Indlæg tagget med tv

Krimianbefaling: Scott & Bailey

22. september 2014

28381

Selv om allersidste afsnit af den britiske krimiserie Scott & Bailey løb over skærmen i gÃ¥r, sÃ¥ kan jeg godt give den en anbefaling med pÃ¥ vejen, for tro mig, DR skal nok genudsende den pÃ¥ et tidspunkt – for det gør DR med stort set alle de britiske krimiserier.

Hovedpersonerne i serien er de to politidetektiver Janet Scott (Lesley Sharp) og Rachel Bailey (Suranne Jones), der sammen opklarer forbrydelser i et fiktivt Manchesterpolitikorps under ledelse af den tredje kvindelige hovedperson Gill Murray (Amelia Bullmore), af Janet og Rachel kaldet Godzilla…

Serien har alle de kvaliteter, vi forventer af en god britiske krimiserie. Gode, indviklede plots. Fine miljøbeskrivelser og gode skuespilpræstationer over hele linjen. NÃ¥r serien rager lidt ekstra frem, sÃ¥ er det, fordi den har to – ja, faktisk tre – kvindelige hovedpersoner. Uden at den af den grund kan kategoriseres som femikrimi. Og det interessante er, at de to detektivers privatliv spiller en næsten lige sÃ¥ stor rolle i serien som de enkelte plots og selve politiarbejdet. BÃ¥de Janet og Rachel er nærmest gift med deres arbejde. Til gengæld har de masser af problemer pÃ¥ privatlivsfronten. Janet bor med sin gamle, skarptandede mor og børnene efter en seperation fra manden, og Rachel lever alene med alt, hvad det indebærer. PÃ¥ overfladen har de styr pÃ¥ deres privatliv, men i virkeligheden lever de i en skrøbelig virkelighed, der let kan bryde sammen. Janet holder krampagtigt fast i kernefamiliefacaden, medens Rachels liv bærer præg af, at hun langt fra har løbet hornene af sig. Løse seksuelle forbindelser og en del alkoholindtagelse er en del af det billede, der tegner sig – og noget af det, der sammen med arbejdslivets byrde binder de to i øvrigt vidt forskellige damer sammen i en venskab, de først med tiden lærer at acceptere.

Foreløbigt har serien løbet over tre sæsonner, men rygtet vil vide, at man er i fuld gang med at producere en fjerde sæson. Og det kan man kun håbe på, for det er en fremragende krimiserie, som man kun kan blive revet med af.

 

Genhør med ABBA

10. august 2014

Helt tilfældigt kom jeg til at se det seneste afsnit af tv-temarækken Anne og Anders pÃ¥ sporet af det tabte land, hvor hovedpersonerne – journalisten Anders Agger og kogekonen Anne Hjernøe – var draget til Sydsverige (Halland, SkÃ¥ne og Blekinge). Udsendelsen er sÃ¥dan en slags patchwork af populære tv-programmer – madlavning, rejseprogram med historiske informationer og talkshow – og ganske underholdende pÃ¥ sit eget upræntentiøse og uambitiøse niveau, hvor man ikke vil svinge sig for højt op, hverken journalistisk eller underholdningsmæssigt. PÃ¥ det jævne, pÃ¥ det jævne, der befinder vi os godt pÃ¥ DR.

Men musikken kom ind over, da journalisten kom ind pÃ¥ sporet af ABBA og en medvirkende pÃ¥ akustisk guitar kastede sig over titelnummeret til ABBAs album Arrival. Det andet instrumentalnummer i ABBAs korte karriere – og stadigvæk et meget smukt stykke musik, hvor man næsten kan høre, at komponisterne har tænkt i vokale baner, da de lavede det. Man kan næsten – men kun næsten – høre de to A’ers stemmer i baggrunden…

Halvbroderen – en norsk tv-serie

18. juli 2014

Jeg har ikke læst den norske forfatter Lars Saabye Christensens prisbelønnede roman Halvbroderen, men de sidste eftermiddage har jeg fornøjet mig med at se tv-dramatiseringen af romanen på DR2.

Og det er for at sige det ligeud en fortrinlig dramatisering, nordmændene har lavet. Den oser langt væk af respekt for det litterære forlæg, der efter sigende var tyve år undervejs, før romanen blev realiseret.

Halvbroderen er en familiekrønike om de to halvbrødre Barnum og Fred og deres kvindelige ophav, de tre enlige mødre (datter, mor og mormor). Historien begynder i nutiden, hvor en forfatter – Barnum som voksen – er flyttet ind i en øde hytte ved kysten for at skrive en historie pÃ¥ sin medbragte IBM kuglehovedmaskine. Og derfra bevæger vi os frem og tilbage mellem tiden omkring befrielsen i 1945 og nutiden, der er præget af de tidlige Ã¥rs hændelser.

Et grundlæggende tema i historien er den fraværende fader. Fred er produktet af en voldtægt og kender ikke sin biologiske fader, der forsvandt efter sin forbrydelse og kun efterlod sig en blank uniformsknap. Fred selv forsvinder ogsÃ¥ sporløst pÃ¥ et tidspunkt. Det samme gjorde morfaderen, der forsvandt pÃ¥ en ekspedition pÃ¥ Indlandsisen. Og Barnums far, Arnold, skrives ogsÃ¥ ud af fortællingen, da han slÃ¥s ihjel af en diskos, som Fred har kast i hovedet pÃ¥ ham. Mysterierne om de forsvundne og fraværende mænd gennemsyrer fortællingen og giver en en fascinerende dimension af mystik. Og i sin tro pÃ¥, at fortiden hviler pÃ¥ og bevæger vores bevistheder er fortællingen et ægte produkt af det tyvende Ã¥rhundrede. Freud, Marx m.fl. har ikke levet forgæves…

Fortællingen er selsagt ogsÃ¥ en fortælling om, hvordan fortiden bliver mestret gennem fortællingen. Det er Barnum med skrivemaskinen – sikkert Saabye Christensens alter ego – der med stort besvær fÃ¥r skruet den samlede fortælling sammen.

Skuespillet i filmen er helt i top. Pragtpræstationer pÃ¥ alle pladser. Og tidsbilldet er tegnet med følsom nuancering i detaljen. Man mærker virkelig, at forfatteren har brugt mange Ã¥r pÃ¥ at fÃ¥ alle ingredienser pÃ¥ plads – og at instruktøren og hans entourage har formÃ¥et at omsætte romanens virkelighed til levende billeder.

Hvis man ikke kender denne fantastiske fortælling, så er der al mulig grund til at bruge timer på den. De sidste par afsnit kan endnu ses på DR2 og genudsendes vist sent på tirsdage. Desværre kan man ikke se afsnittene på DRs hjemmeside af ophavsretsmæssige årsager, men man kan gå ind på bibliotekernes udmærkede side Filmstriben og se samtlige afsnit ganske gratis. Og serien kan også fås på dvd.

Og musik er der ogsÃ¥ i filmen. I en scene ved et sommerhus ved kysten finder Barnums kommende kæreste og kone moderens guitar og sætter sig ned og spiller en sprød udgave Monkees’ hit “Daydream Beliver” – som en slags kommentar til Barnums dagdrømmeri.

 

Gensyn med Bob Hoskins: Neverland

8. juni 2014

Den 29. april 2014 døde den fremragende skuespiller Bob Hoskins. Og lige nu kan man pÃ¥ DR 1 se den sidste tv-forestilling, han var med i. Det drejer sig om den britiske Peter Pan-serie Neverland, der er en slags forhistorie om den kendte historie  om Peter Pan-figuren. En fortælling om, hvordan rejsen til Neverland – Ønskeøen – kommer i stand første gang. Og her har Bob Hoskins rollen som sørøveren Smee. En rolle, som han forventligt udfylder helt og overbevisende. Andel og sidste del vises i morgen kl. 16.35 – og man kan sagtens følge med, selv om man ikke fik set afsnit 1.

Fotoet (et still fra serien) viser Smee sammen med sørøverkaptajnen i Anna Friels skikkelse.

 

Endnu en fremragende britisk tv-serie: Stuegang

23. maj 2014

Efter at have vist den fine serie Jordmoderen har DR kastet sig over – mÃ¥ske meget logisk – en serie, der foregÃ¥r i et miljø af gynækologer. Stuegang hedder den pÃ¥ dansk, men den britiske titel er meget bedre og mere afslørende: Breathless.

I serien følger man den ledende gynækolog Otto Powell (Jack Davenport), hans kolleger og deres respektive familier og vennekreds. Handlingen foregår i de på mange måder opbrudsprægede tressere, men det egentlige fokus er på det emotionelle og seksuelle opbrud det tiår førte med sig. Vi er i tiden omkring p-pillens gennembrud.

PÃ¥ overfladen er alting pænt pÃ¥ en britisk middelklassevis. De mandlige læger er enten ‘godt gift’ eller pÃ¥ vej ind i ægteskabet sikre havn med nogle karrierestøttende, hjemmegÃ¥ende hustruer. Men skinnet bedrager. Powells ægteskab er goldt. Det er kærlighedsløst, selv om det dog har resulteret i et barn. Og han forelsker sig dybt i underklassesygeplejersken Cathrine, der har nok at gøre med at passe sin sindsyge far og støte søsteren Jean, der har kastet sig ud i et skrøbeligt ægteskab med lægen Richard, der pÃ¥ sin side ikke kan glemem andre kvinder og især ikke en gammel elskerinde, der dukker op. Heller ikke de andre ægteskaber gÃ¥r godt. Enten er de plaget af forfejlede karriereplaner eller ogsÃ¥ af en fortrængt fortid, der dukker op igen med seksuel afpresning og andet skidt i kølvandet.

Serien, der indtil videre er i seks afsnit (sidste afsnit vises i dag), minder lidt om den meget roste amerikanske Mad Men-serie i sit fokus pÃ¥ en bedrestillet tressermiddelklasse, og giver et fint, nuanceret tidsbillede af den følelsesmæssige og seksuelle uro, der som et behersket jordskælv slÃ¥r igennem gynækologmiljøet. I følge oplysninger pÃ¥ producenten ITVs hjemmeside, sÃ¥ bliver sjette afsnit det sidste – og det er en skam.

Serier og – soundtracks

16. april 2014

Mit tv-kiggeri er efterhÃ¥nden skrumpet meget ind. Selv nyhedsudsendelserne har jeg efterhÃ¥nden droppet – i hvert fald ser jeg dem ikke dagligt, men holder mig opdateret via nettet. Tv-kiggeriet er mest serier. Og der har rullet mange gode serier over skærmen de seneste mÃ¥neder.

På DR har den britiske serie Stormagasinet (The Paradise), en filmatisering af en Balzac-roman, været en oplevelse. Det samme har serien Jordmoderen (Call the Midwife), der stadigvæk kører om eftermiddagen. Man følger nogle jordmødre, sygeplejersker og nonners arbejde i det østlige London fra halvtredserne og frem. Hovedpersonen er denunge jordmoder Jenny Lee, der får job hos nonnerne i Nonnatus House i 1957, og sammen med sine kolleger får hun et øjenåbnende indblik i hverdagslivet for de mange kvinder og familier i området Poplar. Som så ofte er det persontegningen, miljøskildringen og den historiske akuratesse, der gør indtryk i denne engelske serie.

Blandt krimierne har jeg haft fornøjelse af George Gently-serien, der genudsendes om aftenen. En klassisk tv-krimiserie. Men ogsÃ¥ den nye udgave af Barnaby har været ganske fornøjelig. Og serien om den unge Morse er – ja – næsten bedre end hovedserien. Britiske krimier med højt niveau.

Og så er der den amerikanske zombiserie The Walking Dead, der nået til fjerde sæson. Plottet er stadigvæk det samme. Mennesker, der forsøger at overleve i skyggen af en zombi-epidemi, der truer med at slå alle ihjel. Som alle gode science fiction-fiktioner handler den indirekte om vores egen virkelighed. Om de globale trusler og om forholdet mellem mennesker.

Og så gid det op for mig forleden, at serien også indeholder en del musik. Og soundtrackene til de fire sæsoner er blevet udsendt på cd. Og der er lytteværdige numre iblandt.

Juletvkiggeri: Spioner

28. december 2013

Medens andre fortabte sig i julerier i dagene efter d. 24., fik jeg set lidt tv. Som bekendt bliver det ikke til sÃ¥ meget i hverdagen. Og meget passende havde DR2 sat sig for at vise den lille amerikanske serie “Spioner”. Den danske titel er om ikke direkte misvisende, sÃ¥ dog en betydningsfattig erstatning for den originale “The Company”. Hvorfor dog ikke kalde serien “Firmaet” eller lignende, for det er i allerhøjeste grad The Company – kælenavn for den amr. efterretningstjeneste CIA – historien fortæller om.

I serien følger man kampen mellem CIA og dennes sovjettiske modpol KGB gennem den sÃ¥kaldt “kolde krig”, men synsvinklen er umiskendeligt den amerikanske. Hovedpersonen er den idealistiske agent Jack McAuliffe (spillet af Chris O’Donnell), som man følger gennem fire Ã¥rtier. Og plottet er – meget forenklet fremstillet: CIA oplever en række mislykkede missioner med invasionen i Svinebugten pÃ¥ Cuba som et katastrofalt højdepunkt. Og de smertelige nederlag fremmaner den lige sÃ¥ smertelige tanḱe, at en “muldvarp” havde været pÃ¥ spil i hjertet af CIA. Derefter følger man minutiøst amerikanernes bestræbelser pÃ¥ at afsløre “muldvarpen”. Og lad mig bare afsløre, at det lykkes til allersidst.

Det interessante er imidlertid ikke – for mig at se – denne kriminalistiske dimension af who-dunne-it-afdækningen, men derimod beskrivelsen af den forgiftede, paranoide atmosfære, der skabes i den amr. efterretningstjeneste. Især omkring den centrale chef for kontraspionagen James Angleton (Michael Keaton), der til sidst bliver offer for sine egne konspirationsteorier og mÃ¥ trække sig som chef (selv om det viser sig, at hans paranoide forestillinger faktisk holder vand…). Beskrivelsen af den forgiftede atmosfære af mistænksomhed, hvor ingen i princippet kan vide sig sikker med hensyn til mistanke, er efter min mening seriens fornemmeste præstation. Man fÃ¥r et meget ubehageligt billede af en efterretningsvirksomhed, der – i den gode sags tjeneste: bekæmpelsen af kommunismen – er til fare for sig selv og den verden, den er sat til at tjene.

Og serien kaster et meget ubehageligt perspektiv pÃ¥ hele sagen om Edward Snowdens afsløringer af amerikanernes massive overvÃ¥gning af befolkningerne i den vestlige verden. Serien mere end antyder, at den amerikanske efterretningsvirksomhed ikke gÃ¥r af vejen for at mistænkeliggøre den amr. centraladministrations sÃ¥kaldte allierede (fx nævnes flere historiske ledere, bl.a. Harold Wilson og Olof Palme som værende KGB-muldvarpe…), for at bryde gældende love, for at slÃ¥ uskyldige mennesker ihjel osv. I det hele taget fÃ¥r man et billede af en labilt paranoid tjeneste, der lever sit eget liv og har sin egen dagsorden ved siden af civilsamfundet.

NÃ¥r en Thorning Schmidt herhjemme afviser, at Danmark skulle være genstand for NSA-styret overvÃ¥gning, sÃ¥ illustrerer serien her – i fiktionsform – at det er himmelrÃ¥bende naivt at sætte sin lid til amerikanernes officielle udmeldinger pÃ¥ omrÃ¥det. Hvis serien har blot et gran af sandhed i sig, sÃ¥ mÃ¥ man som menig borger i den vestlige verden forstÃ¥, at ingen kan vide sig sikre, nÃ¥r det gælder efterretningsvirksomheden fra US.

Men underholdende er serien, der også er udgivet på dvd/blue-ray. PS. Serien bygger på forfatteren Robert Littells bog The Company fra 2002.

Mere musik fra tv-lydsporet: George Gently og Northern Soul

6. maj 2013

Søndag er en af de meget få dage i ugen, hvor jeg får set lidt tv. Og meget passende udsender DR 1 den meget fine britiske krimiserie George Gently. Serien er en klassisk britisk krimiserie med et umage par i hovedrollerne. Martin Shaw som den ældre, erfarne politikommisær George Gently og Lee Ingleby som den unge spradebasse af en politiassistent John Bacchus. Helt efter bogen er de så forskellige som sol og vind, men finder hurtigt sammen i en uartikuleret forståelse for hinanden og løser den ene mere komplicerede kriminalgåde efter den anden. I går aftes var serien kommet til afsnittet Northern Soul, der ganske rigtigt involverer northern soul. En ung mørk pige findes død efter at hun har været på det lokale dansested for at danse til tonerne af Northern Soul. Noget tyder på, at hun er blevet myrdet. Men som så ofte i denne serie, er virkeligheden ikke, som den ser ud til at være. Du kan endnu nå at streame afsnittet på DRs hjemmeside, hvis du er til god engelsk krimi..
Soundtracket var spækket med Northern Soul og anden tressermusik – fra Dionne Warwicks “I say a little prayer” over Four Tops (“Sweet was the love“) til Bill Withers (“Lean on me“). Og det var virkelig med til at skabe en helt særlig stemning i den film. Kunne man forestille sig en dansk kriminalserie, der fx brugte tresserne pigtrÃ¥dsmusik som soundtrack? MÃ¥ske. Men jeg har ikke fantasi til at forestille mig det.

En krimi-anbefaling: Vera

1. oktober 2012

 

PÃ¥ dette sted burde jeg mÃ¥ske slÃ¥ et slag for tredje ombæring af den danske krimi-serie Forbrydelsen. Anden del løb over skærmen i gÃ¥r aftes, og indtil videre tegner den til at leve op til de foregÃ¥ende to sæsonner og mÃ¥ske endda overgÃ¥ dem. Men nej, jeg føler trang til at anbefale den britiske serie Vera, der ogsÃ¥ løb over skærmen i gÃ¥r aftes. Meget senere (kl. 22.40) og helt uden den opmærksomhed, som Forbrydelsen bliver til genstand. Ja, faktisk har DR ikke engang kunne tage sig sammen med at lave en programside for serien…

Desværre er jeg kommet sent ind i serien (for jeg ser ikke ret meget tv for tiden), og DR er allerede i gang med anden sæson. I gÃ¥r vistes sidste kapitel af denne sæson, “En barmhjertig samaritan“. En hverdagsrealistisk historie om drabet pÃ¥ en ung mand, hvis lig findes pÃ¥ en skraldebil ved havnen i Southampton, mange kilometer fra gerningsstedet. Bag drabet gemmer sig en fortælling om omklamrende, kvælende moderkærlighed, ulykkelige forelskelser, leukæmi, biavl og meget andet godt (eller skidt), der kunne være taget lige ud af den virkelighed, vi gerne forestiller os liggende uden for fiktionen.

Hovedrollen i serien spilles af den fremragende, britiske skuespillerinde Brenda Blethyn, der bl.a. er kendt for sin rolle i Mike Leighs Secrets & Lies (1996). I serien spiller hun kriminalinspektør Vera Stanhope. Altså en kvindelig strisser, men en lidt atypisk en af slagsen. Vera er en midaldrende kvinde, der bor alene på bøhlandet i sin afdøde fars hus, hvor hun tumler med sine eget kaotiske følelsesliv og alle de indre dæmoner, der forfølger hende, når hun ikke lige er fordybet i sit arbejde. Og det er hun for de meste.

For Vera er workaholic og investerer sig selv med hud og hår i de sager, der lander på hendes skrivebord. Ved sin side har hun den unge familiefar Joe Ashworth (spillet af David Leon), der er hendes modstykke langt hen ad vejen, men også hendes ligeledes arbejdsopslugte supplement, der er med til at drive efterforskningen frem mod en løsning. Men Joe skubber også til Veras dæmoner og sørger for, at de kommer op til overfladen. De to er, som man siger, et umage par, men de holdes sammen af lige dele professionel optagethed og en særlig øm solidaritet.

Set i fugleperspektiv er det en klassisk britisk krimi-serie, der har to modsætninger som motor (det har vi set igen og igen fra Sherlock Holme & Watson over Morse & Lewis og Daziel & Pascoe og videre). Serien bygger pÃ¥ den britiske forfatterinde Ann Cleves’ romaner (hvoraf flere er oversat til dansk). Men selv om meget er genkendeligt set ud fra krimi-serie-skabelonernes og -klichérnes vinkel, sÃ¥ rager serien om Vera op over krimibolledejen i kraft af dels nogle fortræffeligt sammenskruede, virkelighedstro plots og dels – og ikke mindst – i kraft af Brenda Blethyns fremstilling af den jævne, forvirrede, forfjumrede, midaldrende kvindelige politikommisær med den skarpsindige, intuitive fornemmelse for forbrydelsers kompleksitet. Hertil skal lægges David Leons sympatiske gestaltning af den arbejdsomme, ophængte familiefar med arbejdsløs kone og to unger pÃ¥ slæb og en række fornemme birollepræstationer.

Og det hele udfolder sig i et autentisk miljø i Northumbria, der også lægger en smuk og betagende natur og geografi til. Det er en af den slags serier, det er rart at have stående på DVD-/Blue Ray-hylden, fordi den i kraft af skuespilleriet og sin fortættede stemningsfuldhed kan gøre hvilken som helst kedelig efterårsaften til noget særligt.

Selv om jeg har følt mig rigtig godt underholdt af Forbrydelsen, tror jeg nok, at jeg vil foretrække Vera, hvis jeg blev sat over for valget…

Les Paul – legendarisk guitarist og lydtroldmand

6. juni 2012

Danmarks Radio pÃ¥tænker at lave om pÃ¥ tv-kanalerne i endnu et forsøg pÃ¥ at komme tættere pÃ¥ det ungdommelige segment og holde det underholdningskontaminerede og populistisk orienterede TV 2 stangen. Og midt i den ophedede debat for og imod den nye programstruktur, faldt Georg Metz bemærkning om, at ‘man i højere grad skulle fokusere pÃ¥ indholdet’ end pÃ¥ formen mig ind. Og da jeg lidt tilfældigt – og heldigt – kom til at se portrætudsendelsen Chasing Sound om guitarlegenden og lydopfinderen Les Paul blev de metzske ord endnu mere indlysende. For hvad er bedre argument for en kanal end kvaliteten af de udsendelser, den smider i hovedet pÃ¥ os?

I den amerikanske dokumentarfilm fortæller afdøde Les Paul om sin lange karriere som guitarist og lydmand med bÃ¥de smittende humor og stor deltaljerigdom. Lige ud ad landevejen og suppleret med mange fine optagelser bl.a. med duoen Les Paul og Mary Ford og med indspark fra mange af Les Pauls elever og beundrere, bl.a. Paul McCartney, Bonnie Raitt, Richard Carpenter, B. B. King, Keith Richard osv. Og man fik en fornemt billede af den uvurderlige betydning Les Pauls innovative egenskaber har fÃ¥et for pladeindustrien. Fx ville Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band have været utænkelig uden Les Pauls overdubbingteknik og multi-tracking-ditto.

Hold øje med udsendelsen, som nok bliver genudsendt pÃ¥ DR K (programoversigtetn er pt. under omlægning…). Eller se den lige her i sin fulde længde. Det er tv, nÃ¥r det er bedst. Filmen, der varer ca. 90 minutter kan ogsÃ¥ fÃ¥s pÃ¥ dvd i den fornemt redigerede og bundsolide serie American Masters.