortolkning), Spoonful (wllie Dixon-fortolkning) og White Room.

CREAM : White Room

1968: The Doors – Waiting for the Sun

15. november 2008

I ’68 udsendte The Doors deres tredje og mest succesfulde (målt med hitlistealen) album Waiting for the Sun. Albummet rummede også det nummer, der for alvor rykkede i en ung capac: Hello I Love You. Af en eller anden grund fik jeg aldrig købt den single, men albummet kom til ikke længe efter. Måske var jeg på vej væk fra singlerne på det tidspunkt. Sandsynligvis. Jeg kan huske, at radio-dj og senere DR-chef Hans Jørgen Skov forholdt sig kritisk til bandets treer dengang. Forventningerne til Jim Morrison og hans Døre var tårnhøje efter Strange Days og debutalbummet. Men set i bakspejlet virker kritikken lidt blasert. Albummet rummer en række af bandets klassiske sange. Love Street, Not to Touch the Earth, The Unknown Soldier (som bandet fremførte på dramatisk vis i dansk tv), Five to One og flere til.

The Doors Hello, I Love You

1968: Unfinished Music No.1: Two Virgins

14. november 2008

1968: John Lennon og Yoko Ono udsender resultatet af en nats musikalske eksperimenter i Lennons hjemmestudie. Hvor mange der har lyttet intenst til pladens lyde er uvist, men coveret er blevet en klassiker med John og Yoko in the Nude. PS. I den kommende tid vil jeg genlytte til Two Virgins og opfølgeren Life With Lions..

Love in Vain… The Faces

14. november 2008

Modstrømmen har givet mig et link til en gammel Faces-optagelse (tak for det!), som jeg ikke vil snyde bloggens læsere for. Love in Vain fra 1971, optaget live i Paris. Faces er et band, hvis stjerne er vokset støt hos denne skribent gennem årene. Nu gendannes de efter sigende, og det vil virkelig være interessant at høre, om Rod Stewart, der jo senest har dyrket den amerikanske sangskats standard- og rocksager, kan genfinde den gamle energi fra dengang. Det tror jeg bestemt, at han kan. En gang en rod, altid en rod…

The Faces – Love In Vain (Live in Paris, 1971)

1968: The Pentangle

13. november 2008

1968 var også det år, hvor folk-gruppen Pentangle debuterede med albummet The Pentangle. Med inspiration fra jazz, blues, traditionel og moderne populær musik skabte Jacqie McShee, John Renbourn, Bert Jansch, Terry Cox og Danny Thompson en ny form for folkemusik. Gruppens medlemmer var allerede garvede musikere med masser af erfaring, og Pentangles stil var i en vis forstand fastlagt allerede med debutpladen – og blev forfinet i de efterfølgende. Debutpladen blev fulgt op samme år af dobbeltalbummet Sweet Child. Et live-album optaget ved en koncert afholdt i Royal Festival Hall den 29. juni 1968. Pladen er en fornem dokumentation af Pentangles spændvidde. Her er jazznumre, blues, egne sange og traditionel musik i en skønsom blanding.

Pentangle – Travelling Song

Jerry Garcia – som film

12. november 2008

Jeg kan huske, at jeg sad i et computerlokale den 9. august 1995, da jeg faldt over meddelelsen om Jerry Garcias timelige bortgang. For mig var det en nyhed, der fluktede med John Lennons og Elvis Presleys tidlige bortgang. Jerry var forgrundsfiguren i Grateful Dead, et band, der havde været i gang siden de tidlige tressere – og som syntes at ville fortsætte i det uendelige. Men sådan er det jo ikke i menneskenes verden. Jerry havde ikke skånet sig selv, havde taget stoffer, havde vægt-, søvn- og sukkersygeproblemer. Og i en alder af kun 53 døde han som følge af et hjertetilfælde. Grateful Dead ville aldrig blive det samme uden ham. Uden hans særprægede guitar og særprægede stemme. Og i det hele taget. Han var en forgrundsfigur – selv i et kollektivt orienteret band som De Taknemmelige Døde.
Der er skrevet og sagt meget om Jerry. Og nu bliver han også genstand for en spillefilm, hvis optagelser allerede er i fuld gang. Til grund for filmen ligger bogen Dark Star, der bygger på venners, familiemedlemmers og bekendtes erindringer om Garcia. Hovedvægten ligger på årene op til gennembruddet med Grateful Dead. Endnu et rock-ikon bliver foreviget på det hvide lærred.

Grateful Dead – One more saturday night 1972

Biblioteksfund: Fairport Convention anno 1968

12. november 2008

Sørme om ikke jeg også fandt Fairport Conventions debutalbum i bibliotekets udsalgsskuffe! Jeg omtalte den i oktober som en af de plader, der fejrer 40-årsjubilæum i år. Som jeg skrev dengang, så er det den eneste Fairport-plade, hvor Judy Dyble er forsangerinde. Og som nævnt er det en folkrock-plade, hvor rocken dominerer. Inspirationen fra den amerikanske vestkyst rock er tydelig og forstærkes af, at Fairport fortolker på Bob Dylan, Joni Mitchell, Leonard Cohen og Tim Buckley. Men bandet kan heller ikke løbe fra sine engelske rødder i folk og rock. Lyden af engelsk tresserrock er umiskendelig. Alt i alt er det et meget varieret album og en flot debut af Fairport Convention. Anbefales.

Fairport Convention “Time will show the wiser (1967)