12. december 2008 arkiv

Proforma-ansøgninger

12. december 2008

I denne blog har vi harcelleret over beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksens klapjagt på de ledige (kaldet: “aktivering”). Herunder den absurde idé med, at de ledige skulle søge fire stillinger om ugen. Derfor var jeg en smule positivt overrasket, da jeg læste Kristeligt Dagblads overskrift: “Ledige slipper for at søge 4 job om ugen”. En lille forbedring, tænkte jeg. Og: Lidt har også ret. Men, nede i artiklen kunne man så konstatere, at Frederiksen på ingen måde har ændret holdning til de ledige – eller for den sags skyld – a-kasserne. Den eneste grund til, at Frederiksen vil slække på kravet om fire ansøgninger, er, at arbejdsgiverne ikke vil have alle de ansøgninger. Det kunne vi godt have fortalt ham, inden reglen blev indført!
Dernæst fremturer Frederiksen med sin mistænkeliggørelse af de ledige og de a-kasser, der varetager deres interesser. En del af de mange producerede ansøgninger er “proforma-ansøgninger”, altså ansøgninger, der er skrevet og fremsendt til arbejdsgiverne, selv om de ledige ikke ønsker disse jobs. Det er svært at forestille sig, at det skulle være anderledes. Selvfølgelig vil der være jobs, der er mere interessante end andre. Og de ledige vil sikkert komme til at søge jobs, der ikke siger dem noget som helst. Med fire ansøgninger om ugen. Under det hele ligger Frederiksens konstante fordom: De ledige er nogle dovne hunde, der ikke gider at arbejde. Og – i forlængelse heraf – ser Frederiksen a-kasserne som dovendidrikkernes vogtere. Derfor skal a-kasserne kontrollere ansøgninger, for at vurdere om de er “rigtige” ansøgninger eller blot “proforma-ansøgninger”. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvor meget ekstra arbejde, det vil kræve, hvis a-kasserne skal tjekke hver eneste ansøgning fra hver eneste ledig! I forvejen har de mere end rigelig at se til med rådighedssamtaler osv.
Men arbejdsgiverne må ikke overbebyrdes med tilbud om ledig arbejdskraft!
I øvrigt må man vel sætte et stort spørgsmålstegn ved, om der findes sådan noget som “proforma-ansøgninger”. En ansøgninger er vel en ansøgning, med mindre det udtrykkeligt står i ansøgningen, at den ikke skal tages for gode vare!? Hvis en standardiseret ansøgning rummer relevante oplysninger om beskæftigelse, uddannelse og så videre, kunne den vel godt danne grundlag for en samtale? Eller?
Situationen for de ledige ville være meget mere konstruktiv, hvis ikke vi havde en beskæftigelsesminister, der drev arbejdsmarkedspolitik ud fra dybt ideologiske fordomme om de ledige og a-kasserne. Jo før han bliver smidt ud på historiens affalddynge, jo bedre.

Connie Frances – 70 år

12. december 2008

Medens vi er ved halvtredsernes leading Ladies, så kommer vi ikke uden om at nævne at sangerinden Connie Francis fylder halvfjerds år i dag. Fra 1955 og godt og vel ti år frem var hun fast indslag på den amerikanske hitliste med den ene ørehænger efter den anden. Hendes store gennembrud kom med “Who’s Sorry Now”, der blev fulgt op af sange som “Lipstick on your Collar” (der – en passant – gav Dennis Potter en tv-serie-titel…) og “Stupid Cupid”. Stort  til  lykke til en god sangerinde.

Connie Francis – Who’s Sorry Now

Buddy Harman – trommeslager – er død, 79

12. december 2008

Elvis Presley, Everly Brothers, Roy Orbison, Patsy Cline, Johnny Cash og mange flere kan takke Buddy Harman for, at trommerytmerne sad som de skulle på flere af deres store hits. I halvtredserne blev han en del af det berømte Nashville “A-Team”, en flok, håndplukkede drevne musikere, der kunne sikre Nashville-country-musikkens høje kvalitet. Og han var med til at udvikle trommespillet i country-musikken til det, det er i dag. Hvil i fred.

Patsy Cline – Crazy

Bettie Page – Pin-Uppernes dronning – er død, 85

12. december 2008

Den vel nok mest berømte (/berygtede) pin-up-pige fra 1950’er, Bettie Page, er død af lungebetændelse, 85 år gammel. Hun blev et sex-ikon, da hun optrådte som Miss Januar i Playboy i 1955. Siden har hun været at finde afbilledet utallige steder i letpåklædt og – uha! – endda nøgen tilstand. Hun har været flere mandlige generationers drenges og mænds våde drøm. Allerede et par år efter sit gennembrud fik hun nok af modelkarrieren og kastede sig over religionen i stedet og forlod offentlighedens søgelys. Men lige siden har hendes billeder været genstand for nærmest kult-agtig dyrkelse og samlermani. For at forstå hendes succes skal man nok have en fornemmelse af halvtredsernes indeklemte forhold  til det seksuelle og den spirende frigørelse på området. Bettie var en flot ung dame med funklende grå øne, knaldsort, blankt hår og timeglasfigur. Og hun kunne på ejendommelig vis forene halvtredsernes “pæne” pige og femme-fatalen i en figur. Og det er der jo mange mænd, der ikke kunne stå for. Og stadigvæk ikke kan stå for… Bettie blev et symbol på den seksuelle frigørelse, der var på vej. Hvil i fred, Bettie.

Genhør: Fotomaker

12. december 2008


Tre album var alt, hvad power-pop-rock-bandet Fotomaker nåede at få lavet, inden det var slut. På papiret var der dømt succes, da bandet blev til i 1978. Ophavsmændenen var basisten Gene Cornish og trommeslageren Dino Danelli, der begge havde en fortid i en af tressernes stilskabende bands, The (Young) Rascals. Sammen med guitaristen Wally Bryson fra tidligere omtalte Raspberries og to knap så kendte folk – Lex Marchesi (g. og vok.) og Frankie Vincie (key., vok.) – lavede de i løbet af godt et årstid de tre album, hvoraf de to første hører med til det ypperligste inden for genren. Det sidste album var et ikke helt vellykket forsøg på at flirte med discobølgen, uden at den er en nitte.


Det første eponyme album fra 78 er nærmest en lærebog i, hvordan man skruer power-pop sammen og arrangerer dem. Her er smægtende kor, fængende ballader, rappe guitarer, lidt strygere i baggrunden og på toppen lækre vokaler. Af en eller anden grund gad pladeselskabet A&M stort set ikke at løfte en finger for at promovere gruppen. Heldigvis havde pladen fået et meget iøjnefaldende rødt cover med et barneansigt, der var dullet op med læbestift og andet make-up. Lolita-blikfang. ((Ville den mon være gået i dag?!)) Det fik mig til at lytte til pladen og købe den – i en hedengangen pladeforretning i Ryesgade i århus.

Og også opfølgeren Vis-à-Vis, der kom kort tid efter med et lige så iøjnespringende cover – en farverig, men trist nar på en rød baggrund – og lige så iørefaldende power-pop-sange.


Måske var det bandets uheld, at de ikke blev markedsført som new-wave, som andre med mere held inden for genren. I hvert fald overtalte pladeselskabet Fotomaker til – i et desperat forsøg på at få penge i kassen – at sigte mod disco-folket med det sidste album, Transfer Station. Ikke noget dårligt udspil, men alligevel under niveau. Herefter var det slut. Wally vendte tilbage og genforenede sig med Raspberries, og de gamle Rascals-drenge har vist mere eller mindre hvilet på laurbærene fra tresserne siden hen…



Fotomaker