Eller Mick Jagger synger duet med Bruce Springsteen eller… Der er nok af små højdepunkter i denne fine optagelse fra 1988 Hall of Fame Inductions… Harrison, Starr, Joel, Dylan, Jagger med mange flere.
Trommeslageren Gert Smedegaard er død. Det fortæller hans egen Facebookside. Efter kort tids sygdom. Og det ved vi jo godt, hvad betyder.
Smedegaard, som vi kan se til højre på fotoet ovenfor (th. for C. V. Jørgensen, Per Wium og Erik Falck), var med Per Wiums ordvalg “en holdspiller” mere end en “ledertype”, Han spillede “med hjertet”, mere end med intellektet og “swingede bedre end de fleste”. Og det var nok noget af forklaringen på, at Smedegaard var et klart valg til C. V. Jørgensens band, da det tog afsæt med En stynet strejfer og T-shirt, terylenebukser og gummisko – og også senere hen. Og på, at hans diskrete, tilbagelænede og altid årvågne spil passede ind i så vidt forskellige sammenhæng som Ache, Ivan Pedersen, Peter Abrahamsen, Tamra Rosanes, Lotte Rømer, Kim Gustav, Per Juul, Monrad & Rislund, Pia Raug, Charlatan og Allan Olsen. Blandt andre.
Nu er Gert ikke mere. Jeg må hellere sætte omtalte plader på grammofonen.
Mccartney har forladt Danmark efter en vist nok udmærket koncert (hvis vi ser bort fra Ekstrabladets Thomas Treo, der har gjort det til sin dyd at nedgøre koncerter og plader). Og det var Macca, der fik mig tilbage til min fascination af den støjende rock. På jubilæumspladen The Beatles (The White Album) finder vi sangen “Helter Skelter”, der nok er det mest støjende, larmende, skrigende musik, vi har fået fra den kant, der hedder The Beatles. Altså en slags støjrock. Og så var jeg tilbage ved det tema og min fascination af det.
Jeg har fx ikke dyrket den såkaldte heavy metal. Hvis vi tillader os at se bort fra nogle af de bands, der siden er blevet opfattet som heavy metal-forgængere: Led Zeppelin, Black Sabbath, Blue Cheer m.fl. Ikke desto mindre købte jeg for nogen tid siden et album med bandet Sleep, der betegnes stoner doom metal og lignende. I hvert fald et band, der i allerhøjeste grad dyrker støjen som et fundamental element i musikken. Og jeg er ikke engang sikker på, at jeg kan lide det – men er dybt fascineret af denne fascination af støjen…
Og så har – helt tilfældigt (!?) – tidsskriftet Stereogum lavet en liste over de 30 bedste støjrockskæringer. Fra Velvet Underground (Sister Ray) til de mig ukendte Metz (Ratz). Meget forskellige numre, men alle helt sikkert støjende. Et øre- og hjernerensende syrebad, hvis man allerede har fået nok af sød julemusik og -klimteri. Kan anbefales – hvis man ikke er for depressiv.
[Foto lånt fra Aarhus Stadsarkiv, taget af Ib Nicolajsen. Her lånt fra en lokalavis i byen.]
Forleden markerede jeg den århusianske biograf Øst for paradisets jubilæum. Men også en anden biograf, der oven i købet ligger dør-om-dør med paradiset, fylder år, hele 50 af slagsen. Det drejer sig om sexbiografen i Paradisgade nr. 11.
Jeg har aldrig været inde i biografen eller den G Club for mænd, der også er i ejendommen. Men har dog, som de unge mænd på fotoet ovenfor, kigget ind i udstillingsvinduet, hvor man kunne se pornografiske hæfter og diverse sexhjælpemidler. Det var frækt og vovet engang, men nu hvor internettet flyder over med alskens pornografi og deslige, så er bioen nok blevet en lokal oase for dem, der foretrækker den slags oplevelser uden al for megen digital formidling. Så til lykke til den lille oase og dens brugere.
