På opfordring fra en god ven har jeg lige læst den garvede journalist Lasse Jensens store fortælling om sit liv som journalist m.m. Journalist. Den kunne ikke hedde andet, for journalistikken har været og er Jensens kald. Det er journalistik, han brænder for – også selv om han undervejs mod sit otium har måttet tage til takke med lederjobs og andet. Og bogen er ikke kun fortælling(er) om Jensens liv, men samtidig en fortælling om journalistfagets udvikling fra dengang, mesterlæren var alfa og omega, til tiden efter “9/11”, hvor den geopolitiske dagsorden blev ændret radikalt i terrorbekæmpelsens hellige navn og de journalistiske arbejdsbetingelser ligeså i kraft af en voldsom teknologisk udvikling, der atomiserer mediebilledet og tendentielt truer journalistfaget på dets eksistens – og hvor politiske bevægelser også vil gøre det af med journalistikken som en relativ autonom fjerde statsmagt.
Og det er ikke noget kønt billede, Lasse Jensen får malet af sit fags situation her et par årtier inde i det nye årtusinde. Som sådan er bogen værd at læse. Bevares, Lasse Jensen skriver ikke specielt godt, og så brillerer bogen ved den svaghed, journalistikken i almindelighed lider under: Den manglende kritiske dimension. Jensen er rundet af et venstreorienteret, ja kommunistisk, miljø, men det mærker man ikke meget til i løbet af bogen. Selv om der er tilløb til kritisk forholden sig, så er det som om han i journalistikkens navn holder tilbage med at tage de næste spadestik. Det er synd og skam.
Og journalistikken trues i dag fra mange sider. Teknologisk, politisk og – som Jensen er inde på – indefra faget selv. Fx har konkurrencen på mediemarkedet betydet, at journalistik er blevet forlovet med underholdning i en grad, der bør få enhver rigtig journalist til at fare i blækhuset og ud på de sociale medier. DR leverede et godt eksempel i går. På DR1 afviklede man “Sport 2018”, et årsshow fra Boksen i Herning, helliget dansk sportsudøvelse i det forgangne år. Et show, hvor man hylder nogle af de bedste præstationer – med forkærlighed for individuelle sportudøvere. Og showet blev indledt med de to journalistiske værters sang for publikum. Ja, to journalister der synger og besynger publikum og sporten! Der er man nået til i journalistfaget. At de tos sang ikke udmærkede sig særligt er det mindste problem. Værre er det, at overhovedet ikke stiller sig selv spørgsmålet, om det er det, journalistiske medarbejdere ved DR skal foretage sig!?
I øvrigt kunne man se noget lignende på søsterkanalen TV2 i et andet årsshow, hvor tre studieværtinder begyndte at danse på scenen.
Når X-Factor-amatørisme og Vild med dans-ditto smelter sammen med journalistisk arbejde, så er det ikke svært at se, hvor journalistikken er på vej hen. Journalistikken bliver taberen i det forhold. Og det er ikke tilbage til en position, hvor journalistikken med research, baggrundsviden og analyse kan holde magthaverne i skak og ære det borgerlige demokrati med indsigt og informationer. Journalistikken er snarere ved at blive en medieluder i den hjernedøde underholdnings tjeneste.
Tilføjelse: Ovenstående indlæg er eksempel på, hvad Lasse Jensen kalder “spidsvinkling”. For selvfølgelig er underholdning ikke den eneste fare, der truer journalistikken i gammeldags forstand. Avisdøden, tv-kanalernes tab af seere til kommercielle streamingtjenester og sociale medier, journalistuddannelsernes udvanding, konkurrencen fra alskens former for informatører og kommunikatører osv. er også trusler mod den stadigt mere svækkede journalistik.
