26. oktober 2015 arkiv

Capac anbefaler: Eivør – Slør

26. oktober 2015

slør

I september måned omtalte og anbefalede jeg Eivørs nye plade Bridges. Og nogenlunde på samme tid udsendte de færøske singer-songwriter endnu et album Slør. Denne gang på Eivørs modersmål – færøsk. Desværre er kun de færøske tekster aftrykt på pladecoverets lille bog, ikke oversættelser. Og det giver – for mig i det mindste – en lille begrænsning for receptionen, da jeg kun læser og forstår noget af teksterne.

Men tilstrækkeligt til, at jeg tillader mig at mene, at Slør er en mere mørk og melankolsk pladen end Bridges. Der er altså tale om en slags Yin-og-Yan-forhold mellem det to plader, der også er blevet til i sammen proces – og med Eivørs egen betegnelse er Slør blevet en slags spejlbillede af Bridges. Et spejlblllede med en let melankolsk forvrængning.

Men ellers byder Slør på de samme kvaliteter som dens pendant. Smukke forførende sange, der trækker vod i hjemlandet folkesange og fisker frit i lyden fra vor tids moderne rock og electronica. Og over det hele svæver Eivørs næsten overjordisk smukke kvindevokal, som altid er ren nydelse af lytte til. Og måske er det indbildning, men det forekommer mig, at Eivør synger lidt mere frit og ubesværet, når hun kaster sig ud i disse færøske sange?! Og det er i sig selv et argument for netop at synge mere på modersmålet fremover – blot man husker at give de ikke-færøske lyttere en engelsk oversættelse at støtte sig til.

Men alt i alt er Slør – som Bridges – en overbevisende plade, der må give Eivør Pálsdóttir endnu flere fans og lyttere end hun har i forvejen. De to plader vil være en perfekt julegave til ham eller hende, der mangler lidt på pladehylden. Hermed anbefalet.

Eivør. Slør. Produceret af Trondur Bogason. Tutl. Er udkommet

 

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Capac anbefaler: Mount Rushmore Safari – Songs for ones who break

26. oktober 2015

Rockmusikken har været velsignet med flere gode trioer. Jimi Hendrix Experience, Cream og The Police for bare at nævne et par stykker af de mere stilskabende og mindeværdige grupper. Og den nye udgave af det danske band Mount Rushmore Safari er også en trio, bestående af Andreas Sorgenfrei (sang, guitar) Djarn Kargin (kor og trommer) og Baskerville (bas og kor). Og med bandets nye album – deres andet – sendte de mine tanker tilbage på netop The Police. Ikke fordi Mount Rushmore Safari lyder som the Police, men fordi det danske band har nogle af de samme triokvaliteter at byde på. En markant forsanger i Andreas Sorgenfrei, der har sin egen lidt rå og kantede stil, der minder en om – ikke Sing – men diverse skæve punkrocksangere. Et band, der forstå at spille særdeles tæt, så bandet faktisk lyder af mere end de tre, det består af. Samtidig med, at der gennem produktionen er skabt en sound, der lader de enkelte instrumenter stå frem i deres egen ret. Akkurat som man kunne finde det hos The Police i halvfjerdserne.

Det er ellers ikke halvfjerdserrocken, der først og fremmest presser sig på som assiationer – selv om Sorgenfreis guitar (fx i en sang som “Seaside”) minder en hel del om unge U2s the Edge. Ellers er det mest bands fra de seneste tre årtier, der må bringes frem af erindringen som referencer og mulige inspirationskilder. Med sine medrivende, ørehængende indierocksange ekkoer pladen her af mange indierockbands, men er også – bl.a. i kraft af trioformatet – lykkedes med at skabe sin egen sound af popaspirerende, dansant indierock, der vil gøre sig lige godt på pladespilleren, i koncertsalen og på de mange festivaler. På et par af sangene har bandet fået hjælp af Marian Martine Jagds strygere – og med de sange peger pladen måske frem og ud over denne plades udtryk – mod et større projekt? Vi får se eller rettere høre.

Med Songs for ones who break har Mount Rushmore Safari fået lavet en homogen indierockplade, der bør kunne falde enhver indierockelskers smag. Hermed anbefalet.

Mount Rushmore Safari. Songs for ones who break. Produceret af Søren Zahle og Mads Tønder. Trechoma Records. Er udkommet.

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Capac anbefaler: Rioja Joe – Kærlighed, Rock & Lidenskab

26. oktober 2015

riojajoe

Det er set før – i hvert fald i det store udland – at en kunstner foretrækker at gemme sig bag et pseudonym. Knap så almindeligt er det i Danmark, men hvem der gemmer sig bag Rioja Joe forbliver indtil videre en hemmelighed. Og for at det ikke skal være løgn, så iklæder Rioja Joe og hans musikalske legekammerater (der ikke er anonyme) sig bag en tegneserieiscenesættelse – for ligesom at understrege fiktionen en ekstra tand.

Men det er sådan set også underordnet, for det er jo musikken og teksterne, der tæller i sidste ende. Og dem er der ikke noget galt med på projektets nye plade Kærlighed, Rock & Lidenskab.

Et eller andet sted knytter Rioja Joes tekster an til det tekstunivers, som Shu-bi-dua engang gjorde til folkeeje. Ikke sådan at forstå, Joes tekster ligner Shubbernes særegne og finurlige sange, men på den måde, at også Joe har humoren med som en konstant makker og på den måde,  at hver enkelt sang fremstår som sin egen lille fortælling. Den markante forskel er, at Joe med sine ialt tretten sange har skabt et sammenhængende univers – ja egentlig et homogent concept af selvbiografisk karakter – der kredser om kærlighedslivets ups and downs, charterrejsernes fristelser og udfordringer og hverdagslivets trakasserier – og alt sammen på en kulisse bestående af det københavnske Vesterbro. Som fx i sangen “Rockmusik, sprut og nøgne” piger, der er en slags opdateret og udfoldet udgave af den gamle trossætning Øl, fisse og hornmusik og fortæller historien om ham, der blev født i en baggård på Vesterbronx, endte på institution og fandt livets mening i form af “rockmusik, sprut og nøgne piger”.

Rockmusik, sprut og nøgne piger

Den fik alt, hvad den ku’ trække

For mindre end en ti’er

Vi blev aldrig flove

Når pigerne var sjove

Når babserne kom frem

Nåede vi aldrig hjem…

Det er et univers, der sikker vil mishage visse ny-feminister i kraft af sit kvindesyn, medens andre vil mene, at den beskrevne virkelighed kan forekomme lidt bedaget. Men jeg synes, Rioja Joes fortællinger står sig i kraft af deres ærlighed og troværdighed. Som skildringer af et udsnit af virkeligheden, der faktisk har været der. En virkelighed, jeg med min baggårdsbaggrund sagtens kan relatere mig til og genkende konturerne af.

Og tekstuniverset løftes smukt op af de musikalske arrangementer, der kan betegnes som værende lækker, swingende rockmusik af den voksne, poppede slags, der både egner sig til at synge med på og danse til. Flere af sangene – fx “Lykkelig sammen” og “Rockmusik, sprut og nøgne piger” – har klart hitpotentiale, og alle sangene fremføres af et solidt og dygtigt hold af musikere og sangere, der har forstået at skabe et sammenhængende lydbillede, der passer fint til teksterne og understreger albummets karakter af selvbiografisk conceptalbum.

Kærlighed, Rock og Lidenskab er et lidt usædvanligt album i vor tid med sin insisteren på gammeldags dyder som “gammeldags” rock and roll og et rigtigt dansksproget concept-album. Som sådan er det et velkomment album, der sejler op mod vinden og tidens tendens til fragmentering og overfladiskhed. Og elskere af gedigen dansksproget rock må tage imod pladen med åbne arme – og ikke mindst: åbne ører. Hermed anbefalet af capac.

Rioja Joe. Kærlighed, Rock & LIdenskab. Produceret af Fætter Færing. Rioja Joe. Er udkommet.

 

Skrevet i Musik Tagged , | 4 kommentarer »