Den forestående folkeafstemning har sendt mig tilbage i tiden. Til dengang jeg gik i gymnasiet. Halvvejs gennem gymnasiet var der folkeafstemning om Danmarks optagelse i EF (De europæiske fælleskaber). EU var endnu ikke en realitet. Dengang handlede det primært om at blive en del af det, der siden blev omtalt som “det indre marked”, altså om samhandlen mellem de europæiske lande. Jeg husker endnu, hvordan en religionslærer (eller nok rettere: kristendomslærer), en lokal præst, forsøgte at overbevise os om, at det ville være godt at være medlem af EF, for så blev champagnen billigere. Nu drak jeg ikke champagne dengang, og i øvrigt kunne jeg ikke stemme den 2. oktober 1972, fordi man skulle være fyldt 20 år, og det var jeg ikke. Men alligevel var jeg blevet så politisk (op)vakt – af blandt andet historieundervisningen og debatten blandt de politisk aktive gymnasiaster, at jeg ikke brød mig om tanken om, at Danmark skulle indgå i et protektionistisk EF og heller ikke om de perspektiver, der lå i et sådan samarbejde. Et perspektiv, der dengang blandt blev formuleret af den fremtrædende konservative tyske politiker Franz Josef Straus (1915-1988), der i en bog skitserede visionen om en union af europæiske stater.
Danskerne stemte ja til EF med 63,4 % for og 36,6% imod. Et klart ja, men også et resultat, der afslørede en vis lorenhed ved projektet blandt danskerne. Siden dengang har jeg selv haft et ambivalent forhold til europæisk samarbejde. På den ene side synes jeg, at det er godt med et samarbejde. På den anden siden så er der meget galt med den måde, samarbejdet er på og udvikler sig på.
I begyndelsen af 1990’erne skulle vi så stemme om den såkaldte Maastricht-traktat. Eller som den også hed: Traktaten om Den europæiske Union. Altså et kvalitativt skridt videre fra EFs handelsfælleskab. Nu skulle vi unionificeres, forenes i et EU. Men i juni 1992 sagde danskerne nej til unionen. Med et flertal på kun 50,7%. Lorenheden var der stadig. Den franske præsident blev så fortørnet over danskernes nej, at han iværksatte en fransk afstemning, der skulle vise danskerne, at franskmændene var mere EU-positive. Men det var de ikke. Det blev et ja med kun 51.05% ja-stemmer. Og splittelsen var så stor i Europa, at man måtte finde kompromisser for at projektet ikke skulle gå helt i vasken. Og derfor lavede man Edinburgh-protokollen, der sørgede for en særordning for Danmark, som så kunne tiltræde EU. Og protokollen indeholder de fire forbehold, som vi har i dag: 1. At Danmark ikke deltager i den fælles forsvarspolitik og Den Vesteuropæiske Union; 2) At Danmark ikke deltager i møntunionen (Euro-samarbejdet); 3) At Danmark tager forbehold over for unionsborgerskab, der kun bliver et supplement til dansk statsborgerskab og endelig 4) at Danmark kun deltager i politi- og asylsamarbejdet på mellemstatsligt niveau. Med til aftalen hører også, at Danmark tager forbehold over for selve unionsmålsætningen (at det, at Europa skal tilstræbe en union) og at forbeholdene glæder lige så længe, danskerne ønsker det. Og med disse forbehold blev Maastricht-traktaten så tiltrådt af Danmark.
Nu står vi så over for en afstemning om et af forbeholdene, nemlig forsvarsforbeholdet. Og selv af min lille gennemgang her, kan man vel se, at det er endog meget problematisk at løsrive spørgsmålet om forsvarsforbeholdet fra selve ideen om en stadigt mere integreret union af de europæiske stater? Det er svært ikke at tænke, at hvis først forsvarsforbeholdet ryger, så er der ikke langt til at hele Edinburgaftalen er fortid og EU for alvor er blevet en union. Og man må så spørge sig selv, om det er det, man ønsker?! Jeg gør ikke. Jeg ønsker ikke at EU udvikler sig videre ad det spor, det har kørt på i mange år med en voksende overstatslig styring, en liberalistisk kapitalistisk økonomi, fælles militære operationer – i en verden, hvor der er brug for større global udsigt, mere demokrati, lighed osv.
Hav et godt valg, når vi når så langt. Nej, jeg har ikke ændret grundholdning siden dengang i gymnasiet.
