24. november 2016 arkiv

A hazy shade of winter

24. november 2016

I morgen skal jeg til julefrokost. Baggrunden er lidt trist, for om en måneds tid lukker min arbejdsplads ned. Alle medarbejdere – fra rengøringsdamen til lederen er blevet opsagt, og forude venter ledighedskøen for mange af os. Så det er med blandede følelser, jeg tager af sted.

Det er i øvrigt første gang i ti år, at jeg skal deltage i noget sådant uden for hjemmets fire vægge. Jeg har aldrig været den store dyrker af denne særlige danske sportsgren, der hedder “julefrokosten” uden for hjemmet. Oven i købet finder den sted et sted uden for ‘lands lov og ret’.

Men det stemmer mig ikke mere i julehumør. Hvis julehumøret kommer -  hvilket jeg stærkt tvivler på – så sker det nok den 24. december omkring aftenstid, når julestegen er ved at være klar. Og så forsvinder den igen et par timer senere. Mest sandsynligt er det dog, at denne stemning slet ikke indfinder sig – og det har jeg det helt fint med.

 

Til gengæld er jeg ved at være ramt af den årlige Simon-and-Garfunkel-feber, der har det med at gribe mig på de besynderligste tidspunkter. I år blev feberen vakt at en køretur gennem et diset landskab på Djursland. A hazy shade of winter!? Time time time See what’s become of me… Jeg bliver aldrig færdig med Paul Simon og Art Garfunkel. De vil forblive indvævet i mit musikalske bagtæppe. Heldigvis for det.

PS. Sangen udkom som singleplade for 50 år siden. Helt præcis d. 22. oktober 1966, hvor sangen var A-side til “For Emily, whenever I may find her”.  Oprindeligt var sangen tænkt som bare en singleplade, men den blev dog – og heldigvis for det – indlemmet på duoens hovedværk Bookends. Sangen går tilbage til dengang, hvor Paul Simon var et ungt og søgende menneske, der bl.a. rejste rundt i Europa, inkl. Danmark. Og det er netop charmen ved den sang, det famlende, søgende unge menneske, som (nogle af os) stadigvæk kan relatere os til, selv om vi er ude over grønskollingens tid….

Time, time, time See what’s become of me
While I looked around for my possibilities
I was so hard to please
But look around Leaves are brown
And the sky is a hazy shade of winter
Hear the Salvation Army band
Down by the riverside’s
Bound to be a better ride
Than what you’ve got planned
Carry your cup in your hand
And look around you
Leaves are brown, now
And the sky is a hazy shade of winter
Hang on to your hopes, my friend
That’s an easy thing to say
But if your hopes should pass away
Simply pretend That you can build them again
Look around
The grass is high
The fields are ripe
It’s the springtime of my life
Seasons change with the scenery
Weaving time in a tapestry
Won’t you stop and remember me
At any convenient time?
Funny how my memory skips
Looking over manuscripts
Of unpublished rhyme
Drinking my vodka and lime
I look around Leaves are brown
And the sky is a hazy shade of winter
Look around Leaves are brown
There’s a patch of snow on the ground
Look around Leaves are brown
There’s a patch of snow on the ground

En måned til juleaften

24. november 2016

Om en måned sætter vi gaflen i anden og flæskestegen og skeen i ris à la manden. Den kommercielle jul har i gang siden oktober (mindst). Men her i bloggen skal det med jule holdes nede på en beskedent niveau i år, af mange årsager. Og derfor vil julemusikken også kun komme til at fylde minimalt. Men en decemberistisk sang går vel an, uden at give os klumper i halsen og for tidlig kvalme. Så jeg vil starte dagen med at genopfriske The Decemberist på et kunstnerisk højdepunkt med “Crane Wife 1 + 2”: