CAPAC

Uredigeret tankestrøm ved morgenkaffen: Jeg konstaterer, at en opinionsundersøgelse i går viste, at et flertal af danskerne synes, det var i orden at rydde kirken i København for irakiske flygtninge. Selv om den slags opinionsundersøgelser skal tages med et gran salt, så er det nok i bund og grund ikke så overraskende. Det er også i den kontekst, vi finder forklaringen på, at regeringen stadigvæk sidder på sit parlamentariske flertal med Dansk Folkeparti som solidt fundament.

Det er min overbevisning, at mange såkaldt almindelige danskere sympatiserer med folkepartiets grundholdninger på flygtninge- og indvandrerområdet. Jeg taler med mange danskere i min hverdag og oplever igen og igen denne sympati skinne igennem. Ofte i en bisætning. En lille humoristisk bemærkning. En passant. Man skilter ikke med sin holdning, men den er der, og den stikker dybt.

Hvis det forholder sig sådan, at regeringen og Kjærsgaard de facto har opbakning i befolkningen til den førte politik på flygtninge- og indvandrerområdet, så er det jo udtryk for demokratiet anno 2009. Folket har talt, kunne man måske sige, hvis man ville være patetisk. Men det er også udtryk for en restringeret demokratiopfattelse.

Da jeg var en bette knægt lærte jeg i skolen, at demokrati først og fremmest var dialog og dialogbaseret konsensus. Demokrati var ikke og kan ikke være majoritetens tale, sagde min gamle regnelærer. I et demokrati skulle flertallet altid lytte til mindretallene og tage visse hensyn. I sagen om Brorson-kirken mener jeg ikke, at disse hensyn er taget. Beslutningen om at rydde stedet nu, hvor mange tvivlsspørgsmål stadigvæk hang som en tung sky over hovedstaden, har mest af alt karakter af en magtdemonstration, der skulle fjerne et irriterende problem og stoppe debatten.

Magthaverne har henholdt sig til at loven og reglerne er overholdt, hvilket sikkert også er korrekt, men man har afvist at diskutere fx de humane vilkår i flygtninge- og indvandrerpolitikken eller usikkerheden og de udvistes fremtid. For mig har rydningen af Brorson-kirken været endnu et eksempel på, at demokratiet har dårlige vilkår i den aktuelle politiske konjunktur. Og splittelsen i Socialdemokratiet – modsætningen mellem Poul Nyrup Rasmussens humanistiske kritik og Helle Thorning Schmidts populistiske hard-liner-position – illustrer det med al ønskelig tydelighed.

Helt efter bogen havde jeg et par sygedage i min ferie. Når man slapper af, så kommer det. Influenza. Og samtidig kværnede medierne om A-influenzaen (tidligere kaldet svineinfluenza). Og om alle de sundhedspolitiske overvejelser, der gøres i den anledning. Skal befolkningen generelt have adgang til vaccination og Tamiflu-behandling eller ej? Er influenzaen så alvorlig, at særlige forholdsregler skal tages? Og jeg hørte, at både Frankrig og Grækenland havde besluttet sig for at give grønt lys for vaccination af alle.

Og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at der må være nogen, der glæder sig i denne tid. Nemlig producenterne af vaccine og Tamiflu. Tænk sig, hvilken markedsføring disse firmaer nu får ganske gratis, fordi medierne løber med halve vinde og ufordøjede informationer. Er A-influenzaen farligere end andre influenzaer? Ganske vist er en del mennesker døde af den, især i USA, men det er ikke usædvanligt at influenzaepidemier koster en antal menneskeliv. Det er faktisk normen. Og symptomerne er – så vidt jeg har kunnet læse mig frem til – ikke anderledes eller værre end ved andre influenzatyper. Alligevel bliver folk interneret og bragt i isolation rundt omkring i landet. Er det influenzaen, der er farlig, eller er det måske snarere nyhedsspredningen omkring A-influenzaen, som er det? Tingene er i hvert fald ikke så uskyldige, som de ser ud.

Gabs har henvist til en artikel i Huffington Post, hvor noget af sammenhængen mellem privatkapitalistisk medicinproduktion og offentlig sundhedspolitik lægges for dagen. Og det er tankevækkende læsning.
Som ved andre epidemier er især de fattige befolkninger i farezonen, og de respektive landes regeringer er selvsagt interesseret i at producere den medicin – Tamiflu – der er nødvendig for at beskytte befolkningen og spare liv. Men det må de ikke. For de store medicinalfirmaer beskytter deres patenter (og dermed profitter). Vi så det allerede dengang AIDS-epidemien tog fat i Afrika. Nu gentager historien sig.

WHO, verdenssundhedsorganisationen, har for længst slået fast, at en epidemi vil koste mange menneskeliv i den fattigste del af verden. Alligevel har samme organisation frarådet de fattige landes regeringer at producere mere Tamiflu, det eneste probate middel mod influenzasymptomerne. Hvorfor?

Forklaringen skal søges i det system, der udvikler medicin. En stor del af den forskning, der ligger bag medicinprodukterne, skabes i statsfinancierede universitetslaboratorier. Medicinalfirmaerne kommer ind i processen på et senere tidspunkt og betaler en del af de sidste, men relativt ikke-kreative, trin af udviklingen. Til gengæld beholder de patenterne og profitten.

Sundhedspolitisk er dette system ofte med dødelige konsekvenser for befolkningerne rundt omkring på jorden. Hver dag året rundt forhindrer patentbeskyttelsessystemet fattige mennesker i at få adgang til livsbevarende medicin. Vi så et grelt eksempel, da de store medicinalfirmaer nægtede post-apartheid-regeringen i Sydafrika at kopiere AIDS-medicin og tvang sydafrikanerne til at at betale det fulde beløb, hvis de ville have noget.

Retsagen om AIDS-medicinen fik dog et positivt resultat. Blandt andet som følge af verdensopinionens væmmelse over medicinalfirmaerne kyniske, umenneskelig grådighed, blev det tilladt fattige lande at producere deres egen, billige medicin, når situationen kræver det. Og det er tilfældet med A-influenza-epidemien. Alligevel forsøger store firmaer, blandt andet Roche, at tvinge lokale producenter i fx Kina og Indien til at lave licenseret medicin – for at beskytte profitten. Og tilsyneladende støtter WHO denne politik…

Det sker, fordi WHO er den organisation, der bestemmer, hvornår en lokal, prisbillig produktion kan sket og hvornår ikke. Når WHO aktuelt fraråder produktion af billig medicin, kan det vanskeligt forstås som andet et resultat af de store medicinalfirmaers lobbyvirksomhed. Det betyder, kort og godt, at de fattige lande ikke er forberedt på en faktisk epidemi – og at mange mennesker vil dø.

Et tilbagevendende argument fra medicinalfirmaerne har været, at deres politik er nødvendig for at sikre en indtjening, der igen er nødvendig for udviklingen af nye produkter. Men en undersøgelse publiceret i det anerkendete tidsskrift New England Journal of Medicin dokumenterer, at firmaerne kun bruger 14 % af deres budgetter til forskning. Og resten til profit og markedsføring. Og ud af de 14 % bruges til stor del til at lave kopipreperater, der ikke indholder ny medicin. Faktisk har den amerikanske regering konkluderet, at medicinmarkedet er præget af innovativ stagnation, og at der ikke forskes i det store alvorlige sygdomme, fx malaria, der hvert år slår mange ihjel. Fordi der ikke rigtig er nogen profit at hente dér. I EU har kommissionen fastslået, at europæerne betaler 40% mere end nødvendigt for den medicin, de bruger. Penge, der burde gavne de betrængte europæiske sundhedssystemer.

Hvorfor gør vi så ikke noget ved dette absurde system? Forklaringen er, at medicinselskaberne indtil videre har haft held med – via lobbyisme og politiske forbindelser – at styre politiken på dette område. Men det kan ændres radikalt. Nobelpris-vinderen i økonomi, Joseph Stiglitz, har vist en farbar, enkel vej. Vestens regeringer skal etablere en kæmpestor fond, der skal betale videnskabsmænd for at udvikle medicin til behandling af sygdomme. Og prisernes størrelser skal svare til sygdommens alvorlighed. Fx en kæmpestor pris for at finde effektiv medicin mod malaria. Når medicinen er udviklet, skal patentet være offentligt, så enhver regering vil kunne kopiere det uden at skulle betale uhyrlige priser.

Planen vil bevare det nuværende økonomiske incitament for forskerne, men vil være til gavn for befolkningerne – ikke de profitbegærlige medicinalfirmaer. Det vil selvfølgelig koste mange penge – Stieglitz anslår, at det vil dreje sig om 0,6 % af BNP i vestens lande – men pengene vil blive tjent ind igen, fordi der ikke længere skal betales astronomiske beløb til medicinalfirmaerne og der kan spares på sundhedsudgifterne. For at realisere planen er det nødvendigt at gøre et vanskeligt stykke arbejde: Der skal gøre op med medicinalselskabernes massive lobbyisme rundt omkring i de vestlige lande. Et arbejde, der bør gøres, hvis tingene skal ændre sig.
Kilde

I dagens mediebårne politiske virkelighed skal man ofte have forstørrelsesglasset op af baglommen for at få øje på reelle forskelle på de dominerende partiers politik. Man fristes til at sige, at det tværtom er de små forskelle, der trækker linjerne i det politiske billede.

Når talen falder på partierne Venstre og deres såkaldte støtteparti Dansk Folkeparti, der jo reelt – omend ikke formelt – er del af regeringen (“regeringsgrundlag”) skal man nærmest have mikroskopet frem for at se, hvor skillelinjerne går. Hvad er fx forskellen på Venstres og DFs flygtninge- og indvandrerpolitik – hvis vi ser på handling og ikke retorik? Og økonomien? Er virkeligheden ikke, at Venstre langt hen ad vejen har accepteret DFs små og store krav hen ad vejen, medens sidstnævnte har blåstemplet den officielle økonomiske politik? Hvorfor så ikke tage skridtet fuldt ud og indlemme Pia Kjærsgaard og resten af DF i regeringen efter et valg, sådan som fru Kjærsgaard har foreslået i sommervarmen?

Men statsministeren har “svært ved at se” – DF i en regering. Statsminister Løkke giver ikke en forklaring, men bare en ubegrundet holdning. Så vi må selv søge den. Jeg tror, at Venstre-ledelsen har brug for at oppebære illusionen om, at der i bund og grund er radikal forskel på de to partier. Det er derfor Løkke omtaler DF som opposition, hvilket DF jo kun har været i retorisk forstand. At inkorporere DF i regeringen og dermed blåstemple den tidligere tæppetisser, vil være til at se sin egen indre svinehund i øjnene…Og det gør man som bekendt ikke så gerne.

Sommertiden sætter gang i de mærkeligste ting. Og en af sommeragurkerne går på, at Pia Kjærsgaard åbenbart ikke har kunnet finde på andre politiske angreb på regeringen end at lange ud efter en af regeringens mest anonyme ministre, Carina Christensen, som efter fru Kjærsgaards mening mangler holdning og slagfærdighed (til bolledejen).

I den anledning lufter Kjærsgaard sine ministerdrømme og mener, at hun ville være en fortræffelig kulturminister. Hun langer ud efter kunst, der har været provokerende (i modsætning til Carina Christensen i øvrigt), hvorefter gamle værker som Bjørn Nørgaards hesteslagtning, de udstoppede hundevalpe og Manzonis lortedåser nævnes.

Men nærlæser man interviewet, så kan man se, at det slet ikke et genopkog af Rindalismen, DFs leder er ude efter. Kunst interesserer sandsynligvis ikke fru Kjærsgaard en døjt. Hun frekventerer med sikkerhed ikke nutidens gallerier og kunstmuseer og vil sikkert skulle læse avisernes kultursider for at nævne et navn på en moderne dansk billedkunstner. Næ, for DFs førstedame drejer det sig om DANSKHEDEN. Citat: “Danskerne skal kende deres kultur, så de kan værdsætte danske værdier og have en løbende debat om det at være dansk”. Altså den danske kultur og de danske værdier, som DF mener at have patent på at formulere. Det ville selvfølgelig være fint med en løbende debat om det at være dansk (har vi i øvrigt ikke det?), men jeg tror ikke, at det interesserer Pia Kjærsgaard en tøddel. Hun ved godt, hvad hun og DF mener om den sag. Og når hun sigter efter kulturministeriet, så er det for at pådutte os andre sin form for danskhed. Peter Rindal var mest bekymret for sine skattekroner og fik i øvrigt sæde i Statens Kunstfond…

PS. I dag onsdag kan man læse, at Kjærsgaard skal i seng med “fjenden”. Måske bliver hun oven i købet klogere på, hvad kunst kan være.

Godt gemt af vejen i et afsides sommerhusområde hørte jeg, at politiet i Københavnstrup havde “advaret” om (mod?) seksuelle udskejelser i det fri. Anledningen var de aktuelle, internationale Outgames 2009 for homo-, bi- og transseksuelle. Og endnu engang måtte jeg undre mig over verdens skæve gang. Det er som om intet er sket, siden dengang i halvfjerdsernes start, hvor jeg – bogstaveligt talt – kom ind med firetoget fra Esbjerg til århus og så to mænd gå hånd i hånd forbi hesteslagteren i Frederiksgade. Fordomsfuldheden og foragten for mennesker med en alternativ seksuel orientering end den kirkeligt velsignede og juridisk bekræftede heteroseksuelle orientering er intakt. Det kan da godt være, at der kommer lidt mere gang i Ørstedsparken og andre storbyfristeder. So what? Også folk af heteroseksuel tilbøjelighed kaster sig ud i seksuallivet glæder uden for hjemmets fire vægge. I personbiler, i skove, på marker, til festivaler, i campingområder og på strande. Og så videre. For ikke så forfærdelig længe siden kunne man ligefrem læse om de naturområder i Danmark, der var særligt egnede til den slags udendørs fornøjelser. Måske er det tidsånden i den aktuelle politiske konjunktur, der slår igennem politiets udmelding. Politiet er jo den udøvende magt og afspejler et eller andet sted den bornerthed, der gnaver i det politiske niveau. Jeg synes, at vores uddannelsessystem og folkeoplysning har slået fejl, når antallet af såkaldte hate-crimes vokser og lovens lange arm løfter en moralsk pegefinger over for Outgames-gæsterne. Det er far out…

Alt, hvad du har brug for…

Danmark er i økonomisk krise. Blandt andet forårsaget af den finansielle sektors – bankers og kreditforeningers – “kreative” udfoldelser. Det har medført rekordstore bankpakker, stigende arbejdsløshed, faldende eksport, voksende underskud på betalingsbalancen m.m. Og som enhver ved, inklusive Konen i Muddergrøften, så skal regningen betales. I forvejen har politikerne haft mere end svært ved at finde penge til at sikre det svindende “velfærd”, og den ny situation har ikke gjort det lettere. Og der er som bekendt kun et sted pengene kan hentes: skatten. Derfor burde det vel være indlysende klart, at dem, der har nok at give af, betaler lidt mere til fælleskabet? Ikke?

Socialdemokratiets Helle og SFs Villy har derfor tænkt sig at indføre en særlig topskat, der rammer (av, av…) alle dem, der tjener mere end 1 million kroner om året. Det drejer sig om fem procent af skatteyderne. Skulle man være i tvivl om, hvorvidt det er en god idé, så kan man altid lytte til CEPOS. For de klynker over denne såkaldte “jantelov-skat”. Det går ud over “kernemedarbejderne” i virksomhederne, “de mest produktive”, dem med “de gode idéer” osv. Der er ingen grænser for, hvor skadeligt det vil være at belægge disse rige mennesker med en ekstraskat på fem procent. Det er nærmest landsskadelig virksomhed at foreslå sådan noget. Landet vil gå i hundene, på røven, rabundus… Og de resterende 95 % mere eller mindre overflødige, mindre produktive, idéforladte medarbejdere vil stå med håret i postkassen, fordi lykkeridderne vil forsvinde ud af landet, sådan som de så ofte har truet med at gøre (men ikke rigtig har taget sig sammen til gøre…). I følge de altruistiske økonomer fra tankeboblen Cepos.

– Næ, hvis vores fremtid (som i følge ideologerne er truet med det nye skatteforslag) er afhængig af, om nogle mennesker ikke gider arbejde, fordi de skal bidrage til det fællesskab, som deres uddannelser og gyldne karrierer er et produkt af, så har vi først et problem. Hvis det eneste, der driver disse mennesker er pekuniær og forbrugeristisk grådighed og ansvarsløshed over for fælleskabets økonomiske og sociale problemer, så er vi for alvor på Herrens mark. Og det er måske også det, vi er…

Med næsten sæsonbestemt automatik kaster nogle politikere sig – måske også under indtryk af de sidste dages varme – ud i et veritabelt hundeslagsmål. Overborgmester Ritt Bjerregård har som afgående borgmester med vanlig sans for timing været ud med krabasken og har kritiseret Socialdemokratiet for mangel på patos og berøringsangst over for vigtige politiske diskussioner. Den generelle kritik af partiets kurs bliver så fulgt op af et målsøgende missil, afsendt af fhv. socialdemokratiske ministre – Thorkild Simonsen, Jytte Andersen, Helle Degn og Pia Gjellerup. Målet er partiets politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, der betegnes som en fejltagelse uden gennemslagskraft.

Man behøver ikke at være politisk ekspert for at gennemskue, at missilet nok er rettet mod Sass Larsen men i virkeligheden er tilsigtet dennes chef, Helle Thorning Schmidt. Hvorfor kritikerne ikke siger det direkte, kan være svært at svare på. Men det har nok sine taktiske årsager. I hvert fald tales der mere generelt om, at der skal ske ændringer i partitoppen og om, at Thorning skal bruge sommeren på at stille et nyt hold.

Hvad er så problemet? Problemet er, at Socialdemokratiet stadigvæk ikke formår at sætte den politiske dagsorden, nu mere end otte år efter den borgerligt-liberalistiske regerings magtovertagelse. I mellemtiden har Villy Søvndal og SF vist, hvordan den skal skæres. Nøglen til magten i Danmark er flygtninge- og indvandrerpolitiken. Med en enkel hardliner-udmelding eller to i forhold til en politisk set ubetydelig fundamentalistisk forening, formåede Søvndal at få vælgere til at flokkes om den store rorgænger i SF.

Hvis socialdemokraterne ikke skal sakke helt bagud af den politiske dans, så skal de have fat i denne nøgle. Og jeg er ikke sikker på, at det sker ved blot at gå i Villys fodspor. Socialdemokratiet må formulere sin egen, markante politik, der kan forene partiets traditionelle humanistiske holdninger med en kontant forholden sig til de indvandrerrelaterede problemer, der bekymrer mange danskere: bandekrige, radikaliserede unge, urolige ghettoområder osv. Og jeg tror, at de gamle ministre tager alvorligt fejl, hvis de – og de efterabende socialdemokratiske borgmestre – tror, det hjælper noget at skyde efter en eller to syndebukke. Det gør kun ondt værre.

»Det er de veluddannede middelklassekvinders projekt. Vi skal alle sammen leve et pænt liv, og de synes, at det er klamt med mænd – måske oven i købet deres egen – der går til en prostitueret og kommer hjem med en kønssygdom. Vi skal forbyde os ud af alting. Det handler om moral – ikke om at hjælpe pigerne«. Citat af sociolog Claus Lautrup i anledning af en ny undersøgelse, der viser, at et flertal siger nej til et forbud mod kriminalisering af købesex.

Jeg tror, Lautrup rammer hovedet på sømmet. Kampagnen for et forbud mod købesex hviler på en feministisk halvfjerdserdogmatik, der kun kan forstå den prostituerede som et “undertrykt” offer – for trafficking, for narko, for alfonser, for sociale omstændigheder, for sig selv. Og derved kommer samme ideologi til at undertrykke alle de kvinder, der af egen drift, så at sige, prostituerer sig selv.

Halvfjerdserfeminismen har sejret ad helvede til, som man siger. Selv om dens talskvinder under tiden siger noget andet, hvilket mest af alt har karakter af en rituel handling. Se dig omkring! De feministiske værdier styrer for vildt i hele den offentlige sektor. Anne Knudsen gjorde opmærksom på de for mange år siden, og det er ikke blevet bedre.

Halvfjerdserfeminismens tankesæt er blevet en del at det politiske establishment i sådan en grad, at de store partier uden at reflektere synderligt over det, æder tankesættes dogmer. Socialdemokrater og SF’ere tør ikke gå imod den feministiske dagsorden af frygt for de kvindelige vælgere. Og som vi har set før, så slår et oprør ofte om i sin modsætning, når først oprøret vinder. Så stivner det i dogmatik og konservativisme – og holder op med at tænke og reflektere over sit eget projekt. Derfor er der brug for en ny feminisme, der kan gå i flæsket på de velbjergede fortalere for halvfjerdsernes kvindekamp.

Uddybende tilbagespoling.

Læs også Sus Luders indlæg om ligestilling her.

I dagens aviser kan man læse, at Claus Hjort Frederiksen afviser en undersøgelse af Brian Mikkelsens rolle i sagen om TV2s økonomiske kuldsejling. Hjorth Frederiksen henholder sig til “at spillereglerne er blevet fulgt” og vil ikke gå videre med sagen, der har en parallel i sagen om Lars Løkke Rasmussens (over)forbrug af skattekroner i aftalen med privathospitalerne. Også i denne sag har regeringen henholdt sig til, at reglerne er blevet overholdt. Men politisk ansvarlighed handler ikke kun om at overholde regler. Det handler også om, at man udviser ansvarlighed i udførelsen af sit offentlige embed, herunder i anvendelsen af skattekronerne. Det burde være indlysende klart for en regering, der manisk holder fast i et “skattestop” ud fra lignende motiver og aldrig undlader at beskylde oppositionen for at rutte med de offentlige midler… Monstro, at pengene (og den politiske moral) har siddet så løst, fordi TV2 og privathospitalerne er på regeringens ideologiske positivliste? Lige som de konsulentfirmaer, der “servicerer” de ledige og har haft en overforbrug på en god milliard danske kroner? Hvad nu, hvis Brian Mikkelsen fx havde udvist samme lemfældige omgang med skattekronerne, da DR blev sendt ud i en økonomisk krise eller…?

Den verdensomspændende økonomiske krise giver sig mangeartede udslag. I dag kan man således læse, at den tidligere Terminator-skuespiller og ex-body-builder, Arnold Swarzenegger, for at spare på Californiens betrængte økonomi vil reducere den periode, hjemløse hunde og andre dyr kan opholde sig i statens varetægt, inden de bliver aflivet. Tre dage får dyrene til at finde en ny ejer eller genfinde sin gamle ejer. Man kan vel sige, at den gamle Terminator stadig lever op til sit gamle film-navn…

Vi noterer os, at visse politikere flokkes om det politiske centrum som møl om flammen. Seneste har politiker-smølfen Simon Emil Ammitzbøll forsat sin glidetur fra de Radikale til sit eget enmandsparti, Borgerligt Centrum (hed det vist…) og videre ind i en “fusion” med Liberal Alliance, der engang hed Ny Alliance og havde Naser Khader som ledende skikkelse. Er de forvirret, så følg med i næste episode af dansk politisk Soap…

Citat:”To ud af tre musiknumre spillet i radioens P3 er fra udlandet. Lidt bedre vilkår har dansk musik på P4, hvor godt to ud af fem numre er spillet af danske musikere.Alligevel er de to radiokanaler meget bedre ved den danske musik end kommercielle radiostationer som The Voice og Radio 100FM, hvor mindre end hver femte sang er fra en dansk kunstner, viser en opgørelse fra Koda, der har set på fordelingen af dansk og udenlandsk musik i radioen fra 2006-08.”. I går havde jeg et indlæg om de kommercielle radioers ønske om at hæve prisen for den afspillede musik. I forlængelse af dagens nyhed må kan konkludere, at det i hvert fald ikke er dansk musik, der ruinerer de kommercielle radioer! Jim Receveur fra Radio 100FM slår hovedet på sømmet, når han siger: “Vi ville gerne spille mere dansk musik, men vi tør ikke risikere det som kommerciel kanal“. Vi er nogen, der husker samme radios reklamekanal, der i nedladende, fordomsfuld form fortalte, at man ikke spillede jazz, spillemandsmusik osv. Nej, risikoen for ikke at behage flertallet af lyttere med det sikre hitlistegods, afholder de kommercielle kanaler fra at formidle kendskab til en lang række musikalske genrer og musik, der ikke på en eller anden måde er mainstream. Det er nok også forklaringen på, hvorfor alle disse kommercielle stationer langt hen ad vejen ligner hinanden. Nyheden undertreger vigtigheden af, at vi har en stærk public-service-radiostation, der ikke bare tør, men skal spille musik, der ikke er hitlistematerial og ikke er på angelsaksisk, men fx på noget så eksotisk som dansk… Og sjov nok er musikindustrien herhjemme, repræsenteret af Jesper Bay fra Ifpi, enig, når han udtrykker ønsket om, at DRs P3 skal “forpligtes” på at spille den lokale, danske musik i endnu større omfang, end tilfældet er nu… Forklaringen er selvfølgelig, at Bay repræsenterer den danske del af musikindustrien og derfor har en (økonomisk) interesse i at fremme den danske musik. Men ikke desto mindre…

Krisen kradser. Vi hører mest om den finansielle sektors tømmermænd og øredøvende tavshed, politikernes famlen og påtagede optimisme og ledigheden, der stiger dag for dag. I dag kan man så læse om en anden konsekvens af den økonomiske krise. I de første tre måneder af 2009 har 105.452 familier være i fogedretten, fordi de ikke længere kan betale deres regninger. Det er sager, der ofte ender med tvangauktion og udsættelse. Citat: “Et par får fem minutter til at pakke noget tøj, før de skal forlade deres hjem. En børnefamilie kommer hjem, men kan ikke åbne døren, fordi fogeden har været der og skifte låsen.”. Det er virkeligheden i Danmark anno 2009. Værsgo og spis!

I den forgangne uge er der startet en interessant diskussion om de såkaldte kommercielle radioer. En debat, der er interessant, set i lyset af de politiske anstrengelse for at liberalisere mediemarkedet (jf. P2-debatten), men også i lyset af den standende copyright-debat i forbindelse med fildeling osv. Diskussionen er blevet startet af Eric Hansen, der er direktør for Nova FM og The Voice – to af de mere kendte kommercielle radiostationer. Hansen mener, at radioerne betaler alt for meget for den musik, radioerne bruger – og at det er forklaringen på stationernes dårlige økonomi. Men måske skulle Hansen ikke have sluppet den diskussion løs. For Koda og Gramex har svaret igen med et argument, der er svært at gendrive. Gramex’ juridisk ansvarlige markedschef, Lene Rauch, peger på, at selv om musikken fylder rigtig meget – mere end 90% af sendetiden – så udgør udgifterne kun et sted mellem fire og syv procent. For at sætte trumf på udtaler Rauch: “Selv om musikken var gratis, ville de stadig have underskud”. Kodas vicedirektør supplerer ved at pege på det egentlige problem. Til DR siger han, at de kommercielle kanalers problem ikke er, at de skal betale for musikken, men at de stort set ingen indtjening har fra annoncørerne. Eksempelvis nævner han, at Nova FM tjente 6,8 millioner, men stod tilbage med et underskud på 36 millioner i 2008. Og siden 2000 har de kommercielle radioer til sammen tabt en milliard kroner... Eftersom reklameindtægter udgør selve grundlaget for radiostationerne, kan man sige, at dette problem handler om deres eksistensberettigelse. Hvis de ikke kan tjene nok til at drive virksomheden, må de dø. Det er markedets simple logik. Disse faktiske forhold er et problem for regeringen og dens støtter, fordi de har gjort privatiseringen og kommercialiseringen af medierne til et politisk-ideologisk korstog under devisen, at fri konkurrence ville være godt for udbuddet og kvaliteten. Men som landet ligger ser det sort ud. TV2 er ude i dyb økonomisk krise, det samme er de kommercielle radioer. Hvad skal der gøres? I går hørte jeg en journalist spørge kulturminister Carina Cristensen, om hun troede en kommerciel radiostation ville satse på klassisk musik, hvis den fik mulighed for at overtage P2s sendebånd? Og som forventeligt gled hun af på spørgsmålet med en bemærkning om, at hun ikke vidste, hvad de kommercielle radiostationer kunne tænke sig. Ikke en særlig smart manøvre, må man sige, med den erfaring, vi har samlet fra de kommercielle stationer. Når tidens mest populære toner ikek kan trække tilstrækkeligt med annoncekroner til stationer, så er det lidet sandsynligt at en satsning på fx klassisk musik vil kunne gøre det. Man kan være bekymret for, at de ideologiske don quixoter i regeringen og partierne bag medieforliget vil gøre Danmarks Radio til de kommercielle stationers problem og derfor vil forsøge at forringe statsmediets vilkår for at forbedre de kommercielles ditto. Men det eneste, man med garanti vil opnå, er en forringelse af den i forvejen betrængte public service-forpligtelse. Og det må guderne forbyde…

Den siddende regering har gevaldigt svært ved at holde funktioner, roller og andet adskilt. Blandt andet adskillelsen mellem privatperson og offentligt valgt person. Vi så det med Bendt Bendtsens jagt- og golfture – og bestyrelsesarbejde. Og vi så det med Lars Løkke Rasmussens bilagsroderi i tiden som amtspolitiker, hvor han ikke kunne finde ud af, om det var politikeren eller privatpersonen, der så visse film på hotelværelset… Samme Løkke har nu – som statsminister – købt bananer og andet mundgodt til Dalai Lama på skatteydernes bekostning. Til et møde, der var helt privat. Det blev ved flere lejligheder understreget i medierne. Så enten var mødet mere eller mindre officielt (hvilket kineserne vi se på med strenge øjne…) eller også var det privat, og så må lille Lars ryste op med slanterne med det vuns…
Køb bananer!