januar 2019 arkiv

Dødsfald: Clydie King – backingsangerinde for bl.a. Bob Dylan

11. januar 2019

https://youtu.be/PbveLDvePDQ

75 år blev Clydie King, som Dylan kaldte sin “soulmate”. Hun sang også bag Ray Charles og lagde stemme til fx Rolling Stones’ “Tumling Dice” og Lynyrd Skynnyrds “Sweet home Alabama”.

Hun havde som mange andre udgangspunkt i kirkesang, men det var som medlem af Ray Charles’ Raylettes  hun fik sin skoling i,hvordan man synger kor, samtidig med at man ser godt ud på en scene. Og da hun forlod Charles’ kor, blev hun en meget efterspurgt backingsangerinde, helt frem til for nogle få år siden,hvor hun stoppede på grund af helbredsproblemer.

Som mange andre backingsangerinder forsøgte hun sig også som solist, men måtte til sidste sande, at det var som korsangerinde, hun havde sit store fortrin.

50: Led Zeppelin

11. januar 2019

I morgen er detfem årtier siden, Led Zeppelin udsendte deres debutalbum med den brændende zeppeliner på coveret.  I USA. Først ultimo marts udkom den i hjemlandet og andetsteds.

Led Zeppelin voksede ud af The Yardbirds og kaldte sig først The New Yardbirds. Og havde som mange andre bands dengang udgangspunkt i the blues. Siden er bandet blevet beskyldt og anklaget for – og med rette – at have “stjålet” med arme og ben fra bluesens kunstnere. Men det nye var måden, de håndterede bluesinspirationen på. Blues som “hård rock”.

Jeg glemmer aldrig dengang, jeg så dem optræde på DR TV. Det var intenst, voldsomt og – ja – uforglemmeligt. Og i England tog kritikerne vel imod pladen. Det samme gjorde publikum. Der gik nogle år, før amerikanerne tog bandet til sig for alvor. Og med tiden blev de jo kæmpestore.

Jeg blev aldrig rigtig fan af bandet, men deres albums fra 1969 og halvfjerdserne hører til periodens bedste stilskabende plader. Ingen tvivl om det.

Kim Larsen i paradis

11. januar 2019

“Da jeg vågnede næste formiddag, var det til lyden af ‘Waterloo Station’ med The Kinks. Jeg kan ikke beskrive den følelse, der strømmede gennem mig. Jeg kiggede rundt på den enorme banegård, så de mange mennesker, mærkede lyset, lydene og tonerne i den sang, der blev spillet over stationens højttaleranlæg: ‘People so busy, make me feel dizzy/Taxi light shines so bright/But I don’t, need no friends/As long as I gaze on Waterloo Sunset/I am in paradise'”

Det er sommeren 1967, og Kim Larsen er på tandem rundt i Frankrig og England med sin kæreste Mariann. Ja, jeg er ved at læse Jens Andersens bog om Kim Larsens unge år. Og selvfølgelig er musikken med i fortællingen, men slet ikke som man måske kunne forestille sig det, hvis man kun kender Kim Larsen fra det billede, medierne har skabt.I det hele taget er det styrken ved denne bog, lige som det er styrken ved Bob Dylans Chronicles, at den demonterer mediebilledet af manden. Alene af den grund er bogen værd at læse, hvis man holder af kunstneren Kim Larsen.

Keep on running

10. januar 2019

I mine gemmer fandt jeg en gammel opsamlingsplade med Steve Winwood som jeg oprindeligt fandt på en arbejdsplads for mange år siden. Og det førte til et genhør med det gamle Spencer Davies Group-nummer “Keep on running”. Winwood er i forgrunden med sang og lead-guitar, men man skal også lægge mærke til den markante rytmegruppe bestående af Muff Winwood (Steves storebroder*) på  en virkelig gennemgående basguitar og Pete York på ligeledes fremtrædende trommer. Endelig er der Spencer Davies på rytmeguitar, men det er lige før han forsvinder i baggrunden.

“Keep on running” blev et nr. 1-hit i England for gruppen.


*) Efter Spencer Davies Group gik Muff ind i musikindustrien, hvor han arbejdede med kunstnere og deres repertoire – og med pladeproduktion. Bl.a. har han æren af at have produceret Dire Straits første plade, flere plader med Sparks og andre store navne.

Woodstock – 2019

9. januar 2019

Det er sikkert og vist, for Rolling Stone fortæller det selv. Woodstock-festivalen genopstår 50 år efter sin første opståen i 1969. Michael Lang, der også var med til at skabe den første Woodstock, fortæller Rolling Stone, at hensigten er nogenlunde den samme som dengang, altså ‘tre dage med fred, kærlighed og musik’. Men hvem der skal optræde, afsløres først, når billetsalget skydes i gang, men det bliver det bliver en blanding af gamle bands fra dengang og nyt. Vi får se og høre.

50: Creedence Clearwater Revival – Bayou Country

9. januar 2019

Musikåret 1969, der ikke lod de foregående par år noget efter, var dårligt skudt i gang, før Creedence Clearwater Revival havde udsendt deres album nr. 2, Bayou Country. Med hitsange som titelsangen og “Proud Mary”. Og som om forvarsel om et højproduktivt år for CCR, der endte med at udsende hele tra album det år. Wow.

Uden nogen manager, uden nogen form for PR, på et af mindste plademærker i landet (Fantasy) og uden penge i ryggen var CCR braget igennem hitlisterne året før med sangen “Suzie Q”. Det smagte af succes, men bandmedlemmerne kom også op at slås indbyrdes. Alle ville til fadet, alle ville synge, skrive sangene osv. Og John Fogerty tog styringen, på godt og ondt. Og album nr. 2 blev indspillet.

Albummet fik en nogenlunde modtagelse, selv om store dele af kritikkerne var enige om, at bandet nok ikke var et rigtig albumband, men et singleband, der levede højt på nogle rigtig gode rocksange, men havde svært ved at holde momentum en hel LP-plade igennem. Alligevel er Bayou Country siden blevet fremhævet som et af de bedste album fra det tiår. Sådan kan det også gå.

Ron Sexsmith – 55

9. januar 2019

Den kanadiske sanger og sangskriver – og en af mine personlige favoritter – Ron Sexsmith runder de 55 år i dag. Senest udsendte han The Last Rider i 2017, så mon ikke han har noget i ovnen nu? Ellers må vi nøjes (hvilket er en underdrivelse) med hans hjemmegjorte fortolkninger af andre store sangskriveres numre. Og for min skyld måtte han gerne samle dem på en discountopsamling og sende dem ud.

Presley og Bowie

8. januar 2019

Det er vist ikke så meget Elvis Presley og David Bowie har til fælles. Bortset fra altså, at de begge er født på denne dag i januar. Elvis ville være fyldt 84 og Bowie 72, men begge er som bekendt borte. Og så alligevel ikke. For begge to bliver ved med at fascinere musikelskere med den musik, de fik lavet.

Jeg ved ikke, hvor autentisk ovenstående Elvis-Bowie-indspilning er. Youtube flyder over med den slags… Søger man på nettet om Bowie og Presley så støder man på rygtet om, at Bowie ønskede at producere en Elvis-plade og at han var en stor fan af The King og bl.a. lod sig inspirere af kongens pailletbroderede jump suits i sit konstymevalg. Så måske havde de mere at gøre med hinanden end man skulle tro…

Jen Cloher på New Port

8. januar 2019

Jen Cloher, alias fru Courtney Barnett, er kommet mere frem i rampelyset, efter at Courtney har taget mange med storm med sin udgave af elementær rock og rul. Og det er godt, for Cloher har sit eget udtryk, der slet ikke ligner Courtneys, men bestemt er værd at bruge tid på. Her er hun i sin vist nok første optræden på den berømte Newport Folk Festival. Og Courtney spiller el-guitar.

Journalistikken der forsvandt

6. januar 2019

På opfordring fra en god ven har jeg lige læst den garvede journalist Lasse Jensens store fortælling om sit liv som journalist m.m. Journalist. Den kunne ikke hedde andet, for journalistikken har været og er Jensens kald. Det er journalistik, han brænder for – også selv om han undervejs mod sit otium har måttet tage til takke med lederjobs og andet. Og bogen er ikke kun fortælling(er) om Jensens liv, men samtidig en fortælling om journalistfagets udvikling fra dengang, mesterlæren var alfa og omega, til tiden efter “9/11”, hvor den geopolitiske dagsorden blev ændret radikalt i terrorbekæmpelsens hellige navn og de journalistiske arbejdsbetingelser ligeså i kraft af en voldsom teknologisk udvikling, der atomiserer mediebilledet og tendentielt truer journalistfaget på dets eksistens – og hvor politiske bevægelser også vil gøre det af med journalistikken som en relativ autonom fjerde statsmagt.

Og det er ikke noget kønt billede, Lasse Jensen får malet af sit fags situation her et par årtier inde i det nye årtusinde.  Som sådan er bogen værd at læse. Bevares, Lasse Jensen skriver ikke specielt godt, og så brillerer bogen ved den svaghed, journalistikken i almindelighed lider under: Den manglende kritiske dimension. Jensen er rundet af et venstreorienteret, ja kommunistisk, miljø, men det mærker man ikke meget til i løbet af bogen. Selv om der er tilløb til kritisk forholden sig, så er det som om han i journalistikkens navn holder tilbage med at tage de næste spadestik. Det er synd og skam.

Og journalistikken trues i dag fra mange sider. Teknologisk, politisk og – som Jensen er inde på – indefra faget selv. Fx har konkurrencen på mediemarkedet betydet, at journalistik er blevet forlovet med underholdning i en grad, der bør få enhver rigtig journalist til at fare i blækhuset og ud på de sociale medier. DR leverede et godt eksempel i går. På DR1 afviklede man “Sport 2018”, et årsshow fra Boksen i Herning, helliget dansk sportsudøvelse i det forgangne år. Et show, hvor man hylder nogle af de bedste præstationer – med forkærlighed for individuelle sportudøvere. Og showet blev indledt med de to journalistiske værters sang for publikum. Ja, to journalister der synger og besynger publikum og sporten! Der er man nået til i journalistfaget. At de tos sang ikke udmærkede sig særligt er det mindste problem. Værre er det, at overhovedet ikke stiller sig selv spørgsmålet, om det er det, journalistiske medarbejdere ved DR skal foretage sig!?

I øvrigt kunne man se noget lignende på søsterkanalen TV2 i et andet årsshow, hvor tre studieværtinder begyndte at danse på scenen.

Når X-Factor-amatørisme og Vild med dans-ditto smelter sammen med journalistisk arbejde, så er det ikke svært at se, hvor journalistikken er på vej hen. Journalistikken bliver taberen i det forhold. Og det er ikke tilbage til en position, hvor journalistikken med research, baggrundsviden og analyse kan holde magthaverne i skak og ære det borgerlige demokrati med indsigt og informationer. Journalistikken er snarere ved at blive en medieluder i den hjernedøde underholdnings tjeneste.


Tilføjelse: Ovenstående indlæg er eksempel på, hvad Lasse Jensen kalder “spidsvinkling”. For selvfølgelig er underholdning ikke den eneste fare, der truer journalistikken i gammeldags forstand. Avisdøden, tv-kanalernes tab af seere til kommercielle streamingtjenester og sociale medier, journalistuddannelsernes udvanding, konkurrencen fra alskens former for informatører og kommunikatører osv. er også trusler mod den stadigt mere svækkede journalistik.

Det vidunderlige liv

6. januar 2019

Here I go out to see again
The sunshine fills my hair and dreams hang in the air
Gulls in the sky and in my blue eyes
You know it feels unfair, there’s magic everywhere
Look at me standing here on my own again, up straight in the sunshine
No need to run and hide, it’s a wonderful, wonderful life
No need to laugh or cry, it’s a wonderful, wonderful life
The sun’s in your eyes, the heat is in your hair
They seem to hate you because you’re there
And I need a friend, oh, I need a friend
To make me happy, not stand there on my own
Look at me standing here on my own again, up straight in the sunshine
No need to run and hide, it’s a wonderful, wonderful life
No need to laugh or cry, it’s a wonderful, wonderful life
Mmm, mmh, mmh, mmh, mmh
I need a friend, oh, I need a friend
To make me happy, not so alone
Look at me here, here on my own again, up straight in the sunshine
No need to run and hide, it’s a wonderful, wonderful life
No need to laugh or cry, it’s a wonderful, wonderful life
It’s a wonderful life, it’s a wonderful life, it’s a wonderful life
[Sangskrivere: Colin Vearncombe]

Og så blev jeg lige sendt tilbage til firserne og til Blacks store hit “Wonderful life”. En popsang, der har næsten det hele. En god, uopslidelig melodi og en tekst, der nok er tidstypisk melankolsk, men først og fremmest en hyldest til livet, selv om baggrunden er, at den syngende er blevet alene igen og ønsker sig en ny ven(inde), der kan ophæve ensomheden for en stund. Livet er godt, men slet ikke retfærdigt, som Lou Reed sagde. Livet er godt, selv om vi bliver slået ud af kurs og møder modstand, forhindringer og problemer. Det skal vi huske på og så sige nej til dem, der vil ødelægge dette liv med ulighed, klimaødelæggelse osv.

Christine McGuire – McGuire Sisters – er død, 92 år

5. januar 2019

Ja, de var store i før-rock-and-roll-halvtredserne, the McGuire Sisters. Og nu er den ældste af dem, Christine, død i en fremskreden alder af 92 år.

https://youtu.be/NRFBDhly2YI

Mere død: Dean Ford – sanger i Marmalade, 72 år

5. januar 2019

Også sanger Dean Ford fra tresserpopgruppen The Marmalade er død.Bandet, der bl.a. fik succes med en version af Beatles “Ob-la-di-ob-la-da” havde en række top-20 singlehits i årene fra 1966 til midten af halvfjerdserne. Og Dean Ford sang på mange af dem, bl.a. deres største hit, balladen “Reflections of my life”.

https://www.youtube.com/watch?v=xTeI65yrhGw

 

https://youtu.be/Lu2mEkhcrQA

Farvel til Honey fra The Honeycombs, 75 år

5. januar 2019

Det lader til at januar skal blive en morbid måned i musikverden. Nu meddeles det også, at Honey Lantree, der var (noget så usædvanligt dengang) trommeslager i The Honeycombs, der lagde ud med et nr.1-hit i hjemlandet. “Have I the Right” blev velfortjent et stort hit med sin særlige blanding af rock og pop. Et rigtigt iørefaldende hit, der holder den dag i dag. Det hjalp også, at den uortodokse producer Joe Meek straks så potentialet i Honeycombs og stillede sit studie til rådighed for indspilningen.

Honey var egentlig damefrisør, men fik chancen, fordi de andre musikere manglede en trommeslager – og det viste sig, at hun havde et helt særligt talent for lige netop det instrument. Helt i tråd med tidsånden var der mange, der troede, at Honey Lantree med sin smarte Beehive-frisure og chicke fremtræden blot var en gimmick og slet ikke spillede trommer. Men det gjorde hun og hun fortsatte som sådan i diverse gendannelser af gruppen helt frem til 1980’erne.

https://youtu.be/o83gLvDdSG8

Fra g(l)emmebogen: the Groundhogs

5. januar 2019

Yesterday’s gone, yesterday’s gone, sang Fleetwood Mac engang. Men fortiden slipper man ikke så let af med. Og hele tiden støder man på musik, man ikke har lyttet til eller slet ikke opdaget. Det gælder fx det britiske R&B-band The Groundhogs.

Groundhogs blev dannet i 1963 i London af to brødre Cruickshank og guitaristen Tony McPhee, der fik bandet drejet i retning af the blues og forblev den centrale person i bandet i årene frem (Groundhogs eksisterer vist stadigvæk). McPhee navngav bandet efter John Lee Hookers sang “Groundhog’s blues”.

Selv om bandet holdt fast i bluesen og befandt sig i det miljø, der bl.a. talte The Rolling Stones (som de var opvarmningsband for på en turné i hjemlandet i 1971), og selv om bandet fik en trofast lille fanskare, så satte det sig ikke spor på samme måde som mange af de samtidige bluesbands, fx Pretty Things. Og en god håndfuld album ændrede ikke meget på det forhold.

Det betyder dog ikke, at Groundhogs fortjener at blive glemt. Nok er deres album ikke det mest originale fra den periode – tresserne og halvfjerdserne – men der er bestemt meget godt at finde i rillerne, hvis man er til britisk R&B fra den periode.