CAPAC

Der findes et andet Amerika end det, der dominerer i nyhedsudsendelserne. Et andet Amerika end Washington-administrationens, Hollywood-underholdningsindustriens osv. En repræsentant for dette brogede andet Amerika, der har det til fælles, at de forholder sig kritisk til det bestående, er juraprofessor Lawrence Lessig (f. 1961). Lessig beskæftiger sig med fx de digitale rettigheder på internettet og i den ny teknologi, er fortaler for fri og åben software og engageret i demokratiets udvikling.

I søndags kunne man se ham i filmen Alternativ Frihed, der blev vist på DR2. En tankevækkende udsendelse om internettet, den teknologiske udvikling og det politiske establishments skræmmende uvidenhed om området… Anbefales.

You say you want a revolution
Well, you know
We all want to change the world
You tell me that it’s evolution
Well, you know
We all want to change the world
But when you talk about destruction
Don’t you know that you can count me out
Don’t you know it’s gonna be all right
all right, all right

You say you’ll change the constitution
Well, you know
We all want to change your head
You tell me it’s the institution
Well, you know
You better free you mind instead
But if you go carrying pictures of chairman Mao
You ain’t going to make it with anyone anyhow
Don’t you know it’s gonna be all right
all right, all right
all right, all right, all right
all right, all right, all right

I dag er det så kvindernes internationale kampdag. Og i Fruens dameblad kan jeg læse, at den kamp, der skal føres, er kampen for ens egen karriere. Fremad med rundsave på designerblusens albuer. Og det hu-hej, hvor det går. Kvinderne vælter ind i bestyrelser og lederstillinger – og alle mulige andre steder.Og selv om jeg har lidt svært ved at se forskel på de kvindelige ledere og deres mandlige forgængere (er der overhovedet nogen forskel?), så al mulig held med det.
Engang var feltråbet “Ingen kvindekamp uden klassekamp” og omvendt – og kvindekampen havde en tydelig social dimension. Sådan er det vist ikke længere, hvor kvinderne er kommet til fadet og har overtaget mændenes positioner – i et og alt…
Til lykke med dagen. Der er problemer nok at tage fat på.

Som læsere af denne lille blog vil vide, så har jeg en vis forkærlighed for Berlingske Tidenes vrisne og skarpe journalist Claes Kastholm. Jeg er sjældent enig med ham i hans borgerlige holdninger, men ofte har han blik for noget, der rager ud over den borgerlige horisont. Som fx i dagens klumme, hvor han leverer et velkomment frontalangreb på den socialdemokratiske formand Helle Thorning Schmidts modsvar på regeringens krisepolitik. Thorning Schmidt har plæderet for en kraftig udvidelse af de offentlige arbejder. Det er for så vidt ikke så mærkeligt eller overraskende for en socialdemokrat, der både vil tænke på de ledige og den betrængte byggebranche. Nej, det, der er faldet Kastholm for brystet er følgende udtalelse: “»Danmark står i en økonomisk krise, der er historisk stor. Vi er nødt til at sammenligne med 30ernes krise og den voldsomme ekspansion af landets økonomi, man foretog efter Anden Verdenskrig«” Kastholms pointe er, at Thorning ikke har styr på de faktiske økonomisk-historiske forhold. Man foretog ikke nogen “voldsom ekspansion af landets økonomi efter Anden Verdenskrig”.
Derfor kan der jo godt være en idé i at sætte gang i offentlige arbejder, nemlig: at skaffe arbejde til de mange ledige hænder i dette land.
Kastholm har også et andet kritikpunkt: Øgede offentlige arbejder løser ikke et af den økonomiske krises tunge problemer – nemlig den faldende eksport. Og det har han jo ret i, selv om det jo ikke i sig selv udelukker det andet hensyn – hensynet til de ledige.
Kastholms enøjethed – at han helst vil se på den økonomiske side af sagen, men ikke på den sociale, kommer tydeligt til udtryk sidst i klummen, hvor diskussionen drejer sig om skattereformens notoriske sociale slagside. Som det er slået fast i utallige artikler og indlæg, så forgylder skattereformen de rige og giver nådsens brød til de ikke-rige. Kastholm slutter af med at skrive: “Det rigtige spørgsmål er ikke: Hvor meget får direktøren i forhold til hjemmehjælperen? Det rigtige spørgsmål er: Hvor mange borgere bliver forsørget af direktøren? Lykkeligvis er flere og flere begyndt at stille netop det spørgsmål. Hidtil har betegnelsen »de rige« været et skældsord. Det behøver vi ikke finde os i. Det er »de rige«, der er skaffe­dyrene i dette land.” Hertil er kun at sige. Direktørerne var ikke noget som helst, hvis ikke det var for de egentlige skaffedyr i dette land. De almindelige mennesker, der laver det daglige arbejde i virksomhederne.

Da jeg forleden så justitsminister Brian “igen-igen” Mikkelsen med stram mund fremsige sin nultolerancepolitik i forhold til de københavnske “bander”, tænkte jeg, at manden havde gjort regning uden vært. Det er så såre nemt at fordoble straf for dit og dat. Men kommer han også med en stor pose penge til udvidelse af fængsler og ansættelse af mere fængselspersonale? For det er jo konsekvensen af konsekvenstænkningen. Flere domme, flere indsatte. I dag kan jeg så bade mig i bagklogskabens lys, for fængselsfunktionærerne forbund har i dag været ude og melde pas.
Noget helt andet er så, om denne hard-liner-“vi-vil-ikke-finde-os-i-det”-politik overhovedet ændrer noget som helst ved problemet. Der er ikke noget, der tyder på, at hårdere straffe får folk til at ændre adfærd. Hvis du i forvejen er så langt ude i kriminalitet, at du skyder tilfældige personer ned på gaden, så afskrækker en fængselsstraf dig nok ikke synderligt. Tror jeg.

Brian fik mig til at tænke på denne herlige gamle sag med Troels Trier. Det har vist ikke noget med hinanden at gøre, vel? Eller har det mon?

Medens politikerne er ved at træde hinanden over tæerne for at komme frem i mediernes spotlys og fremstå som hard-linere over for den såkaldte “bandekrig” i København, hvor almindelige borgere udsættes for ufrivillig kropsvisitation eller nedskydning, så fortaber diskussionen af problemets forudsætning sig lidt i det blå. For er det ikke sådan, at den såkaldte “bandekrig” et eller andet sted handler om et hjørne af Markedet, nemlig det hjørne, der drejer sig om Ulovlige euforiserende stoffer, heriblandt hamp eller hash? Bag “bandekrigen” gennem sig en kamp om penge og markedsandele. Hvad ville der ske, hvis man frigav hashen, så de mange rygere fra alle lag i samfundet kunne dyrke deres egne økologiske produkter i urtepotter, på altaner, i drivhuse og haver – plus braklagte områder i nærområderne? I hvert fald tror jeg, det ville blive meget mindre lukrativt at handle med stoffet. Og der ville blive mindre at slås om

Apropos denne artikel

“Reformen ((1.skattereformen)) er et eksempel på, at Fogh aldrig formåede at omsætte sin systemkritik til positivt politisk projekt. Den lille mand blev en statist i den økonomiske overklasses selviscenesættelse som garanten for velfærdsstaten.Det står nu klart, at den afgørende kamp ikke går for eller imod velfærdsstaten. Attentater mod den universelle velfærdsstat lanceres altid som reformer for at redde velfærdsstaten. Men undervejs har velfærdens rationale ændret afgørende karakter: Den er gået fra at sikre borgerne mod markedets negative effekter til at præmiere markedets vindere politisk. Det er derfor, at velfærdsstatens retoriske sejr er et nederlag for den retfærdige og solidarisk velfærdstanke”

Rune Lykkeberg “Løgnen om den lille mand”, Information Weekenden 28. februar – 1. marts 2009

Magister Gaasegaek gjorde mig her til morgen opmærksom på, at Peter Rindal er død i den høje alder af 89 år.

Rindal, der kom fra en fattig familie – og siden som købmand blev offer for supermarkedernes udradering af de små handlende – blev landskendt, da han i 1965 gjorde sig til talerør for et småborgerligt oprør mod finkulturen i Danmark. På det tidspunkt arbejdede Rindal som lagerforvalter på Kolding Hørfabrik.

Rindal stod i spidsen for en underskriftindsamling mod Statens Kunstfond og gav dermed startskuddet til en småborgerlig, folkelig protestbevægelse, der kun på overfladen drejede sig om kunststøtten, men dybest set var et frontalangreb på det såkaldte “velfærdssamfunds” fundamentale idé: At vi betaler skat af solidariske årsager. Med Rindal fik talemåder som “pengene har det bedst i borgernes lommer” og lignende politisk sprængkraft.

Siden var Rindal med til at stifte det parti, der blev det første officielle politiske udtryk for det småborgerlige oprør: Fremskridtspartiet, som netop gjorde kampen mod skatten til et centralt politisk projekt.

Med Rindal blev den småskårne, egoistiske, nærsynede småborgelige svinehund sluppet løs i dansk politik og siden er den – som bekendt – blevet stueren og halvofficiel medlem af den siddende regering, hvor den sidder og glammer. At Rindal senere trak lidt i land i forhold til statslig kunststøtte ændrede ikke meget ved sagen. Skaden var sket…

Til Peters forsvar skal det understreges, at det politiske establishment og det finkulturelle parnas selv gødede jorden for det småborgerlige oprør ved dels at svigte skattepolitisk med en misundelsesskabende omvendt Robin Hood-politik og dels at glemme den folkelige kunst i dyrkelsen af det elitært-esoteriske…

Hvil i fred, Peter.

Selv om jeg bestemt har mine forbehold over for sammenblandingen af virkelighedens blodige alvor og så underholdning – fx i form af kændisdyrkende Røde Kors-tv-shows – så kan jeg godt have sympati for visse projekter. Fx War Child International – en række uafhængige organisationer, der arbejder for at hjælpe børn, der er berørt af krige – og deres pladeudgivelse Presents Heroes. Med det israelske bombardement af Gaza-striben i frisk erindring og billeder af lemlæstede børn er det ikke svært at få penge op af lommen for at GØRE NOGET. BARE ET ELLER ANDET. Fx købe bemeldte album. Og så gør det selvfølgelig ikke noget, at musikken på pladen er ganske interessant, idet der er tale om en række yngre talenters fortolking af gamle heltes sange, fra Dylans Leopard-Skin-Pill-Box-Hat til David Bowies titelsang Heroes. Her er listen:

1. Beck (Bob Dylan – “Leopard-Skin Pill-Box Hat”)
2. The Kooks (The Kinks – “Victoria”)
3. The Hold Steady (Bruce Springsteen – “Atlantic City”)
4. Hot Chip (Joy Division – “Transmission”)
5. Lily Allen feat. Mick Jones (The Clash – “Straight To Hell”)
6. Yeah Yeah Yeahs (The Ramones – “Sheena Is A Punk Rocker”)
7. Franz Ferdinand (Blondie – “Call Me”)
8. Duffy (Paul McCartney – “Live And Let Die”)
9. Estelle (Stevie Wonder – “Superstition”)
10. Rufus Wainwright (Brian Wilson -” Wonderful & Song For Children”)
11. Scissor Sisters (Roxy Music – “Do The Strand”)
12. Peaches (Iggy Pop – “Search And Destroy”)
13. Adam Cohen (Leonard Cohen – “Take This Waltz”)
14. Elbow (U2 – “Running To Stand Still”)
15. The Like (Elvis Costello – “You Belong To Me”)
16. TV On The Radio (David Bowie – “Heroes”)

I koret af borgerlige økonomer er der nogle få, der skiller sig ud. En af dem er professor ved Syddansk Universitet, tidl. overvismand, Christen Sørensen. Jeg har tidligere fremhævet Sørensen, fordi han ikke var bange for at kritisere undervisningsministeriet – og -ministeren for inkompetence. Og i den seneste udgave af Weekendavisen tager han Skattekommissionens udspil ved vingebenet. Som bekendt har især formanden for Skattekommissionen, Carsten Koch, været i medierne for at imødegå kritikken af forslaget om en reduktion af SU’en fra fem til fire år. (Se fx debatten her). I sin gennemgang af Skattekommisionens udspil noterer Sørensen, at Kochs modargumentation ikke holder: “Det er…ikke korrekt, at studerende er den gruppe, der vinder mest af alle på reformen, når man anlægger en dynamisk synsvinkel i et livsperspektiv…Det korrekte er, at SU-stipendier i et livsperspektiv forøger uligheden ganske meget pr. krone i stipendium. Men det betyder ikke, at de studerende er den gruppe, der vinder mest af alle på reformen.Det er let at pege på grupper, der vinder meget mere, for eksempel bankdirektører, der jo får meget stor fordel af, at marginalskatten på de højeste indkomster falder med godt 8 procent“. Det sidste eksempel er – selvfølgelig – ikke tilfældigt valgt. Netop bankdirektørernes lønninger og bonusser har jo været genstand for megen – berettiget – debat og kritik i forlængelse af finanskrisen og den enorme hjælpepakke, som regeringen og et folketingsflertal har foranstaltet. Med eksemplet peger Sørensen også på en andet fundamentalt problem ved den foreslåede reform. Nemlig, at det især er det meget højtlønnede (fx bankdirektører), der har fordel af skattelettelserne. En gruppe, der i forvejen tjener rigtig godt – og som sandsynligvis ikke vil bidrage yderligere til den ekstra arbejdsindsats, som reformen skal bidrage med, da de i forvejen har lange arbejdsdage.
Christen Sørensen peger også på, at reformen – der mest af alt ligner et på forhånd aftalt bestillingsarbejde – brillerer ved ikke at tænke i alternativer. Derved får politikerne ikke nogle valgmuligheder. Fx medtænkes den mulighed, at en ekstra beskatning af lønninger på over en milion kroner, kunne være et væsentligt element i løsningen af et andet fundamentalt problem: At grænsen for topskatten i Danmark er rekordlav og at den kunne hæves ved at beskatte de højestlønnede mere, fx med en ekstra  arbejdsmarkedsafgift.
Christen Sørensen indlæg fortjener at blive læst af alle, der interesserer sig lidt for, hvad politikerne gør med skattepolitiken. For indlægget afslører Skattekommisionens arbejde som et omvendt stykke Robin Hood-arbejde, der igen tager fra dem, der har lidt, og giver til dem, der har rigeligt i forvejen… Læs selv. Der er mere tankestof i den lille artikel. (WA s. 10 “Saglighed eller politiske ønsker?” – findes kun online for abonnenter).

Selv om regeringen lever højt på sin regide flygtninge- og indvandrerpolitik, der mestendels formuleres af det sorte fundament i Dansk Folkeparti, så må det efterhånden stå klart for alle andre, at politiken er en fiasko. Integrationens fejlen er åbenlys. Og senest har en EU-dom imødegået den førte asylpolitik. Og også den omstridte “indfødsretsprøve” er under pres, fordi administrationen har sjusket med opgaveformuleringerne. I dag kræver Socialdemokratiet, at regeringen enten lader de dumpede bestå eller giver dem en om-eksamination. Sagen om indfødsretsprøven har igen afsløret en beskæmmende inkompetence, der kunne tyde på, at opgavestillerne selv kunne trænge til en indfødsretsprøve…

I denne blog har jeg tidligere undret mig over betegnelsen “sexarbejde”, fordi jeg mente, at det en selvmodsigelse. Og derfor fangede titlen på Susanne Sodillets ph.d-afhandling straks min interesse, da jeg tilfældigvis faldt over den i en svensk avis.

Bogen, der er fra i år (kan bestilles her) ved på et idéhistorisk grundlag at sammenligne politiken på prostitutionsområdet i to så forskellige lande som Sverige og Tyskland med særlig hensynstagen til feminismens / kvindefrigørelsens betydning for udmøntningen af en sådan politik. De to lande er jo som bekendt end med nærmest diametralt modsatte lovgivninger. I Sverige har man indført et forbud mod købesex. I Tyskland har man lovliggjort prostitution. Set fra den danske andedam må en sådan undersøgelse også vække interesse, fordi feminismen uden tvivl også spiller en rolle for debatten herhjemme.

En af de bærende teser i den mere end 600 sider store afhandling skulle være (jeg bygger på diverse bogomtaler, da jeg ikke har fået fat i bogen endnu) at den svenske feminismes meget positive forhold til statsmagten skulle være afgørende for, hvorfor den svenske prostitutionslov fik den udmøntning, den har fået.

Hvorimod de tyske feminister har lidt af en historisk betinget skræk for statsmagten. Og det har haft væsentlig betydning for legaliseringen og afkriminaliseringen af prostitution. Hvor de tyske feminister efter erfaringerne fra tiden efter nazi-tiden fandt det nødvendigt med en venstreradikal magtkritik af staten, dér har de svenske søstre betragtet staten i Folkshemmet som en slags neutral agent for demokratiet. Det springende punkt er, at de to forskellige forhold til staten og magtkritiken også indebærer to forskellige holdninger til det enkelte menneskes personlige frihed.

I Sverige (og man kan her drage visse paralleller til den danske diskussion) kommer denne problematik til udtryk i offergørelsen af den prostituerede. Den prostituerede kvinde tematiseres som et offer for den mandlige seksualitet. Det er en opfattelse af den prostituerede kvinde som på forhånd udelukker, at man kan opfatte den prostituerede kvinde som et handlende og ansvarligt menneske. Som forudsætning ligger hypotesen om, at samfundet – det svenske – bygger på sociale relationer, der er domineret af en patriarkalsk rangorden.

En af afhandlingens pointer er, at dette tankesæt afsætter en tilsvarende løsning. Sagt på en anden måde: den svenske prostitutionslovgivning fratager den prostituerede kvinde muligheden for at handle og være ansvarlig…

Afhandlingen munder ud i en slags åben konklusion (hvis man kan sige det…). Nemlig, at undersøgelsen peger på, at politiken på prostitutionsområdet ikke bør være sort-hvid, enten-eller. Vi må både erkende, at de prostituerede er selvstændige, handlende og ansvarlige mennesker, og udøve magtkritik. Vi skal også forstå, at fænomener som trafficking i høj grad handler om migrationspolitik og fattigdomsbekæmpelse.

Selv i refereret form synes denne svenske afhandling at falde på et tørt sted i prostitutionsdebatten. Og ikke mindst den danske, hvor en forstokket feminisme  er på spil. Bogen bør hurtigst muligt oversættes til dansk. For er der noget debatten mangler, så er det et højt informationsniveau og viden.

For halvandet år siden – den 15. juni 2007 helt præcist – skrev jeg et lille indlæg, der var en enkel semiotisk analyse af den danske politiske virkelighed, inspireret af semiologien Roland Barthes (og sociologen og semiotikeren Jean Baudrillard). Tillad mig at citere mig selv. Jeg skrev følgende under overskriften Venstre Højre Midten:

“En tanke i anledning af Margrethe Vestagers formandsovertagelse i det Radikale Venstre. SFs Villy Søvndahl advarer Margrethe, der vil placerer de Radikale i “midten” af dansk politik, om, at hun risikerer at ende i “intetheden”. Jeg tænker, at “midten” er denne “intethed”. Et parti kan ikke placerer sig i midten, fordi den ikke eksisterer og derfor er betydningsløs. Midten er som krigens ingenmandsland, der kun kan tænkes i kraft af de hære, der bekriger hinanden. Altså af forskellen, modsætningen, konflikten, tvisten osv. Når “nedsmeltningen af blokpolitikken” (med Vestagers ordvalg) sker, når partierne søger midten, så taber det politiske betydning. Måske imploderer politikken…

Nu halvandet år senere dukker tanken tilfældigvis op igen i en leder i Politiken – i gårsdagens udgave – , hvor signaturen ltm under overskriften “Midten går i sort” kommenterer Christoffer Guldbrandsens meget omtalte dokumentar om Ny Alliance “Dagbog fra midten”. Politikens leder karakteriserer dokumentaren som en film om en politisk implosion. Men analysen er svag. Den finder forklaringen på Ny Alliances sammenbrud i hovedfiguren, Naser Khaders, manglende lederevner og fastholder den umulige drøm om, begæret efter, et rigtigt midterparti. Lederskribenten skriver nemlig: “Filmen mindede …om, at Ny Alliance havde grundbestanddelene til et politisk projekt fra starten…afsættet var rigtigt”. Og til slut kan man læse: “Nedsmeltningen af Ny Alliance har efterladt et sort hul på midten som ingen endnu har være i stand til at oplyse med ny  mening“. Jeg fremhæver.  Underforstået: Hvis blot politikerne havde evnerne, kunne det lade sig gøre.
Set fra min lille analyses synspunkt, så er Ny Alliances korte historie blot en tragi-komisk illustration af selve umuligheden af det projekt, der efterlyses i lederen. Midten eksisterer så at sige kun som et fatamorgana. Som en luftspejling af alle de politiske kompromisser, der er gennemført hen over årene. Midten kan ikke oplyses af mening, som lederskribenten længselsfuldt skriver, for midten er menings-løs, betydnings-løs… Og det er det moderne, danske demokratis kroniske sygdom, at så mange politikere – senest SF med deres udskiftning af holdningspolitik med værdipolitik – begærer dette tomme felt, denne intethed, hvorfra  løftet om mange vælgerstemmer, tværpolitisk omfang, flutuerende værdipolitik osv. lokker de politiske (magt)begær ud i afgrunden.

I den forgangne uge var en af nyhederne, at bankdirektører i dette land ville “sende et signal” til kunderne om finanskrisens alvor. Derfor ville de give afkald på lønforhøjelser og diverse bonusser de næste fire måneder. På fotos så man så direktørerne for de store banker træde frem i rampelyset iført deres skræddersyede habitter, store silkeslips og alvorsfulde miner. – Dette mediestunt skal ses i lyset af, at bankerne i de foregående år har ført en udlånspolitik, der har været udtryk for alt andet en mådehold eller almindelig jordbunden fornuft. Sig navnet: Stein Bagger. Spørgsmålet er vel, om d’herrer direktørers mediestunt ikke snarere afslører en slet skjult grådighed og arrogance over for alle de kunder, der kun redder skindet på næsen, fordi staten er gået ind og har ydet garantier. Det er vel ingen sag at demonstrere mådehold, hvis man i forvejen har sit på det tørre med milliongager og stakkevis af aktieoptioner? Hvis almindelige lønmodtagere havde udvist en tilsvarende letsindighed i udførelsen af deres arbejde som bankledelserne, så ville der ikke vanke mere i lønningsposen – snarere en fyreseddel… Hvis direktørerne ville vise troværdig ansvarlighed i forhold til den finanskrise, de har et stort medansvar i, burde de vel – i det mindste – gå drastisk ned i løn og give afkald på enhver form for bonus?!

I dagens udgave af Politiken kan man læse om den danske mønsterstudent Bo Henriksen, der er ved at gennemføre sit universitetsstudium i historie og samfundsfag på normeret tid. Oven i købet er Bo mønsterbryder, da ingen af hans forældre har en akademisk baggrund. Altså på flere måder en student, som politikerne gerne så flere af.
Men det er slet ikke det, artiklen handler om. Den handler om de miserable forhold, som universiteterne – og det vil indirekte sige: uddannelsespolitiken i dette land – byder unge mennesker, der vælger at studere humanistiske eller samfundsvidenskabelige fag. I løbet af sine fem studieår har Bo kun modtaget, hvad der svarer til fire måneders fuldtidsundervisning. Resten har været selvstudie. Og nu hvor han er i specialefasen, der varer et halvt års tid, kan han se frem til sølle 6-8 vejledningsmøder. Disse ringe forhold, der kun bliver ringere, efterhånden som taxametersystemet tvinger universiteterne til flere besparelser, når antallet af studerende falder, rammer 70% af universitetskandidaterne. Nemlig alle dem, der læser enten humaniora eller samfundsvidenskab. Kun på de teknisk-naturvidenskabelige og lægevidenskabelige uddannelser ser det anderledes ud, fordi taxametertilskuddenen her er tre gange så store pr. studerende. Bo peger på konsekvenserne af denne uddannelsespolitik. For det første får den mangelfulde undervisning mange til at falde fra studierne. Noget andet og måske værre er, at de få undervisningstimer betyder, at de studerende får indlagt faglige begrænsninger i deres studie. Studierne bliver med andre ord ringere, end de ellers ville være…
Forståeligt nok har otte store fagforeninger og interesseorganisationer – blandt andet Dansk Industri og Dansk Erhverv – skrevet til den såkaldte videnskabsminister Helge Sander for at klage over de elendige forhold. Men ministeren vil sikkert sige, at universiteterne aldrig har fået så mange penge som nu – og at regeringen agter at lave verdens bedste uddannelsessystem…

Link