CAPAC

Mit tv-kiggeri er efterhånden skrumpet meget ind. Selv nyhedsudsendelserne har jeg efterhånden droppet – i hvert fald ser jeg dem ikke dagligt, men holder mig opdateret via nettet. Tv-kiggeriet er mest serier. Og der har rullet mange gode serier over skærmen de seneste måneder.

På DR har den britiske serie Stormagasinet (The Paradise), en filmatisering af en Balzac-roman, været en oplevelse. Det samme har serien Jordmoderen (Call the Midwife), der stadigvæk kører om eftermiddagen. Man følger nogle jordmødre, sygeplejersker og nonners arbejde i det østlige London fra halvtredserne og frem. Hovedpersonen er denunge jordmoder Jenny Lee, der får job hos nonnerne i Nonnatus House i 1957, og sammen med sine kolleger får hun et øjenåbnende indblik i hverdagslivet for de mange kvinder og familier i området Poplar. Som så ofte er det persontegningen, miljøskildringen og den historiske akuratesse, der gør indtryk i denne engelske serie.

Blandt krimierne har jeg haft fornøjelse af George Gently-serien, der genudsendes om aftenen. En klassisk tv-krimiserie. Men også den nye udgave af Barnaby har været ganske fornøjelig. Og serien om den unge Morse er – ja – næsten bedre end hovedserien. Britiske krimier med højt niveau.

Og så er der den amerikanske zombiserie The Walking Dead, der nået til fjerde sæson. Plottet er stadigvæk det samme. Mennesker, der forsøger at overleve i skyggen af en zombi-epidemi, der truer med at slå alle ihjel. Som alle gode science fiction-fiktioner handler den indirekte om vores egen virkelighed. Om de globale trusler og om forholdet mellem mennesker.

Og så gid det op for mig forleden, at serien også indeholder en del musik. Og soundtrackene til de fire sæsoner er blevet udsendt på cd. Og der er lytteværdige numre iblandt.

Medens andre fortabte sig i julerier i dagene efter d. 24., fik jeg set lidt tv. Som bekendt bliver det ikke til så meget i hverdagen. Og meget passende havde DR2 sat sig for at vise den lille amerikanske serie “Spioner”. Den danske titel er om ikke direkte misvisende, så dog en betydningsfattig erstatning for den originale “The Company”. Hvorfor dog ikke kalde serien “Firmaet” eller lignende, for det er i allerhøjeste grad The Company – kælenavn for den amr. efterretningstjeneste CIA – historien fortæller om.

I serien følger man kampen mellem CIA og dennes sovjettiske modpol KGB gennem den såkaldt “kolde krig”, men synsvinklen er umiskendeligt den amerikanske. Hovedpersonen er den idealistiske agent Jack McAuliffe (spillet af Chris O’Donnell), som man følger gennem fire årtier. Og plottet er – meget forenklet fremstillet: CIA oplever en række mislykkede missioner med invasionen i Svinebugten på Cuba som et katastrofalt højdepunkt. Og de smertelige nederlag fremmaner den lige så smertelige tanḱe, at en “muldvarp” havde været på spil i hjertet af CIA. Derefter følger man minutiøst amerikanernes bestræbelser på at afsløre “muldvarpen”. Og lad mig bare afsløre, at det lykkes til allersidst.

Det interessante er imidlertid ikke – for mig at se – denne kriminalistiske dimension af who-dunne-it-afdækningen, men derimod beskrivelsen af den forgiftede, paranoide atmosfære, der skabes i den amr. efterretningstjeneste. Især omkring den centrale chef for kontraspionagen James Angleton (Michael Keaton), der til sidst bliver offer for sine egne konspirationsteorier og må trække sig som chef (selv om det viser sig, at hans paranoide forestillinger faktisk holder vand…). Beskrivelsen af den forgiftede atmosfære af mistænksomhed, hvor ingen i princippet kan vide sig sikker med hensyn til mistanke, er efter min mening seriens fornemmeste præstation. Man får et meget ubehageligt billede af en efterretningsvirksomhed, der – i den gode sags tjeneste: bekæmpelsen af kommunismen – er til fare for sig selv og den verden, den er sat til at tjene.

Og serien kaster et meget ubehageligt perspektiv på hele sagen om Edward Snowdens afsløringer af amerikanernes massive overvågning af befolkningerne i den vestlige verden. Serien mere end antyder, at den amerikanske efterretningsvirksomhed ikke går af vejen for at mistænkeliggøre den amr. centraladministrations såkaldte allierede (fx nævnes flere historiske ledere, bl.a. Harold Wilson og Olof Palme som værende KGB-muldvarpe…), for at bryde gældende love, for at slå uskyldige mennesker ihjel osv. I det hele taget får man et billede af en labilt paranoid tjeneste, der lever sit eget liv og har sin egen dagsorden ved siden af civilsamfundet.

Når en Thorning Schmidt herhjemme afviser, at Danmark skulle være genstand for NSA-styret overvågning, så illustrerer serien her – i fiktionsform – at det er himmelråbende naivt at sætte sin lid til amerikanernes officielle udmeldinger på området. Hvis serien har blot et gran af sandhed i sig, så må man som menig borger i den vestlige verden forstå, at ingen kan vide sig sikre, når det gælder efterretningsvirksomheden fra US.

Men underholdende er serien, der også er udgivet på dvd/blue-ray. PS. Serien bygger på forfatteren Robert Littells bog The Company fra 2002.

På dette sted burde jeg måske slå et slag for tredje ombæring af den danske krimi-serie Forbrydelsen. Anden del løb over skærmen i går aftes, og indtil videre tegner den til at leve op til de foregående to sæsonner og måske endda overgå dem. Men nej, jeg føler trang til at anbefale den britiske serie Vera, der også løb over skærmen i går aftes. Meget senere (kl. 22.40) og helt uden den opmærksomhed, som Forbrydelsen bliver til genstand. Ja, faktisk har DR ikke engang kunne tage sig sammen med at lave en programside for serien…

Desværre er jeg kommet sent ind i serien (for jeg ser ikke ret meget tv for tiden), og DR er allerede i gang med anden sæson. I går vistes sidste kapitel af denne sæson, “En barmhjertig samaritan“. En hverdagsrealistisk historie om drabet på en ung mand, hvis lig findes på en skraldebil ved havnen i Southampton, mange kilometer fra gerningsstedet. Bag drabet gemmer sig en fortælling om omklamrende, kvælende moderkærlighed, ulykkelige forelskelser, leukæmi, biavl og meget andet godt (eller skidt), der kunne være taget lige ud af den virkelighed, vi gerne forestiller os liggende uden for fiktionen.

Hovedrollen i serien spilles af den fremragende, britiske skuespillerinde Brenda Blethyn, der bl.a. er kendt for sin rolle i Mike Leighs Secrets & Lies (1996). I serien spiller hun kriminalinspektør Vera Stanhope. Altså en kvindelig strisser, men en lidt atypisk en af slagsen. Vera er en midaldrende kvinde, der bor alene på bøhlandet i sin afdøde fars hus, hvor hun tumler med sine eget kaotiske følelsesliv og alle de indre dæmoner, der forfølger hende, når hun ikke lige er fordybet i sit arbejde. Og det er hun for de meste.

For Vera er workaholic og investerer sig selv med hud og hår i de sager, der lander på hendes skrivebord. Ved sin side har hun den unge familiefar Joe Ashworth (spillet af David Leon), der er hendes modstykke langt hen ad vejen, men også hendes ligeledes arbejdsopslugte supplement, der er med til at drive efterforskningen frem mod en løsning. Men Joe skubber også til Veras dæmoner og sørger for, at de kommer op til overfladen. De to er, som man siger, et umage par, men de holdes sammen af lige dele professionel optagethed og en særlig øm solidaritet.

Set i fugleperspektiv er det en klassisk britisk krimi-serie, der har to modsætninger som motor (det har vi set igen og igen fra Sherlock Holme & Watson over Morse & Lewis og Daziel & Pascoe og videre). Serien bygger på den britiske forfatterinde Ann Cleves’ romaner (hvoraf flere er oversat til dansk). Men selv om meget er genkendeligt set ud fra krimi-serie-skabelonernes og -klichérnes vinkel, så rager serien om Vera op over krimibolledejen i kraft af dels nogle fortræffeligt sammenskruede, virkelighedstro plots og dels – og ikke mindst – i kraft af Brenda Blethyns fremstilling af den jævne, forvirrede, forfjumrede, midaldrende kvindelige politikommisær med den skarpsindige, intuitive fornemmelse for forbrydelsers kompleksitet. Hertil skal lægges David Leons sympatiske gestaltning af den arbejdsomme, ophængte familiefar med arbejdsløs kone og to unger på slæb og en række fornemme birollepræstationer.

Og det hele udfolder sig i et autentisk miljø i Northumbria, der også lægger en smuk og betagende natur og geografi til. Det er en af den slags serier, det er rart at have stående på DVD-/Blue Ray-hylden, fordi den i kraft af skuespilleriet og sin fortættede stemningsfuldhed kan gøre hvilken som helst kedelig efterårsaften til noget særligt.

Selv om jeg har følt mig rigtig godt underholdt af Forbrydelsen, tror jeg nok, at jeg vil foretrække Vera, hvis jeg blev sat over for valget…

Danmarks Radio påtænker at lave om på tv-kanalerne i endnu et forsøg på at komme tættere på det ungdommelige segment og holde det underholdningskontaminerede og populistisk orienterede TV 2 stangen. Og midt i den ophedede debat for og imod den nye programstruktur, faldt Georg Metz bemærkning om, at ‘man i højere grad skulle fokusere på indholdet’ end på formen mig ind. Og da jeg lidt tilfældigt – og heldigt – kom til at se portrætudsendelsen Chasing Sound om guitarlegenden og lydopfinderen Les Paul blev de metzske ord endnu mere indlysende. For hvad er bedre argument for en kanal end kvaliteten af de udsendelser, den smider i hovedet på os?

I den amerikanske dokumentarfilm fortæller afdøde Les Paul om sin lange karriere som guitarist og lydmand med både smittende humor og stor deltaljerigdom. Lige ud ad landevejen og suppleret med mange fine optagelser bl.a. med duoen Les Paul og Mary Ford og med indspark fra mange af Les Pauls elever og beundrere, bl.a. Paul McCartney, Bonnie Raitt, Richard Carpenter, B. B. King, Keith Richard osv. Og man fik en fornemt billede af den uvurderlige betydning Les Pauls innovative egenskaber har fået for pladeindustrien. Fx ville Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band have været utænkelig uden Les Pauls overdubbingteknik og multi-tracking-ditto.

Hold øje med udsendelsen, som nok bliver genudsendt på DR K (programoversigtetn er pt. under omlægning…). Eller se den lige her i sin fulde længde. Det er tv, når det er bedst. Filmen, der varer ca. 90 minutter kan også fås på dvd i den fornemt redigerede og bundsolide serie American Masters.

Når det gælder tv-programmerne, så svigter min radar ofte. På grund af aftenarbejde og almindelige mæthed af tv-mediets tomgang. Men i går lykkedes det mig dog at få set det meste af den tyske tv-serie “Summer of Love” – eller som den visne, danske titel er: Dengang i 1960’erne. En 4-delt dokumentarfilm med underoverskrifterne: “Fri kærlighed”, “kollektiver”, “fest” og “spiritualitet”.

Med udgangspunkt i sommeren 1967 – den famøse Summer of Love – forsøger filmen gennem filmklip og interviews at følge sporene af det, der skete dengang i hippietiden, helt frem til i dag. Det er både dokumentarens styrke og dens svaghed. I det indledende afsnit er fokus – rimeligt nok – på den seksuelle frigørelse som den væsentlige drivkraft i ungdommens kulturelle opgør med efterkrigsårenes indeklemt- og bornerthed. Selv om tressernes alt andet end entydige frisætning af seksuelle og andre kræfter indiskutabelt satte sig spor i eftertiden, så kan man godt – og det er der også en repræsentant for de yngre generationer, der gør – sætte spørgsmålstegn ved, om hvor meget af ånden fra Woodstock Festivalen, der går igen Acid House- og rave-scenen i firserne. Bortset fra det med stoffer, sex og fest.

Ser man bort fra vinklingen, der efter min smag kommer til at handle for meget om nutiden og dermed gør titlen lidt til skamme, så er udsendelserne værd at se på grund af de fine optagelser, interviews osv. Den bliver nok genudsendt, for sådan er det jo med tv…

Som så ofte før var det en tilfældighed, der gjorde, at jeg fik set den engelske tv-krimi Red Riding: In the Year of Our Lord 1974, der har fået den danske titel Pigen med den røde hætte: 1974. Jeg blev hængende ved tv, efter at have set The Walking Dead...

Filmen er den første i en serie på tre, hvor Channel 4 omsætter forfatteren David Peaces  Red Riding Quartet (1999-2002) til filmmediet. De næste to dele skulle komme på DR den kommende tid – på søndage. Hold øje med dem, hvis du er til krimier, der hæver sig over gennemsnittet.

I aftenens afsnit, der foregår i det herrens år 1974, møder vi den unge avisrapporter Eddie Dunford fra Yorkshire Post. Han er vendt tilbage til Nordengland efter et mislykket ophold i den sydlige del af landet, og bliver kastet ud i en modbydelig sag om en ung pige, der er fundet tortureret, voldtaget og kvalt på en byggegrund. Den kæderygende rapporter får hurtigt den ide, at sagen har forbindelse til to lignende sager med to forsvundne og formodentlig døde piger.

En fordrukken kollega, Barry Gannon (Anthony Flanagan), er samtidig på sporet af en større korruptionssag, der involverer det lokale politi, avisens ledelse, de lokale politikere og byggematadoren og forretningsmanden John Dawson som den magtfulde edderkop i det korrupte nets midte. Og det viser sig snart, at der er en ubehagelig forbindelse mellem de forsvundne piger og korruptionen. Den myrdede pige findes på Dawsons byggegrund, hvor Dawson også har sørget for at brænde en sigøjnerlejr ned med den begrundelse, at sigøjnerne ville skade byggeprojektets omdømme. Da Barry dør ved en mystisk trafikulykke får Eddie overdraget Barrys informationer – fotos osv. – af BJ, en ung rødhåret, homoseksuel mand, som Barry vist har haft et mere end professionelt forhold til. Og så ruller lavinen.

Dunford er en ung baryler, der akkompaneret af smøger, øl, sex og rockmusik forfølger sagen med ungdommelig ildhu og i voksende konflikt med sin chef, politiet og det korrupte sammenrend af magtfulde personer i byen. Han opfører sig og ligner det, han er: en ung halvfjerdseroprører. Dunford er en herlig atypisk detektivtype. En anti-helt, der går sine egne veje og ikke af vejen for at indlede et hedt, erotisk forhold til den myrdede piges moder, der også viser sig at have et problematisk forhold til byggematadoren Dawson. Men Dunford lader sig ikke korrumpere, og det betyder, at han får magten – og ikke mindst et par bundkorrupte politibetjente – på nakken. Bogstaveligt talt.

Hvordan afsnittet ender vil jeg overlade til læseren selv at finde ud af (den er kommet på dvd…). Men slutningen er ikke helt ordinær.

Det, der gør filmen værd at bruge et par sene nattetimer på, er, at den er fornemt filmet i mørke, langsomme, stemningsfulde billeder fra det nordengelske landskab, og fordi, skuespillerne – som så ofte i engelsk tv-dramatik – spiller mere end overbevisende godt. I alle roller.

Det er ikke meget tv, jeg får set i disse tider. Bortset fra The Walking Dead søndag aften, The Royal om eftermiddagen – og så Maggies nye liv. Sidstnævnte engelske serie er sådan kommet ind fra sidelinjen. Den sendes på DR1 på hverdagseftermiddage kl. 15, hvor jeg alligevel sidder sammen med Fruen og vender livets store og små spørgsmål over en kop kaffe/te.

Maggies nye liv – eller som den engelske titel er: Life Begins – er en af disse hersens bundsolide engelske tv-serier, hvor den berømte køkkenvaskrealisme på fornemste vis går hånd i hånd med komedien og får livets tragi-komik til både at bevæge tv-seernes medfølelse og smilebånd.

Plottet er ganske enkelt. Den hverdagsgrimme Maggie – fremragende spillet af Caroline Quentin – bliver skilt fra sin mand Phil (Alexander Armstrong) og derfor skal finde ud af at leve et “nyt liv”. Og det går slet ikke, som det ville gøre i en amerikansk komedie – forudsigeligt. Nej, livet slår nogle volter, akkurat som det gør i det såkaldt virkelige liv. Maggie bøvler sig frem med sine to børn på slæb, one-night-stands, kærester og familie, kolleger og venner som involverede satellitter, der kredser om Maggie og både støtter og komplicerer hendes liv.

Jeg er kommet ret sent ind i serien, hvoraf halvdelen af første sæsons ialt 20 afsnit er sendt. Men jeg er fast besluttet på at få set det hele – og de øvrige sæsonner, selv om den vist ikke er udsendt på dansk dvd.

I hvert fald er det en absolut seværdig tv-serie i den bedste engelske tradtion, som jeg kun varmt kan anbefale dem, der ikke skal på arbejde eller har andre forpligtelser på en almindelig hverdagseftermiddag.

Og det hæmmer ikke lysten til at se serien, at den ledsages af elektroduoen Faithless‘ meget fascinerende sang No Roots. En af den slags sange, der sniger sig ind på en…

Jimmy Saville døde i går, 84 år gammel. Dermed forsvinder en af de mere flamboyante medieskikkelser fra tresserne.

Sir James Wilson Vincent Saville, som han hed, når det hele skal med, var DJ, tv-skærmtrold og mediemenneske om en hals, og blev berømt i Storbritannien – og uden for – som iøjnefaldende moderator af Top of the Pops.

Savilles karriere begyndte i de britiske kulminer under Anden Verdenskrig, men musikken fik ham op af minerne. Han begyndte at arbejde som selvbestaltet discjockey i fyrrerne – og pralede siden hen af, at han var den første DJ overhovedet. I hvert fald skabte han sig hurtigt et ry som pladevender og fik succes blandt teenagere med sine dansepartys, hvor der kun var musik fra grammofonen. Ved siden af jobbede han også som manager for en dansehal i Manchester og som hospitalsportør. Der skulle jo smør på brødet.

Tresserne var det årti, hvor tv-mediet boomede. Og Saville begyndte sin tv-karriere ved årtiets indgang, hvor han blev ansat ved Tyne Tees Television, som sendte musikprogrammet Young At Heart. I 1964 var han med til at lancere den første tv-transmitterede hitliste, Top of the Pops. Og i 1969, hvor beat- og popmusikken for alvor havde fået tag i tv-seerne blev han ansat til at moderere den tysk-engelske samproduktion Pop Go The Sixties, som blev sendt over det meste af Europa (i Danmark kunne man dog kun se den via tysk tv…).

Sammen med Pete Murray stod han også for de årslige New Musical Express Pol Winners Concerts, hvor bl.a. The Beatles, Cliff Richard og The Who optrådte. Parallelt med tv-karrieren optrådte Saville også som pladevender i radioen. Først hos BBC, hvor han havde sine egne programmer, der specialiserede sig i gamle hitlister – à la Jørgen de Mylius – og siden også hos kommercielle radiostationer.

Med til billedet af Jimmy Saville hører også, at han var en af de første tv-personligheder, der forstod vigtigheden af at skille sig ud. Han var en excentriker og havde intuitiv sans for tv-mediets effekt. Han gik i spraglet tøj, farvede sit lange hår (selv da der kun var sort-hvid-tv…) og kunne som en anden Otto Leisner fange sit publikum med kvikke bemærkninger, faste vendinger og en særlig personlig intonation. Og det i en periode, hvor mange tv-folk lignende og lød som ansatte i en bank.

Saville var en af medieverdenens store originaler. Og hans bedrifter blev anerkendt i form af ordner og deslige. Fx modtog han i 1971 en OBE, og han blev adelig i 1990. Og så var han medlem af Mensa, foreningen af særligt højt begavede personer.

Jimmy folder sig ud på dansegulvet på tv – Top of the Pops i halvfjerdserne – Top of the Pops 1968 del 1 – og del 2 (kun audio). Og man vil kunne se Saville i mange af de gamle klip fra Top of the Pops, som ligger på Youtube og lignede videosites.

En politimand bliver hårdt såret i forsøget på at stoppe nogle forbrydere ved en vejafspærring og ender på hospitalet. Efter at have ligget i koma vågner han op blot for at opdage, at verden har forandret sig fundamentalt, siden han mistede bevidstheden. Hospitalet er tomt og forladt. Bortset fra et aflukke, hvor en flok zombier er lukket inde…

Det viser sig, at zombierne – eller ‘de gående døde’ – hærger den verden, politimanden kom fra. Han vender tilbage til det hus, hvor han boede sammen med sin kone og søn. Men også det er forladt, og sporene tyder på, at de har flygtet med de mest personlige genstande – bl.a. familiealbummet – og tøj til kroppen.

Det er i korthed optakten til den amerikanske tv-serie The Walking Dead, som havde premiere på DR HD i aftes.

Serien bygger på en tegneserie af Robert Kirkman, Tony Moore og Charlie Adlard og er omsat til tv-mediet af Frank Darabont. Og serien, der blev vist i USA sidste år, kommer til Danmark med adskillige priser og flotte anmeldelser i halen.

Jeg er i almindelighed ikke nogen stor fan af film med overnaturlige temaer, men lader mig gerne underholde af dem, hvis det er lavet med filmisk håndelag og helst en præmis, der hæver fortællingen over det rene effektjageri. Man kan sluge meget nonsens, hvis blot det er godt lavet og vil mere end det pålydende. Sådan forholder det sig med The Walking Dead.

I The Walking Dead antydes det fint, dvs. uden at gribe til løftede pegefingre eller gumpetung pædagogik, at de ‘vandrende døde’ kan forstås som en slags post-apokalytisk nemesis. Noget er gået galt for menneskeheden – måske er det klimaet – og en feber får nogle af de døde til at vandre hvileløst og sultne rundt på jagt efter frisk kød og blod. Til konstant fare for de levende.

Selv om det første afsnit – selvfølgelig – byder på en god dosis, effektivt iscenesatte splattereffekter, så er det det menneskelige drama, der gjorde afsnittet seværdigt. Andrew Lincoln spiller overbevisende den opvågnende politimand Rick Grimes, der langsomt må indse, at hans komatiske kamp for overlevelse kun er begyndelsen på en desperat overlevelseskamp, der måske ikke vil lykkes.

Afsnittet er yderst stemningsfuldt fotograferet og scenografi og anden visuel teknik skaber en overbevisende illusion om en verden efter katastrofen, hvor en lille gruppe levende må tage kampen op mod horder af zombier. Faktisk kom jeg til at tænke på den originale udgave af Abernes Planet, der også – med en anden tids teknologi – formåede at skabe en sådan stemningsfuld fiktion.

Hvis man ellers kan forlige sig med forestillingen om zombier, så er det en særdeles underholdende serie, DR HD har sat sig for at vise danskerne. Oven i købet en underholdningsserie med lidt for Kloge-åge-segmentet. Nu må vi så håbe, at de næste afsnit lever op til den mere end lovende indledning.

British Pathé er – som man kan læse på hjemmesiden – et af de ældste medievirksomheder i hverden. Det blev grundlagt i 1890’erne i Paris og kom til London i 1902. Fra 1910 og frem har British Pathé produceret nyhedsprogrammer m.m. Her kan du fx se et lille sjovt og interessant indslag om Rolling Stones’ berømte Hyde Park-koncert i 1969 i anledning af Brian Jones’ død. Et tidsbillede med naziikonbesatte rockere, hippier, sommerfulge osv. Og hvis jeg ikke tager meget fejl, så ser man et kort øjeblik Julie Driscoll med puddelhundefrisyre. Der er selvfølgelig også levende billeder af Mick Jagger og bandet. Bemærk i øvrigt speaker-kommentarerne, som også er et stykke tidshistorie…

Ingen tvivl om det. Det går hurtigere og hurtigere i journalistikken. Ikke mindst nyhedsjournalistikken. Der skal produceres nyheder nok til at holde TV2 News, DR Update og de almindelige nyhedsprogrammer i gang i døgndrift. Plus siderne på internettet. Og fristelsen til at give iscenesættelserne af indslagene lidt ekstra i form af båndede bombedrøn eller citater fra for længst afdøde kilder må være stor.

I dagens avis kan man læse om akademikeren Mads Qvordrup, der har gjort karriere i journalistikkens verden og er steget op af karrierestigen til en plads i semi-berømmelsens lys som skærmtrold på TV2 News. Og her er han blevet afsløret i at citere en for længst afdød kilde. ‘Forbrydelsen’ er ikke sket, medens Qvordrup var på skærmen hos TV2 News, men da han agerede journalist på dagbladet Information. Selv om det således kan siges  at være en gammel nyhed, så er han, som det hedder i tv-journalistlingoet, blevet ‘pillet af skærmen’. Han er blevet ‘sat på pause’ og skal til samtale. Og så vil han måske nok dukke op igen, når medienyhedsrumlen for længst har ladet den lille episode glide i baggrunden sammen med atomkatastrofen i Japan, det folkelige oprør i Ægypten og orkanerne i USA…

Mads Qvordrup undskylder sig med, at han ikke er uddannet journalist, men akademiker. Og at den skrevne journalistik ikke har været hans stærke side. Nu ved jeg godt, at akademikere ikke er i høj kurs lige for øjeblikket. Især ikke humanistiske. Men alligevel. Man er en død murer, hvis man ikke kan kende forskel på en levende kilde og en, der har været død i lang tid.

Sagen er endnu et eksempel på, at nyhedsjournalistikkens troværdighed står og falder med en realistisk fiktion. Vi skal simpelthen tro, at de vi ser og hører faktisk er sket eller sker. Og troværdigheden ryger på gulvet med et drøn, når det viser sig, at realismen er en iscenesættelse og altid har været det. Som da Jeppe Nybroe afspillede en fil med bombedrøn, eller Mads Qvordrup lader døde genopstå som levende kilde.

Men om fjorten dage er sagen glemt. Og Mads vil tilsmile dig igen i projektørlyset på TV3 News. Eller måske ikke alligevel. For måske har Qvordrup begået tilsvarende og andre fadæser i sin tid som skrivende journalist ved Information.

Kilde: JP

Den hemmelige kanal DR K fokuserer i den kommende tid på tresserne. Også musikalsk. Fredag den 2. juni vises D. A. Pennebakers dagbog fra Woodstock-festivalen, og den er værd at (gen)se på grund af de mange musikalske indslag, men også som dokument om en tid, der må forekomme unge mennesker i dag noget fremmedartet…

Men allerede den 31. maj – på tirsdag – viser kanalen den amr. instruktør Hal Ashbys film om Rolling Stones USA-turné i 1981 Let’s Spend The Night Together. Filmen er fokuseret på det væsentlige: bandets optræden på scenen. Af en eller anden grund kalder DR K udsendelsen for Time Is On Our Side.

Miss You

Sociologen og forfatteren Henrik Dahl kan med sit lange hår og skægstubbe godt ligne en venstrefløjstilhænger fra halvfjerdserne. Men som bekendt kan skindet godt bedrage. Om det er tilfældet med den tidligere socialdemokrat Dahl vil jeg lade stå som et åbent spørgsmål.

Men i hvert fald har han en bog på trapperne, hvor han revser den såkaldte venstrefløj i danske politik, dvs. sige S og SF, primært. I går var han gæst i Deadline kl. 22:30, hvor han diskuterede sin nye bog med to andre venstrefløjsdebattører.

Desværre kører debatten lidt af sporet. Til dels, fordi Dahl selv ikke vil acceptere argumenter, der ikke bekræfter bogens præmisser, og fordi han som en mimose afværger de andres fortolkning af hans position. Og det er synd og skam, for bogen er yderst relevant her på kanten til et nyt folketingsvalg.

Der er brug for en debat om den såkaldte venstrefløjs politik, der efter min mening løber i hælene på de borgerliges politik. Hør debatten selv og bliv frustreret…

PS. Informations Anne Grete Rasmussen giver Henrik Dahl tørt på i denne artikel

I gårsdagens udgave af Politiken havde journalisten Jacob Rosenkrands en kronik med titlen “Farvel til de røde lejesvende“. Kronikken er en slags opsummering og efterrefleksion over de tre, omstridte tv-udsendelser om “Jagten på de røde lejesvende”, som Rosenkrands var ansvarlig for og stod for. Og som jeg i denne blog har kritiseret og forholdt mig til (se links nedenfor). Jeg har ikke ændret mening om programserien, som jeg stadigvæk opfatter som et stykke temmelig mislykket tv, der slet ikke får indløst det potentiale, der er i emnet.

Men i kronikken ser Rosenkrands på de røde lejesvendes betydning – storhed og fald, kunne man måske sammenfatte det til – som tiltrængte fornyere af journalistikken. Eller rettere: som arvinge til og forfægtere af den gamle socialdemokrat Julius Bomholts ideal om “farlig radio”. Om denne tanke skriver Rosenkrands:
“Den farlige radio udspringer imidlertid ikke af 70’ernes venstreorienterede og revolutionære tidsånd. Begrebet blev formuleret kort efter Anden Verdenskrig af socialdemokraten Julius Bomholt, formand for Statsradiofoniens Radioråd og senere Danmarks første kulturminister. Han ønskede at gøre op med forestillingen om, at enhver udsendelse skulle afspejle flertallets synspunkter, og enhver anskuelse straks afbalanceres af den modsatte.

»Radioen bør ikke blot være landets største, men frieste talerstol, og vi håber, at lytterne vil vise sig i besiddelse af vidsyn og tolerance. Vi bør opdrage os selv til at føle glæde over en talentfuld modstander«, skrev Bomholt. »Det gælder om at åbne dørene for de ideer, der er i stand til at skabe bevægelse (…) Lad os være tolerante, således at radioen kan blive en formidler af tidens brændende ideer – med en appel til den enkelte om selv at tænke«.

Selv om ‘de røde lejesvende’ undervejs kom til at glemme det journalistiske håndværk til fordel for venstreorienterede holdningers skævvridning i programvirksomheden, så er kronikforfatteren ikke i tvivl om, at vi – og andre journalister – har meget at takke ‘lejesvendene’ for i form at tankevækkende, provokerende og nyskabende journalistik i radio og tv. Men med ‘jagten på de røde lejesvende’ – en jagt, der har stået på i henved 40 år og som de siddende regering satte på dagsordenen, da den kom til magten i 2001 – er der sket noget. Den ideologiske kamp har – det er indiskutabelt – haft en hæmmende effekt på de røde lejesvendes ‘farlige radio’ (og tv). Men de samme oprørske journalister er også med tiden gledet ind i en slags konservativisme, hvor de ikke har været i stand til at forny og udfordre deres egne positioner. Rosenkrands ser rigtig, synes jeg, når han ser noget paradoksalt i, at de unge, oprørske halvfjerdserjournalister, som satte fut i mediemonopolet, med tiden går hen og størkner i konservativisme, ja, reaktion. Han skriver:

Det er et paradoks, at DR kunne blive reaktionær med mange af de samme medarbejdere i front, som i 70’erne optrådte som fornyere. Hvad blev der af idealerne om at bringe nye dagsordener ind frem for at holde dem ude? At udfordre etablerede sandheder i stedet for at reproducere dem? At glædes ved modspillet fra mennesker, man ikke deler synspunkter med?

Jeg ved det ikke. Måske gik de røde lejesvende i forsvarsposition på grund af den borgerlige mobning. Måske glemte de at være kritiske over for de kritiske. Det kan også være, at monopolets helte slet og ret blev selvfede og fik smag for selv at udlægge teksten for seere i milliontal, der i dag kun ses, når der er finale i ’X Factor’.”

Relevante spørgsmål må man sige. Hvad, Rosenkrands ikke får belyst i sin spørgen til udviklingen, er de økonomiske og styringsmæssige forandringer, som DR har undergået i løbet af de forgangne 40 år. Vi har bevæget os fra en tid med radio- og tv-monopol til en tid, hvor det kommercielle er dominerende. Opkomsten af TV2 (og en lang række andre kommercielle danske tv-stationer), kommercielle radioer mv. har uden tvivl ført DR længere bort fra Bomholts’ ideal i retning af en medietænkning, hvor seer- og lyttertal tæller meget mere end drømmen om lyttere, der ‘kan tænke selv’ , er ‘tolerante’ har ‘evnen til at føle glæde over en talentfuld modstander’.

Men Rosenkrands’ kronik er værd at læse, fordi den – trods dens begrænsninger – peger bag om den ideologiske kamp og får fat i nogle demokratiske idealer, som nærmest er glemte i dagens mediedebat. Et sted kalder Rosenkrands Bomholts ord for ‘bedagede’. Men, hvor finder vi i dag en socialdemokrat, der kommer med den slags sprængfarlige ideer i mediedebatten?! Tilbage til Bomholt!

Jagten på de røde lejesvende i Danmarks Radio

Jagten på de røde lejesvende 2

Jagten på de røde lejesvende 3

Andre indlæg vedr. emnet