5. november 2016 arkiv

Capac anbefaler: Baumgartner Brødrene – – mer’ endnu

5. november 2016

Tænk på Rugsted & Kreutzfeldt. Så er du på sporet af den lyd og musikalske grundholdning, der ligger på brødrene Josef og Jakob Baumgartners nye plade -mer’ endnu. Og associationen er lang fra tilfældig, for de to musikalske brødre har de facto hjulpet netop Rugsten og Co. Og mange andre.

Men det er ikke kun Rugsted & Kreutzfeldt og deres dansksprogede, melodiøse poprock, der leverer en passende reference. Faktisk er det ikke helt forkert at høre Baumgartner-brødrenes album som en slag renæssance af den engang så udskældte “gymmasierock” fra firserne. Altså den meget populære dansksprogede rock, som Tøsedrengene, Dodo & the Dodos m.fl., var leveringsdygtige i de såkaldte fattigfirsere. Musik, der levede højt på meget iørefaldende popsange med syng-med-sangbare, danske tekster tekster og en forførende legering af indtagende pop og rock. Dengang gav det økonomisk pote og satte sig fast som en stil, der stadigvæk er gangbar. Og ikke kun på retrofestivaler. Det er netop det Baumgartner Brødrene beviser med deres album.

Som forgængerne lever Josef og Jakob højt på nogle flotte vokaler. De synger godt begge to og sammen finder deres stemmer ind i en ofte rent ud unison vellyd, der passer utroligt godt til de femte love songs på pladen. For pladens tema er det gode, gamle – og nogle vil meme forslidte – kærlighedstema. Og vi kommer godt rundt i både kærlighedens ups og dens  downs, akkurat som man kan forvente det. Brødrene har selv skrevet alle sangene, men får dog passende hjælp af kapaciteter som Al Agami, Ivan Pedersen og et par stykker til. Og det samlede indtryk er en stor samling sange, hvoraf ingen kan siges ikke at have et hitpotentiale. Hvis renæssancen lykkes vil man kunne høre meget mere til d’herre Josef og Jakob på landets radiostationer. Andet ville heller ikke være retfærdigt.

Brødrene Baumgartner. – mer’ endnu. Produceret af brødrene og Knut Haavik. Er udkommet d. 4. november

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Capac anbefaler: Søren Lampe – Slow & Sentimental

5. november 2016

Søren Lampe er en gammel kending af bloggen her. I 2013 anbefalede jeg hans album Jazz på danska. Og nu er han tilbage her i bloggen med albummet med den sigende titel Slow & Sentimental. Sigende, fordi den sender vore associationer i retning af en easy listening-crooner-jazz, hvor man netop dyrker det fordybende tilbagelænede og tekstligt og musikalsk sentimentale – i ordets egentlige betydning: følelsesmæssig. Og hvor man har en forkærlighed for at få croonerfraserede, seriøse tekster til at falde i et med det musikalske grundlag.

Og sådan er det på denne plade. Søren Lampe har delt sangene på pladen mellem en håndfuld standardnumre (af kapaciteter som Hammerstein/Kern, Evans/Mann/Kent og Bergman/Legrand) og numre, hvor han selv har mere end en finger med i spillet. Og i hænderne på Lampe selv og hans hold af særdeles kompetente musikere – Søren Møller (piano), Morten Lund (trommer og slagtøj), Thomas Ovesen (bas), Per Gade (guitar), Peter Fuglsang (saksofon og klarinet) og Mathiaas Heide (kromatisk mundharpe) – falder standernumrene og de selvgjorte sange sammen i en stor behagelig helhed.

Pladen skriver sig smukt ind i en meget lang tradition af tilbagelænet easy-listening jazz og burde i kraft sit engagement og sin kærlighed til genren, sin håndværksmæssige høje standard og sin umiddelbare appel kunne nå ud over den sikre kreds af easy-listening-feinschmeckere og få fat i et nyt og bredere publikum. Hvis bare de store radiokanaleer vil spille pladen, skal det nok lykkes. Hermed anbefalet.

Søren Lampe. Slow & Sentimental. Produceret af: Søren Møller. Gateway. Er udkommet.

 

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Capac anbefaler: Dana LaCroix – The Great Divide

5. november 2016

Det fortæller måske ikke så lidt om vilkårene for pladeproduktion i dette land, at der skulle gå henved tyve år, før den kanadiske sangerinde og sangskriver Dana LaCroix fik sit første album ud i Danmark. For Dana er ikke et ukendt navn i dansk sammenhæng. Gennem to årtier har hun været at finde på danske scener og har – har jeg kunnet læse mig til – skabt sig et trofast publikum blandt danske musiklyttere. Og det forstår man godt, når man lytter til The Great Divide, som den nye plade hedder.

LaCroixs aktiv er hendes fine, modne, feminine stemme og et uomtvisteligt talent for at skrive sange, der ubesværet skriver sig ind i en sangskrivertradition, der går tilbage til – mindst – den unge Carole King. Og som flere af sine kvindelige forgængere udi denne genre, der er overvejende akustisk   og dyrker det melodiøse, beskriver LaCroix i sine tekster et genkendeligt voksent kvindelivsunivers. Og selv om Dana LaCroix er helt sin egen i sin følsomme og tilbagelændede stil, så minder hun alligevel om mange af de gamle, ikke kun Carole King, men fx også en Bonnie Raitt (i det stille hjørne). Men først og fremmest i kraft af den musikalske holdning, der i allerhøjest grad peger tilbage i tiden til de gyldne tressere og halvfjerdsere – og af samme grund skiller sig lidt ud i vor tids lydlandskab og kan forekomme en anelse bedaget, uden at det skal forstå i nogen negativ forstand. LaCroix er blot en af mange fine traditionalister, der findes rundt omkring inden for singer-songswriter-kunsten.

Hvis man er til akustisk funderet singer-songwriter-musik, der er centreret om en stemme og en akustisk guitart, så går man ikke galt i byen ved at indlemme Dana LaCroix i sit lyttepensum. Hermed anbefalet.

Dana LaCroix. The Great Divide. Produceret af: jakob Rostbøll. Eget forlag. Er lige udkommet.

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »