Indlæg tagget med Politik

Moderne apartheid på dansk

23. september 2008

På vej ud af døren i går så jeg Jacob Holt med store fakter og flakkende øjne beskrive, hvorledes Danmark er endt en situation, der minder om amerikansk racisme anno 1960. Med Dansk Folkeparti og dets allierede på højrefløjen er det lykkedes at bygge en mental mur mellem dem (indvandrerne, specielt de islamiske) og “os” (danskhedsdanskerne). Og politisk udmøntes denne apartheid-politik som et enten/eller: Enten lader du dig “integrere” (blive lige som “os”, æde vores “værdier”) eller også bliver du marginaliseret og udgrænset. Så sent som i går blev denne kyniske politik gjort til aftalepolitik i regeringen, hvor Dansk Folkeparti sammen med deres åndelige brødre i regeringen strammede op på den såkalte 300-timers regel for kontanthjælpsmodtagere. Nu er det en 450-timers regel, der også omfatter ægtepar, hvor den ene er i arbejde, hvor den tidligere kun gjaldt for ægtepar, hvor begge var på kontanthjælp…
Socialforskningsinstituttet har for længst dokumenteret at reglen rammer de allersvageste i dette samfund, den såkaldte matchgruppe 4, der primært består af indvandrere. Peter Skaarup mener, at man blot forholder sig til EU-rettens krav om fri bevægelighed for arbejdskraft, varer osv. Magen til kynisme skal man sgu lede længe efter. Man kan kun håbe på, at regeringen og dens støtter knækker halsen på EU-doms-sagen, så vi kan få en anden regering. Vi har fortjent bedre…

Rote Arme Fraktion – en film om…

19. september 2008

Forleden kunne man på Modkraft.dk læse Jan Weimanns og Torkil Lauesens nekrolog over Niels Jørgensen. Alle tre var aktive i Kommunistisk Arbejdsgruppe og – Blekingegadegruppen. Nekrologen beskriver med sympati og nøgternhed Niels Jørgensens liv som aktivist og revolutionær – og kommenterer også Blekingegade-sagen. Engagementet i Blekingegruppens kriminelle aktiviteter beskrives kort som det, det var: kriminalitet. Men kriminalitet, der var begrundet i nogle global-politiske, revolutionære overvejelser omkring uligheden i verden mellem de rige lande i vesten og den tredje verden. Drømme og forhåbninger om en forandring med udgangspunkt i den tredje verdens revolutionære potentialer fik medlemmer til at foretage et “problematisk” valg, som der står. Man valgte og tog konsekvensen af det kriminelle valg. Der er ingen anger, ingen fortrydelse at spore. Blot en erkendelse af, at man valgte en skæbne som politisk betinget kriminel.
Jeg kom til at tænke på nekrologen, fordi min veninde Gertrud sendte mig et avisklip med en omtale af en ny tysk spillefilm om Rote Armee Fraktion, RAF eller Bader-Meinhoff-gruppen, som den også blev kaldt. Gruppen var aktiv fra 1968 og frem til 1992 og blev for mig et lærestykke i, hvorfor voldsanvendelse i politik er dybt problematisk. Med mange menneskeliv på samvittigheden – også i egne rækker – blev RAF et problem i Tysklands og Europas historie som kalder på analyse og forklaring. Hvorfor endte unge, veluddannede mennesker i denne politiske blindgyde? Selv om der har været gjort tidstypiske forsøg påm blandt borgerlige kommentatorer på at individualisere forklaringen, så er det umuligt at komme uden om en større forklaringskontekst – historisk og kulturelt. Den nye langfilm – to og en halv time – om “Der Baader-Meinhof-Komplex” omtales i dag af Michael Kuttner, som slår ned på filmens svaghed: Den formår ikke at give en forklaring på, hvorfor medlemmerne endte der, hvor de endte. Filmen er snarere en omhyggelig og spændende beskrivelse af forløbet. Filmen roses for at give en realistisk skildring af denne lille kriminelle gruppes begrænsede succes. Det lykkedes den for en tid at “tage demokratiet som gidsel”, som det udtrykkes. Og det var traumatisk for den unge forbundsrepublik (på det tidspunkt kun 20 år gammel) med den ikke-demokratiske fortid…
Filmen skildrer også, hvordan det unge tyskedemokrati ikke formåede at handle på demokratisk vis over for en politisk opposition i form af protestbevægelser. Politiet slog ned med brutalitet og vold på de unge protesterende. Den unge Benno Ohnesorg blev skudt af en betjent. Og dermed skabte man en martyr for en spirende politisk radikalisering.
I omtalen af filmen fremhæver Kuttner politimanden Herold, der midt i kampen mod RAF-terroristerne tillod sig at fremkaste en teori, der stadigvæk er en udfordring til alle, der ønsker at forstå, hvad der foregik, og ikke blot ønsker at besværge fortiden. Han sagde, at terrorister “ikke var problemet”. “Terrorister er kun bebudere af verdenshistoriske rystelser, deres tids seismografer”. Han mente også, at terroristerne var ‘en ny form for krig’.

Der Baader Meinhof Komplex – Trailer zum Kinofilm

Dansk indvandrerpolitiks endeligt?

15. september 2008

I går aftes kunne DR TV-Avisen berette om et ungt ægtepar – dansk kvinde og afrikansk mand – der havde fået opholdstilladelse i Danmark efter de omstridte EU-regler. Parret havde boet tre måneder i Sverige og ernæret sig ved at passe hunde for et ældre ægtepar. Parret havde oven i købet fået lov til trods for, at de ikke levede op til den såkaldte 24-års-regel for familiesammenføring. Konfronteret med dette faktum og spørgsmålet om, hvorvidt den nationale danske indvandrerpolitik var sat ud af kraft, var Dansk Folkepartis næstformand, rets-, udlændinge- og integrationsordfører Peter Skaarup tydeligvis i vildrede, på retræte og gav udtryk for, at det åbenbart var sådan, det var, indtil videre…
Regeringen og det støtteparti, Dansk Folkeparti, har fået et problem på halsen, som den får svært ved at løse. Kampen mod EU-bureaukratiet kan blive lang, sej og måske håbløs. Og i mellemtiden må regeringen se i øjne, at en central del af dens politiske “succes” er suspenderet og gennemhullet som en sweizerost.
Sagen er ikke kun interessant, fordi den vedrører regeringens eksistensgrundlag – der som bekendt har to piller, nulskatte og indvandrerpolitiken – men også, fordi det er endnu et eksempel på Danmarks dybe ambivalens i forhold til EU-medlemskabet. Sagen blotlægger den danske halvhjertethed, når regeringens repræsentanter udadtil signalerer, at man ikke vil parere ordre, men i praksis gør det…
PS. En anden lille finurlig ting er, at indslaget i tv-avisen antydede, at det var absurd, at den unge dames hundepasning kunne betragtes som “rigtig” arbejde. Hun gav oven i købet næring til antydningen ved at sige, at det var let og hyggeligt. Men her skal man – dvs. journalisterne på tv-avisen – huske på, at der i den herskende arbejdsmarkedspolitik ikke skelnes mellem de forskellige former for arbejde. Alt arbejde er ét fedt…

Palin for President! – Michael…

10. september 2008

Ingen kommentarer. Taler helt for sig selv:

Se også denne fire-minutters præsentation af Sahra Palin…

Fænomenet Sarah Palin

7. september 2008

Indtil den dag, hvor republikanernes præsidentkandidat John McCain valgte Sarah Palin til sin vice-præsident-kandidat, havde jeg en god fornemmelse i maven med hensyn til Obamas vinderchancer. Nu er fornemmelsen afløst af et ubehag. Den slags ubehag, der opstår, når man fornemmer, at udviklingen kan tage en ubehagelig drejning.
Som Danmarks Radio-kyndige medarbejder i P1 slog fast, så drejer den amerikanske valgkamp sig meget lidt om politik. Og rigtig meget om personer. Og den relativt ukendte Sarah Palin, som de semi-intellektuelle, venstresnoede mediefolk, gør grin med og kalder en “sexet bibliotekar”, har på det nærmeste stjålet billedet fra ikke bare Obama men også John McCain…

Som bekendt er dårlig omtale bedre end slet ingen omtale. Og historierne om den på mange måder ubefarne politiker fra Alaska med en gravid teenagedatter, spritkørselsdømt ægtemand, kærlighed til skydevåben osv. er ikke nødvendigvis noget, der skader hendes gennemslagskraft til den højreorienterede vælgere. Ikke mindst de kvindelige vælgere. Og hvem ved, hvad de kan få deres mænd til at stemme på!?

Man skal heller ikke undervurdere det forhold, at hun ser godt ud (her er ikke noget Hillary Clinton-kone-look, selv om Palin er mor til fem børn…) og faktisk har retorisk gennemslagskraft, som McCain må misunde hende.
Om McCain har skudt sig selv i foden ved at udnævne hende eller måske har givet sig selv og sin kampagne en løftestang, vil jeg ikke dømme om. Men jeg har som sagt en ubehagelig fornemmelse af, at Palin kan få et godt tag i de mange konservative amerikanere – og det kan blive en reel trussel for håbets kandidat, Barrack Obama.

Indvandrerkriminaliteten blomstrer

31. august 2008

“Det er meget foruroligende, at unge med indvandrerbaggrund udgør en
stigende andel af de fremstillede i Dommervagten. Det er helt
afgørende, at der sættes ind med et massivt forebyggelsesapparat”

Ordene kommer fra Københavns politidirektør, Hanne Bech Hansen. Og når man tager hendes position som højplaceret offentligt ansat i betragtning, så må den sidste sætning udlægges som en diskret, men alvorlig kritik af den faktiske sitution – og af de politikere, der bærer ansvaret for denne situation!
I følge Berlingske er indvandrerkriminaliteten inde i en uheldig udvikling. Ud af 85 retsforfulgte unge ((det skal lige understreges, at der er tale om grov kriminalitet! )) under 18 år i København i år udgjorde 67% unge med ‘en anden etnisk baggrund end dansk’. Det skal ses i lyset af, at indvandrerne kun udgør omkring 20% af den københavnske befolkning. Dertil kommer, at procentdelen af kriminelle er steget markant fra sidste år, hvor den udgjorde 57%.

Det er en kendt sag, at den slags statistikker har været omgærdet med forsigtighed fra politiets side, fordi de kunne tages til indtægt for fremmedhad og fordomsfuldhed – og bruges imod indvandrerne – og sikker vil blive det af Dansk Folkeparti og dets allierede. Med det er vigtigt at få tallene frem i en tid, hvor regeringen sætter kiggerten for det blinde øje og vil individualisere ungdomskriminaliteten. Statistikken taler sig eget tydelige sprog om et problem, der stikker dybere end til enkelte ‘vildfarne’ unge og deres magtesløse forældre. Det er et samfundsanliggende, hvad enten statsministeren vil det eller ej. Og løsningen er ikke dummebøder til familier på socialhjælp…

Noget om skyld – samfundets og individets

29. august 2008

Her til aften så jeg landets statsminister udtale sig om regeringens holdning til de unge, der “laver ballade” i gaderne, brænder skoler af osv. Det statsministerielle budskab var, at man ikke kunne acceptere det argument, at det skulle være “samfundets skyld”. Derfor skulle ballademagernes forældre stilles til ansvar og mærke samfundets sanktioner. Statsministeren følger dermed op på en kronik i Politiken af Karen Jespersen, der talte for, at ballademagernes familier skulle betale ved kasse et.


I tresserne og halvfjerdserne blev det almindeligt at lægge ansvaret over på samfundet. Det var ‘samfundets skuld’, for nu at citere Steffen Brandt og TV-2. Nu hvor det tidligere liberale regeringsparti er ved magten er tiden inde til revanchisme. Derfor vender man argumentet 180 grader. Det er ikke længere samfundes skyld, det er din egen skyld. Det er individets skyld. Og hvis individet er under den kriminelle lavalder, så er det familiens…


Den tanke, at “sandheden” kunne ligge et sted mellem de to poler – samfund og individ – synes slet ikke at kunne dannes i de borgerlige hoveder. Fx at noget af forklaringen på unges vold og hærværk kunne hænge sammen med årtiers mislykket integrationspolitik, mangelfuld uddannelses- og socialpolitik osv. Eller blot den tanke, at politikerne kunne have et medansvar for den udvikling, samfundet tager, ligger dem fjernt. Så hellere stille en socialt og økonomisk svagt stillet familie til ansvar for ungernes hærværk og vold. Det er jo også meget nemmere. Og giver sikkert nogle populistiske stemmer…

Kibbutzbørn og andre “sandheder”…

24. august 2008

“Kvinderne vandt kønskampen. De kan ikke længere bebrejde mænd, at de utilfredse med deres liv. Det er et stort tab, for vi kvinder bliver aldrig tilfredse”

“Engang var mænd lykkelige på bekostning af kvinder. I dag er kvinderne også frie til at jagte deres egen lykke, men der er ingen, der bekymrer sig om børnene. I dag gifter folk sig igen og igen i jagten på personlig lykke, og det falder dem ikke ind at tænke på, at deres børn måske ikke er så glade.”

“Jeg ser ikke længere mænd som en undertrykkende kraft i forhold til vestlige kvinder. I dag skal feminismen rettes mod Mellemøstens kulturer. Feministerne skal ikke bekymre sig alt for meget om ligeløn, for det slag er næsten vundet. I stedet skulle de rette opmærksomheden mod kvinder fra andre kulturer, så vi alle sammen kan leve sammen under ordentlige forhold. Muslimske kvinder skal tjene deres egne penge, så de ikke længere er afhængige af mændene”

Sundhed gør fri – Kim Larsen og tobakken

21. august 2008

Popsangeren Kim Larsen har sammen med Himmelblå-fonden lanceret en kampagne mod det 1-år gamle rygelov under mottoet “Gesundheit macht frei”. Den åbenlyse allusion til nazisternes kz-overskrift “Arbeit macht frei” er faldet en del mennesker for brystet, blandt andet administrerende direktør for Kræftens Bekæmpelse, Arne Rolighed. Der mener, at det er udtryk for manglende respekt for de mange jøder, der mistede livet i lejrene.
Sagen rejser debatten om, hvorvidt det er acceptabelt at bruge nazismen og dens historie som reference i diskussioner i det hele taget. En debat, der med mellemrum dukker op. For at besvare spørgsmålet bør man måske vende det om og spørge: skal vi undlade at drage sammenligninger med nazismen? Skal vi forbyde det? Tabuisere det?
Da jeg læste på Danmarks Journalisthøjskole blev jeg skoset for at have sammenlignet en førende dansk kvindesagskvindes syn på moderskabet og moderens forhold til sit afkom med nazisterne Blut-und-Boden-ideologi. Kritikeren, en tidligere rektor, mente, at det ville forplumre debatten og vække harme hos den pågældende kvinde og hos læserne af min artikel. Men jeg mener, at kritikeren tog fundamentalt fejl. Nazismen, dens ideologi og handlinger er et grimt sår i Europas historie, som vi aldrig må glemme eller – fortie. Og til denne nødvendige erindring hører også, at vi genkender dens ansigt og elementer i nutiden. Fx i de totalitære tendenser, der er i den aktuelle, borgerlige sundhedspolitik. Når Arne Rolighed inddrager jødeudryddelserne og taler om manglende respekt for jøderne, så skyder han over målet og demonstrer, at han ikke har fattet pointen. Og det er en skam.

Running on empty…running blind

16. august 2008

Looking out at the road rushing under my wheels
Looking back at the years gone by like so many summer fields
In sixty-five I was seventeen and running up one-o-one
I dont know where Im running now, Im just running on

Running on – running on empty
Running on – running blind
Running on – running into the sun
But Im running behind

Gotta do what you can just to keep your love alive
Trying not to confuse it with what you do to survive
In sixty-nine I was twenty-one and I called the road my own
I dont know when that road turned onto the road Im on

Running on – running on empty
Running on – running blind
Running on – running into the sun
But Im running behind

Everyone I know, everywhere I go
People need some reason to believe
I dont know about anyone but me
If it takes all night, thatll be all right
If I can get you to smile before I leave

Looking out at the road rushing under my wheels
I dont know how to tell you all just how crazy this life feels
I look around for the friends that I used to turn to to pull me through
Looking into their eyes I see them running too

Running on – running on empty
Running on – running blind
Running on – running into the sun
But Im running behind

Honey you really tempt me
You know the way you look so kind
Id love to stick around but Im running behind
You know I dont even know what Im hoping to find
Running into the sun but Im running behind

Den konservative amerikanske præsidentkandidat John McCain har ikke været alt for heldig med sin PR-kampagne de sidste uger. Først fik han ørerne gevaldigt i maskinen ved at (mis)bruge Paris Hilton i et korstog mod Barack Obamas celebrity-status, og nu har han fået en retssag på halsen, fordi han har (mis)brugt sangskriveren Jackson Brownes sang Running on empty (fra 1977-albummet af samme navn).
Man kan roligt sige, at McCain og hans rådgivere har skudt sig selv i foden ved netop at “låne” Jackson Brownes sang. Browne har i mange år været kendt som en – i amerikansk forstand – liberal kunstner, der har arbejdet for miljøet og for social retfærdighed. Dertil skal lægges, at Browne har støttet demokratiske præsidentkandidater økonomisk gennem årene, senest Barack Obama…Browne anklager McCain og kompani for at krænke sine kunstneriske rettigheder og kræver 75.000 $ i godtgørelse, og McCain-folket har afvist det som en storm i et glas vand. Men det kan let vise sig at være en større sag, for flere andre kunstnere har allerede opfordret McCain til at standse misbruget af deres musik. Fx John Cougar Mellenkamp og ABBA…

Seksualpolitikken – og så mig, sagde hunden

27. juli 2008

Errare humanum est, lærte jeg i latin-timerne i folkeskolen hos frk. Hvass. Det er menneskeligt at fejle, og vi gør det hele tiden. Der var også en fortsættelse: perseverare diabolicum (“at fremture er djævelsk”), som frk. Hvass også citerede, når vi brugte første del af citatet som undskyldning for vores forsømmeligheder med lektier og opgaver.
For lidt mere end et år siden blev Seksualpolitisk Forum dannet. Og capac var ret så begejstret. Nypuritanismen var i fremmarch, og så dukkede der et forum op, der ville ‘påvirke den seksualpolitiske debat i Danmark og udlandet i en frisindet og nøgtern retning’. Det faldt på et tørt sted. Kom som kaldet. Og uden at tænke ret langt ansøgte jeg om medlemskab af forummet.
Det var heri min brøde bestod. Jeg ansøgte om at blive godkendt som medlem af et forum. Allerede her burde mine alarmklokker have bimlet og bamlet. For man kan ikke bare tilmelde sig Seksualpolitisk Forum. Man skal godkendes. Man skal vejes for at se, om man nu er frisindet nok eller måske for frisindet… Hvis der var tale om en forening eller et parti, ville det være forståeligt nok. Her har man et ideologisk grundlag, som man skal være enig om. Men et forum er i princippet et sted, hvor forskelligheder mødes og brydes. Fx kan der være uenighed om, hvor vidtrækkende frisindet skal være.

Nuvel. Min ansøgning blev vel modtaget, og man bad mig om at præsentere mig selv og min interesse for seksualpolitiske emner. Som sagt så gjort. Jeg præsentere mig selv kort og henviste til min blog. Det sidste skulle jeg nok aldrig have gjort. For i den forudgående tid havde jeg formastet mig til at forsvare en vis fhv. amts-chat-konsulent, Rudy Frederiksen, der havde misbrugt sin stilling til at opnå seksuelle ydelser fra nogle unge piger. I en – i øvrigt anonym – email meddelte man mig så, at man ikke kunne optage mig i Seksualpolitisk Forum, fordi man var i tvivl om, hvorvidt jeg forsvarede Rudy eller ej. Og jeg fik i øvrigt at vide, at man ikke var enige om præklusionen og heller ikke om, hvordan man skulle forholde sig til fx pædofili.
Og det er da rigtigt. Jeg forsvarede – og vil fortsat forsvare – den tidligere amts-chat-konsulent. Ikke, fordi han misbrugte sin betroede stilling til at lokke unge piger med modeldrømme ud i et prostituerende arrangement, men over for en pøbelsk presse, der anklagede og dømte manden på forhånd. For mig handlede det ikke først og fremmest om mandens såre menneskelige liderlighed, men om retsprincipper, som en sensationshungrende presse med TV2 og boulevard-aviserne i spidsen var fløjtende ligeglade med. Jeg skrev ironisk, ja, sarkastisk om Rudy og kaldte ham flere gange – med digteren Peter Laugesens øgenavnstilskrivning “Pikken fra Herning”. Fx skrev jeg i forbindelse med en omtale af Bill Brysons erindringsbog Thunderbolt Kid følgende::
“Avisen Guardian bringer et fyldigt uddrag af bogen, som jeg har læst og moret mig en del over. Den handler nemlig om seksualmoralen i 1950’erne. Undervejs kunne jeg ikke lade være med at tænke på de seneste dages opstandelse over chatekperten Rudy – som Peter Laugesen i dagens Information meget lidt flatterende kalder “Pikken fra Herning” (à la “Ørnen…”) – der, bogstaveligt talt, blev grebet med bukserne nede om hælene i sine bestræbelser på at misbruge unge pigers stjernedrømme til egen seksuel lystgevinst. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det er forkasteligt, at en mand misbruger en betroet stilling som chatkonsulent til den slags. Og han skal nok få sin fortjente straf for det. Men den smålumre, skingre moralske forargelse og slet skjulte sensationsophidselse i visse dele af medierne er grinagtig, tankevækkende og vækker genklang af netop halvtressernes forkrampede seksualmoral. Man skulle tro, at vi ikke er kommet ret meget videre…”.
Frederiksen fik siden en dom for ‘udbredelse af utugtige billeder af unge piger’, men var allerede da blevet straffet af seksualmoralisterne: Han mistede sit job, sin kone, forholdet til sine børn – og sit navn. Det sidste i bogstaveligste forstand: Han måtte skifte navn.
Frederiksens store ‘forbrydelse’ var ikke at han forfulgte sin liderlighed. Det var, at han gjorde sig selv til en af de “børnelokkere”, som hans egen ekspertise skulle beskytte børn imod… Man havde sat ræven til at vogte høns.
Jeg vil gå så langt som til at sige, at jeg forsvarede Frederiksen over for en pøbelpresse, der hellere end gerne sælger ud af retsprincipper og etiske normer, hvis bare man kan sælge aviser og få markante seertal, men jeg forsvarede også mandens ret til at være liderlig og forfølge sine liderlige lyster – så længe det sker inden for lovens og de professionsetiske rammer. Det sidste drejer sig om, at man i betroede stillinger – fx som lærer, chat-konsulent osv. – ikke misbruger sit job til seksuelle lystgevinster.
Jeg skulle aldrig have ansøgt om medlemskab af Seksualpolitisk Forum. Det var en fejl. Seksualpolitik Forum var ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Et sted, hvor diskussionen af frisindets grænser kunne komme fuldt til udtryk. Og for mig starter frisindet for alvor, når man stiller de ubehagelige spørgsmål (fx om de unge pigers rolle og bevæggrunde i sagen om Rudy Frederiksen ), der antaster ens egne seksualmoralske normer og grænser.
En sådan diskussion kommer Seksualpolitisk Forum aldrig til at blive, så længe man insisterer på at tale “med én stemme”.

Tilbagespoling (scroll selv ned)

Socialdemokratisk agurketid

23. juli 2008

Citat: “Bilernes hastighed skal som hovedregel tvinges ned på 30 til 40
kilometer i timen i byerne, hvis der ikke er en cykelsti på
strækningen, mener Socialdemokraterne
.”

Man ser det for sig: Store firhjulstrækkere indkøbt for friværdi snegle sig af sted i første gear. Mængden af CO2-udslip vokser. Frustrationerne ligeså. Trafikvolden måske også. – Ville det ikke være nemmere at gøre byerne fri for privatbilisme?

Velfærdsstat?

14. juli 2008

To eksempler fra hverdagen. Forleden snakkede jeg med en nabo, der pt. er på socialhjælp. Akademiker, enlig mor, der stille og roligt er rutsjet ned af karrierestigen. Hun fortalte, at hende økonomi lå i ruiner. Men der var da en lille positive ting ved at gå fra dagpengesystemet til kontakthjælp. I kommunen var de så overbebyrdede med arbejde, at de ikke kunne overholde de obligatoriske rådigheds- og vejledningssamtaler… I øvrigt havde hun over for sin sagsbehandler nævnt den “faldende ledighed”, hvilket fik sagsbehandleren til tørt at konstatere: Det mærker vi nu ikke noget til her! Og så pegede hun i retning af venteværelset, hvor folk sad skulder ved skulder og ventede på at komme til…
I går hørte jeg så om en nær bekendt, der har været indlagt på hospitalet for en kræftknude. Nu var hun blevet udskrevet og skulle gå til strålebehandling. For at lette hendes hverdag skulle hun have en rollator af kommunen. Beskeden, hun fik var, at det ville tage tre måneder at behandle hendes sag og yderligere tre måneder, inden den blev leveret. Hun valgte at betale en af sin egen folkepension.
Var der nogen, der sagde velfærdsstat?

Jens “Missil” Rohde skyder på politikerne

13. juli 2008

Regeringspartiet Venste bryster sig at hylde den indiviuelle (valg)frihed. Men i praksis retter de fleste Ventre-politikere sig efter far Fogh. Der er dog et par personer med Venstre-baggrund, der af og til gør sig ud til bens. Den iltre Søren Pind er en af dem. Birthe Rønn Hornbech er (var?) en anden. En tredje den detroniserede Radio TV2-chef, Jens Rohde, der også har det med at sige noget, der ikke falder i god jord i partitoppen. I dagens Politiken kan man læse, at han – efter at man i går kunne læse, at kulturminister Brian Mikkelsen de facto fyrede bestyrelsesmedlemmer i DR – retter skytset mod politikerne, sig selv inklusive. “Spørgsmålet er, om vi i den politiske beslutningsproces har gjort det godt nok. Det mener jeg ikke, vi har, og det bliver vi nødt til at lære
noget af”, siger Rohde. Kloge ord i juli. Og Rohde sætter kniven ind lige der, hvor det gør allermest ondt: den manglende økonomisk styring, som politikerne i al for lang tid så gennem fingre med. Kritikken rammer som en missil såvel den tidligere socialdemokratiske som den nuværende regering, der overtog ansvaret i 2001. Rohde peger også på den eneste handling, de ansvarsforflygtigende politikere kunne gribe til: økonomisk støtte til DR for at afbøde konsekvenserne af deres egen uduelighed. Desværre forsøger den glatte socialdemokrat Mogens Jensen af affærdige Rohdes kritik som “bagklogskab” og mener, at når nu DR overtog det projekt, som var en hjertesag for politikerne engang, så måtte de sidde med det fulde ansvar. Det er politiske håndvaskeri af første klasse. Hvis politikerne blot kan lægge ansvaret for et projekt fra sig ved at etablere en særskilt bestyrelse eller lignende, så er det jo forståeligt, at vi har alle de byggeskandaler i dette land…En tidligere omtalt rapport har dokumenteret at advarselslamperne omkring DR-økonomien har blinket så ofte, at der må have været tale om politisk blindhed for at overse problemerne på et tidligt tidspunkt.
Rohdes klare tale bør føre til en uvildig undersøgelse af politikernes reelle ansvar – og så bør man til den tid diskutere de økonomiske konsekvenser.

Politiske løjerligheder

8. juli 2008

Den konservative klimaminister Connie Hedegaard synes, at det er “meget positivt, at G8-landende har slået fast, at udledningen af drivhusgasser skal halveres i 2050, og for første gang hører vi dem sige, at det er nødvendigt at have mål ikke bare på langt sigt, men også på kortere sigt”.

Verdensnaturfonden er af en helt anden opfattelse:
“En halvering er langt fra nok til at holde temperaturen under
smertegrænsen på to grader. Det vil kræve en reduktion fra de rige
lande på 80-95 procent i 2050. En halvering om 42 år betyder selvsagt
ikke, at der sættes ind her og nu for at nedbringe udslippet” (John Nordbo, leder af Verdensnaturfondens klimaprogram)

Og så kan man læse, at det tidligere konservative (og NA-) folketingsmedlem Gitte Seeberg forlader folketinget for at blive dansk generalsekretær for – WWF Verdensnaturfonden. I følge Seebergs egne udtalelelser brænder hun for især klimasagen. Hvad mon hun mener om sin tidligere kollegas holdning!