Lazy bones, sleepin’ in the sun
How you ‘spect to get your day’s work done?
Never get your day’s work done
Sleepin’ in the noonday sun
Lazy bones, sleepin’ in the shade
How you ‘spect to get your corn meal made?
Never get your corn meal made
Sleepin’ in the evening shade
When taters need sprayin’
I bet you keep prayin’
Worms fall off of the vine
And when you go fishin’
I bet you’ll be wishin’
Fish would jump on the line
Lazy bones, dozin’ through the day
How you ‘spect to make a dime that way?
Never make a dime that way
Never heard a word I say
Bag kunstnernavnet Sternlumen og pladetitlen (Stern: stjerne, lumen: lys) gemmer sig den herboende musiker og komponist Thomas Kudela.
Og der er tale om en plade, der udelukkende byder på klavermusik. Det er der i sig selv ikke noget usædvanligt i. Vi kender formen fra såvel den moderne klassisk orienterede musik og fra jazzen.
Men Sternlumens udgangspunkt og indfaldsvinkel er usædvanlig og anderledes. I sit følgebrev til CD’en fortæller Kudela, at pladen er blevet til efter en syv år lang pause, hvor han ikke spillede på sit instrument, klaveret. Og denne initiale afholdenhed forklarer nok et langt stykke hen ad vejen musikkens (af)søgende, udforskende og improvisatoriske karakter. Thomas understreger selv musikkens tilfældige og aleatoriske karakter i de tysksprogede noter på CD-coveret, hvor der sammenlignes med kølvandet i kanaler. Og netop det strømmende, hvirvlende og tendentielt strukturløse ligger som en oplagt mulighed i de i alt seks stykker, der udgør pladen.
Kudela bruger også begrebet (Jacques Derrida) dekonstruktion i en af musikstykkerne titel (“Thomas i deconstructing a dream“), og netop det analytiske og opløsende – og genskabende – præger stykkerne, der et eller andet sted finder inspiration i såvel jazzen improvisation, ambientmusikkens leg med det repetitive og monotone og den moderne progressive (post)rocks fabulerende og emotionelt afsøgende karakter.
Det er ikke musik for fastholdere. Det er musik, der i sin natur overskrider grænser mellem genrer og stilarter i kraft af sit afsæt i det meditative, eksperimenterende og improviserende, samtidig med at pladen netop frembringer mindelser om de musikalske landskaber, den gennemløber og -krydser. Anbefales alle, der har behov for at høre noget andet end det kendte en gang imellem.
Sternlumen. Eget forlag. Er udkommet og fås på CD, vinyl og som streaming fra d. 28. 11. 2016
Bag band- eller projektnavnet Den syvende søn finder vi Adam Winberg (trommer), Tobias Winberg (bas), Mads Jensen (tangenter), Mikkel Grue (guiatar) og Michel Belli (sang). Og ja, sidstnævnte Belli er ‘ulven’ Peter Bellis søn, der allerede har to album på samvittigheden, men nu indgår i en regulær bandsammenhæng. Det ændrer dog ikke ved, at Belli-navnet svæver over bandets andet album. Dels lyder Michel Bellis stemme grangiveligt som faderen i en, ja, yngre udgave. Men også musikalsk er der en forbindelseslinje mellem unge Belli og den gamle pigtrådsmusiker Peter.
Musikken og teksterne på pladen står i dybeste gæld til en rockmusik, der har sine rødder i tresserne. Som en god del af den progressive rock fra tresserne befinder Den syvende søn sig i krydsfeltet mellem medrivende, iørefaldende rocksange og tressernes forkærlighed for at give plads til musikalsk eksperimenteren og improvisation. Uden direkte at lyde som nogle af forgængerne har Belli og Co. skabt en rockmusik, der emmer langt væk af den tids sans for en lytteværdig blanding af popappel og alvor.
Og teksterne, der heldigvis er aftrykt på indersiden af vinylalbummet, kan ikke løbe fra, at de er skrevet ind i en tradition, der går gennem C. V. Jørgensen og tilbage til de mest seriøse af tressernes danske beatpoeter. Tekster, der ikke giver køb på den umiddelbare forståelighed, som gængs pop og rock altid har været leveringsdygtig i, men samtidig taler i billeder og vendinger, der befinder sig i poesiens grænseland. Ja, Michel lyder ikke kun som far Peter, men også – undervejs og ganske vist kun punktvist – som Carsten Valentin Jørgensen i sit mest alvorlige og kreative hjørne. Og det kan jo kun forstås som et kompliment. Belli har et potentiale at bygge videre på.
Den syvende søn II er et album, der fungerer bedst som netop et album. Det er ikke et udpræget hitalbum, men netop et af den slags lytteoplevelser, der i vores tid får det sværere og sværere, fordi albumformatet er en truet eksistens. Og ikke mindst af den grund fortjener Den syvende søn II at blive genstand for musiklytternes opmærksomhed. Hermed anbefalet.
Den Syvende Søn. Produceret af Tore Nissen og bandet. Target Records. Udkom d. 11. november.
Vi befinder os i 50-året for The Whos og hele den tidlige britiske beatmusiks storhedstid. Og for nylig blev Whos debutalbum My generation genudsendt i et 5 skiver stort bokssæt, for at fejre jubilæet – og dermed understrege, at den tids beatmusik stadigvæk har noget at byde på. Og skulle man være i tvivl om den periodes betydning for og indflydelse på eftertidens musik, så gør man klogt i at få fingre i trioen The Warmongers nye album Listen up!
For Warmongers er ikke kun et eksempel på den hørbare indflydelse fra bands som The Who m.fl. Nej, The Warmongers har helt og aldeles adapteret den rhythm-and-blues-påvirkede tressserbeats musikalske æstetik i en grad, så man under lytningen næsten kommer til at glemme, at pladen er fra 2016. Ja, bandet går endda så langt som til at “efterabe” The Who i deres video til singleudspillet “It’s you (that i want)”, hvor det er Whos film til “The Kids are allright”, der står for skud.
Og hele vejen gennem plade læner The Warmongers sig trygt op af Who og den tids musikalske udtryk. Lige fra produktionen, der langt hen lyder som gammeldags analog produktion, og arrangementerne, der lader instrumenter og vokaler stå klart dechiffrerbare i det ellers kollektive udtryk. Og det ialt tretten sange oser langt væk af fortidens forkærlighed for umiddelbart fængende melodier og B-stykker, der bare invitere til at synge med.
The Warmongers har afsæt i Thee Attacks og Wizzard of Love. Og ikke mindst indflydelsen af Thee Attacks retro-forelskede genopdagelse af tressernes uforfalskede rå og dog poppede garagerock er tydelig. The Warmongers er vaskeægte traditionalister, der genoptrykker tressernes lydunivers og får pointeret, at den musikstil er langtidsholdbar og kan brænde igennem lydmuren i 2016. Hermed anbefalet.
The Warmongers. Listen Up! Produceret af: bandet, Liam Watson og Søren Christensen. Nordic Music Society. Er lige udkommet.
Endnu et dødsfald. Og måske ikke det sidste her i dette dødsmærkede 2016. Denne gang er det forfatteren Jan Sonnergaaard, der er gået bort. I følge Gyldendal døde Sonnergaard på en rejse til Beograd, hvor hans hjerte sagde stop.
Jeg havde det held at møde Jan Sonnergaard in persona to gange i forbindelse med mit virke som dansklærer. Og begge gange fik jeg indtrykket af en mand, der var helt nede på jorden. Her var ingen forfatternykker eller kændissmageri. Og han brød sig ikke meget om det litterære parnas, hvor atmosfæren var gennemsyret af jalousi, og hvor knivene i ærmerne hele tiden stak ud af ærmegabet.
Vi skal ikke helt glemme jubiliæerne her på kanten af 2016. Og i næste uge er det 50 år siden, bandet Love udsendte deres hovedværk Da Capo. På pladen, bandets andet, befinder de sig et sted mellem deres udgangspunkt i garagerocken og i slipstrømmen fra det psykedeliske og progressive. Singleudspillet “7 and 7 is” peger i den ene retning, og en sang som “Stephanie knows who” i den anden. Hele side 2 på LP’en udgøres af “Revelation”, et tidstypisk jamnummer, der får lov til at brede sig over samfulde 19-20 minutter. Den slags kunne man tillade sig dengang.
Vi tager lige en mere for at få gang i denne meme. Videoen taler for sig selv om fælleskab, musikalitet og andet godt. Smukt korarbejde med en velkendt Toto-sang. Tak til Søren for linket.
Med Donald Trump ved magten i US of A, udsigt til en Marie Le Pen som leder af Frankrig og en generel højrepopulistisk drejning i den vestlige verden, en kapitalisme med et asiatisk ansigt, hvor udbytningen får en ekstra drejning og profithungeren finder nye veje til at skævvride verden – ja, så er der brug for sange, der kan opmuntre og tale den kedelige tendens midt i mod. Det vil være mit nye meme eller tema et godt stykke fremover. Vi starter med fabelagtige Lissie, der her fortolker Jimmie Cliffs gamle sang om at krydse floder. På overfladen en trist sang, men læser man den nøje, så viser den sig at hvilke på et håb om noget bedre.
To sange fra det kendte britiske tv-program The Old Grey Whistle Test. året er 1975. Little Feat er på toppen – og Lowell George er stadigvæk i live. Og det kan ses og høres, når de kaster sig ud i klassikerne “Fat man in the bathtub” og “Rock and roll doctor”. Bedre kan rock næsten ikke blive.
Dødstallene hober sig op i 2016. Nu er det Sharon Jones, der er død i alder af kun 60 år. Sharon Jones, som jeg ofte har omtalt sammen med hendes fabelagtige soulband The Dap Kings, tabte kampen mod kræft.
Det var relativt sent i livet, at Sharon Jones brød igennem til en større kreds. Hun havde sunget hele livet og gjort sig bemærket som backingsangerinde – bl.a. for Lou Reed. Men først i en alder af 40 år fik hun sin første plade ud – det var i 1996. Siden fulgte en række fine plader, der alle havde rødder i tressernes og halvfjerdsernes soul og “sorte” musik. Nu er hun ikke mere og musikken er blevet lidt kedeligere.
Det er i mine ører stor kunst at kunne fortolke slidte sange og tilføre dem noget nyt. En af dem, der kan det, er John Cale. Her tager han afdøde Cohens “Hallelujah” under behandling, og det er næsten som om, man ikke har hørt den sang før…
Det er ikke kun Bob Dylan, der udsender officielle bootlegplader. Nu er den brillante singer-songwriter Gillian Welch også begyndt med albummet Boots No. 1 The officiale revival Bootleg, hvor hun sammen med sin bedre musikalske halvdel Dave Rawlings graver dybt i sit katalog omkring debutpladen Revival. Her er der en chance for et lyt, hvis man kender sin besøgelsestid:
It’s a pretty silly label, you know? When we started the Byrds, as soon as we started playing “Eight Miles High†they said “oh, it’s jazz rock,†and we listened to some Indian music and they said “it’s raga rock!â€, and next thing it was something else. Labels are kind of limiting, and they’re mostly not really relevant to what it is. It’s all music, so I resist the labels as much as I can. [David Crosby]
Bob Dylan dropper Nobelprisfestlighederne, fordi han er ‘optaget andre steder’ (hans skal nok på scenen, hvis jeg ikke tager helt fejl). Men han er stadigvæ ‘beæret’ over prisen. Nu kan priskommiteen og medierne så endnu engang gå i selvsving, men i virkeligheden er det en bagatel. Dylan er kunstner og prioriterer sit virke som sådan højst. Basta. Send prisen med posten.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Alrunen (alias Claus Rasmussen)
righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger
