2. oktober 2015 arkiv

Capac anbefaler: Palace Winter – Medication

2. oktober 2015

Medication – altså medicin – kalder duoen Palace Winter deres nye EP. Og hvis de fem sange på pladen er medicin, så må det være medicin mod den snigende efterårs-forkølelses-trussel, der er på vej mod os. For den musik, som australieneren Carl Coleman og danske Caspar Hesselager har skabt sammen er fuld af rockvitalitet, sprælsk synthlyd og popglæde.

Duoen har allerede fået kritikerne med sig for deres singleudspil “Time Machine” og “Menton”, der begge er med på EP’en. Og det forstår man godt. For de fem sange er umiddelbart forførende indiepop, der møder en med smægtende vokaler og en markant, let og luftig guitarlyd, omkring hvilken de øvrige musikalske lag danser som planeter om en sol. Palace Winter har et godt greb om tidens indiepoprocklyd og giver den deres helt egen drejning, der peger i retning af radioplaylister og hitditto – og giver løfter om mere, fx i form af et helt album. Medication er et godt argument for, at rocken – indierocken – lever, har det godt og forstår at forny sig i frugtbar forening med andre lydbilleder fra det elektroniske og klassiske landskab. Byd Palace Winter velkommen i din pladesamling. Hermed anbefalet.

Palace Winter. Medication. Tambourhinoceros. Udkommer i dag.

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Capac anbefaler: Morten Bjerregaard – Hvid Ghetto

2. oktober 2015

Man skal ikke skue en hund på hårene – eller en plade på dens coverfoto. Eller skal man? I Morten Bjerregaards tilfælde passer det spøjse pladecoverbillede ganske godt til indholdet på pladen. En mand, der fra sit punkt i virkeligheden, en lejlighed et sted i byen, læser sin avis og kigger ud på den omkringliggende virkelighed – og synger om den.

Bjerregaards plade skriver sig ind i en lang og sej dansk tradition for sangskrivning, der går fra dansktopområdet og langt ind i den mere krævende singer-songwriter-musik, og som har besunget dansk virkelighed med et let samfundskritisk og humoristisk blik. Bjerregaards musik nærmer sig noget, man har hørt på danskpopområdet og lader sig musikalsk inspirere af countryen og folkemusikken.

Bjerregaard er ikke nogen stor sanger, men synger ligefremt med sit næb om de skæbner, der bag deres pæne overflade gemmer på problemer, nederlag, frustrationer og meget mere. Lige fra den far, der forsøger at løbe væk fra sine bitre livserfaringer, brudgommen, der har fået lidt kolde fødder på den store dag, den øretæveindbydende single-mor eller kønsidentitetsforvirrede unge mænd. Akkompagneret af sit eget kompetente, akutiske guitarspil , Anders Kirkegaards elektriske guitar og steel guitar, Peter Bjerrings kontrabas, Rasmus Lunds trommer, Nana Schwartzloses kor m.m. fremfører Bjerregaard let og ærligt sine sine fortællinger og portrætter. Undervejs i lytningen har jeg tænkt på både Peter Vest, Allan Olsen, Niels Hausgård, tresserfolkesangere, Thøger Olsen, John Mogensen og en række dansktopkunstnere. Ikke at Bjerregard ligner de nævnte. Det gør han ikke. Bjerregaard er sin egen med sine ærlige og uprætentiøse sange – og som sådan fortjener han lyttere, der sætter pris på ærlige dansksprogede, socialrealistiske og humoristiske sange, der tager temperaturen på den danske virkelighed, vi alle sammen lever i. Hermed anbefalet.

Morten Bjerregaard. Hvid Ghetto. Produceret af Morten Bjerregaard og Rumklang. Rumklang Records. Udkommer i dag.

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »