Indlæg om Musik

Capac anbefaler: Marie Fjeldsted – Keep it alive

21. juli 2023

Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Og det gælder også for den ganske lange pandemi, vi alle har været igennem, og som nødvendiggjorde, at vi alle i større eller mindre omfang måtte minimere vores aktiviteter og afstå fra mangen en social udfoldelse. Og i Marie Fjeldsteds tilfælde betød den tid, at hendes kunstneriske skaben – der tidligere havde udfoldet sig under dæknavnet Penny Police – fik en saltvandsindsprøjtning og blev genstartet.

Hvad der skulle have været to projekter – et for Marie og et for Linus Valdemar – endte med at blive et fælles projekt med Marie som dominerende tekstforfatter og medkomponist på albummets ialt ni numre.

Keep it alive er titlen. Og hvad der skal holdes i live fremgår af sangteksterne. I titelsangen hedder det: “Try to let it in, try to let it out, try/ Try to keep it alive/ Try to let it in, try to let it out/ try”. Og hvad det er, er slet ikke så mystisk. Det er åndedrættet; og som det videre hedder i sangen “Got to love”: “A heart is pumping blood easily/ keeping us alive”. Det er – forenklet sagt – livet, det drejer sig om. At holde sig i live. Trække vejret, være til, leve.

Det er med andre ord et livsbekræftende budskab, albummet gemmer i sin sangskat. Trods pandemi-isolation og dertil hørende depressive tilstande, så er de negative følelser her fejet ganske godt til side til fordel for en oprigtig hyldest til livet i dets enkelhed. På den måde adskiller Marie Fjeldsteds plade sig en del fra meget af den vemodige pop, der i disse år kommer ud på plade. Og det er et sundhedstegn.

Og de ni sange er helt i denne positive ånd en god håndfuld smægtende, iørefaldende popsange. Bløde og indsmigrende og fremført af Marie Fjeldstads blide og bløde vokal, der smagfuldt og fint er indlejret i arrangementer, der er tilsvarende imødekommende og forførende. Med Anders Haanings kongenialt afdæmpede, men alligevel markante trommespil; diskrete synths, der mere fremhæver stemning og emotioner, end modsiger dem; smagfulde backingvokaler (af Linus Valdemar, Sebastian Martin Munk Autzen og Christian Hjelm), der støtter Maries forgrundsvokal; lige som de øvrige instrumenter – guitar, piano, bas m. fl. – nærmest ømt omslutter Maries stemmepragt.

Albummet er fuld af sange, der er selvskrevne til enhver popplayliste i dette land og som alle har et klart hitpotentiale. I det hele taget er Keep it alive et bevis på, at den enkle, iørefaldende pop, der taler på egne veje og uden store udenomsværker, stadigvæk er aktuel og relevant i disse tider, hvor udadvendthed og iscenesættelse nogle gange truer med at overtage og overdøve det kunstneriske. Tag godt imod Marie Fjeldsteds nye plade, der er fuld af håb for fremtiden. For musikken og for dens publikum og udøvere. Hermed varmt anbefalet.

Marie Fjeldsted. Keep it alive. Produceret af: Linus Valdemar. Celebration Records. Udkom den 26. 5. 2023

 

Dansk blues anno dazumal

20. juli 2023

På P 8 Jazz, DRs jazz-program, hørte jeg Johannes Wahls “Græsenkemandens blues” fra 1952. Og lidt research afslører, at Wahl faktisk har planket den fra en svensker, nemlig den navnkundige Povel Ramel, der året før lavede sin svenske udgave “Gräsenkling Blues”

Yderligere research giver ikke svar på, om der er tale om en banal forsvenskning eller -danskning af en original blues-sang, men den lyder sådan og ikke, som nogen mener, som en parodi på ægte blues. Jeg tror, at både Ramel og Wahl tog det helt alvorligt med den græsenkeblues.

Capac anbefaler: GRO – Better be yours

20. juli 2023

Da jeg i november 2021 anbefalede GROs debutalbum Columna så og hørte jeg straks et svagt ekko af fortidens – tressernes og halvfjerdsernes – primært akustiske, guitarbårne sanger-sangskriver-pop, der var som en tyk rød tråd gennem GROs sange, selv om det hele var vævet ind i vor tids elektroniske lydlandskab. Men sådan er det ikke mere. Sagt på en anden måde, så er den røde tråd blevet noget kortere, fordi GRO på sin opfølger Better be yours, som hun har lavet med stor hjælp fra vennen Mads Kinnerup, har overgivet sig mere til vor tids elektronica. Så de referencer, der måtte være bagud går især et par årtier tilbage – uden at nævne bestemte navne.

Det betyder dog ikke, at det melodiske og poppede er fraværende. Slet ikke. Men melodierne og de dansante tiltag er vævet diskret ind i de digitale lydlandskaber, der præger pladen fra start til slut. Det digitale dominerer uden at kvæle den enkle pop.

Lige som debutalbummet har også toeren tematisk baggrund i GROs personlige oplevelser. Dengang var det moderens selvmord, der gav inspiration til Julie Møller Christensen sange. Denne gang er der tale om en skilsmisseplade, hvor hun og eks-kærestens Mads Kinnerup bearbejder og tematiserer deres kæresteforhold og dets endeligt i en fornyet venskab. En klassisk tematik, der op gennem pop- og rockhistorien har givet stof til eftertanke og musikalsk skaben på mangen et album. Og som sikkert – sådan som tilfældet også vil være med GROs nye plade – vil medføre genkendelse og refleksion blandt lytterne – de gamle såvel som de nye.

Better be yours lever til fulde op til de forventninger om “mere lytteværdig pop”, som Columna genererede i lytteren for et par år siden. Selv om tematikken er alvorlig nok, så gør det ikke musikken tung eller depressiv. Snarere tværtimod. Det er et album, der sagtens kan indtages som det, den primært er – en moderne popplade, der er skabt til at fornøje sine lyttere, sådan som god pop er, og måske endda få dem ud på dansegulvet. GRO er bestemt kommet for at blive på den danske popscene. Velkommen og hermed varmt anbefalet.

GRO. Better be yours. Produktion: GRO, Mads Kinnerup og Mads Bjørn. Celebration Records. Udkom den 2. juni.

#pd 32: Michael McDonald – If that’s what it takes

19. juli 2023

I halvfjerdserne havde jeg periode, hvor jeg faldt pladask for bandet Doobie Brothers. Albums som Minut by minute ramte helt rent med fantastiske pop-rock-sange, fantastiske musikere og nærmest perfekt produktion. Og derfor blev jeg rigtig glad, da jeg i mine skraldefund fandt en plade, jeg længe – alt for længe – har haft på min ønskeliste. Nemlig Doobie Brothers-forgrundsfiguren Michael McDonalds første soloalbum fra 1981; det år, hvor Doobie Brothers gik i opløsning for første gang.

Et album, der på mange måder ligger i lige forlængelse af Doobie Brothers med typiske McDonald-sange og produceret af nogle af de dengang førende producere – Ted Templeman og Lenny Waronker – indspillet med nogle af de bedste studiemusikere fra Los Angeles og omegn – fx Steve Gadd på trommer, Willie Weeks på bas og Steve Lukather på guitar – og helt i ånden fra de gode vestkystår i halvfjerdserne. Jovist, halvfjerdserne fortsatte lidt ind i firserne…

At coveret oven i købet er velgjort med et fint sort-hvidt foto af hovedpersonen og i fineste stand, bortset fra lidt spor af vinylen (såkaldt ring wear) og et lille hak fornede (som vidner om, at albummet har været på udsalg engang), gør bare fundet så meget desto bedre. Så heldig kan man også være.

Og pladen har de facto sendt mig tilbage til dengang, hvor Doobies væltede mig omkuld med deres meget iørefaldende og medrivende pop-rock af bedste slags. Så selvfølgelig får pladen en varig plads på mine hylder.

#pd 31: Stars on 45 – Volume II

18. juli 2023

Nej. Denne her ender nok ikke i min samling. Men den er lidt af en kuriøsitet. Stars on 45 var et hollandsk projekt. der i starten af firserne fik stor international succes med uptempo-versioner af hits og primært bestod af erfarne studiemusikere. Mest kendt var Jaap Eggermont, der havde en fortid i det navnkundige hollandske band Golden Earring. Vinylen og coveret er i fineste stand. Og der er heller ikke noget at kritisere med hensyn til projektets professionalisme. De vidste, hvad de lavede, og gjorde det med al den kunnen, de havde med sig. Det største problem er nok – set herfra – at det hele kommer til at virke en kende automatiseret og forudsigeligt. Ganske vist kan man sagtens genkende de gode gamle hits fra tresserne – lide fra ABBA-sange over soul-klassikere og diverse store pophits fra tresserne og halvfjerdserne. Et koncept på linje med de mange opsamlingsalbums, der var populære dengang, og med samme hensigt: At slå mønt på hits, der allerede havde slået deres popularitet fast og levere kompetent, men forudsigelig lydtæppe til fester og deslige.

Keithism

17. juli 2023

After food, air, water and warmth, music is the next necessity of life. (Keith Richard)

Dødsfald: Jane Birkin – 76 år

16. juli 2023

Hvis man er så gammel som jeg og pophovede, så glemmer man nok aldrig sangen “Je t’aime…moi non plus“, der blev et hit i 1967 for Serge Gainsbourg og Jane Birkin. Sangen var egentlig skrevet af Gainsbourg til Brigitte Bardot, men det var duoens udgave, der slog igennem. Og det hjalp også på successen, at den her og der blev bandlyst for sine seksuelle under- og overtoner. Og siden blev den en fast sjæler ved ungdommelige fester.

Nu er Jane Birkin død. Og hun skal da ikke glemmes. Hverken for sangen der eller for sit virke som skuespillerinde og sangerinde med adskillige fine albums på samvittigheden, men som på grund af sprogbarrieren ikke fik helt den udbredelse de fortjente.

 

Linda Ronstadt – 77 år

15. juli 2023

Parkinson-sygdommen har for længst sat en stopper for Linda Ronstadts musikkarriere, men hun ligger stadigvæk højt på min personlige liste over kunstnere, jeg nødigt ville undvære i højtalerne eller ørebøfferne.

En scotch, en bourbon, en øl

14. juli 2023

På den lokale Kneipe kom vi til at diskutere hvem der var ophavsmand til “One whisky, one bourbon, one beer”, som lød frs en mobiltelefon i George Thorogoods udgave. Og hvem ellers end…

Og så alligevel ikke, for Robert gør mig opmærksom på, at Amos Milburn var der først – og at titlen helt korrekt er “One Scotch, one Bourbon, one Beer” (og tak til Robert for flueknepperiet i musikkens tjeneste). Og så kan vi jo grave i, hvor Milburn fik sin inspiration fra…

Ja da, og lidt research på nettet afslører, at ganske vist indspillede Amos Milburn som den første sangen om drikkevarerne (Milburn havde en svaghed for sange om drikkevarer), men, men, det var Rudolph “Rudy” Toombs (1914-1962), der skrev sangen, men ikke selv indspillede den. Toombs skrev R&B- og doowop-sange og arbejdede især for Atlantic Records (Ahmed Ertegun) som producer og arrangør; og han endte sine dage under et røveri i sit hjem, hvor han blev skudt.

Nato eller?

13. juli 2023

I mange år har der på den danske venstrefløj været nogenlunde konsensus om, at vi ikke skulle være en del af Nato. Men det har ændret sig med konflikten i Ukraine. Og det har givet anledning til debat og intern uenighed i Enhedslisten, dette konglomerat af venstrefløjsstemmer. Og EL har nu justeret sin holdning til Nato, så den går ud på, at vi først skal ud af Nato, når et alternativ står klart. På DRs debatprogram Deadline fortæller partiets forsvarsordfører Trine Pertou Mach, at debatten i partiet har været “et uskønt forløb” og at partiet “spændte ben for os selv”. Hun siger også, at EL ikke var “klar nok i mælet”, da Rusland gik ind i Ukraine.
Mach er en dygtig, engageret EL-politiker, som bestemt er styrkelse af EL. Og hun har også ret i, at et parti som EL selvfølgelig skal tage afstand fra Rusland, når denne imperialistiske stormagt invaderer nabolandet Ukraine – i strid med FN-pagten.
Men et spørgsmål er, om Machs kritik ikke et stykke ad vejen som en boomerang rammer hende selv? For hvilket alternativ til Nato er det, der skal skabes? Et ikke uvæsentligt spørgsmål, som et venstrefløjsparti nødvendigvis bør have et svar på. Og det kunne være – med henvisning til mit sidste opslag om suverænitet og fred – et forenet Europa uden amerikansk deltagelse. For det andet, så er det ikke kun Ruslands invasion af Ukraine, der er i strid med FN-pagten. Det er også Natos krig pr. stedfortræder i Ukraine. Hver dag bliver det tydeligere og tydeligere, at Ukraine kæmper en krig ikke alene for Nato og også Natos og USAss krig mod Rusland. Og USA er også en imperialistisk magt, ved vi alt for godt.  For det tredje tjener det ikke ELs eller venstrefløjens sag, at man som Mach ud- og fremstiller partiet som en flok hovedløse høns, der render rundt og leder efter en holdning. Det er gefundenes fressen for en presse, der i forvejen har en næsten enstemmig og enøjet holdning til spørgsmålet om Ukraine. For selvfølgelig er det i orden at et parti – hvilket som helst parti – har interne diskussioner om vigtiges spørgsmål, lige som det er i orden, at der er forskellige interne holdninger til spørgsmål som Nato-medlemskab eller aktiv Ukraine-støtte og af en afklaring om en fælles holdning kan tage noget tid. Men man behøver ikke at lufte sine uenigheder for åben skærm – ethvert borgerligt parti ville for alt i verden forsøge at holde det internt og lægge røgslør over uenighederne udadtil.
Mach gør EL og sig selv en bjørnetjeneste ved på den måde at gå pressens og det officielle Danmarks vej ved for åben skærm at tugte EL og latterliggøre den interne dissonans.

Noget andet er, at det billede af en parti med en klar, hurtigt og central holdning til tunge spørgsmøl som konflikten i Ukraine med alt, hvad den indebærer, er billedet af et traditionelt, borgerligt parti i folketinget. Og videre er det spørgsmålet, om Mach således, er med til at promovere den “modernisering” af Enhedslisten, som visse medlemmer af partiet har talt for og som i sidste ende vil gøre partiet til et køns- og nosseløst midterparti à la Socialdemokratiet!? Det må Marx forbyde…

Nils Henriksen – guitarist, producer med mere – 75 år

12. juli 2023

Culper’s Orchard, Mo-i-rana, Sebastian, C. V. Jørgensen Kim Larsen , Malurt TV-2, Lone Kellerman m. fl. Jovidt. Henriksen har sat sit aftryk på dansk rock og pop.

Ud i sommerlandet

12. juli 2023

Hvad der er op og ned på Danmark, ved jeg snart ikke. Men om et øjeblik drager jeg ud i sommelandet på min lille sommerferietur i min lille, røde, gamle bil, som jeg ellers ikke bruger ret meget i disse klimatider. Hav en dejlig dag, hvor end du befinder dig.

Sommerferie…

11. juli 2023

Ja, i morgen holder jeg sommerferie. En dag. Og jeg, der ellers troede, at pensionisttiden var en lang (sommer)ferie!? Men hensyn til lokalsamfundet og de nærmeste har gjort, at jeg ikke rigtig har haft tid til at overveje muligheden af at stikke af fra det hele og bare lave noget andet. Før i morgen altså. Om jeg så vil opleve det som ferie, er en hel anden snak. Jeg tror det ikke, men vil alligevel nyde lidt alenetid og tid sammen med nogen, jeg holder af.

#pd 30: Alexander O’Neal – All time man

10. juli 2023

I skraldeposen falder jeg også over et navn, jeg kun har hørt omtalt. Alexander O’Neal. Og ikke kun et album, men hele tre stk. og alle i velholdt, brugbar stand. O’Neal fik succes i midten af firserne, hvor han var en flittig gæst på såvel amerikanske som britiske hitlister, især single-hitlister.

Lige inden han for alvor gik solo forsøgte han at få en kontrakt med selveste Prince, men blev vraget. Det har dog åbenbart ikke haft nogen  negativ  effekt på O’Neals musik, der langt hen ad vejen smager meget af den funky stil som netop Prince har gjort til sit varemærke. Intens, markant rytmisk, dansant og popfængende musik er det, som den nu 69-årige kunstner byder på. Musik, der – forestiller jeg mig – har gjort sig godt hos et danseglad, ungt publikum i firserne. All time man er mandens fjerde album, og det er lækker, glat, hi-tech-produktion fra øverste hylde, og O’Neal synger med en saftig, velafbalanceret stemme, der er meget main stream-soul-agtig. Det er en plade, der især henvender sig til trofaste fans og lyttere. Nybegyndere skal nok først kaste sig over mandens debutplade eller en af de mange opsamlinger, der er kommet.

Om det er en plade, jeg vil beholde, ved jeg endnu ikke.

Tankestrøelse: Krig, fred og suverænitet

10. juli 2023

Her til morgen springer en spiseseddel-voldsom rubrik fra Information mig i øjnene: Slavoj Žižek: Venstrefløjens pacifister går Kremls ærinde. Dagbladets betalingsmur forhindrer mig i at læse kommentaren (og jeg vil – jævnfør forrige opslag – ikke åbne for abonnementsslusen). Men det er også lige meget, for jeg kender godt Zizeks syn på Ukraine-konflikten og jeg deler langt hen hans analyser. Men ikke helt.

Zizek har tidligere (fx i The Guardian for et år siden) argumenteret for, at Rusland under Putin insisterer på, at der er to slags stater i vores verden. Der er de suveræne stater, og så er der de besejrede stater. Underforstået: Rusland er og vil kæmpe for at være en suveræn stat og Ukraine (Bosnien, Herzegovina, Kosovo, Finland, Baltikum…) er de besejrede. Og dette synspunkt skulle forklare, hvad Zizek kalder Putins imperiale ambitioner. Men, selv om kravet og ønsket om suverænitet faktisk er i overensstemmelse med FN-pagten, der i artikel 1 bestemmer et af formålene som “respekt for grundsætningen om folkenes ligeret og selvbestemmelse “, så er der tale om et urealistisk mål, fordi og jeg citerer – “i nutidens globale verden hvor vi alle hjemsøges af de samme katastrofer er vi alle i en tilstand af overgang og midlertidighed som stater, hverken suveræne lande eller besejrede; at insistere på fuld suverænitet i det globale opvarmning er det rene vandvid, da vores overlevelse er helt afhængig af et tæt globalt samarbejde”. Sagt på en anden måde: Den traditionelle forestilling om suveræne stater (som man jo i Vesten bruger som argument for at støtte Ukraine; lad os ikke glemme det…), der lå til grund for FN-pagten, er i dag uvæsentlig i forhold til de globale problemer, vi står over for.

Det betyder jo ikke, at forestillingen om en stat med grænser, som andre stater respekterer, forsvinder slet og ret, men at der er forhold, der vejer tungere end disse grænser. Den globale opvarmning respekterer ikke sådanne grænser, og kampen mod opvarmning respekterer dem heller ikke. Vi er i samme båd og må alle have fat i årerne.

Man kan så, som Zizek foretrækker det, opfatte Ukraines krig mod Rusland som en kamp mod den gamle forestilling om suveræniteten: At Ukraine risikerede det umulige, ignorerede pragmatiske kalkulationer osv. Og derfor – skylder vi dem en fuld støtte. Sådan som det sker nu fra vestlig side. Men Zizek har dog et forbehold: Vi har brug for et stærkere Nato, men vel at mærke et Nato, der ikke er en forlængelse af amerikansk politik (sådan som tilfældet er nu).

Det er typisk for Zizek, at hans argumentation ikke slet og ret bygger på konflikten i snæver forstand men har et mere radikalt udgangspunkt. Han ser nemlig Ruslands aggression som udtryk for Putins imperiale ambitioner, der dels handler om at få kontrol over vandvejene i Arktis – og dermed vigtige transportveje for verdens fødevarer (fx korn fra Rusland og Ukraine) – og dels om i samme omgang, at destabilisere Europa som enhed. Og derfor mener Zizek at såvel højrefløjen (repræsenteret af fx den gamle høj Henry Kissinger) og venstrefløjen (repræsenteret af den navnkundige kritiker Noam Chomsky) begår den fejl at propagere en fredelig løsning og derved overser den kendsgerning, at krigen ikke handler om Ukraine i snæver forstand men er et moment i et brutalt forsøg på at ændre vores geopolitiske situation. Det sande mål er at demontere den europæiske enhed, som der ellers er bred konsensus hos alle parter. Og analyse får Zizek til at hævde, at der for alle på venstrefløjen kun er en holdbar holdning til Ukraine og det er at støtte landet i dets kamp mod Rusland.

Men, og netop set i lyset af geopolitikken (kampen om den globale magt) og i lyset af vores fælles globale opgave, den globale opvarmning og dens konsekvenser, kan man spørge, om ikke det er en helt forkert vej at gå at propagere krig mod Rusland – en blodig krig, der dagligt koster masser af mennesker livet i en ret så perspektivløs kamp, som bidrager voldsomt til udledning af CO2 og andre drivhusgasser, og som belaster de europæiske økonomier på bekostning af klimaindsatsen osv. – i stedet for at leve op til FN-pagtens formål, der bl. a. omfatter (artikel 2, stk. 3): “Alle medlemmer skal bilægge deres mellemfolkelige tvistigheder ved fredelige midler på en sådan måde, at mellemfolkelig fred og sikkerhed såvelsom retfærdighed ikke bringes i fare.”. Når flertallet af lande i verden – inkl. Kina, Indien, Indonesien, Brasilien, flere afrikanske lande – peger på den fredelige vej med politiske forhandlinger, så er det netop udtryk for ønsket om en global løsning. En løsning, der er i overensstemmelse med FN-pagtens erfaringsgrundlag (de to verdenskrige) og som er udtryk for global handling (modsat geopolitiske særinteresser), som Zizek selv ser som den eneste farbare vej. Og hvis et flertal af verdens lande kræver en fredelig løsning, så er det svært at forestille sig, at Rusland og Ukraine i længden kan sige nej.

Så langt, så godt, og nu til morgenkaffen, inden den bliver kold.