CAPAC

Skulle nogen have været i tvivl, så understreger den såkaldte emailsag det med al ønskelig tydelighed: Lene Espersen er – trods sine efterhånden mange år i toppolitik – en amatør eller snarere en dilettant. Hendes ‘vildledning’ af folketinget, hvor hun talte uden om og undlod at svare på, hvad hun blev spurgt om, viser, at feriefadæsen ikke var et hændeligt uheld, men at ministeren ikke har politisk tæft nok til at undgå at bringe sig selv (og sit bagland – herunder regeringen) ud i situationer, hvor den samlede presse vil kaste sig over hendes om en kobbel frådende nyhedshunde.

Når det er sagt, så skal det også siges, at hun påtager sig rollen som regeringens nyttige syndebuk, der for en tid i det mindste kan bortlede opmærksomheden fra den egentlige hovedperson i privathospitalsagen. For den egentlige skurk i emailsagen er ikke Espersen, og heller den eller de embedsmænd, der måske/måske ikke har slettet emails, men derimod statsminister Lars Løkke Rasmussen. Uanset, hvad der er sket på emailniveau, så handler det om, at Lille Lars fra Græsted har forfulgt sine liberalistiske idealer og har forgyldt sine venner i privatshospitalverdenen og derved gjort sig skyldig i skødesløs omgang med danske skattemidler. Og oven i købet har forsøgt at lægge et slør hen over hele projektet.

Med en Lene Espersen i regeringen er Lars Løkke Rasmussen sikker på, at denne sag ikke vil dø, før enhver tvivl er fejet bort. Hendes optræden på folketingets talerstol og efterfølgende bekendelser afslører sløret som det, det er: et slør. Et slør, der skal fjernes.

I går kunne man se statsminister Lars Løkke Rasmusssen med påtaget statsmandsattitude nægte at udtale sig om udfaldet på Thorning Schmidts skattesag. Han havde ingen kommentar og henviste til at det var en skattesag mellem en borger i dette land og skattemyndighederne. Det er jo det skinbarlige hykleri. Få timer forinden havde den politiske ordfører for Rasmussens parti Venstre med demonstrativ arrogance og total mangel på realitetssans insisteret på at fortsætte hetzen mod Thorning Schmidt – selv om det måtte være synligt for enhver, at der intet indhold er i anklagerne. Hvis de ledende politikere kan føre sig frem på denne måde i denne sag, hvordan så ikke i andre sager, der vedrører borgernes ve og vel? Velbekomme.

I går løb rygterne som en skovbrand gennem internettets medier. Helle Thorning Schmidt og hendes mand var blevet frikendt i den meget omtalte skattesag, som hen over sommeren havde været en af agurketidens varmeste emner. Ud på aftenen blev det så bekræftet entydigt: Der var ikke fugls føde på den sag, som regeringen med Venstre i spidsen og i ledtog med den mest regeringstro, højresnoede del af boulevardpressen havde gjort til et spørgsmål om socialdemokraternes troværdighed og Thorning Schmidts politiske fremtid.

Reaktionen fra regeringspartiet Venstres politiske ordfører, Peter Christensen, var øjenåbnende. Selv om Skat utvetydigt har frikendt Thorning Schmidt og Stephen Kinnock fastholder Peter Christensen sin påstand om, at ægteparret har bedrevet “skattespekulation”. Til ritzau udtalte han: “Hun har fra starten sagt, at de har talt dage for at være på den sikre side af 180-dages reglen. Det er at spekulere i ikke at betale dansk skat. Om det så er lovligt eller ej, det må Skat afgøre”. Det er altså “skattespekulation”, når man – helt legitimt – følger landets skatteregler og betaler den skat, man skal. Hverken mere eller mindre. Christensens holdning uddybes lidt senere i interviewet, hvor han siger følgende: “er er en skærende kontrast imellem selv at tælle dage for at undgå beskatning, når de (Socialdemokraterne, red.) samtidig mener, at alle skal betale mere i skat”. Socialdemokraterne har ganske rigtigt foreslået, at især de velbjergede – og det vil bl.a. sige Thorning Schmidt selv – skal betale mere i skat, så vi kan have råd til den såkaldte velfærd. Men det betyder vel ikke, at Thorning Schmidt af egen drift skal betale mere i skat end nødvendigt nu?! Jo, åbenbart i følge Christensen. Og han tilføjer: “Jeg overlader det trygt til danskerne, hvordan de ser på det”. Jeg er nu ikke så sikker på, at Peter Christensen skal være alt for tryg.

Venstre har pustet en “sag” op, der nu viser sig falde helt sammen som en overdimensioneret politisk soufflé, der har fået for meget varme i den politiske ovn. Den åbenlyse fiasko kommer på et ubelejliget tidspunkt, hvor regeringspartiet har problemer nok at slås med. Statsministerens mislykkede besøg i det vestjyske i forbindelse med hospitalsskandalen. Dansk Folkepartis øgede pres på flygtninge- og indvandrerpolitiken. En skattereform, hvis sociale skævhed skriger til himlen, en såkaldt genoprettelsesplan, der blot føjer spot til skattereformens spe, en utidig arbejdsmarkedsreform med forringelser for den voksende kø af ledige osv. Og så kan det let ske, at Thorningsagen bliver en politisk boomerang, der vil ramme Christensen og Venstre i nakken. Man skal jo ikke smide med sten, når man selv bor i et glashus. Oppositionen og pressen venter bare på at se deres snit. Og sporene skræmmer.

Forleden dag havde Fathi El-Abed (Socialistisk Folkeparti) og Rune Engelbreth Larsen (politisk blogger ved Politiken, samfundsdebattør, forfatter m.m) en kronik i Svenska Dagbladet (genoptrykt her), hvor de over for svenske læsere redegjorde for deres syn på Dansk Folkepartis betydning for det politiske klima i Danmark, ikke mindst på flygtninge- og indvandrerområdet. Opsummerende skriver de to kronikører: “Vi er kort sagt bekymrede for, at Sverige skal opleve den samme dæmonisering af mindretal og forråelse af den politiske kultur, som Danmark har været genstand for”.

Kronikken var en reaktion på DF-leder Pia Kjærsgaard meget omtalte optræden ved Sverigedemokraternes møde forleden.

Konfronteret med den omtalte kronik siger Pia Kjærsgaard til Kristeligt Dagblad: “- Jeg kan jo ikke forbyde dem at skrive kronikker, det bruger de jo en stor del af deres tid på. Jeg kender dem jo til hudløshed. Og nu har de så kastet sig over svenske medier, og det kan jeg kunne trække på skuldrene af”. Jeg fremhæver.

Man skal ikke læse for hurtigt hen over det citerede. Det fremhævede har karakter af et symptom. Det vil – lidt forenklet sagt – sige en merbetydning, der peger mod en underliggende logik eller et underliggende ønske, som kalder på en fortolkning. Det fremhævede henvender sig ikke kun til intervieweren eller til de to skribenter, men til, hvad den franske psykoanalytiker Jacques Lacan, kaldte den store Anden. Igen lidt forenklet sagt, så henviser vi altid som talende til den Anden, der kan forstås som en slags upersonligt “man” og som Loven i generelt forstand. Det er derfor, symptomet kalder på en fortolkning.

I den citerede udtalelse er symptomet ikke særlig kompliceret – sådan er det langtfra altid. Symtomet har karakter af en benægtelse. ‘Jeg kan jo ikke forbyde osv.’. Underforstået: Hvis jeg kunne, hvis jeg havde magt til det, så ville jeg forbyde de to herrer at skrive deres kronikker. Men jeg må nøjes med at ‘trække på skuldrene’.

Jeg vil overlade til læserne selv at vurdere, hvad denne lille analyse siger om fru Kjærsgaards forhold til fx ytringsfriheden og andre borgeres demokratiske rettigheder…

Opdatering: Center for Vild Analyse har leveret en analyse, der ligger helt i tråd med ovenstående. CVA skriver bl.a. om DF: “Dansk Folkeparti, Geert Wilders, Sverigedemokraterne, osv. er nemlig ikke optaget af at forsvare den vestlige civilisations liberale principper. De er optaget af at kritisere islam. Og af at blive fri for dem, der komplicerer billedet af, at muslimer skal bo i muslimland og almindelige, ordentlige, hvide, vestlige indbyggere skal bo i vesten.” (jeg fremhæver). Nemlig.

For den siddende borgerlige regering er kunst og kultur noget, Markedet bør tage sig af. Kan lortet sælge, så er det ok. Kan det ikke, så er det bare markedets ubønhørlige logik. Og markedskræfterne skal have lov til at udfolde sig. Også selv om det sker med støtte fra skattekronerne. Tænk blot på TV2 eller den nye privatdrevne public service-radiokanal. Model privat virksomhed med skattekroner bundet i enden.

Men hvorfor bruge penge på litteratur? Det går da godt med at sælge kriminalromaner af feministisk journalistisk kvalitet? Og selv med en kulturminister med en litteraturvidenskabelige baggrund er der ringe forståelse for betydningen af litteraturstøtte. Den såkaldte Litteraturpulje på 11 millioner,som Statens Kunstråd administrer, ophører i år. Og kulturminister Stig Møller vil ikke love, at den skal fortsætte. Også støtten til litteraturen via bibliotekspengene forringes i år.

Nye spirende forfattere må suge på lappen. Eller skrive nogle kriminalromaner, samtalebøger, emailbøger eller portrætbøger af kændisser… Litteraturen på Herrens Mark eller Herrens til Marked…

Forleden kunne man på landets tv-stationer bivåne regeringens kræmmersjæl numero uno, finansminister Claus Hjorth Frederiksen, fremlægge det nye finanslovsforslag. Og som undertekst kunne man høre, at vi dels var i krise, men at der også var (økonomisk) lysere tider på vej.

Men politik er en sminket virkelighed, hvor løgn og ideologisk betinget forvrængning går hånd i hånd. Alt efter temperament kan man mene, at vi dagligt fyldes med bullshit eller nødsages til at lære at læse indenad. På DRs P1 er der journalister, der lever af at læse indenad for os politiske analfabeter.

En af den løgne, vi må leve med, selv om den for længst og gentagne gange er afsløret som sådan, er arbejdsløshedsstatistikken. Medierne har lynhurtigt været fremme med nyheden om, at nu gik det den rigtige vej. Arbejdsløsheden faldt. Men, men, det gjorde den altså alligevel ikke. I hvert fald ikke den reelle ledighed. Den såkaldt “officielle” ledighed faldt med 800 til 112.800 i juli, når der korrigeres for sæsonudsving. Men det “reelle” ledighedstal er faktisk vokset. Forklaringen er den, at man i den “officielle” ledighedsstatistik ikke medregner alle dem, der sendes over i aktiveringscirkusset, arbejdslivets svar på den stationære kondicykel. Med i statistikken er heller ikke dem, der falder uden for a-kassesystemet og kontanthjælpen. Eller dem, der flygter ind i efterlønnen eller kaster sig over en uddannelse i et desperat forsøg på at udskyde det tidspunkt, hvor ledigheden rammer en. Tæller man alle dem, de reelt ikke er i ordinært arbejde, med, så er ledighedstallet langt større end det “officielle”. I følge en borgerlig økonom drejer det sig om mindst 50000.

Ledighedstallene er et godt eksempel på, hvordan statistik lægges til rette efter politiske intentioner. Man bygger ikke politik på statistiske kendsgerninger, men tilpasser de statistiske og økonomiske nøgletal til den førte politik.

På Vanity Fairs hjemmeside faldt jeg over ovenstående video, hvor Beatles gamle sang “Hello Goodbye” bruges i en reklame for firmaet Target Corp., der sælger møbler, børnelegetøj, elektronik, videospil og meget mere. Tilsyneladende en harmløs reklamevideo. Og så måske alligevel ikke. For Target Corp. er ikke blot et privat drevet aktieselskab, der tjener penge ved at sælge forbrugsvarer til den almindelige amerikaner. Firmaet er også politisk aktivt. Og Target Corp. har gjort sig bemærket ved at donere 150000 $ til Minnesota-politikeren Tom Emmer, der offentligt har taget afstand fra homoseksuelles rettigheder. Donationen har – ganske forventeligt – givet anledning til massive protester fra homoseksuelle og andre, der støtter borgernes frihedsrettigheder – og protesterne har fået et aktionærflertal til at kræve, at Targets ledelse tager donationspolitiken op til fornyet overvejelse, så situationen ikke gentager sig.
Måske fortæller historien også noget om, hvor problematisk sammenfiltringen af musik (kunst) og reklame er i vor tid. For godt nok har Mccartney vist ikke meget at sige med hensyn anvendelsen af nogle af Beatles’ sange, fordi rettighederne er solgt (så vidt jeg husker ejer boet efter Michael Jackson dem endnu). Men alligvel bliver sangskrivningen sat i relation til politiken, når det sker. “Hello Goodbye” er i sig selv en iørefaldende popsang med en nærmest børnesangsagtig, legende nonsenslyrik à la Ob-la-di-bla-da, men den får taget sin uskyld, når den glider ind i en reklamevirkelighed, hvor kommercielle og politiske interesser går hånd i hånd. You say Hello and I say Good Buy.

‘Djævelen er død’ og ‘menneskeskænder’ stod der angiveligt på den seddel, politiet fandt i lørdags i nærheden af Fritz Teufels gravsted. Forleden blev Teufels urne gravet op af ukendte gravskændere, og hans aske blev strøet ud over grusgangene i nærheden af graven.

Episoden illustrerer tydeligvis den kulturelle og ikke mindst politiske betydning de mytologiske tressere og halvfjerdsere stadigvæk har. Det, der skete, i de to årtier – kulturelt, politisk, seksuelt osv. – kaster stadigvæk lange bølger af betydning ind i vores tid – på godt og ondt. Og Fritz Teufels person rummede nogle af de modsætninger, der lå i tresserne og halvfjerdserne. Ikke mindst i kulturel og politisk forstand, hvilket måske forklarer, hvorfor hans navn selv efter døden kan ophidse nogen.

Fritz Teufel havde gode forudsætninger for at blive en af tressernes ungdoms- og studenteroprørere. Han blev født i krigsåret 1943 i en børnerig familie og kom som tyverårig til at studere på det Fri Universitet i Berlin, et af de universiteter, der stod central i studenteroprørets storhedstid.

For Teufel blev året 1967 et skelsættende år. Han deltog i den aktion, der siden blev kendt som “buddingeattentatet”. Den amerikanske vice-præsident Hubert H. Humprey (Hubert Who, som Tom Lehrer sang…) blev “bombarderet” med “bomber” bestående af mel og buddingepulver. Teufel og hans medsammensvorne blev arresteret, kom i medierne og blev løsladt dagen efter.

I juni samme år blev det mere alvorligt. Fritz og hans venner deltog i de demonstrationer mod Shahen som kom til at spille en væsentlig rolle i den politiske opvågnen, som tyske studenter oplevede. Fritz blev arresteret og anklaget for at have kastet en brosten. Nogle måneder senere blev han dog frikendt. I mellemtiden havde han gjort sig bemærket som provokatør i den retssag, han blev en del af.

året ’67 var også det år, hvor han sammen med en række andre studenter etablerede det politisk baserede bofælleskab eller kollektiv, Kommune I. Først holdt kollektivet til i forfatteren Hans Magnus Enzenbergers lejlighed. Enzensberger var på studietur til Moskva, og hans eks-kone og broder var medlemmer af kommunen. Og da Enzensberger vendte tilbage flyttede kollektivet over i forfatteren Uwe Jonsons lejlighed. Eller rettere: de besatte den tomme lejlighed.
Kommune I bestod frem til 1969 og var et eksempel på, hvor fantasifuld den tidlige politiske bevægelse var. Det var kommunarderne, som medlemmerne kaldtes, der fik ideen til “buddingeattentatet”. De politiske “aktioner” og “provokationer” var inspireret af bl.a. situationisterne, var ganske fredelige i deres form og havde især til formål at skabe opmærksomhed i den ekspanderende medieoffentlighed, der da også slugte “Horror-Kommunens” absurde og groteske påfund. Man kan hævde, at Fritz dengang var en tysk pendant de amerikanske yippier Abbie Hoffmann og europæiske provoer (Ole Grünbaum), der også forsøgte at påvirke offentligheden og den politiske debat med spektakulære happenings og aktioner. En politisk tradition, der havde forløbere blandt visse anarkister, dadaisterne, surrealisterne m.fl. og som stadigvæk eksisterer. I halvfjerdserne havde vi fx Solvognen og tænk blot på det par, der trængte ind på sidste års københavnske klimakonference iført festtøj – og fik enorm mediebevågenhed!

Fritz Teufel gled sidenhen over i retning af den fantasiløse form for politik, som blev kendt som byguerillaen. Altså den politisk utålmodige, tankeløse og ekstremt voldelige aktionsform, som bl.a. Rote Arme Fraktion stod for. Dermed blev den rød- og langhårede, sygekassebebrillede Fritz et symbol på en af tressernes og halvfjerdsernes politiske modsigelser.

Spørgsmålet er dog, om Fritz Teufel – hvis efternavn betyder Djævel – nogensinde for alvor blev en del af den gravalvorlige, sorte, virkelighedsfjerne politiske terrorisme? Ganske vist fik Fritz en fængselsstraf på to år for fremstilling af sprængstoffer, men i pressen blev der rejst tvivl om anklagens holdbarhed. Og da han senere – i 1975 – blev anklaget for at stå i ledtog med 2. Juni Bevægelsen, som bortførte CDU-formanden Peter Lorenz, havde han et skudsikkert alibi – på gerningstidspunktet arbejdede han på en fabrik i Essen – og måtte løslades. Han blev dog straks anklaget igen. Denne gang lød påstanden, at han havde deltaget i en række bankrøverier, der havde det tilfælles, at røverne uddelte negerkys til personalet…

Hvad der er op og ned på anklagerne, kan være svært at vurdere udefra og på historisk afstand. Men et rimeligt gæt er, at Fritz Teufel nok har haft en vis sympati for byguerillaen. Ikke desto mindre slap han ikke sit politiske udgangspunkt i den mere farvestrålende og fantasifulde aktionisme. I firserne bekendte han sig til noget, han kaldte Spasgerilja, altså en aktionsform, der bygger på sjov og ballade. Og i en tv-udsendelse i 1982 oversprøjtede han den tyske finansminister Hans Matthöfer med trylleblæk.
Efter sin karriere i det tyske retsmaskineri ernærede Fritz Teufel sig som free lance-medarbejder ved den tyske avis taz og som cykelbud, og i 2001 modtog han Wolfgang-Neuss-Prisen for sin civilcourage. Fritz døde forleden, den 6. august, 67 år gammel. Den sarte ekstremist kalder Der Spiegel ham i en stor artikel. Selv om han måske blev afsporet og flirtede med terrorismen i halvfjerdserne, så forblev han dog en Spaßguerillero, der troede mere på fantasiens politiske kraft, på den frie, vilde kærlighed, på vigtigheden af at have det sjovt, glæden ved at ryge en joint og andre livsbekræftende aktiviteter.

Hvis livet er en fortælling, så er det tidspunkt, hvor man bliver forældre – far eller mor – et point-of-no-return. Her pådrager man sig et ansvar og en kronisk bekymring, som man ikke kan løbe fra, selv om man ville. Og dem, der forsøger, slipper ikke godt fra det. Man bliver opgraderet generationsmæssigt. Pludselig er man ej længere – som man bildte sig ind – tidløs, generationsløs og udødelig. Man er ikke længere simpelthen ung. Men i en eller anden forstand voksen – omend ikke nødvendigvis moden.

I en tid, hvor det er moderne at fravælge børn for at realisere sig selv karrieremæssigt osv., eller hvor børn betragtes som et forbrugsgode, der skal passes ind i karriereplanlægningens timemanager, tabes blikket for det eksistentielle perspektiv, der ligger i denne begivenhed, at blive forælder. Og under byrden af lortebleer, madpakker, forældremøder osv. glemmes ofte den personlighedsudviklende gave, der ligger i, at man for første gang i sit liv tvinges til at koncentrere sig om et andet lille liv end ens eget.

Derfor er det forståeligt, at musikere – og kunstnere i det hele taget – kaster sig over emnet.

Troels Trier gjorde det med pladen Sange om Rosa (1975). Den kom, medens Triers band “Røde Mor” endnu var aktivt som Danmarks førende politiske rockband. Nogenlunde samtidig udkom Røde Mors dobbeltlivealbum “Betonhjertet”. Men der var ikke nogen modsætning mellem Rosa-pladen og de mere håndfast politiske udgivelser. Det private var også politisk, som man sagde dengang. Og som Troels var inde på i et interview i MM, så var enhver pladeudgivelse, enhver musikalsk udfoldelse – også dansktoppen – politisk i en eller anden forstand.

I sangene om Rosa kommer det politiske ind som en bekymring for det liv, Rosa vil komme til at leve i det tyvende århundrede og videre frem. En bekymring, Trier delte og deler med alle andre forældre, selv om de ikke nødvendigvis oplever og oplevede det som et politisk problem. Men først og fremmest er pladen gennemsyret af den overvældende faderkærlighed, som hovedpersonen gribes af, og som gennemstrømmer sange som “Nyfødt”, “Velkommen Engel”, “Når Solen Skinner” og “Besat af dig”. Det er let (som fader) at identificere sig med den voksne, maskulin følsomhed, der får frit løb her, men som allerede er at finde i de mere poetiske sange fra Røde Mor-kataloget. Der er noget rørende over at lytte til Trier med den rustne stemme og det halvfjerdserpolitiske machoimage fremstå som følsom, ja, nærmest blød mand!

Musikken, som også er lavet af Trier, er i meget gode hænder hos Egon Aagaard (harmonika), Peter Abrahamsen (guitar), Peter Ingemann (bas), Kim Menzer (fløjte, tenorsax), Peter Mogensen (trommer m.m.), Henrik Strube (el-guitar), Lars Trier (spansk guitar og rytmeguitar) og Birte Zander og Bette Crusell (kor). Lars Triers guitar giver musikken et klart anstrøg af spansk og latinamerikansk.

Men ellers ligger pladen i god forlængelse af Røde Mors rock med fokus på det akustiske. Måske som følge af temaet, så er der noget tidløst over denne plade, selv om den fremstår som meget tidstypisk i sit layout. Den holder stadigvæk.
PS. Du kan få pladen i nakken for en skilling nede i byen…

19 mennesker mistede forleden livet i forbindelse med den store Love Parade i Duisburg, Tyskland. De blev mast ihjel i en tunnel ved en indgang. Andre 342 blev kvæstet. Medens man debatterer heftigt, hvad årsagerne var, og hvem, der skal tillægges ansvaret for det skete, har arrangørerne af Love Parade meldt ud, at det blev den sidste Love Parade.

Aldrig mere Love Parade? Det er forståeligt, at man midt i tragedien smider håndklædet i ringen. Chokket og sorgen er overvældende. Men er det det rigtige at gøre? Nej, det mener jeg ikke. Ved store arrangementer af den her karakter, er der altid en risiko for, at der opstår kaos og paniksituationer, der kan være farlige. Hvis ikke sikkerhedsforholdene er i top. Vi har set det på Roskilde Festival ved Pearl Jam-koncerten for 10 år siden. Vi har set det i forbindelse med store forboldstævner. Og hverken Roskilde Festival eller fodbold er blevet stoppet af den grund. Og netop Love Parade er der mere brug for end nogensinde før. I en tid, hvor homofobien trives i bedste velgående indenlands (husk den seneste DF-skandale…) og udenlands (vi husker rapporterne fra de baltiske lande for nylig…). Vi skal lære af den tragiske hændelse, sørge for bedre sikkerhedstiltag og lade kærlighedsparaderne blomstre overalt…

Eksistens

Vi fattade inget
Vi stod där som fån
medan tjuvarna snodde
allt dom kom åt
Vi trodde vi drömde
Dom trodde vi sov
Och nu ska vi ta det tillbaks

Dom beröva’ oss allt
som vi sparat ihop
a-kassa, sjukpenning
lön och pension
Sen bjöd dom ut det
till spekulation
Och nu ska vi ta det tillbaks

Tillbaka, tillbaka
Nu ska vi ta det tillbaks
Friheten ger dom oss aldrig
Friheten måste vi ta

Sangen kunne være skrevet lige ind i den danske virkelighed med forringelse af lediges vilkår, menings- og tankeløs aktivering af alvorligt syge medmennesker, forgyldning af bankdirektører, der tvinger banker i knæ med aktiespekulation (ja, læs om Amagerbanken i dagens medier!), en regering, der tager fra de fatttige og giver til de rige (skattepolitiken) osv. osv.

Mikael Wiehe synger med sit skånske mål om at holde fast i drømmen om en anden verden, hvor der bliver vendt om på ret og vrang i forhold til tingenes tilstand. Gaffas anmelder undrer sig over, hvordan Wiehe kan tale det eksisterende midt imod. Hvordan det er muligt at solidarisere sig med de undertrykte, tale fascismen imod osv. Måske er det svært at forstå, fordi tidsånden er: medløberiet. Enhver er sig selv nærmest. Og fanden kan tage de sidste. Indtil man ser bliver den sidste…

Vi andre nøjedes med at tænke: Hvordan kan man andet end at forstille sig en bedre verden! Hvordan er det muligt at lade være med at tro og håbe på en bedre verden for os – for vores børn og børnebørn? Og deres børn? Osv.? Se dig bare omkring i verden. Er det svært at forestille sig, at den kan – og skal – blive bedre?! Nej, det er svært ikke at gøre det.

Mikael Wiehes seneste plade – en dobbeltcd – hedder det samme som sangen her: Tag det tilbage! Ta det tilbaka! En troubadour med sin guitar synger op mod verden – sådan som man har gjort i århundreder.

And it’s one, two, three,

Whoopee! we’re all gonna die.

Man kan købe sig i armod i cd-bokse. Men hvis jeg ellers havde råd, ville jeg helt sikkert bruge 195 kriseramte euro (plus forsendelse) på den imposante udgivelse fra Bear Family Records med titlen “Next Stop is Vietnam 1961-2008“. På 13 cd’er – ialt 16 timer og 49 minutters lyd og musik og i en 304 sider stor bog dokumenteres den krig, der om nogen var med til at definere ungdomsoprøret i tresserne og halvfjerdserne: Vietnamkrigen. En krig, der for alvor førte krigen som fænomen ind i tv-mediet og dermed ind i det man kaldte “verdensopinionen”. En krig, der førte til et forsmædeligt og endnu traumatisk nederlag for USA, men også en krig, der leverede råstoffet til et utal af sange og film. Hvad udad tabes, skal indad vindes…
For min generation var Vietnamkrigen lærerig på mange måder. Først og fremmest politisk. Den begyndte som en kamp mellem en supermagt og et tredjeverdensland og blev hurtigt og naivt til en kamp mellem “de gode” og “de onde”. Et undertrykt folk har altid ret, som maksimen lød i de år. Siden viste det sig så, at de undertrykte også kunne undertrykke (i krigen mod Cambodianerne), og grænserne mellem sort og hvidt, godt og ondt flød ud – og tilbage var blot krigens generelle absurditet. Det ændrer dog ikke ved, at sangene og musikken, der blev lavet i protest mod krigen i østasien, var drevet en ærligt følt indignation, der blev delt af mange unge uanset social eller politisk observans. Og der blev skrevet mange fine sange, der holder den dag i dag.

Donovan – Andy’s Love Concert (1969)

The Fugs var en slags pendant til det samtidige engelske Bonzo Dog Doo-Dah Band. Begge bands blev dannet i første halvdel af tresserne og forenede det litterære med rocken, tilsat en god portion humor. The Fugs var et bindeled mellem den Beat Generation, der musikalsk, litterært og livsfilosofisk var halvtredsernes foregribelse af tressernes opbrud, og den punkmusik, der for alvor markerede tresserperiodens afrunding. Og til forskel fra Bonzo Dog Band var The Fugs et politisk band. Ikke politisk i nogen dogmatisk eller teoretisk forankret forstand. Men mere i den almene forstand, som kendetegnede en stor del af tresserungdommens opgør med det samfund, der blev opfattet som forstokket, materialistisk, bornert og – frem for alt – kedeligt. Selve navnet – The Fugs – siger noget om samfundskritikkens form: en eufemisme for the four letter word “fuck”.

Gruppen blev dannet af digterparret og vennerne Tuli Kupferberg og Ed Sanders og trommeslageren Ken Weaver i 1964 og havde sin første aktive periode frem til 1969. The Fugs blev gendannet i 1985 og var aktive frem til dette årti. Der var mange udskiftninger undervejs, men Kupferberg og Sanders forblev den kreative kerne, der forsynede gruppen med dens modkulturelle sange om sex, drugs og politik.

Jørgen Mylius (endnu engang tak Jørgen!) var flink til at spille The Fugs, når de udsendte en plade. Det var sådan, de som så meget andet kom ind i mit system. The Fugs var både outsidere, særlinge, enere i tressernes musikalske bevægelse, men samtidig inkarnerede de det amerikanske – og dermed langt hen vestlige – ungdomsoprørs humorfyldte, provokatoriske undergrundsoprør med det konforme samfund, efterkrigstiden byggede op – og som vi stadigvæk må slås med…

Tuli Kupferberg døde i mandags på Manhattan, hvor han levede sammen med Ed Sanders.

The Fugs på svensk TV i 1968:  Del I – Del II

Vi er sådan cirka midt i den såkaldte “agurketid”. Det vil sige den tid, hvor journalister og medier holder ferie, og medieforbrugerne derfor kan spises af med underlødige nyheder. Men det er også en tid, hvor politikerne har for vane at luftige kritik og tanker, der ville have svært ved at få deres gang på jorden, når agurkerne er høstet. Det er for eksempel den tid, hvor Pia Kjærsgaard fremfører sin ceremonielle kritik af den regering, som hun eller støtter i tykt og tyndt. Og ingen tager kritikken for mere end hvad den er: en rituel handling, der mest af alt er til indvortes brug.

I den forgangne uge sendte Venstres integrationsordfører Kristian Lauritzen en prøveballon op. Han foreslog, at man skulle indføre en såkaldt “indslusningsløn” for indvandrere. Tanken er, at indvandrere skal have en lavere løn end andre, så de kan komme “ind på arbejdsmarkedet”,  som det hedder. Venstres egen integrationsminister har allerede lagt afstand til ideen, som hun – Birthe Rønn – med forsigtigt ministeriel ordvalg kalder “ikke sympatisk”. Det må vel siges at være en underdrivelse. For, hvad Lauritzen fremfører, er den rene skinbarlige diskrimination. Hvilket en række udspurgte indvandrere i DRs tv-avis også samstemmende anførte. Lauritzens argument er, at fordi man ikke endnu har styr på den såkaldte “integration” (hvilket man reelt set aldrig har haft fra politisk hold…), så skal man diskriminere indvandrerne. Ser vi bort fra, at dette løntrykkeri sandsynligvis ikke vil blive en succes på det danske arbejdsmarked, så er der tale om en logik, hvor målet helliger midlet. Lauritzen ofrer demokratiske ligestillingsidealer i integrationens hellige navn. Hvis man tager ham på ordet. Følger man Lauritzens målet-helliger-midlet, så kan man også forsvare den kønsbestemte uligeløn med henvisning til, at lavere løn kan holde kvinder på arbejdsmarkedet til trods for, at de bliver gravide, får børn og har mange af børnenes første sygedage. Og i den dur.

Løfter vi lige blikket fra den verserende diskussion om Lauritzens forslag, så er der også grund til at spørge, om forslaget kun har det formål at forbedre integrationen? Eller om der er tale om endnu et forsøg på at undergrave den ofte roste danske arbejdsmarkedsmodel? Vi husker alle forringelserne af dagpengeordningen. Vi husker også, hvordan fagforeningerne måtte kæmpe en brav kamp mod polske løntrykkere – uden den store opbakning fra regeringspartierne. Og så videre. Set i den sammenhæng må man spørge, om Lauritzens sommeragurk ikke snarere er en endnu et missil afsendt på den ofte roste danske arbejdsmarkedsmodel og de demokratiske principper, den indeholder?

Det er sommer. Folk drager på ferie. Blogland falder lidt til ro. Og medierne leder med lys og lygte efter nyheder, der er værd at bruge spalteplads og sendetid på. En af dem er historien om Helle Thornings Schmidts ægtemand, der bestrider et vellønnet job i Schweiz, holder weekender hjemme hos familien i Danmark og betaler sin skat i det land, hvor han arbejder, og hvor skatten en under det halve af, hvad den er i Danmark.

I går aftes hørte jeg en P1 Debat om “sagen” (“Har Helle TS et problem med skatten?”) mellem Niels Krause Kjær (tidl. pressechef for de konservative, blogger ved Berlingske Tidende og radiovært på DR) og Kristian Madsen (Infochef for 3F og blogger ved Politiken). Ikke spor overraskende mente Krause Kjær, at Helle Thorning Schmidt havde et politisk problem, fordi hun og ægtemanden – selv om de holdt sig inden for gældende regler – ikke efterlevede de skattepolitiske holdninger, som hun officielt står for. Og det var heller ikke overraskende, at Kristian Madsen mente, at der ikke var nogen sag, fordi familien Thorning Schmidt blot gjorde, hvad de måtte.

“Sagen” handler rigtignok om politisk troværdighed. Lige som sagerne om Thornings Schmidts og Mette Frederiksens valg af private skoler til deres børn. Man siger ét og gør noget andet. Og Krause Kjærs kritik er berettiget i den forstand, at den formulerer et ønske om, at der skal være overensstemmelse mellem sigen og gøren. Problemet er blot, at den politikertype, hvis den overhovedet findes mere, er en anakronisme. Det var den allerede dengang, man kunne skrive en historie om, hvordan Anker Jørgensen opgav alle sine fødselsdagsgaver til skattevæsnet… I dag har vi politikere, der ikke formulerer grundholdninger, men snarere artikulerer holdninger, der svarer til de aktuelle fluktuationer i meningsmålingerne. Holdninger er noget, man har skrevet ind på partiets hjemmeside, som de færreste læser.

Det skal ikke forstås som et forsvar for Thorning Schmidt (eller nogen anden politiker, der træder i spinaten), men som en konstatering af, at den holdningsorienterede politiker stort set kun eksisterer som en nostalgisk savnet figur i vælgerdybet. Et fatamorgana.

Noget andet er, at sagen om Helle Thorning er så lille, at man kun kan mistænke den borgerlige presse for at bruge energi på den for at bortlede opmærksomheden fra De Konservatives og Lene Espersens akutte troværdigheds- og vælgerkrise. Og det vil også sige: Regeringens, eftersom De Konservative er en del af regeringens grundlag. Men agurken er for lille til at dække over det gabende hul, som Espersen har gravet under sit eget parti…